Juleaften 2015
Karlebo Kirke 16.30: Nr. 94 - Det kimer nu - Nr. 103 - Barn Jesus i en krybbe lå - 118 - Julen har englelyd/ Prædiken - Motet: Cantique de Noël- Nr. 119 - Julen har bragt – Nr. 120 - Glade jul

Dette hellige evangelium Juleaften læser vi i Lukasevangeliet kap 2 1-14
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-14

Prædiken
I Flandern levede folk for 200 år siden et meget barskt liv. De var hele tiden truet af havet. Engang fik befolkningen besøg af kejserinde Maria Theresia af Østrig. Hun havde hørt, at de var ved at miste modet. Havet blev ved med at bryde digerne ned, så vandet strømmede ind over landet og ødelagde det.
Mismodet voksede, og folk holdt op med at hjælpe hinanden, og snart kunne man se resultatet. Kejserinden blev forfærdet, for det stod værre til, end hun havde frygtet. Overalt var der tilsandede havne, og forfaldne landsbyer. Og store dele af kysten lå ubeskyttet hen. Hvordan kan jeg hjælpe? tænkte hun. Overalt så hun det samme trøstesløse syn, og den samme opgivende holdning i menneskers øjne.Da sagde Maria Theresia, at hun havde tænkt meget på, hvad hun kunne gøre, men hun kunne jo ikke tvinge havet til stilhed, lige så lidt som hun kunne føre fiskestimerne ind i deres net. Men hun besluttede nu at efterlade sin pengekiste fuld af skatte herude i Flandern.
Men hun bad dem love, at de ikke ville bruge pengene i kisten, før nøden var så stor, at den ikke kunne blive større.
Det mærkelige var, at hun virkelig hjalp dem meget mere, end hun selv havde forestillet sig. Der kom liv og fart over arbejdet, man gravede og pløjede, så det var en lyst - byggede skibe og diger. Og for hvert et skib man byggede, og for hvert dige, man istandsatte, tænkte man, at hvis ikke vores egne penge strækker til, kan vi få hjælp af vores nådige kejserinde.
Men pengene strakte til, fordi skatten var i blandt dem. Skatten forandrede landet, fordi den forandrede menneskene.

Historien om kejserindens skatkiste er blevet fortalt af Selma Lagerlöf.
Og den har noget at sige, også til os, som hører den i dag.
Hvis vi ser på den mentalitetsændring der skete med befolkningen– som havde mistet modet – så fortæller historien os om vigtighedenaf at bevare modet, at få energien tilbage – og at tage ansvar for sig selv og sine nærmeste.

Vi hører i vores tid så meget om præstationsfremmende incitamenter, fleksibilitet, kompetenceudvikling, forandringsparathed - og andre
buzz-words. Vi skal præstere, og lederne skal med et voldsomt ord ”eksekvere” som aldrig før. I en tid, som er under konstant forandring,
og hvor der kræves meget af den enkelte.
Men historien fra Flandern er et udtryk for den begejstring og fleksibilitet og samarbejdsvilje, som findes i enhver af os, og som kan bringes frem, når det virkelig gælder.

Men vi kan også vælge at gøre skatten, til hovedsagen i historien.
Vi har Guds skat og Guds løfte i blandt os. Og det løfte kan forandre os.
Julens budskab er, at Gud forlod sin himmel og gav os sin søn.
Her på vores vidunderlig smukke blå klode, midt i verdensrummet, så lille og ubetydelig, at se på, men alligevel så vigtig:
Her skete underet: Gud blev menneske. Han valgte at komme tæt på, fremfor at være på afstand.
At være i blandt os og kæmpe sammen med os.
Det guddommelige lys brød ind i verden. Pludselig stod en engel foran de intetanende hyrder ude på marken og forkyndte julebudskabet:
Frygt ikke! Jeg forkynder jer en stor glæde. I dag er der født en frelser i Davids by. Han er Kristus Herren. Tegnet, det er et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe…

For det er jo lige her at ”vores skat ligger begravet”. Det som er vores fælles arv og det grundlag vi lever vores liv på, er det kærlighedsbudskab, som lyder julenat: At Gud i sin til os kærlighed lod sin søn blive menneske. Og at vi skal leve som lysets børn. Vi skal bære hans kærlighed ud i verden.

På det budskab har vi bygget et samfund, med værdier, der tager hånd om os alle, også når vi ikke kan klare livet selv. Et samfund, hvor: Få har for meget og færre for lidt som Grundtvig engang udtrykte det i en fædrelandssang.

Det er bestemt ikke til alle tider, at de kristne og kirken har levet op til kærlighedsbudskabet. Der har igennem århundreder være ført religionskrige, korstog, og heksebrændinger i Guds navn, og kirken har i historiens løb støttet totalitære regimer, frem for at rejse sig og sige magthaverne midt imod, f.eks. over for Hitlers masseudryddelse af jøderne, eller Stalins udrensninger af politiske modstandere.

Vi skal som mennesker, som kristne og som kirke passe på, at vores hjerter ikke bliver hårde og kolde. Vi må ikke vælge at lukke øjnene eller se den anden vej, når vi møder eller hører om mennesker i nød.
Vi har lige nu svært ved at overskue flygtningestrømmene, men vi må aldrig glemme vores ansvar for dem, der intet har. Det samme gælder de familier, som har det meget svært og lever på bunden af vores samfund. Vi skal åbne

Næstekærlighed er at vi tager ansvar for hinanden, og det er det vi fortsat vil kendes på som danskere. Det vi bygger vores liv på. Fællesskab frem for egoisme. Tillid fremfor for mistænkeliggørelse. Fred og kærlighed frem for ufred og had.

Måske truer tidens store mantra, som handler om det stærke og forandringsparate menneske, som hele tiden er på vej et sted hen - med at føre os bort fra kærlighedens vej. Faren for, at vi drænes og mister udsynet, eftertænksomheden, og overskuddet til at gøre og være noget for hinanden lurer i hvert fald lige om hjørnet.

Det særlige ved det kristne budskab er, at det ikke kun er rettet til de stærke og de visionære, men også til os, når vi er trætte og svage, når ikke kan klare presset, når vi føler os ensomme, syge eller har mistet en, vi holdt rigtig meget af.

Sangeren Leonard Cohen har skrevet en sang, Anthem – det betyder: Lovsang, hvor et af versene lyder (oversat til dansk):
Så kim alle klokker,
der stadig kan ringe
glem alt det perfekte du skal yde,
for der er revner og sprækker i alt,
og det er netop gennem dem,
gennem alt det uperfekte,
at lyset kan trænge igennem.

I sangen er budskabet, at når vi ikke føler, vi kan leve op til alt det, der forlanges af os, så ses lyset tydeligst. Faktisk vil vi kunne opleve, at revnerne i vores sind, det uperfekte, er forudsætningen, for at lyset, glæden fra Gud, kan trænge igennem til os.
For lyset og glæden har nu engang langt sværere ved at trænge igennem den glatte og perfekte overflade.

Julens store glæde er, at Gud vil dele livet med os, med alt hvad det indebærer af smerte og glæde, og savn og håb. Intet menneske falder uden for det lys, han tændte julenat.
Det skinner i mørket, og mørket kan ikke få bugt med det.
Så lad os sænke skuldrene, og bare være til stede. Og lytte med hjertet, glæde os og tage imod, når Gud kommer til os.
Vi bliver opsøgt julenat.

Vi skal ikke levere og præstere. Men vi skal tage imod. Holde fast i hans ord. Tro på ham.
Og dele ud af vores eget, til dem der intet har.

Lyset skinner i mørket…….
Det skinner for os, når vi har mistet troen og håbet.
Det skinner for de ensomme og de fortvivlede.
De der må sidde alene,
og de, der sørger, og har svært ved at finde glæden.

Det skinner for os alle. Rigtig glædelig jul!