Bøn: Herre, gør mit liv til bøn, tømt for krav og tømt for løn. Du er nær min ven, mit værn, Gud uendelig og fjern. Amen

Prædiken
Forfatteren Knud Sønderby fortæller et sted om nytårsaften i hans barndomshjem, hvor bedstefaderen altid havde en bestemt ceremoni. Bedstefaderen døde i 1913, så historien går meget langt tilbage. I det øjeblik, hvor bornholmeruret begyndte at slå tolv, startede det. Med et tændt lys åbnede bedstefaren et vindue ud til den bælgsorte vinternat:
”Så lukker vi det gamle år ud – og det nye år ind” sagde han med høj og klar stemme. Og da han igen havde lukket vinduet kom eftersætningen: ”Gud råder for, hvad året vil bringe”.
Det gjorde et stort indtryk på drengen Knud, og det forstår man godt. Det er noget andet end at stå med et champagneglas og en paphat og skråle: Godt nytår… Det er også sjovt og festligt, men bedstefarens nytårsceremoni havde en anden dybde. Som Knud Sønderby beskriver stemningen blandt de voksne, som var til stede: ”De var ikke mere som voksne ellers plejede at være, de rådede ikke mere, de stod som nogen, der selv var undergivet en anden”.

Hvordan vi nu hver især kom ind i det nye år, så kender vi godt til det med at stå foran en ukendt fremtid. For det gør vi faktisk hvert eneste øjeblik i vores liv. Men til nytår trænger det sig mere på.

Et år er slut, 2015, nu kender vi det. Et år med mange uroligheder på verdensplan, store udfordringer som langt fra er blevet løst.
Og så var der vores eget lille liv. Gik det som vi havde forudsagt og håbet?
Det er selvfølgelig forskelligt fra et menneske til menneske, men også i år er der sketmeget, som er kommet bag på os, som vi ikke havde planlagt skulle ske. Der var dage, som bragte en helt uventet glæde, og dage, som vi nok helst havde været foruden. Og det nye år? Det kender vi ikke endnu. Selv om vi prøver vi at se ud i fremtiden, og har drømme og forhåbninger og lægger planer, og verdens kloge hoveder kommer med hver deres bud, ved vi dybest set ingenting.
Det passer stadig, som Storm P. engang sagde – at ”Det er svært at spå – især om fremtiden”. Vi kan bringe meget med ind i det nye år, men året vil også bringe os noget. Livet og verden går veje, som vi ikke havde drømt om.

Men der er noget, vi har lov til at tro og sige som kristne med den største selvfølgelighed:At vi er i Guds hånd.
Det er ikke en blind skæbne som råder over vores liv. Det gør Guds kærlighed. Vi er i hans hænder.
Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du, Gud…Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi som en nattevagt… Det var de smukke ord, som vi hørte fra alteret i dag. Fra Salme 90 i GT.

Men hvordan hænger det så sammen?
Verden føles temmelig ustyrlig. Og når man dagligt hører om krige, terrorangreb, ulykker, uretfærdigheder og katastrofer, kunne det godt se ud som om, Gud havde mistet grebet eller smidt håndklædet i ringen. Med mindre han er en lunefuld Herre, som skalter og valter med sit skaberværk.
Hvordan kan Gud se på alt det og undlade at gribe ind, hvis han er almægtig?
Gamle spørgsmål, og anfægtende spørgsmål, som i tidens løb har kostet mennesker troen eller helt holdt dem fra at tro.

Jeg har ikke noget forkromet svar, men jeg har en tro på, at Guds visdom langt overgår vores forestillinger og viden og opfattelse af, hvordan verden hænger sammen.
Gud har aldrig lovet, at vi altid skal kunne se meningen med den måde, han råder på, men han har lovet, at intet i verden kan skille os fra ham.

Derfor lod han sin søn blive menneske. Lod ham føde julenat, som et barn i en krybbe. Han kom selv til os. Forlod sin himmel for at være i blandt os. Så vi er ikke skakbrikker i hænderne på en mørk skæbnemagt. Gud er vores far, og vi er hans børn.

Jesus lærte os at bede Fadervor. Vi har lov til at tale til ham som børn, og forvente at blive hørt. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi altid kan forvente at få vores vilje. ”Din vilje ske” hedder det i bønnen.Ikke min og ikke vores, med din. Og går det ikke efter vores vilje, så ved vores himmelske Far, hvad vi trænger til, selv om det måske er noget andet, end det vi ønsker os.

Men, kunne man også sige: Hvis Gud ved, hvad vi trænger til, allerede før vi beder om det, hvorfor skal vi så overhovedet bede om det?
Det skal vi, for uden bøn glemmer vi, at alt kommer fra Gud. Livet, og alt det, han giver os, bliver en selvfølge, eller noget vi bare kan takke os selv eller andre mennesker for. Den, som aldrig beder, går glip af glæden ved at være Guds barn.

Vi kan forestille os et barn, som er omgivet af legetøj i massevis, og hvert stykke legetøj er fra forældrene. Barnet har fået det hele, uden at havenået at ønske sig noget af det. Det har derfor aldrig følt glæden over at blive bønhørt, at få sine største ønsker opfyldt. .
Legetøjet er fint nok, men for barnet er det bare noget der er.

Hvis vi aldrig beder, kan vi ende med at være rige på gaver, men meget fattige på taknemlighed. Forkælede, men faderløse. Overflod kan være gift for bønnen, men mangel kan kalde den frem igen.
At bede er at vide at Gud er nær og hvile i hans omsorg. Når man taler til nogen, er det, fordi de er indenfor hørevidde, og fordi man forventer eller i hvert fald håber på deres opmærksomhed.
Der er magtfulde mennesker, som de fleste af os aldrig kommer i nærheden af, og hos hvem vi aldrig får ørenlyd,
men Gud, altings skaber og opretholder, kongernes konge, kan vi få i tale når som helst. Han giver audiens døgnet rundt og i alle situationer. Og vi skal ikke konkurrere med nogen om hans opmærksomhed.
Jesus nævner i evangeliet at vi ikke skal stille os op og bede offentligt. Det kunne vist være meget prestigefyldt blandt jøderne på Jesu tid. Men det noget andet i dag. Det ville snarere fremkalde hovedrysten.

Men vi behøver ikke råbe højt og eller lader munden løbe for at blive hørt af Gud. Jesus lærer os at bede kort og godt.
At bede Fadervor, for vejen til Faderen går gennem ham. Vi kan selvfølgelig også bede vores egne bønner, om stort og småt, men Fadervor er en vej, som er lagt til rette, og som vi livet igennem må vandre på som Guds børn.

Ja, det er det, vi kan, Nytårsdag og alle dage. Vi kender ikke det nye år eller dagen i morgen, ikke engang den næste time. Men vi kender Gud, som råder. Vi må tale med ham, som børn taler med deres far og mor, og hvordan det end går, så ender det godt for hans børn.

Jeg tror, der er en dyb sandhed i salmen, som så tit bliver sunget især ved
begravelser i vores kirker:
Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse.
Med et Fadervor i pagt skal du aldrig gyse!

Den salme er meget populær, og det var den også i min barndom. Men den blev af de voksne, som kom tit i kirken, betragtet som en uting – det var den eneste salme, visse mennesker kendte, de kirkefremmede, derfor blev den valgt så tit, mente man.

Men mon ikke også sandheden er, at den med sine enkle og stærke ord rører ved noget af det dybeste i os: At vi har fået Fadervor i dåben, og den kan vi altid, uanset hvad der sker i vores liv, bruge til at komme i kontakt med Gud. Og vi skal ikke være bange, men tro på, at han hører os og aldrig lader os alene.

Med et fadervor i pagt, skal du aldrig gyse….Godt nytår 2016!