Prædiken til Nytårsdag 2014 kl. 16.00 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 6, vers 5-13:

Jesus sagde: ”Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

Derfor skal I bede således:

Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
Giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er riget, magten og æren i evighed! Amen”.

Bøn er hverken opvisning for mennesker eller oplysning til Gud. Jesus siger ikke, hvad bøn så er, så her må vi tænke selv. En af de bibelske forfattere i Det gamle Testamente siger i en salme: Udøs jeres hjerte for ham, Gud er vor tilflugt (Sl 62,9). Og en af forfatterne i det nye Testamente siger taler om en person, som kæmper for andre i sine bønner (Kol 4,12). Og Jesus selv taler meget om, at vi skal våge og bede (Luk 21,36).

At udøse sit hjerte, at kæmpe for andre, at holde sig religiøst vågen – det er den kristne bøns væsen. Uden den kristne bøn bliver vore hjerter kolde over for Gud og over for visse former for nød i andre menneskers liv. Uden bøn falder vi åndeligt set i søvn. Bønnen holder os varme, vågne og kæmpende. Når bønnen dør, så dør troen. Den kristne bøn er hverken opvisning for mennesker eller oplysning til Gud, men hjertevarme, årvågenhed og åndelig kamp.

At gøre fadervor til en tankeløs remse er at forvrænge den. Det kræver vilje, koncentration, eftertanke og tid at bruge disse ord rigtigt.

Jordens mange folk er vante til at bede til deres guder, og disse guder har ofte dæmoniske træk.  Jøderne beder til Gud som en konge. Jesus lærer os, at Gud ikke har dæmoniske træk. Derimod afviser han ikke, at Gud er konge, altså magthaver, men i troen og bønnen giver Jesus os adgang til en anden side af Guds væsen end hans magt. Jesus giver os adgang til Guds kærlighed, og den kærlighed er så stor, at Gud vil være vores fader og have os som sine børn.

Barnekår eller barnestatus hos Gud er den kristne tros store privilegium. Jødedommen er ikke ukendt med begrebet, men det fylder ikke så meget i jødedommen, som i kristendommen, og i de andre store verdensreligioner findes det ikke. I kristendommen er det hovedsagen. I hinduismen og buddhismen forsvinder den enkeltes personlighed i altet eller intetheden, og i Islam bliver man Guds slave eller tjener. I kristendommen gør Jesus os til Guds børn. Dermed bliver kristendommens grundlæggende forhold til Gud tryghed. Og Jesus lærer os at tale med Gud ud fra denne tryghed: Vor fader, du som er i himlene! Det er ikke en upersonlig skæbne, vi taler til, ej heller en grusom og lunefuld diktator, men vor kærlige fader. På jorden er der mange fædre, gode som onde, og før eller siden dør de fra os, men i himlen har vi én fader, som er både god og udødelig. Det er ingen selvfølge, men meget stort at vi får lov at høre hjemme hos ham.

Jesus lærer os, at sætte Guds sag før vore egne sager. Jesus lærer os dermed en helt anden tankegang og helt andre følelser end dem, vi er født med. Vi er født selvoptagne, og derfor ligger det os naturligt at tænke på vore egne behov og vore egne planer. Her ved nytårstide er det skik at fremsætte sine nytårsønsker og nytårsforsætter, og meget af det er ganske udmærket. Det er bare ikke det vigtigste. Guds ønsker og planer er vigtigere. Derfor lærer Jesus os at kæmpe for dem og dermed selv at være på linje med dem. Jeg har tit i gudstjenesten nævnt tro, håb og kærlighed – troen på Jesus, håbet om paradiset og kærligheden til Guds vilje. I fadervor lærer Jesus os kærlighed til Guds vilje. Og det allerførste er, at Guds navn får ære. Lad dit navn få ære! Helliget blive dit navn! Det er ikke nok at vide, at Gud i Det gamle Testamente på det hebraiske sprog, jødernes sprog, kaldes Jahwæh. Det er ikke nok at vide, at Jesus i det nye Testamente afslører, at Gud hedder Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er ikke nok at vide, at den korte form af dette lange treenighedsnavn er fader-navnet, ”Vor Fader”. Gud bliver ikke helliget blot ved, at vi kender udtalen af hans navn. Gud bliver først helliget, når vi lytter til ham og lever efter hans vilje. Når vi beder om, at Guds navn må blive helliget, så beder vi om, at både vores mistillid til ham og vores ulydighed mod ham må blive drevet ud af vort liv. Således er bønnen en kamp, ikke bare for andres vel, men også for vort eget. Vi beder om, at vi ikke må stå i vejen for Guds planer, men være medarbejdere på dem, og det indebærer, at vi kommer i kamp mod os selv. Ske din vilje, ikke min egen. En gang sagde Gud: For jeres planer er ikke mine (Es 55,8). Vi vil måske gerne have et roligt liv, men Gud har måske planer om en vanskelig og krævende opgave til os, og det kan vi så ikke vide noget om, før den kommer. Vi ved kun én ting: Gud har kun gode, ikke onde planer for os, for han er vores kærlige fader. Der kan godt være smertelige omkostninger ved at følge hans gode planer, som det var tilfældet for både Jesus og apostlene, men det skyldes fjendernes modstand, ikke Guds planer. Jesus lærer os at sætte Guds vilje over vor egen: Ske din vilje som i himlen således også på jorden. Vi beder om, at Guds vilje må ske overalt i universet og ikke mindst i vort eget liv.

Denne vilje trænger vi til at fordybe os i. Derfor er det vigtigt at fordybe sig Det nye Testamente. Dér lærer vi en anden religiøsitet og en anden etik, end det moderne samfund vil have os til at følge, og først da går det for alvor op for os, hvad det indebærer at bede om Guds vilje, og hvor langt vor egen vilje er fra Guds. Bønnen om Guds vilje går hånd i hånd med fordybelsen i Jesu lære.

Vore egne behov kommer efter Guds ære og Guds vilje. Og Jesus begynder med brødet. Grundtekstens ord for daglig er et mysterium, for ordet forekommer i hele den righoldige græske litteratur kun denne ene gang i Fadervor, og selv for den græsktalende, lærde Origenes i det tredje århundrede var dette ord en gåde. Den gamle syriske oversættelse fra det andet århundrede, som var tæt på Jesu aramaiske modersmål, oversætter således: ”Giv os i dag varigt brød! ” Giv os adgang til den føde, som aldrig slipper op! Giv os adgang til de uudtømmelige forråd! Denne ældgamle forståelse er i pagt med Guds uendelige skaberkraft og kærlighed. 

Det er det første, vi har brug for. Vi har ikke kun brug for et rugbrød, der kan holde os i live nogle timer frem til næste måltid, men vi har brug for adgang til Guds uudtømmelige ressourcer, ikke så vi kan råde over dem, for det kan kun Gud, men så vi kan næres af dem. Kun således får vi evigt liv. Husk, hvorledes Jesus taler om brød til en stor folkeskare, der ledte efter ham, fordi han dagen før havde udført et bespisningsunder og mættet fem tusind familier med brød og fisk. Han sagde: Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer, for ham har Faderen, Gud selv, sat sig segl på (Joh 6,27). Lidt senere i samtalen siger Jesus: Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden, hvorpå folkeskaren beder Jesus give dem dette brød, og så siger han: Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste (Joh 6,35). Vort grundlæggende behov er ikke rugbrød eller hvedebrød, men livets brød, Jesus selv. ”Giv os i dag vort varige brød! ”

Men der er også andre behov. Vi har behov for, at Gud vil eftergive os vor skyld. Vi skylder ham kærlighed og lydighed, så vi gør hans gode vilje mod vore medmennesker og vor medskabning, men her har vi meget på samvittigheden. Meget har vi forsømt og forbrudt. Og selv om troen på Jesus er født i vort hjerte og kæmper mod vores medfødte trang til at gå vore egne veje, så er vores oprørstrang ikke død, og kampen er ikke forbi. Egoismen rører på sig hver dag, så hver dag trænger vi til Guds tilgivelse. Vores privilegium er, at vi er velkomne som de syndere vi er. Synden er ikke velkommen. Gud tilgiver den for at fjerne vor skyld og for at styrke os i kampen mod synden. Fadervor vil ikke sløve, men skærpe kampen. Derfor har Jesus en vigtig tilføjelse: som også vi forlader vore skyldnere. Jesus understreger meget stærkt, at vi ikke kan opnå Guds tilgivelse, hvis vi ikke selv vil tilgive dem, der har handlet ondt mod os. Der skal være sammenhæng og konsekvens i vort liv.

Til sidst minder Jesus o som allermørkeste side, nemlig fristelse og ondskab, og han lærer os at bede om hjælp mod det. Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.

Led os ikke ind i fristelse! Hvorfor skal vi bede om det? Det kunne den gode Gud jo aldrig finde på, for der står jo skrevet: Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen (Jah 1,13).

Her kan det være en hjælp, at ordet fristelse også kan betyde prøvelse. Tilværelsen kan udsætte os for barske prøvelser, hvor vores tro kommer på en hård prøve. Vi beder da om, at vi ikke må komme ud for sådanne ting.

Guds modstander, fristeren, har helt andre hensigter. Han frister os for at få os til at vælte. Han vil ødelægge vor tro og rive os ud af fællesskabet med vor himmelske fader. Og når mennesker bevidst modstår Guds vilje igen og igen, ås kan det til sidst ende med, at Gud overgiver dem til fristeren. Når vi vil gå vore egne veje, så er vi alene med fristeren, og hans tyranni kan vi ikke overvinde. Vi beder om, at vi ikke må komme ud i dette frafald.

Livet er en kamp. Vor Fader vil os godt, og den Onde vil os ondt. Fri os fra det onde! Grundtekstens ord for det onde kan både oversættes med ”det onde” og ”Den Onde”, og der ligger en sandhed i begge oversættelser. Tilværelsen rummer meget ondt, både ulykker og ugerninger, eksempelvis sygdom og fristelse. Vi beder Gud befri os fra disse ting.

Livets er en kamp mellem Gud og Djævelen. I bønnen Fadervor vælger vi side i denne kamp. Vi går ind og kæmper på vor Faders side mod hans fjende.

Og vi slutter bønnen ved at lade vor sjæl hvile i lovprisningen af vor Faders magt. Det er ham, der har magten, ikke Djævelen. Djævelen har ligesom alle andre personlige væsener et vist, tidsbegrænset råderum, men han har ikke almagten. Han er en skabning, han er ikke skaberen. Derfor kan han ikke vinde kampen. Gud er Skaberen, og Djævelen er taberen. Det bliver vi mindet om i Fadervors afslutning: For dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.

Fadervor handler om Guds ære og vore dybeste behov. I denne bøn følger vi ikke bare hjælpeløst med tiden, men vi går ind også ind og påvirker tidens og historiens gang. Det giver vores nytårsønske en ekstra dimension.

Godt nytår! Amen.