Prædiken 24. søndag efter Trinitatis
736 - DEn mørke nat - 305 - Kom Gud Helligånd, kom brat - 582 - At tro er at komme/ 66 - Lyslevende fra Himmerig - Nr.192 vers 7 efter nadver - En engel har åbnet Guds vindue/Niels Johansen- Mel: Det dybeste lag i mit hjerte

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Mens Jesus talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple.Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst. Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op.Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.

Bøn: Herre Jesus Kristus. Giv os tro og et varmt hjerte og fyld os med kærlighed, så vi kan bære dit ord ud i verden. Amen

Prædiken
Evangeliet i dag er en vidunderlig beretning. Jesus havde kort før holdt sin bjergprædiken, og hundredevis af mennesker blev ved at flokkes om ham. Men på trods af successen og de mange mennesker –formåede har alligevel at standse op og lytte til dem, der kom til ham i deres dybeste nød. Han hørte på dem, og ændrede kort efter deres ulykkelige situation.
Han skyndte sig ikke bare videre, når mennesker kom til ham.

Kirkens budskab om næstekærlighed begynder med, at vi standser op, og lytter og hjælper, når mennesker er i nød. At vi ikke bare, som det tit sker rundt, skynder os videre og fortrænger andres lidelser og ulykke.
Jesus standsede op. I denne tid, hvor flygtninge er på vej op igennem Europa, er næstekærligheden under hårdt pres – ude i verden og inden i os selv. Men vi skal som kirke og kristne passe på, at hjerterne ikke bliver kolde og ufølsomme og fulde af frygt. Vores opgave er stadig at bære Guds kærlighed ud i verden. Hjælpe dem, der er i nød og holde fast i, at størst af alt er kærligheden.

Evangeliet til i dag, om de to underfulde begivenheder, kan vi læse både hos Matthæus, og Markus og Lukas. Der er selvfølgelig små forskelle på de tre evangelisters fortælling. Men på ét stort punkt er de enige.
Nemlig at de to begivenheder hænger sammen. Først kommer der en synagogeforstander og beder Jesus om hjælp til sin dødssyge datter.
Og da han er på vej hen for at helbrede pigen, kommer en kvinde bagfra og rører ved hans kappe, og bliver helbredt.
Til sidst opvækker Jesus så den døde pige.
De tre evangelister er ellers tit uenige om begivenhedernes rækkefølge. Det er de ikke her, og det er værd at bemærke.

Forklaringen er lige til: At det formentlig var sådan, det faktisk foregik.Og så har man også i den første menighed, der fortalte Jesushistorien videre, også set, at det, at de to begivenheder var koblet sammen, er fuld af mening.
Det fortæller nemlig, så det ikke kan misforstås, at Jesus forbarmer sig både over dem, mennesker finder værdige, og over dem, vi synes er uværdige. Over store og små. Og både over religiøst tænkende mennesker og dem, der ikke aner, hvad det hele drejer sig om. Hans kærlighed omslutter os alle sammen. Lad os se lidt nærmere på de to mennesker, der kom til Jesus den dag:

Først synagogeforstanderen. Han var en slags menighedsrådsformand og kordegn. Valgt af folket. Han må med sin livsførelse have vist sig værdig til posten, en man ikke kunne pege fingre ad. Og så var han en mand med indsigt i religionen. Der stod respekt om ham.
Matthæus fortæller, at han kom til Jesus, mens han og disciplene sad til bords med toldere og syndere. Det vil altså sige, at den respekterede synagogeforstander styrede lige ind i tolderen Matthæus’ hus, derind hvor de mest foragtede mennesker i landsbyen var samlet, for at finde Mesteren. Og han kastede sig oven i købet ned foran ham med sin store sorg.
Jesus rejste sig straks fra bordet og fulgte med ham, hører vi.

Og så er der den anden, der kom til Jesus: En kvinde fra landsbyen. Kvinder var ifølge Moseloven religiøst urene under deres menstruation og efter en fødsel. Kvinden her blødte konstant.Alt, hvad hun rørte ved, blev urent. Også andre mennesker. Dem hun havde rørt ved skulle gå i bad og vaske deres tøj og var urene resten af dagen. Hun var udstødt, synagogeforstanderens direkte modsætning.
Hun tænkte, da hun så Jesus: Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst”. Hun forestillede sig åbenbart en særlig kraft, hun kunne ”tappe” af: At Jesus var ”strømførende”.

De var vidt forskellige, de to: synagogeforstanderen, den respekterede og værdige, og hende, den uværdige og ringeagtede. De to er altså, hvad man kunne kalde for troens ”yderpoler”. De fleste af os befinder os nok et eller andet sted midt imellem.

Man kunne faktisk godt vælge at se synagogeforstanderen og kvinden som forskelllige måder at komme til Jesus på, også her i kirken. Synagogeforstanderen kom med sin tro, og sine klare forventninger:
Min datter er lige død! Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve! sagde han.
Mens kvinden kom med sin stumme bøn, og sin hjælpeløse berøring.

Når vi kommer til gudstjeneste er det måske som synagogeforstanderen.
Vi ved hvad vi vil sige til Gud, og hvad vi forventer af ham. Vi kender salmerne og bønnerne og gudstjenestens gang og nadveren.
Men der er måske også dage, hvor vi kommer ligesom kvinden: Ubehjælpsomt, uden ord, bare med et ønske at være, hvor Han er. Vi hører ikke ret meget, for tunge tanker fylder vores hoved.
I kirken og ved gudstjenesten er ingen, tættere på eller mere værdig end nogen anden. Tværtimod.
Evangeliet fortæller, at Jesus forbarmer sig over os alle. Det er meget vigtigt at vi får det løfte med os når vi gør herfra. Og Gud ikke gør forskel, at han ikke har nogen yndlingsbørn, men at hans kærligheds lys skinner for os alle.

Bed så skal der gives jer, søg så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver som beder han får…siger han i slutningen af Bjergprædikenen til alle os små og tvivlende mennesker.
Når alt kommer til alt, så vil vi nogen gange i løbet af vores liv komme derud, hvor Jesu undere føles som en kæmpe anfægtelse.
Hvor var han henne, da min kone eller mit barn eller jeg selv blev syg…og bad og bad og ikke følte mig bønhørt…han som har lovet at vi skal få svar ….at vi må bede om alt?
Og hvor var han henne, da terroren ramte Paris …og alle de andre steder i verden, hvor ondskaben sætter sine blodige spor?

Fornylig læste jeg er interview med en professor, som i årevis havde under-vist studerende i kristendom og teologi og hele sit liv havde gået i kirke og læst i Bibelen. Han blev en dag ramt af en uforklarlig angst, og blev kort efter også meget syg, og måtte opereres, med fare for, at han mistede sin stemme. Han følte ikke, at Gud hørte ham overhovedet. Og følte sig fristet til at give afkald på alt hvad han havde levet for hele sit liv. Han havde tidligere ment, at han igennem sin tro og kendskab til Bibelen kunne forklare alt. Men nu følte han, at Gud holdt sig tilbage.
Det var meget svært for ham, som kendte alle undere og alle beretninger i Bibelen, at opleve Guds tavshed. Da angsten lettede, og sygdommen kom på afstand, fik hans tro det bedre. Efter styrtet…. har han kaldt den bog, som kom ud af hans dybe krise.

Vores tro er ikke en facitliste til livet. Vi vil møde sygdom, ondskab, lidelse og død, som vi har meget svært ved at forlige os med. Og spørge hvor Gud er henne. Det er de store paradokser, som hører med til livet og til at være menneske. Ligesom det også var for Jesus selv da han hang på korset og midt i det hele måtte udbryde:
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Men midt i afmagten er Gud.Midt i det allerværste kommer han og rækker os hånden og kalder os tilbage til livet.Når vi er ved at miste troen, og føler at vi falder dybere og dybere, skal vi lade os bære af hans ord og løfter i evangeliet. Måske for en tid opgive at finde tilbage til troen, men netop lade os bære, hvile i hans kærlighed. Lade salmerne, evangeliet, andres tro, gudstjenesten og nadveren bære os. Så vil han komme og forene sig med os, og give os troen og håbet og kærligheden tilbage. Vi må aldrig føle os bedre og på et højere trin end andre, når det handler om tro.Vi kan falde…og få brug for at hvile i hans kærlighed.
Sådan som vi også sang i begyndelsen af gudstjenesten:
Ræk os o Jesus din frelserhånd
i dag og i alle stunder
dløs os alle af mørkets bånd,
at ret vi dig tjene kunne!
Gud give os lykke og gode råd,
sin nådes lys os tilsende! Amen