Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis 3. oktober 2021 kl. 10.30 i Nivå Kirke ved sognep0ræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk; jgnsej@gmail.com

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 22, vers 34-46:

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve:

”Mester, hvad er det største bud i loven?”

Han sagde til ham:

 ”’Du skal elske Herren til din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ’Du skal elske din næste som dig selv.’

På de to bud hviler hele loven og profeterne.”

Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem:

”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?”

De svarede:

”Davids.”

Han sagde til dem:

”Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ’Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?’ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?”

Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde ingen længere spørge ham om noget.

Prædiken:

Når vi spørger, har Jesus svar. Når Jesus spørger, har vi ikke svar. Men i begge tilfælde vil han os noget godt.

Hvad spørger vi så om? Ja, det er jo meget forskelligt, alt efter tid og kultur, men farisæernes spørgsmål rammer noget fælles menneskeligt. De spørger nemlig om lov og gerninger. Hvad skal vi mennesker gøre? Hvad skal vi yde? Hvad skal vi præstere? For en rettroende jøde er Moseloven det vigtigste. Moseloven er Guds lov, som han har givet jøderne, dengang han havde befriet dem fra slaveriet under Farao i Egypten. Hvad er så det vigtigste bud i loven, i Moseloven, Jesus? Du optræder som religiøs lærer inden for jødedommen. Hvad mener du så er det vigtigste bud i Moseloven?

I dag i vores kultur spørger vi: Hvad er det vigtigste i livet?

Jesus svarer kort og præcist: Det vigtigste er, at vi skal elske Gud 100%. Det er det største og første bud. Men så er der et andet bud, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.

Opgaven i menneskelivet er, at vi skal elske Gud. Så skal vi lære Gud at kende. Trosbekendelsen siger: ”Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himmelens og jordens skaber.” Han har alle ting i sin hånd, og den onde djævel kan intet gøre os uden Guds tilladelse. Djævelen vil gerne gøre os alt muligt ondt, men han kan ikke uden, at Gud giver ham lov. Det er ikke så svært at synes om Gud, når det går godt i livet. Anderledes svært er det, når livet er svært, når Gud giver de onde kræfter lov til at gå løs på os. Vi må gerne klage vores nød til Gud. Vi må gerne bede ham om hjælp, for han er den eneste, der kan hjælpe. Vi må også godt søge at lindre vores nød og arbejde for, at vi får gode kår. Men spørgsmålet er, om vi elsker Gud, når livet er svært. Stoler vi stadig på ham, når vi har modgang? Stoler vi stadig på, at han dybest set har gode planer for os og en god målsætning, når han lader os gå igennem noget, som er svært?

Tænk på Jesus, da han stod foran Pilatus! Pilatus troede, at han havde en vældig magt og sagde til Jesus: Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til lade dig korsfæste? (Joh 19,10). Og Jesus svarede: Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra (Joh 19,11). Og så overgav Jesus sig til Guds gode vilje og den mission, han havde fået af Gud, nemlig at gå i døden for at redde os. I forvejen havde han bedt Gud om at måtte blive fri, men han sluttede sin bøn med at sige: Dog, ikke som jeg vil, men som du vil (Matt 26,39).

Her er Jesus vores forbillede. Ham skal vi efterligne. Men netop når vi kommer ud for modgang, kommer al vores egoisme frem. Ingen af os kan nå op til Jesus. Vi knurrer let mod Gud. Vi mister let modet. Vi glemmer let Gud. Vi er så optagne af os selv. Den kærlighed, som Jesus har til Gud, har vi ikke. Det første og største bud afslører, at vi ikke elsker Gud.

Vi skal elske Gud ved at tage livet af hans hånd med tillid under alle forhold. Alligevel vil Gud også, at vi skal elske vores medmenneske: Du skal elske din næste som dig selv. Vi skal elske Gud også ved at elske vores medmenneske, vores nærmeste, vores næste, dem, vi møder. De har brug for vores hjælp. Det vigtigste i vores forhold til andre mennesker er, at vi vil vise dem omsorg. Gud er for ophøjet til, at vi kan forstå ham, men han har givet os vore medmennesker, som er skabt i Guds billede, så de ligner ham. Hvis vi skal elske Gud, så skal vi elske dem. Se på Kristus. Han er vores medmenneske! Han er den elendigste på jorden, forladt og forhadt af mennesker. Elsk ham! Han vil undervise os og irettesætte os for vores synd, og han vil også frelse os fra den. Hvis vi elsker ham, så elsker vi Gud.

Elsk din næste! Gør vi det? Måske elsker vi de rige og berømte. De får i hvert fald mange likes. Nogle elsker også de fattige og nødlidende. De organisationer, der tager sig af dem, får i hvert en hel del penge til at arbejde for. Det er straks sværere at elske de besværlige, som er tæt på. De tærer på vores kræfter og tålmodighed. Her må vi bede Gud om hjælp. Og det er endnu sværere at elske dem, som hader os og bekæmper os. Her må vi råbe til Gud om hjælp mod vores egoisme. Og allersværest er det at elske Kristus, for der er så få, der følger ham, og han er så anderledes end os. Også her må vi bede: Helliget blive dit navn! Komme dit rige! Ske din vilje!

Ligesom det første og største bud afslører vores egoisme og afmagt, sådan gør det andet bud om næstekærlighed også.

Første del af samtalen mellem Jesus og farisæerne handler om Guds gode vilje med menneskelivet. Vi skal elske Gud og vores medmenneske, og når det går op for os, hvad det indebærer, så indser vi, at vi ikke har udvist denne kærlighed. Vi er ikke så kærlige, som vi skulle være. Vi skylder en kærlighed, som vi ikke har.  

Det betyder ikke, at vi ikke kan gøre noget, men det betyder, at vi ikke kan rense os selv, og at vi heller ikke kan frelse os selv.

Anden del af samtalen handler ikke om, hvad vi skal gøre, men hvad Gud gør.

Jesus spørger:

”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?”

De svarede:

”Davids.”

Så langt så godt. Alle var enige om, at Kristus skulle være en efterkommer af kong David, der levede tusind år før Jesus og grundlagde Israels gamle kongeslægt, som på Jesu tid for længst havde mistet tronen. Kristus nedstammer fra kong David, og på den måde står Kristus under kong David. Efterkommeren er mindre end stamfaderen.

Men så peger Jesus på noget mærkeligt, som kong David har sagt engang i en af sine salmer, som han digtede: Han kalder Kristus for ”sin herre”. David skriver nemlig, at Gud siger til Kristus, Davids herre, at denne herre skal sætte sig ved Guds højre hånd.

David taler om Gud. Det gør vi også. David taler også om sig selv, og det gør vi også. Men så taler han en tredje, mystisk skikkelse, som han kalder sin herre, og Gud beder denne ukendte skikkelse om at sætte sig ved Guds højre hånd. David var en profet. Han forudså ting. Han vidste, at Kristus skulle komme og ovenikøbet i hans egen familie, men han vidste ikke hvornår.

Når David kalder Kristus for sin herre, hvordan kan Kristus så også være hans søn? Hvordan kan Kristus både være større end kong David og mindre end kong David? Det kunne ingen svare på. Vore gerninger forstår vi os på, men Guds gerninger forstår vi os ikke på. Men det er disse gerninger, som vi kan tage vores tilflugt til, så vi kan blive frelst fra synd og død og dom.

Sæt dig ved min højre hånd! Når Gud taler til Kristus på den måde, så ser det ud til, at Kristus er nede. Han gik i døden for os. Nu vil Gud ophøje ham.

Først tager Gud Jesus ud af døden. Det er opstandelsen Påskedag. Dernæst løfter Gud Jesus op til himlen. Det er himmelfarten Kristi himmelfartsdag. Jesus, som gik i døden for os på korset, han kan nu tale vores sag hos Gud. Han er vores advokat og frelser hos Gud. Og det er Gud selv, der har gjort ham til det. Og så vil Gud lægge alle Jesu fjender for hans fødder, dvs. synden, døden og Djævelen. Det er det, som Gud er i færd med nu.

Gud har ikke kun givet os en afslørende sandhed om vores opgave i livet. Han har også givet os en befriende sandhed, sandheden om, at det er muligt at blive reddet, at blive frelst fra synd og død, fra djævel og dom.  

Vi, som er egoister, vi, som kommer til kort, vi, som aldrig kan leve op til kravene, behøver ikke at fortvivle og fortabes. Selv om kravene bliver stående i vores brogede hverdag og hele tiden viser os kærlighedens vej som den bedste vej i livet, så kan vi befries fra den dom, som de kalder ned over os, der står med skyld, fordi vi ikke kan holde dem. Jesus er Kristus. Han har sonet vore synder, og han indbyder os til at komme til ham og leve under hans beskyttelse. Han vil både beskytte os mod dommen og mod døden.

I den kristne tro gælder det derfor om, at vi ikke kun erkender vores afmagt, men at vi også erkender Jesu almagt. Gud har ophøjet ham og ligestillet ham med sig selv. Gud har løftet ham ud af denne verdens forfølgelse og døs og gjort ham til verdens herre og verdens frelser. Den, der tager sin tilflugt til ham, er frelst fra både dommen og døden.

Hvad mener I om Kristus? Her kan vi kun komme med vore egne, begrænsede tanker, og de er ikke meget værd. Jesus vil lære os, hvad Gud har gjort, for os, gennem Jesus. Vore gerninger og vores tanker kan ikke frelse os. Guds gerninger og hans planer kan frelse os. Derfor lader Gud os vide, hvad han har gjort. Gud har ophøjet den fattige, forladte og forhadte Kristus, Jesus fra Nazaret, og ophøjet ham over hele universet, til højeste sted, til Guds trone, for at han der kan tale vores sag hos Gud og frelse os. Den, der vender sig bort fra sine egne ufuldkomne og svage gerninger og vender sig til Guds fuldkomne gerninger og lytter til, hvad Gud siger, hvad Kristus siger og gør, han er frelst til evig tid.

Det er det, kristendommen handler om. Det er det, vi påmindes om i hver eneste gudstjeneste. Vi glemmer så let og forstår så dårligt. Vi har brug for at høre det igen og igen.

Når Gud stiller sine krav til os, kommer vore mangler og skyld frem. Og da begynder han at tale om sine egne gerninger. De kan frelse os. Ham kan vi tage vores tilflugt til.

Hvad mener vi om Kristus? Lad os lytte til, hvad Gud siger i Ny Testamente. Lad os lytte til Jesu egne udsendinge, som gav os Det nye Testamente! Så får vi trøst og håb og fast grund under fødderne.

Hvad var det så, præsten talte om i dag? Han talte om to ting. Der er det, vi skal gøre, og det er vigtigt, og der er det, som Gud gør, og det er det vigtigste.

Amen