Prædiken til 22. søndag efter Trinitatis den 27. oktober 2013 ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 18, vers 21-35:

Da kom Peter til Jesus og spurgte: ”Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange? ” Jesus svarede ham: ”Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.

  Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder. ”

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere!

Så enkelt kan det siges. Menneskelivet fungerer ikke uden tilgivelse. Hvis alle onde ord og tanker skal straffes, så ender vi alle i fængsel. Derfor beder vi hinanden om tilgivelse, og derfor tilgiver vi hinanden mange ting, men samtidig tænker vi også på, om der er en grænse. Hvor ofte skal vi tilgive, og hvor meget skal vi tilgive?

Det er stort at tilgive syv gange, men Jesus udvider perspektivet. Han nævner tallet syvoghalvfjerds. Bibelen fortæller om en grum hersker, som krævede at blive hævnet syvoghalvfjerds gange. Hvis man vil følge Jesus, skal man være den grumme mands modsætning. Man skal ikke hævnes, men tilgive syvoghalvfjerds gange.

Undertiden er det svært for os at tilgive. Vi har alle en grænse. Ingen af os er i udgangspunktet indstillet på at tilgive ubegrænset. Der er ting, som vi har svært ved at tilgive. Lang tids ydmygelser, økonomisk bedrag, seksuelle krænkelser og mord på en af vore kære. Økonomisk bedrag gør os vrede, og de andre krænkelser pådrager os også skader på sjæl og legeme for livet. 

Der er også en række misforståelser, der får os til at vige tilbage for tilgivelsen. Lad mig derfor først sige, hvad tilgivelse ikke er. Tilgivelse er ikke tilladelse. Vi kan tilbyde tilgivelse til dem, der har krænket os, men hvis de ikke indrømmer og beder om tilgivelse for det onde, de har gjort, så bliver vores tilbud om tilgivelse ikke modtaget, og så er der ingen forsoning. Den, der ikke beder om tilgivelse, får heller ikke tilgivelse. Når en forbryder får tilgivelse, så er der ikke tale om, at hans forbrydelse ikke gjorde noget. Jo, den gjorde meget. Det var ondt, og han skulle aldrig have gjort det. Den ægte tilgivelse tager krænkelsen alvorligt og ønsker, at den aldrig havde fundet sted. Derfor er tilgivelse ikke det samme som at sætte retsvæsenet ud af kraft. Vi kan undlade at melde en, der har snydt os for ti tusind kroner, men det er ikke godt for samfundet at lade en krigsforbryder slippe for straf, uanset hvor meget han har ændret indstilling og livsførelse. Men den ægte tilgivelse tager alvorligt, at forandring er mulig. Det er muligt at blive befriet fra sin skyld, og det er muligt at ændre indstilling. Derfor skal vi ikke tilgive for at strø sukker på eller fortrænge, men for at befri forbryderen fra en skyld, der ellers vil æde ham op indefra.

Tilgivelse er heller ikke altid ledsaget af tillid. Hvis man tilgiver en svindler, skal man ikke nødvendigvis ansætte ham som kasserer i sit firma.

Tilgivelse er heller ikke det samme som venskab. Man kan godt tilgive et andet menneske uden, at kemien er i orden. Tilgivelse er ikke det samme som venskabelig hygge.

Tilgivelse er heller ikke noget, nogen har krav på. Tilgivelse er noget, man kan bede om, aldrig noget man kan forlange.

Det var misforståelserne. Så kommer vi til hverdagen. Tilgivelse handler sjældent om forbrydelser og mest om hverdagens nederdrægtigheder. Og her er vi ofte karrige med tilgivelsen. Vi er langt fra Guds generøsitet. Derfor spørger vi om grænser for tilgivelsen, og derfor svarer Jesus på vores spørgsmål. Ingen af os ville af os selv være kommet på, at tilgivelsen må være ubegrænset. Det er fremmed for os. Helt anderledes naturligt er det for os at sætte en grænse og så vende ryggen til dem, der overskrider den.

Hvad er tilgivelse så? Tilgivelse er, at man slipper sin krav på den anklagede og slutter fred med ham og begynder at arbejde på, at det må gå ham godt. Tilgivelse er at lægge fjendskab og krav på gammel gæld bort og i stedet at vise godhed. Det har vi svært ved, fordi vi måler tilværelsen ud fra os selv og alt det, som vi synes, at vi har krav på. Jesus vil gerne lære os et helt andet syn på livet, og det illustrerer han med en historie, som er både gribende og grotesk. Han fortæller om en mand, der skylder ti tusind talenter. En talent var dengang ikke en evne, men en stor pengesum, og ti tusind talenter var en svimlende formue. Omregnet til datidens daglejerlønninger svarer det til to tusind livslønninger. Man skal altså som daglejer leve et helt arbejdsliv to tusind gange for at tjene ti tusind talenter. I den sydlige del af Israel fik man på Jesu tid 600 talenter ind i skat på et helt år. Ti tusind talenter er altså mere end mange af datidens statsbudgetter.

Det hænder, at mennesker går fallit og skylder milliarder af pund eller dollars. Det kan vi nogenlunde forholde os til, men vi kan ikke forstå, at vi kan gå fallit over for Gud og komme i så bundløs gæld over for ham. Vi kan forstå, at en mand, der har arbejdet i koncentrationslejr og har tusindvis af liv på samvittigheden, kan være i en sådan gæld, men vi har svært ved at forstå, at det kommer os ved. De fleste af os synes, at vi er bedre end som så.

Hvad skal vi så bruge denne voldsomme illustration til? Vi skal ikke presse os selv til at føle os som store skyldnere, men vi skal have denne historie med i vort livs bagage som en ressource, vi får brug for, hvis vi en dag står med erkendelsen af uoverskuelig moralsk skyld. Da har vi nemlig modsat behov for, at nogen vil tage den alvorligt og svare på, om der så er håb for os. Er der håb for en angrende krigsforbryder, der ikke længere kan sove om natten, fordi alle de mennesker, han har myrdet, forfølger ham i mareridt om natten? Er der håb for ham, der aldrig kan gøre godt for alt det, han har begået? Er der håb for ham, der har ødelagt sin kones og børns liv, fordi han har plaget al livsglæden ud af dem? Ja, det er der. Jesus fortæller om kongen, der eftergiver en umådelig gæld. Menneskenes retssystemer kan og skal ikke fritage en krigsforbryder for skyld. Derimod kan Gud, alle menneskers skaber og dommer, gøre det. Gud kan og Gud vil, fordi han elsker os og vil redde liv. Gud ønsker ikke at straffe, men tilgive og redde. Gud ved nemlig, hvilket helvede skyld er, og det helvede vil han gerne fri os fra. Sådan er Gud, for han vil ikke bare være vor hersker, men også vores far, der viser sine børn kærlighed. Gud vil ikke kun have os til tjenere, men også til børn. Og derfor vil han gerne lukke os ind i sin kærlighed, ind i sin tilgivelse. Han siger ikke: Det gør ikke noget, hvad du har gjort. Derimod siger han: Selv om det er frygteligt, hvad du har gjort, så vil jeg tilgive dig, fordi jeg elsker dig.

Når vi er nærige og karrige eller synes, det er svært at tilgive, så skal vi se bort fra os selv og se ind i Guds tilgivelse. Når det er svært for os at tilgive, hvor meget sværere må det da ikke være for Gud, der er alle svages beskytter? Det er så omkostningskrævende, at han måtte dø på korset for at rive os ud af dommen over vore synder.

Her, i Guds kærlighed, skal vi finde ikke bare forbilledet for vores egen tilgivelse, men også kraften. Hos Gud lærer vi at se ud over os selv. Hos Gud får vi en anden målestok for livet end os selv og vores selvretfærdighed.

Gud vil lukke os ind i sin kærlighed. Det er vores redning fra al vor skyld. Uden denne kærlighed står vi alene med livets regnskab, og selv den en enkelt synd tager uskylden fra os. Men i Guds kærlighed renses vi og forsones vi med ham.

Gud vil lukke os ind i sin kærlighed, og kærligheden kan ikke trives med uforsonlighed. Derfor siger Jesus, at vi skal tilgive andre. Når vi selv har fået meget tilgivelse, ikke bare for bestemte handlinger, men også for hele vores selvhævdende og egoistiske indstilling, så skylder vi også at tilgive andre deres mindre forseelser mod os.

Den, der har fået eftergivet to tusind livslønningers gæld, bør også tilgive sit medmenneske tre måneders løn. I har fået det for intet, giv det for intet, har Jesus sagt.

Og hvis vi ikke vil tilgive andre, så vil Gud heller ikke tilgive os. Det er alvoren. Det er muligt at sætte sig uden for Guds tilgivelse. Og da skal vi høste, som vi har sået. Da skal vi dømmes for hver eneste egoistisk tanke, vi har tænkt, hvert hårdt ord, vi har sagt, hver selvisk gerning vi har gjort, og hver kærlig gerning, vi har forsømt.

Vi ved, hvor godt det gør, når nogen viser os tilgivelse. Vi får humøret og livsglæden tilbage. Sådan vil Gud, at vi skal opleve det hos ham, og så vil han, at det skal sprede sig som ringe i vandet ud fra os til andre.

Derfor tilbyder han os ubegrænset tilgivelse, og derfor kræver han, at vi skal tilgive ubegrænset.

Amen