Prædiken til 3. søndag efter Hellig Tre konger den 26. januar 2014 kl. 9.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 17, vers 5-10:

Apostlene sagde til Herren: ”Giv os en større tro! ” Herren svarede: ”Havde I tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.

Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal i sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre. ”

Giv os en større tro! Hvor mange kristne har ikke ønsket sig det? Ligesom Abraham, som jeg læste om før fra alteret, var ved at miste modet og måske også troen. Men Gud greb ind. Herren selv tog sig af ham. Gud fornyede sit løfte, og han gav også Abraham en synlig illustration af løftet. Gud havde lovet Abraham en søn, men mange år var gået, og ingen søn var født. Abraham begyndte at forestille sig, at han skulle dø barnløs, og at hans førsteslave skulle arve det hele. Da fornyer Gud sit løfte og siger, at hans efterkommere skal blive lige så talrige som de stjerner, han kan se på himlen. Og da får Abraham modet tilbage.

Hvad er det, der sker? Der sker det, at Herren vender Abrahams opmærksomhed væk fra ham selv og væk fra alle de synlige begrænsninger og hen til Guds egen ubegrænsede magt og hans store løfter. Det ændrer Abraham. Det giver ham mod. I stedet for at tænke. ”Herren har ikke givet mig noget”, så kommer han til at tænke på, hvad Herren har lovet ham, og så får han modet tilbage. 

Troen er afhængig af noget andet end os selv og den synlige verden. Troen er afhængig af Jesus. Vi kan så let fristes til at se på os selv. Derfor taler Jesus her ikke om den store tro, men om den sande tro.

Et gammelt ord lyder:

Jeg så på troen, og troen svandt.
Jeg så på Jesus, og troen vandt.

Det er den sande tro. Det er vejen frem. Og Ånden i denne vej er simpelthen at følge Jesus og lytte til ham. Tænk ikke på at få større troskraft i dig selv, men tænk på at lytte til Jesus. Hør hans ord, brug tid på evangeliet, gå til nadver, og tak for din dåb! Jo mere vi lytter til Jesus, jo mere glemmer vi os selv, og da styrkes troen i sin egenart. Troen vokser bedst, når vi ikke tænker på den, men på Jesus.

Jesus bruger sennepstræet frø som illustration af det mindste. Og som jeg ofte før har sagt, så ser det ud til, at Gud elsker at gøre store ting gennem det mindste. Jesus bruger et voldsomt billede for at illustrere, hvad Gud kan udrette gennem små menneskers lille tro. Jesus taler om at bede et træ rykke sig op med rode og plante sig i havet. Det er et billede på store og utrolige ting. Guds kraft mere end opvejer vor egen svaghed. Det gælder selve frelsen. Om vi så er aldrig så svage og kraftesløse, så er der redning i et blik på Jesus. Og når vi end ikke magter det, så bøjer han sig ned og hjælper os: For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånds og oplive det knuste hjerte (Es 57,15). Sådan tager Herren sig af os. Det gælder frelsen, og det gælder også udbredelsen af kristendommen. Kirkens historie har mange eksempler på netop det, ikke mindst kirkens missionshistorie de sidste 200 år. Mennesker, der efter menneskelig målestok var små og ubetydelige, fik lov at udrette meget store ting. En tidligere forbryder rejste som missionær til Bangla Desh, og mange blev omvendt til kristendommen blandt den stamme, der hedder santalerne. En ung mand fra Sydslesvig rejste til Sumatra, og et helt folk, batakkerne, de værste kannibaler, påbegyndte deres omvendelse til kristendommen. En lille engelsk stuepige, der ikke klarede sig godt i skolen, blev missionær i Kina for egne penge og forandrede en hel by. Gud gør store ting i små mennesker. Forvent store ting af Gud! Forsøg store ting for Gud! Det var mottoet for disse mennesker. Den kristne kirke står over for store udfordringer. Vældige kræfter vil den til livs eller spærre for dens udbredelse. Men et lille barn, der stoler på Jesus, kan udrette store ting for ham. Tænk på den lille pige, som var bortført fra sit hjemland Israel og blev anbragt som slave hos en mægtig mand i Syrien. Han var general og havde haft succes i sine krige, men han var spedalsk, og barnet udbryder med hele sin barnlige troskyldighed og kærlighed: ”Bare min herre var hos profeten i Samaria, så skulle han nok blive rask!” Og de voksne taler om, hvad pigen har sagt, og generalen tager af sted, og han oplever, at Israels Gud gør ham rask, og han ville derefter kun dyrke Israels Gud (2 Kong 5).

Troen kan flytte bjerge. Vi har ikke brug for, at de rigtige bjerge flytter sig. Har vi brug for en tunnel, bruger vi dynamit. Derimod har vi brug for at menneskehjerterne forandrer sig og åbner sig for Jesus, og her nytter det ikke at bruge dynamit. Her skal der noget helt andet til, nemlig troen på Jesus. Vældige forandringer sætter troen i gang. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er (Jak 5,16).

Se ikke på dig selv, men se på din Herre! Sådan gælder det, når vi synes, at vor tro er for lille. En mand bad til Jesus: Jeg tror, hjælp min vantro! (Mark 9,24). Jesus hjalp manden. Det glædelige budskab er, at der ikke findes nogen trosproblemer, som Jesus ikke kan eller vil hjælpe os med. Undertiden har vi svært ved at forstå hans svar og må bruge lang tid på at tænke over dem og drøfte dem med andre kristne, men hjælpen er på vej. Vores Herre er vor frelser og tager sig af os.

Så vidt den lille og svage tro, men der er også den modsatte vanskelighed. Troen kan ganske vist ikke blive for stor, men den troende kan blive hovmodig.

Jesus bruger et billede fra datidens arbejdsliv. Når tjeneren eller slaven har gjort sit udearbejde færdigt, så skal han ikke forvente, at han vil blive kaldt til bordet for at spise. Nej, da er det tid til at varte hans herre op. Første bagefter kan han selv spise. Sådan var skik og brug.

På samme måde skal de kristne tænke om sig selv, når de har gjort, hvad de var skyldige at gøre. Der er nok ikke så mange af os, der har gjort alt det, men Jesus formulerer ovenikøbet, hvad man skal tænke og sige, hvis man når så langt: Vi er kun unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.

Man kan altså ikke gøre sig fortjent til ros. Jesus nævner andre steder, at der faktisk er nogen, som på Dommedag godt kan få ros, men den kommer aldrig, fordi vi selv tænker, at vi har gjort os fortjent til den.

Jesus gør her op med den kristne selvretfærdighed. Selvretfærdighed findes alle steder, i alle religioner og miljøer, private, religiøse og politiske. Selv retfærdighed er en dyb trang i selve menneskesindet, men her sætter Jesus fingeren på sine egne troende, det kristne fællesskab. Han taler om selvretfærdighed i kristendommen.  

Jesus vil have os ud af vor religiøse selvoptagethed og lære os at focusere på hovedsagen i stedet for. Hovedsagen er at følge Jesus og gøre hans vilje og – som jeg sagde før: at forvente store ting af ham og forsøge store ting for ham.

De fleste af os ved nok, at vi ikke har gjort alt, hvad vi skulle gøre, og alligevel kan selvretfærdigheden snige sig ind. Det sker især, når vi sammenligner os med andre, som vi synes bestiller mindre end os selv, eller er mindre flinke end os selv. Og ros fra mennesker kan gøre os selvretfærdige.

Jesus lærer os i Fadervor, at vi daglig har brug for at bede om tilgivelse, og her lærer han os, at vi aldrig kan komme til at gøre mere, end vi er skyldige at gøre.

Hvor er nåden så henne her? Hvor er det glædelige budskab? Det glædelige er, at vi får lov at være med og tjene Jesus. Vi får lov til at arbejde for ham således, at vor indsats bærer frugt for Guds evige rige, som vi selv har adgang til. Det er det glædelige. Det er det store.

Og for at denne glæde ikke skal forplumres af vores egen selvretfærdighed, så lærer Jesus os, at vore gerninger ikke kan fortjene nogen ros. Med andre ord kan vore gerninger ikke frelse os. Selve frelsen består i, at vi som en ren gave får lov at være med. Og når vi har fået denne gave, selve frelsen, selve tilgivelsen, selve det at være Guds barn, så kan vi begynde at tjene Jesus.

Vi tjener ikke Jesus for at opnå frelsen, men fordi vi allerede har fået den skænket.

Troen, den sande kristne tro, er inde i os, og vi må gerne mærke den og vide noget om den. De bibelske forfattere har meget at sige om troens væsen og erfaringer, og det har salmebogen også, men netop fordi troen er inde i os og ofte kan erfares, så vil vores naturlige selvoptagethed så let blande sig i troens anliggender, men det er kun til skade for troen.

Derfor taler Jesus om den mindste tro, som kan udføre de største ting, og derfor taler han om, at den tro, som har udført de største ting, kun har gjort, hvad den skulle gøre. I alle henseender drejer Jesus vores opmærksomhed bort fra os selv og hen mod ham. Han har gjort store ting for os, og han kan gøre store ting gennem os, men vi kan aldrig gøre os store, så vi selv har magt over tingene, og vi kan aldrig gøre så store ting, at vi har krav på ros eller gengæld fra ham. Jesus vil på Dommedag både rose og lønne nogen for deres tjeneste, men selve frelsen, selve det at vi får lov at være med i Guds rige er aldrig en løn eller en ros, Den er altid ren gave.

Alt er af nåde, og alt forbliver af nåde. Af nåde kommer vi ind i Guds usynlige rige her i tiden, og af nåde går vi ind i Guds synlige rige engang.

Han opmuntrer den svage, og han irettesætter den hovmodige.

Således skærer han vildskuddene fra, vore egne hjemmelavede tanker om troen og gerningerne. Sådan styrker Jesus den ægte tro i os. Han fører tankerne bort fra os selv og hen på ham.

Amen