Prædiken til 16. søndag efter Trinitatis 19. september 2021

Prædiken til 16. søndag efter Trinitatis 19. september 2021

Prædiken til 16. søndag efter Trinitatis 19. september 2021

# Arkiv

Prædiken til 16. søndag efter Trinitatis 19. september 2021

Prædiken til 16. søndag efter Trinitatis 2021 kl. 10.30 i Egedal Kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk; jgnsej@gmail.com

Salmer:

560               Det livets ord vi bygger på                                     562               Som markens blomst henvisner fage                305               Kom, Gud Helligånd, kom brat       Efter prædiken: 555              Jeg ved et evigt Himmerig Efter nadver: 474              Jesus Krist, du gav mig livet                                  563              Sørger ej[1] for dem, der sove                                

Salmeteksterne kan læses på dendanskesalmebogonline.dk

Prædiketekst:

Lukas-evangeliet, kapitel 7, vers 11-17:

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham: Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: ”Græd ikke!” og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: ”En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.” Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Prædiken

I dag får vi noget andet at høre end det, vi kan se.

Se på dit ansigt i spejlet! Før eller senere sætter alderen sine spor. Mærk efter i din krop. Før eller senere mærker du tidens tand og kroppens forfald. Vi mister ungdommens glans. Hver dag kan man se på sin krop, at man er udsat for kræfter, som er stærkere end en selv, og en dag er det slut. Det er det, vi kan se.

I dag får vi noget andet at høre. Jesus lader os forstå, at det hele ikke slutter med døden, men med opstandelsen. En dag vil døden tabe, og Jesus vinde os tilbage.

”Det … ord, vi bygger på … Det livets ord, vi bygger på” … Det sang vi for lidt siden. Livets ord, som vi bygger på. Hvad er det for et ord? Hvad er det for et budskab? Det er budskabet om Jesus. Det er hans løfter.

Jesus begyndte helt enkelt. Han møder et begravelsesoptog. Det kender vi kun alt for godt. Før eller senere kommer vi selv med til begravelse, og til sidst er det os selv, der bæres til graven.

Ingen af os har en krop så stærk, at vi kan modstå døden, men ikke nok med det. Døden er også så stærk, at den bestemmer mange menneskers livssyn, altså hvad vi tænker og føler. Døden er for mange det eneste sikre i tilværelsen. Tænk, at vi, som elsker livet, skal have døden som det eneste sikre i tilværelsen – ikke som holdepunkt, men som endestation!

Set på den måde kan man sige, at hele menneskeheden er et stort begravelsesoptog. Vi er alle sammen på vej til vores død. Vi er meget forskellige, men det har vi til fælles. Hvis nogen synes, at det er dystert, så er det rigtigt.

Midt i denne dødsmærkede verden er der en anden flok mennesker, som har et andet orienteringspunkt, nemlig Jesus Kristus. Hvor døden spreder mørke og sorg omkring sig, dér spreder Jesus lys og glæde. Og alle er velkomne hos ham.

Jesus taler ikke om døden, men om opstandelsen, og han nøjes ikke med ord om opstandelsen, men viser den også i handling.

Læg mærke til, at Jesus ikke er skåret i beton, men har kærlige følelser. Han ynkes over enken. Han føler med hende. Han har ondt af hende. Når man har ondt af nogen, der har det svært, så gør det også ondt på en selv. Jesus er et menneske med hud og hår, med hjerte og varme. Som han havde ondt af hende, har han ondt af os. Det er årsagen til, at beretningen er skrevet ned, så vi kan kende den. Som Jesus tog sig af denne enke, vil han tage sig af os. Han ved, hvor hårdt vi har det, og det gør ondt på ham, fordi han elsker os, og fordi vore byrder og sorger ikke er den oprindelige mening med menneskelivet, men en fjende, som er kommet ind.

Når vi sørger, er vi altså ikke alene, men Jesus er her også, dybt medfølende og engageret i os. Hans følelser fører til handling. Og han har ovenikøbet myndigheden til at handle, til at rive os ud af dødens magt.

Denne beretning om Jesus og enkens søn står i Lukas-evangeliet. Længere fremme i netop samme bog siger Jesus: Ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt (Luk 21,18).

Jesus ønsker at redde hele vores personlighed med sjæl og krop. Intet skal gå tabt. Jesus brød ud af Dødsriget med hud og hår. Han vil også rive os ud af Dødsriget med hud og hår, ikke som gamle, slidte rystende espeløv på gravens rand, nej, men med en krop, der strutter af sundhed og skønhed. Vi tror på kødets opstandelse. Vi tror, at Kristus vil frelse vores krop fra alle dødens og alderdommens og sygdommens kræfter.

Jeg læste i en bog, at mange synes, at kødets opstandelse er et kors for tanken. Det synes jeg ikke. Kødets opstandelse er for mig ikke et kors for tanken, men en befrielse for tanken. Tænk, at døden en dag skal miste sin magt! Tænk, at der kommer en dag, hvor der ikke skal være flere dødsfald og flere begravelser! Tænk, at vi skal mødes som levende hos Jesus og være til fest hos ham!

Jeg ved godt, at ikke alle har det sådan. For mange er kødets opstandelse et problem for tanken og måske også for følelsen. Og sådan skal man have lov til at have det. Jesus siger IKKE: ”Hvis ikke du tror på kødets opstandelse, kommer du ikke ind i Guds rige.” Derimod opfordrer han os til at stole på ham og komme til ham, for så kommer vi ind i Guds rige. Guds rige er ikke kun for dem med den perfekte trosbekendelse. Guds rige er for de slidte og trætte, der søger tilflugt hos Kristus. Vi kan ikke lave os selv om, Men Helligånden kan åbne os for Guds riges dybder. Det eneste, jeg derfor vil anbefale, er at man fortæller vor Herre og frelser om sine følelser og tanker problemet og så lader ham råde. Bed Gud om, at han vil fylde dig med sin hellige Ånd, så Guds løfter og visioner ikke opleves som en byrde, men en befrielse.

Profeten Esajas har givet os en vidunderlig beskrivelse af den store fest i Guds evige rige. Han skriver om et festmåltid for alle folk med lækker mad og skøn vin, og så sker der to ting. Det ene er, at døden opsluges for evigt, og det andet er, at Gud tørrer tårerne af hvert ansigt. Og alle bryder ud i tak til Gud (Esajas’ bog 25,6-10a).

Det er det samme som sker her, hvor Jesus kommer og griber ind. Han trøster enken, og han viser, at døden har mistet sin magt, og folk bryder ud i tak til Gud. Vi er ikke nået frem til den store fest endnu, men Jesus viser her, at han kan og vil føre os frem til den.

Jesus viser sin kærlighed og myndighed. Jesus siger bare: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op! Og så rejser den døde sig op.

Folkeskaren bliver dybt grebet, priser Gud og siger: En stor profet er fremstået iblandt os …

De mener, at Jesus er en stor profet ligesom profeterne i Det gamle Testamente. En af dem, Elias, bad faktisk for en død dreng, og Gud opfyldte denne bøn, så drengen fik livet tilbage (Anden Kongebog 17,17-24). Jeg forestiller mig, at folkene i Nain tænkte, at Jesus måtte være en profet på linje med Elias.

De overså nok en vigtig ting. Jesus bad ikke Gud om at gøre den unge mand levende. Han befalede den unge mand at rejse sig op. Jesus skulle ikke have hjælp fra Gud Fader. Han gjorde den døde levende med sin egen myndighed.

Den myndighed, Jesus opviser, findes kun et eneste andet sted, nemlig hos Gud Fader, Israels Gud.

Til en kvinde sagde Jesus: Dine synder er tilgivet. Folk spurgte så: Hvem er han, som endog tilgiver synder? (Luk 7,49). Jesus og disciplene var ombord på en båd, der kom ud for storm og faretruende bølger. Så bad han stormen og bølgerne lægge sig, og det gjorde de straks, og disciplene spurgte: Hvem er dog han, siden han kan befale over storm og sø, og de adlyder ham? Senere gav Gud dem svaret, da han sagde om ham: Det er min udvalgte søn. Hør ham! (Luk 10,35)

Jesus er langt mere end en profet. Han er Guds søn. Han er Guds andet jeg. Ene af alle optræder han med Guds myndighed. De indså de ikke den dag i byen Nain, men Jesu disciple lærte det af Gud selv. Det er den kristne erkendelse af Jesus. Han er mere end en profet. Han er Guds søn – på linje med Gud selv. Og som Gud har omsorg for sit skaberværk, sådan har Guds søn den samme omsorg. Han vil ikke kun frelse vores sjæl, men også vores krop.

Folkene i Nain sagde faktisk to ting:  En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk. Det er den sidste sætning, der rammer plet. Gud har besøgt os for at vise, at han vil redde os, både vores sjæl og vores krop.

Jesus er selv opstået fra de døde. Det var hans afgørende sejr over døden. En dag kalder Jesus os op af graven. Det bliver den endelige sejr over døden.

Døden og Djævelen vil helst minde os om døden og have os til at glemme Jesus, så vi fyldes med mismod og vemod over, at vi skal dø og skilles fra vore kære.

Tanken på livets afslutning fylder os naturligt med sorg og vemod. Det kender jeg både fra mine kære og fra mig selv. Men jeg kan også mærke, at Jesus løfter fylder mig med glæde, der forjager vemodet. Midt i den brogede, dødsmærkede verden står Jesu opstandelse og løfter fast og lyser for os. Her er vort faste holdepunkt. Her er den evige glæde, som aldrig dør.

Igen og igen vil han opmuntre os. Græd ikke, siger han, og minder os om sin sejr over døden. Jesus har sejret over døden for at kunne hjælpe os. Påsken skete for vores skyld. Når døden truer med at fylde os med vemod, så vil Jesus fylde os med opmuntring.

Særligt Johannes-evangeliet har bevaret stærke løfter fra Jesus om, at han vil befri os fra døden. I en bestemt samtale bruger Jesus fire gange det samme udtryk, at han vil oprejse os på den yderste dag (Johannes-evangeliet 6,39.40.44.54). Når man nævner noget så mange gange, er det vigtigt. Hans stærkeste i løfte i den samtale lyser sådan: For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen, og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag (Joh 6,40). Den yderste dag er Dommedag, denne verdens sidste dag. Da vil Jesus oprejse os fra døden og giver os adgang til den kommende verden, den nye verden. Hver gang døden vil skræmme os, så sig til den: ”Det er dig, der er på det tabende hold. Jesus har vundet over dig, og ham holder jeg mig til. Jesus vandt, og jeg har vundet.”

Vi synger i en salme: ”Som han opstod, skal vi opstå.”

Amen

[1] Betyder: Sørg ikke

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

  Karlebo Sogn   ·   Kirkekontoret, Rantzausvej 2 , 2990 Nivå - 49145584       +       karlebo.sogn@km.dk