Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 21. november 2021 kl. 9.00 i Karlebo kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk (indtil 30. juni 2022); jgnsej@gmail.com

Prædiketekst: Matt 25,31-46

Jesus sagde: ”Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone og alle englene med ham. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller i fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv”.

Prædiken 

Vi står over for det helt store. Det er den største glæde og den dybeste alvor. Vi bliver lige så stille, som var det dommens dag.

Den engelske forfatter C.S. Lewis lader i sine eventyr, Narnia-eventyrene, en af sine skikkelser sige om sit forhold til løven Aslan, som er Kristus-symbolet i disse eventyr: ”Jeg glæder mig til at møde ham, også selv om jeg vil være bange, hvis det kommer så vidt.” Jeg tror, at disse ord rammer følelserne hos mange af os. I det hele tager er der megen god hjælp og forberedelse til at møde Kristus i netop disse eventyr.

I mange kirker har man eller har man haft et billede på hvælvingen over alteret, der netop viser Jesus i sin herlighed. Sådan er billede er der også rester af inde under kalken her i Karlebo kirke. Kirkebygningen vil på den måde minde os om, at vi i det kristne håb ser fremad til denne store dag. Jesu udsending Paulus kalder derfor denne dag for Jesu Kristi dag (1 Kor 1,8) eller forløsningens dag (Ef 4,30).

En dag kommer Jesus synligt igen, ikke som en fattig mand, man kan slå ihjel, men som verdens herre omgivet af millioner af mægtige, frygtindgydende engle.

Konfirmanderne spørger, hvordan man kan vide, at det er den rigtige Jesus, der er kommet. Mit svar er, at den dag, hvor alle døde opstår, og Jesus samler hele menneskeheden fra alle tider foran sig, og hvor ingen kan undslå sig, den dag er den rigtige Jesus kommet.

Jesus elsker sine brødre og søstre i troen, og han har ikke mindst blik for de udsatte og nødlidende kristne. Om så alle andre svigter dem, gør han ikke. Det nyder vi godt af i vore svage øjeblikke eller under hårde tider i livet, og det er dybest set den faste grund under vore fødder, for uden hans kærlighed og omsorg kommer vi ikke ind i Himmeriget. Han har taget os ind i dette kærlighedsfællesskab, og derfor skal også vi være med til at vise omsorg mod de nødlidende kristne.

En dag kommer Jesus igen for at hente os hjem til Guds evige rige. En dag skal vi ånde lettet op. En dag skal al vores lidelse og modgang være slut. Tænk, at høre Jesu ord: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. Den dag er vi hjemme. Den dag er det slut med alle bekymringer, alle sorger, al ensomhed, al sygdom, alle anfægtelser og al den strid og kamp, som findes i denne verden. Og al den tvivl, som vi kan plages af, og alle de fristelser, som kan plage os, og alle de syndige tilbøjeligheder, som vi hele tiden skal tøjle, er forbi. Som kristne har vi noget vidunderligt at se frem til. En dag kommer Kristus, vor Herre, for at hente os hjem til Guds evige rige. Og læg mærke til, at det rige har Gud bestemt for sine troende siden verden blev skabt. Det er meget stort. Læg også mærke til det modsatte: Fortabelsen er ikke bestemt for mennesker, men for Djævelen og hans onde ånder. Fortabelsen er ikke dér, hvor Djævelen regerer, men dér, hvor han dømmes og straffes.

Jesus vil dømme os efter vore gerninger. Han siger ikke, at vore gerninger frelser os, men han viser, at de afslører os. Selv om vore gerninger er ufuldkomne, så kan de fortælle. De fortæller om os. Han ser, hvad vi gør, og siger herudfra, hvor vi hører til. Vore gerninger mod hans mindste brødre og søstre afslører vores forhold til ham.

Jesu brødre og søstre er dem, der gør hans himmelske faders vilje. Det siger Jesus selv her i Mattæus-evangeliet (Matt 12,50). Hans mindste brødre og søstre er de svage og nødstedte kristne, de fattige, oversete, ensomme, syge, fængslede, torturerede, anfægtede, fortvivlede, døende.

Har vi taget os af dem, så afslører det, at vi følger ham og bryder os om ham, men har vi svigtet dem, så afslører det, at vi er ligeglade med ham. Hvad så med alle de andre mennesker, som ikke er kristne, men er lige så udsat? Ja, dem skal vi også tage os af lige så kærligt og omsorgsfuldt som de nødlidende kristne. Det afslører menneskekærlighed og humanisme, men ikke kristentro. Hvis vi derimod tager os af de kristne, fordi de er kristne, så afslører det kristentro. Som Jesus siger her i Mattæus-evangeliet: Og den, der giver en af disse små et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel -altså en, der følger Jesus - sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn (Matt 10,42). Han siger også: Den, der tager imod et sådant barn i mit navn, tager imod mig (Matt 18,5). Alle kristne repræsenterer ham, også de svageste. De er ikke frelst, fordi de er svage, men de behøver hjælp, og vores holdning til dem afslører vores holdning til ham.  

Jesus peger her på omsorgen for dem, fordi mange overser netop dem. De forfulgte kristne er ikke mere værd end andre, men de er mere overset end andre. Af en eller anden grund vil man ikke tale højt om dem og tage sig af dem. Medierne nævner gerne mange andre forfulgte: uigurerne, jazidierne, de oprindelige folk, de undertrykte i Hong Kong og nu den forsvundne kinesiske tennisspiller, og jeg under dem af hjertet al den omtale og sympati og praktisk og politisk støtte, de kan få, men jeg iagttager også med bedrøvelse, at de forfulgte kristne ikke får nær samme opmærksomhed. At Vestens politikere og journalister ikke er særligt begejstrede for kristendommen, er ikke nogen nyhed, men at man ikke giver de kristne lige så megen spalteplads som andre, er uretfærdigt. Er årsagen mon den, at når man ikke bryder sig om Kristus, så bryder man sig heller ikke om de kristne? Er årsagen mon også den, at hvis man tager sig af dem, så udsættes man selv for samme forfølgelse, som de udsættes for?Politiske og p

De udsatte kristne findes ikke kun ude i den store verden, men også her hos os selv. De fleste af os har ikke megen indflydelse på, hvad der sker ude i den store verden, men vi har ansvar for, om vi tager os af dem, der er tæt på os.

Menneskenes gerninger afslører tro hos nogen og ligegyldighed hos andre: Jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig, siger Kristus. Kernen i denne ligegyldighed over for de mest nødlidende kristne er ligegyldighed over for Kristus, og så går man glip af det evige liv, for Kristus er det evige liv.

Vi, som tror på Kristus og går i kirke, kan meget let ængstes ved det, som Jesus siger her, og så spørger vi: ”Har jeg gjort nok?” ”Har jeg gjort det godt nok?” Har jeg overhovedet gjort noget?”

Når vi kender vore synder, så dukker sådanne rystende spørgsmål let op. Jeg plejer at svare med et modspørgsmål: ”Ville du leve, som du gør nu, hvis du ikke troede på Kristus og ikke gik i kirke?” ”Ville du bruge tid på opgaverne i kirken, hvis du ikke var troende?” ”Ville du bruge tid på at tage dig af de svage kristne, hvis du ikke var troende?” ”Ville du være udholdende og tålmodig og overbærende med de kristnes særheder og besværligheder, hvis du ikke troede på Kristus?” ”Ville du søge at forstå og opmuntre de andre kristne, hvis du ikke var kristen?” ”Ville du bruge tid på at opretholde det kristne fællesskab og vise de andre kærlighed, hvis du ikke var kristen?” ”Ville du bruge tid og kræfter år efter år på at udføre ulønnet arbejde i den kristne menighed, hvis du ikke var kristen?” Eller som jeg sagde til en gammel mand: ”Ville du have holdt søndagsskole i 39 år, hvis du ikke troede på Kristus?”

Nej, det ville vi nok ikke. Hvis vi ikke troede på Kristus, så havde vi nok brugt vores tid og kræfter på en anden måde. De udsatte og nødlidende kristne havde været fuldstændig under radaren.

Vi troende ængstes ofte, når Jesus taler om sin genkomst og dommen. Projektøren fra Gud lyser ind over vort liv, og vi må igen og igen spørge os selv: ”Er der nogen, jeg skal forsone mig med? Er der nogen i min nærhed, som jeg har forsømt at hjælpe?” Her kan vi have brug for både tilgivelse, korrektioner og kursændringer. Kristus bringer sit alvorlige budskab for at frelse os, ikke for at støde os bort. Han vil ikke plage os, men hjælpe os. Det er stort at være kristen. Vi har både en stor gave og et stort ansvar.

Det er stort, at frelsen er bestemt for de troende. Modsat er fortabelsen ikke planlagt for mennesker, men for Djævelen og hans onde ånder. Menneskene er altså ikke forudbestemt og slet ikke forudbestemt til fortabelsen. Det er ikke meningen med menneskelivet, at nogen skal gå fortabt. Alligevel har et valg mellem Kristus og Djævelen. Enten følger vi Kristus og så skal vi være sammen med ham, eller også går vi en anden vej, og så skal vi være uden ham, men det var ikke Guds plan med nogen.

Mange forsøger at komme uden om alvoren i Jesu budskab. Hvad med alle dem, der aldrig har hørt om Jesus? Dem har Jesus talt om et andet sted (Matt 11,20-24). Han ved, hvordan de ville have forholdt sig, hvis de havde hørt om ham, og de skal dømmes efter, hvordan de ville have forholdt sig til ham.

Ja, men hvad så, hvis man gerne vil følge ham, men ikke kan tro på alt det, der siges om ham i Bibelen? Så skal man søge ham. Vi dømmes ikke efter, om vi har fundet ham, men om vi søger ham. Bed, så skal der gives jer. Søg, så skal I finde. Bank på, så skal der lukkes op for jer (Matt 7,7). Sådan siger Jesus. Så kan det da godt være, at vi ikke når frem til at tro, at han kunne gå på vandet, men det er ikke afgørende. PÅ dommens dag spørger han jo ikke: ”Troede du på, at jeg kunne gå på vandet?” Det afgørende er, om vi vil være sammen med ham, og om vi søger ham. Man søger ham ved at bede til ham: ”Herre, jeg vil gerne følge dig. Lad mig finde ud af, om du findes!” Bed sådan hver dag! Bed Fadervor hver dag, som han har lært os, så vil det klares for dig.

Flygt ikke fra alvoren! Bortforklar den ikke! Bring derimod al din uro, synd og anfægtelse til Kristus selv, og lad ham trøste og opmuntre dig! Han siger: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker (Matt 12,31a). Det er den modtagelse, vi får, når vi søger ham. Han siger et andet sted her i Mattæus-evangeliet:

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunger byrder, og jeg vil give jer hvile.

Hos de andre religiøse lærere hos jøderne, altså rabbinerne, havde man et udtryk, når man som rettroende jøde forpligtede sig til at leve efter alle Moselovens regler, nemlig at tage lovens åg på sig. Jesus bruger også dette udtryk, men han bruger det på en anden måde:

Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let (Matt 11,28-30).

Hos ham er der befrielse og fred for hjertet at få, Søg ham, mens du lever, så er du frelst både nu og på dommens dag og i al evighed!

Amen