Prædiken til 3. søndag i fasten den 3. marts 2013 kl. 14.00 i Karlebo kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

 Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 11, vers 14-28:

 Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: ”Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.” Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.

  Når en stærk man fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.

  Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: ”Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.

  Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: ”Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!” Men han sagde. ”Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!”

 Som kristne er vi både salige og udfordret. Jesus gør os salige, og den Onde udfordrer og bekæmper os.

 I vores eget indre foregår en åndelig strid mellem disse to magter. De kæmper om vor skæbne. Jesus vil fylde vor sjæl med sine kærlige og myndige ord, og vi er rigtig mange, som gerne vil bevidne, at disse ord gør vores sjæl godt. Djævelen vil gerne fylde vores sjæl med hans ord. De kan være meget forskellige, men fælles for dem er, at man skal holde sig fra Jesus.  Med alle midler søger han at motivere os til at holde os borte fra Jesus eller glide bort fra ham.

 I den kristne kultur er det en selvfølge, at kristendommen er god. Og for alle, som tror på Jesus som den levende og opstandne Herre og frelser, er det en selvfølge, at Jesus er god og vil os det godt. Men selv i en meget kristen kultur findes også den modsatte opfattelse, at kristendommen er skadelig, og at Jesus eksempelvis støtter vold. 

I vores danske kultur er kritikken af ikke blot kirken, men også af selve den kristne tro taget til i både omfang og iver. Jeg har oven i købet fra en lærer mødt det synspunkt, at det ikke gjorde noget, hvis kristendommen forsvandt.

 Jesus lærer os at se kritisk på kritikken af ham, og han lærer os oven i købet at gå logisk og fornuftigt til værks. Han lærer os ikke, at vi skal fare frem med bål og brand mod kristendommens kritikere, men simpelthen sige sandheden og afsløre løgnen. I den samtale, som her er gengivet, kritiseres han for at samarbejde med Djævelen om at drive de onde ånder ud.

 Jesus appellerer til modstandernes fornuft med to argumenter:

 1) Hvis Djævelen driver sine egne dæmoner ud, så er hans rige i splid med sig selv og falder sammen.

 2) Hvis Jesus samarbejder med Djævelen om at drive dæmoner ud, hvem samarbejder Jesu modstandere så med, når de selv driver dæmoner ud?

 Og så formulerer han selv det evangeliske alternativ til modstandernes synspunkt, nemlig at Guds rige er kommet. Det er Guds riges kræfter, som griber ind. Nu er befrielsen kommet, nu kan mennesker gå ind i Guds rige. 

 I samfundet skal man være omstillingsparat. I kirken skal vi være parate til at svare. Vi kan ikke have svar på alt, men vi kan godt have svar på noget. Jesus lærer os at analysere, hvad vi møder og give gode svar, der udfordrer modstanderne og deres medløbere.  Og det gælder om, at hele vores tankegang og følelsesliv er dybt forankret i Jesus selv. Han er kristendommens midtpunkt. Hele kristendommen skyldes ham, hans myndighed, hans lære, hans gerninger, hans kærlighed.

 Jesus samarbejder ikke med Djævelen, men overmander ham og besejrer ham.

Lad os lige få et par ting på det rene med Djævelen. De fleste mennesker tror ikke på hans eksistens, og dog kender alle til fristelser. Det er meget forskelligt, hvordan vi har det med fristelser, og om vi giver efter for dem, men fælles for os alle er, at vi oplever dem. Og vi ser med gru dem, som giver efter og påfører både andre og selv megen ondskab og smerte.

 Når vi ser, hvor meget ondt mennesker kan gøre hinanden, og hvor meget mennesker kan lide under lidelse, skyld, håbløshed og død, så konfronteres vi med det ondes magt i tilværelsen. Og denne magt kan vi hverken fjerne eller overvinde, men Jesus er stærkere end både det onde og den Onde. Hos Jesus er der lys og håb.

 Hverken dæmoni eller menneskers ondskab kan dybest set skade os vores tilhørsforhold til Guds rige og Jesus Kristus. De kan ikke skade vores tro, håb og kærlighed. De kan nok forvolde os ydre smerte. Mange kristne oplever chikane og forfølgelser, men intet udefrakommende kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.

Da vi blev døbt og kom til tro på Jesus, var det Jesus, der kom til os og rev os ud af mørkets magt og førte os ind i sit rige.

 I stedet for håbløshed gav han os håb. I stedte for mørke gav han os lys. I stedet for skyld gav han os tilgivelse. I stedet for død gav han os liv. I stedet for angst gav han os tryghed.

 Jesus er ikke bare stor og stærk, han er endog stærkere, stærkere end alt ondt. Når vi konfronteres med det ondes magt, er Jesus lyspunktet. Han overmander den Onde og river mennesker ud af hans mørke magt. 

Men Jesus giver os også en advarsel. Det er nemlig muligt for den Onde at skade os, nemlig hvis vi selv byder ham ind. Når Jesus har reddet os fra den Onde ved at fylde os med tro, håb og kærlighed, så er vi selv medansvarlige for, om det vil fortsætte.  Troens glæde er nemlig tæt forbundet med kamp mod fristeren. Det er ikke en omkostning, men et vilkår. Djævelen arbejder målbevidst på at undergrave vores tro. Han vil gerne have sit menneskebytte tilbage. Og igen: Selv om man ikke tror på Djævelen, erfarer man, at fristelserne fortsætter livet ud. Selv når vi er allermest troende og glade, lader de os ikke i fred. Fastetidens bibeltekster handler ikke kun om, at Jesus mødte modsigelse og modstand, men også om, at vi møder modgang og modstand, om ikke andre steder så i fristelsen. Og hvis vi lader os tømme for kristen tro, så går det galt. Da vender Djævelens mørke herredømme tilbage, og denne gang værre end før. Da har man nemlig ikke kun lidelse, skyld, håbløshed og død, men også sin egen afvisning af Jesus med i bagagen. Da ved man godt, man ikke har lyst til at møde ham. da er man blevet fremmed for ham, der var ens befrier. Man er måske også blevet hans modstander.

 Det glædelige er, at selv frafaldne kan omvende sig. Vend tilbage, I frafaldne sønner, så vil jeg helbrede jeres frafald, siger Herren (Jer 3,22). Alligevel er frafaldet ikke at spøge med. Det er ingen selvfølge, at frafaldne omvender sig. Det er heller ikke at spøge med at modtage hjælp af Jesus i et eller andet, og man så ikke vil følge ham. Da har man modtaget hjælp i det ydre, men er stadig tom i det indre. Også da er man hjælpeløs mod mørket.

Jesus har stor omsorg for os, både i det ydre og det indre. Han er ikke tilfreds med kun at bistå os i det ydre, han vil også helbrede vort indre fra håbløshed til håb og fred og glæde. Til ham kan man komme uanset, hvor meget man har på samvittigheden og uanset, hvor forvirret og uafklaret man er. Hos ham er man velkommen, hos ham får man hjælp og hvile.

 Jesus har først nået sit mål, når han får lov at fylde vor sjæl med det, den har brug for, nemlig Guds kærlige ord.Denne forskel på de ydre ting og de indre ting kommer klart frem i den sidste ordveksling. På ægte mellemøstlig vis er der kvinde, som ærer Jesus ved at ophøje hans mor: ”Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster du diede.”  Det må være stort at være mor til så fremragende en søn! Og ja, det er det. Jesus nægter det ikke. Det er stort at være Jesu mor. Men Jesu mission er langt større end at være sin mors fremragende søn. ”Salige er de, der hører Guds ord og bevarer det!” Hele diskussionen om Jesu troværdighed og styrke munder således ud i en indirekte opfordring, som handler om vores daglige udfordring, nemlig vores forhold til Guds ord. Jesus har sagt til os, hvad Gud siger til os. Spørgsmålet er, hvad disse ord betyder i vores hverdag. Fylder vi os med dem? Bevarer vi dem? Lever og handler vi efter dem? For det er lige netop her, kampen mellem Jesus og den Onde står. Lige midt i vort eget liv står kampen. Jesu kamp mod modstanden dengang fortsætter i vore liv i dag. To magter kæmper om os, sandheden og løgnen, Jesus og fristeren. Hvem vinder? Det ved vi ikke. Evangeliet lader os forstå, at Djævelen vil tabe til Jesus? Han vil miste sin magt i verden. Der er der ingen tvivl om i Ny Testamente. Det springende punkt er, på hvis side vi står, når Djævelen lider sit sidste nederlag. Det har Ny Testamente intet svar på. Svaret skal findes i vor daglige bøn - eller mangel på samme: Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra den Onde.

 Amen