Prædiken til 21. søndag efter Trinitatis 24. oktober 2021 kl. 9.00 i Karlebo kirke og 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk (slutter 30. juni 2022), jgnsej@gmail.com 

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 4, vers 46-53:

Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Den kongelige embedsmand svarede: ”Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Jesus sagde til ham: ”Gå hjem, din søn lever.” Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: ”I går ved den syvende time forlod feberen ham.” Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: ”Din søn lever.” Og han og hele hans husstand kom til tro. 

Prædiken:

I dag lærer vi om en vigtig side af livet med Gud, med Kristus. Det er et liv i tillid, ikke i synlighed. Vi stoler på ham, selv om vi ikke ser ham. Vi ser det allerede i Det gamle Testamente gennem en meget lang og spændende fortælling, som jeg læste før fra alteret, om en mand uden for Israel, Na’aman fra Syrien, der drog til Israel for at blive helbredt for sin spedalskhed1 , er en meget menneskelig skildring, der ikke kun afdækker, hvad Gud har tænkt, men også hvad menneskene tænker. Vi gør os forestillinger om, hvad Gud og hans profeter skal gøre, og når de så ikke indfrier forventningerne, så kan vi let blive forvirrede eller måske ligefrem vrede som Na’aman. Na’man blev godt hjulpet af sine tjenere, som nok var vante til hans temperament, og vidste, at han lyttede til fornuft, når han var kølet lidt ned. Og deres argumentation var særdeles klog: Hvis profeten havde forlangt noget vanskeligt, så havde Na’aman gjort det. Hvorfor så ikke følge rådet, nu hvor profeten blot forlangt noget, som var let? Vi mennesker har en besynderlig trang til at søge det besværlige i religiøse sager. Guds generøsitet er os 1 Anden Kongebog, kapitel 5, kan læses på bibelen.dk fremmed. Alligevel lader Na’aman sig overbevise til at forsøge. Han gik på den besked, han havde fået. Han gik troens vej. Måske var han stadig stødt på manchetterne. Måske var han stadig gnaven. Måske var hans tro meget lille. Men han gjorde, hvad profeten havde rådet ham til og givet ham løfte på. Og han blev renset for sin spedalskhed. Og han blev ikke bare rask, men også omvendt til Israels Gud. For fremtiden ville han kun dyrke Israels Gud. Han blev et vidne om Israels Guds vældige gerninger. Han lærte, at Gud holder sine løfter. Han lærte, at man trygt kan stole på ham. Han lærte, at man kan leve på disse løfter. Den embedsmand, som Jesus mødte, havde også forestillinger med sig hjemmefra. Han forestillede sig, at han skulle finde Jesus og få ham til at komme med hjem til embedsmandens syge søn, inden han døde. Jesus er i Kana, og den syge er i Kapernaum, 40 kilometer derfra. Om embedsmanden red eller gik, ved vi ikke, men han må have skyndt sig meget, og da han finder Jesus, siger han: Herre, kom med derned, før mit barn dør. Jesus overrasker ham ved at sige: Gå hjem, din søn lever. Manden får ikke, hvad han beder om. Jesus går ikke med. Manden får mere, end han beder om. Jesus siger, at sønnen lever. Han ligger ikke længere for døden. Og så står der den stærke sætning: Manden troede Jesus på hans ord og gik. Det er en kernesætning. Her har vi i kort form en overskrift over normaltilstanden i alle kristnes liv. Vi lever på Jesu løfter. Vi ser ikke det kommende paradis endnu. Vi ser heller ikke Guds nuværende tilgivelse. Alligevel oplever vi noget. Vi erfarer den vidunderlige kraft i Jesu udtalelser og taler. Vi oplever opmuntringen og lyset i beretningerne om ham. Jesus kaster glans over de lyse dage, og han lyser op på de mørke. Denne mand fik et løfte eller en oplysning, og han tog Jesus på ordet og gik hjem. Allerede på hjemvejen kommer hans tjenere til ham og fortæller, at hans dreng var i live. Og så stiller embedsmanden et spørgsmål, som han nok har gået og funderet på: ”Hvornår fik drengen det bedre?” Og da tjenerne angiver klokkeslættet, forstår faderen, at drengen blev rask netop i det øjeblik, da Jesus sagde: Din søn lever. Og så står der det mærkelige, at han og hele hans husstand kom til tro. Hvordan kunne faderen komme til tro, når han troede på Jesu ord allerede, før han fik at vide, hvornår drengen blev rask? Lad mig give følgende til overvejelse: Jeg forestiller mig, at faderen i første omgang tror på, at Jesus har en særlig, overnaturlig viden om drengens tilstand. Da han så hører, hvornår drengen blev rask, forstår han, at Jesus ikke bare har en overnaturlig viden, men også en overnaturlig myndighed til at helbrede, så Jesus er uafhængig af, om han er til stede eller ej. Jesu myndighed gælder også dér, hvor han ikke er håndgribeligt til stede. Jesus er herre over tid og rum. Faderens tro voksede altså. Der var én slags tro, da han begyndte at gå hjem, og der kom en dybere tro, da han mødte sine tjenere. Han begyndte med at tro Jesus på ordet, og han sluttede med at få mere at se i det ord, han troede på, end han havde regnet med fra begyndelsen. Hans tro gjorde erfaringer, men den begyndte som tillid uden erfaringen, dvs. uden hans erfaringer, men han havde hørt om, hvordan Jesus havde hjulpet andre, og så fik han tillid til, at Jesus også kunne hjælpe ham. Hans tro på Jesus var ikke blind tro, da han kom, men da han gik hjem, havde han kun et løfte med, ikke noget ydre at holde sig til. Han vidste fra andres erfaringer, at Jesus kunne helbrede dem, han mødte, men han vidste ikke, at Jesus også kunne helbrede på afstand eller vide noget på afstand. Alligevel skete der noget i ham, så Jesu ord vakte tro i ham. Denne fars tilstand, da han gik hjem, er en illustration af hele det kristne liv. Vi er også på vej hjem – ikke til Kapernaum, men til Guds evige rige. Vi lever også på et løfte – ikke om helbredelse, men om evig frelse fra synd og død. Og ligesom embedsmandens tro gjorde erfaringer og voksede, sådan kan vi også gøre erfaringer og vokse i troen. Vi må gøre os klart, at Jesus ikke har lovet os helbredelse i dette liv. Vi kan som menneskene på Jesu tid opleve glimt af paradiset, men paradiset selv er ikke kommet endnu, eller vi er endnu ikke kommet frem til det. På den ene side valgte Gud at lade Jesus vise sin myndighed i helbredelser og mange andre mægtige gerninger, og på den anden side var disse mægtige gerninger ikke hovedsagen, kun indgangen til hovedsagen. Der er undere nok op igennem kirkens historie til, at vi kan tro på Jesu forunderlige myndighed, men på den 2 Afsnittet i klammer blev ikke læst op i Karlebo kirke kl. 9.00, fordi gudstjenesten skulle være kortere, så personalet kunne nå at komme frem til Nivå kirke kl. 10.30, så anden side er der lige netop så få undere, at vi ikke skal regne med, at Gud lader os slippe for alle lidelser. Den Jesus, som helbredte tusinder og endog opvakte døde, han blev selv pint og korsfæstet til døde. Men hans undere med hans opstandelse som det største, viser, at denne verdens modgang og lidelser trods al deres magt og grumhed ikke får det sidste ord. Døden og ondskaben vil tabe, og Jesus vil sejre. Vi lever som kristne på et løfte. Vi stoler på noget, som vi ikke ser, men som vi har fået løfte om. Det er det, vi lærer af beretningerne om Na’aman og embedsmanden fra Kapernaum. [Det kaster også lys over den tredje bibeltekst, som hører til denne gudstjeneste, nemlig Paulus’ ord om Guds fulde rustning. Alle tingene i denne rustning på nær en er usynlige: bæltet, brynjen, skoene, skjoldet og hjelmen. Det er nemlig sandhed, retfærdighed, villighed, tro og frelse. Kun sværdet er synligt eller hørbart, nemlig Guds ord. Guds ord kan høres, når det siges, og ses, når det er skrevet ned] 2 . Den kristne kirke er ordets kirke, Jesu ords kirke. Vi lever på og af det, som han har sagt. Og ligesom embedsmanden ved den bibeltekst, som der her henvises til, blev ikke læst op, og den dertil hørende salme blev heller ikke sunget.. afslutningen på sin rejse opdagede, at Jesu ord var langt stærkere, end han først regnede med, sådan vil vi også opdage, at det, som Jesus lover os i hans evige rige, er langt større, end vi kunne forudse. Al kristen erfaring siger os, at det kristne liv ikke går glat. Vi har en mægtig fjende, nemlig Djævelen, som kun er ude på at ødelægge os med løgn og mord. Mærkeligt nok har han ikke andre ting på programmet. Han ønsker at ødelægge vores tillid til Kristus og vores glæde over ham. Djævelen ønsker at ødelægge vores liv og fratage os det evige liv. Og han går intelligent til værks. Paulus taler om hans snigløb. Djævelen er ikke en gedebuk med horn og klove, men en overmenneskelig, intelligent åndsmagt, der kender og udnytter alle vore svagheder. Han angriber os. Han fægter imod os. Han anfægter os. En af konsekvenserne er, at vi let kan miste modet og komme i tvivl om vores frelse. Den næste salme, vi skal synge, handler om det: ”Vor tro er den forvisning på”. Her nævner Brorson to ting, som kan ryste vores tro, nemlig Djævelen og korset. Djævelen er en mester i at opregne vore synder og dermed trykke på den dårlige samvittighed, så vi tvivler på Guds tilgivelse. Kun én ting kan befri, nemlig Jesu løfte om syndernes forladelse, Guds tilgivelse. Der er kun én vej ud af mismodet, og det er at stole på, hvad Jesus har sagt: De, der kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort (Joh 6,37b). Det andet, der kan tære på vores tro, er netop modgang, som salmedigteren Brorson kalder korset. Det er et kors i vores liv. Som Jesus blev korsfæstet og døde, sådan er vi korsfæstet med ham, og alle vore forhåbninger i denne verden må før eller siden dø. Det ryster vores tro, og der er kun et middel til fornyelse i troen, og det er Jesu ord, som peger ud over denne verden og frem mod den kommende. Mange mennesker i dag ”fyrer” Gud, når modgangen indfinder sig – som om han var ansat i vores butik. Her bør vi i stedet følge tidligere generationers eksempel. Når modgangen indfandt sig, klyngede de sig endnu mere til Gud, også selv om de ikke forstod ham. Det er denne indstilling, som både Jesu ord og salmedigternes ord vil lære os. Det går ikke altid stille af. Det klares langt fra altid på kort tid. Der kan komme voldsomme og langvarige kriser. Ikke uden grund sammenlignes både det kristne liv og menneskeliv et i al almindelighed med en sejlads, hvor storme kan indfinde sig. Men det, der skal redde os i livets storme, er Jesu ord. Nogle gange kan blot en sætning lyse op og give os modet igen, og andre gange skal der lang tids bøn og fordybelse til. Undertiden kan vi føle, at troen er ved at dø. Så må vi bede Jesus oplive den. Vi må bede om troen. Jesus siger: Søg, så skal I finde (Mattæus-evangeliet, kapitel 7, vers 7). Men midt i alt mørket er Jesus lyset. Han siger: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys (Johannes-evangeliet, kapitel 8, vers 12). 

Amen