Prædiken til 7. søndag efter Trinitatis 2021 kl. 9.00 i Nivå og kl. 10.30 i Egedal ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk; jgnsej@gmail.com

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 19, vers 1-10:

Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var den en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: ”Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus. ” Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: ”Han er gået ind som gæst hos en syndig mand. ” Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: ”Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage. ” Da sagde Jesus om ham: ”I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. ”

Prædiken:

Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Sådan formulerer Jesus selv sin mission. Menneskesønnen er Jesus selv. Han skal lede efter nogen, og han skal redde dem, han finder.

Hvad er det at være fortabt? At være fortabt er at være i modsætning til ham. Det kan man være på to måder, den dårlige og den pæne.

Zakæus var fortabt på den dårlige måde. Alle kunne se, at han var fortabt. Han levede åbenlyst i strid med Guds vilje. Han misbrugte sin stilling til at skaffe sig selv penge, han ikke havde ret til. Det medførte, at han fik mange penge, men ingen venner. Rigdommen havde altså sin pris. Han betalte for rigdommen med sin sjæl. Det er han ikke alene om. Mange er fulgt i hans fodspor og har ødelagt både sig selv og andre. Menneskeheden har så mange dårlige erfaringer med den levevis, og den er afsløret så hjerteskærende i bøger og film, at man skulle tro, at menneskene havde lært lektien, men alligevel er der stadig nogen, der falder for denne fristelse. Måske er det særligt en fristelse for dem, der er gode til at tjene penge og dårlige til at håndtere forholdet til andre mennesker. Pengene siger ikke ens planer imod. De kan blive det perfekte grundlag for udlevelsen af ens egen egoisme.

De, der stod ude på gaden og brokkede sig over, at Jesus tog ind hos byens værste mand, var de pæne fortabte. De følte sig meget bedre end Zakæus og følte, at det havde været meget bedre og meget mere passende og retfærdigt, hvis Jesus havde besøgt dem. De var også fortabte, men de kunne ikke se det.

Zakæus var på afveje, og han vidste det. De andre var også på afveje, men de vidste det ikke. De kunne nok klare frisag i byretten, men ikke for Guds domstol. I byretten skal man kun have rene hænder, og det kan de fleste klare, men for Guds domstol skal man også have rene hjerter, og det har ingen af os. Det problem kan ingen af os se, før Jesus forklarer det, og Helligånden lader os mærke, at han har ret. Det sidste, vi opgiver, er vores selvretfærdighed. Det har ikke ændret sig, siden de brokkede sig over Jesus i Jeriko.

Vi må gerne mene, at vi i byrettens og landsretten forstand er bedre end Zakæus, for det er sandt, men hvis vi mener, at vi er bedre end Zakæus i Guds øjne - for hans domstol - så tager vi fejl. Det er den fejltagelse, de fleste begår.

Jesus leder efter alle. Han ønsker at tage ind som gæst hos alle. Et sted siger han: Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig (Johannes’ Åbenbaring, kapitel 3, vers 20). Det siger han til en af sine menigheder, hvor alle var faldet fra troen i selvtilfredshed og selvretfærdighed.

Jesus ønskler altså at være gæst hos alle mennesker, både de pæne fortabte og de åbenlyst fortabte.

Da han kom til Jeriko og gik ind hos Zakæus, var det ikke for at vælge alle de andre fra, men fordi han hos Zakæus mærkede en åben dør for sit egentlige anliggende, sin egentlige mission. Og det fik betydning for hele byen, da Zakæus ændrede sit liv.

Jesus er ikke kommet for at stryge os med hårene og sige OK til alt, hvad vi har gjort og tænkt. Han er kommet for at give os noget helt særligt fra Gud, som vi ikke selv kunne tænke os frem til.

Ud fra vore egne religiøse og filosofiske tanker søger vi to ting hos Gud: anerkendelse og livsforsikring. Gud skal anerkende vore tanker og handlinger, og han skal hjælpe os mod sygdom og andre ulykker.

Jesus bringer noget andet: Guds tilgivelse og evigt liv. Og det vil han gerne forklare for os, så vi forstår hvad det indebærer i hverdag.

Guds tilgivelse betyder, at der er noget i vores liv, som behøver tilgivelse. Og synden er som regel meget konkret. Det er bestemte handlinger og bestemte holdninger, vi behøver tilgivelse for.

Det er en udbredt misforståelse i dag, at tilgivelse er det samme som tilladelse. Det er ikke tilfældet. Når Jesus tilgiver vore synder, så kalder han os samtidig til et livslangt opgør med synden, en livslang strid mod den. Jesus kalder os til at leve efter Guds vilje, og den er ofte i strid med vores egen. Det er netop det, som sker for Zakæus. Han blev klar over, at han skulle ændre kurs. Han skulle vende sig fra alt det onde, han havde gjort og søge at gøre det godt igen. 

Man kan spørge sig selv, hvor mange af hans slags, der har tænkt på det, mens de levede det syndige liv. Måske har Zakæus for længst indset, at hans liv tomt – fuldt af penge og uden kærlighed og venner. Måske har han tænkt over det ofte, måske har tanken bare strejfet ham, hvor han så jog tanken bort med mere forbrug og mere snyd og mere underholdning. Det er ikke til at vide, men mange kan fortælle, hvordan et liv i synd ikke er så let at bryde med, selv om man gerne vil. Det bliver lettere, hvis der er et klart og mere tillokkende alternativ, og det bliver endnu lettere, hvis der er hjælp at få. Også det får vi, når Jesus kommer til os.

Jesus ville være gæst hos Zakæus. Ikke som en flygtig gæst, der snart går og aldrig kommer igen, men som en varig gæst, der forbliver i vores hjerte. Det er nemlig ikke kun husdøren, vi skal åbne for ham, men også hjertedøren. Han vil tale med os om de dybeste og inderste og vanskeligste ting i vort liv, for han vil afhjælpe den inderste nød, forny os indefra og give os et nyt liv.

Læg mærke til, at Jesus kendte Zakæus i forvejen. Jesus går lige hen til træet og siger hans navn. Sådan er det også med os. Han kender os i forvejen. Han ved, hvem vi er, og hvordan vi har det, og han ved om alt det, vi slås med – alle bekymringerne, alle fejltagelserne, alle sorgerne, alle vore undskyldninger, alle synderne, al vores utilstrækkelighed, alle vore stærke sider og alle vore svage sider. Ja, som Guds skabelsesredskab kender han os bedre, end vi selv gør. Det har den befriende konsekvens, at vi ikke skal igennem lange forklaringer for at betro os til ham. Jesus har selv lært os den helt korte version: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere!

Det kan godt være, at vi har brug for at sætte lidt flere ord på de ting, som nager samvittigheden, men for ham er Fadervor tilstrækkelig. Han har selv lært os den.

Læg også mærke til, at vore synder ikke afholder Jesus fra at besøge os. Han spiste både hos de selvretfærdige og de uretfærdige, både hos de pæne syndere og hos dem, hvor det ikke så pænt ud.

Og sagen er jo den, at når først synden går op for os, så føler vi os ikke længere som pæne syndere. Når man erkender sin synd, så falder facaden. Det kan godt være, at vi stadig ser pæne ud i andres øjne, men når vi indser synden, er vi ikke længere pæne i egne øjne, for da ved vi, hvordan Gud gennemskuer os.

Den selvretfærdige ser det som en selvfølge, at Jesus besøger ham - og godkender ham. For den, der har fået syndserkendelse, er det ikke til at tro, at Jesus vil besøge ham. ”Vil du virkelig have med mig at gøre, Herre!”

Ja, det vil han. Den ene beretning efter den anden i Ny Testamente viser det. Jesus besøgte ikke kun dem med det pæne liv, men også alle de andre, som havde sjusket med deres liv og var kommet i uføre.  Så uanset hvem vi er, kan vi regne med, at han gerne vil have med os at gøre og indbyder  os med til sit rige.

Vi kan komme så langt ud, at vi tror, at han ikke vil have med os at gøre, men vi kan ikke komme så langt ud, at han ikke vil have med os at gøre.

Når vi føler os allermest skyldige og allermest fortabte, skal vi tænke på hans egne ord ved besøget hos Zakæus:

Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.

Amen