Sexagesima søndag 2016
Salmer: Nr. 753 - Gud du som lyset - 298 - Helligånden trindt på jord - Hvem kaldte på erantis (Tekst Niels Johansen)
/ Nr. 319 - Vidunderligst af alt på jord - 476 - Kornet der dør i jorden (nadversalme)-557 - Her vil ties her vil bies.

Evangelium: Jesus sagde: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde. Og han sagde: ”Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi brugeom det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.” Markusevangeliet 4, 26-32

Bøn: Gud giv os tro, og håb og tålmodighed, så dit ord kan spire og vokse i verden. Amen

Prædiken
Straks efter at frosten havde sluppet sit tag og sneen var smeltet stod de der, de små seje erantis. Som lysende gule pletter, strøet hen over den sorte jord. De har ligget i skjul under sneen, men nu rejser de sig og folder sig ud.
Forårsbebudere. Livsbebudere. Og håbsbebudere.
Vakt til live som af en usynlig kraft, pibler de op og åbner en sprække ind til vores vintertrætte sind, uden at vi har rørt så meget som en finger.

Med Guds rige, siger Jesus, er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden, han sover og står op, nat og dag og kornet spirer og vokser, uden at han ved af hvordan.

Jesus sammenligner i Markusevangeliet Guds ords virkning med et korns liv.
Den landmand som hører den lille lignelse vil nok studse lidt, for her lyder det som om hans arbejde ikke har nogen som helst betydning for kornet. Alle med lidt kendskab til landbrug ved at det ikke er nok. Bonden må pløje, og gøde sine marker, og sikre sig, at der ikke går ukrudt i dem, og sørge for vand.
Han kan om nogen gøre forholdene gunstige, ved at give kornet de rigtige livsbetingelser. Men han kan ikke få det til at spire. Det der får det til at spire, er givet ham på forhånd, for det er en del af kornets DNA.

Sådan er det også med Guds rige, siger Jesus.

Det samme siger han i dag til alle bekymrede kristne, når vi synes at det kniber med at se resultater i vores eget og i kirkens liv.
Mange af os kender godt til at være mismodig overfor Gud. Hvordan kan det være, at Gud er så langt borte ?
Hvorfor griber han ikke ind, når vi beder og trygler om det? Og kan tvivlen være ved at kvæle troen?
Og noget helt andet: Hvorfor er vi fra tid til anden så optaget af os selv og vores egne behov,
når vi snarere skulle være opfyldt af kærlighed til Gud og vores næste? Af tro, som er virksom i kærlighed.
Sådan kan vi nogen gange blive triste og bekymrede for sædens og troens vækst inde i os selv.

Og også for dens vækst i det danske samfund og i verden. Det er nogen gange svært at se på danskerne som et kristent folk.
Man skal være både blind og døv, for ikke at blive bekymret.
Vi bliver mere og mere egoistiske og fokuseret på os selv., og vores egen succes. Og uvillige til at dele med dem, der har næsten intet har.
Mange er lige for tiden fyldt af en udefinerlig frygt for de fremmede og for atden trygge verden skal falde sammen.
Og mange kommer kun i kirken en sjælden gang, når det ikke kan være anderledes.

Men til alle os bekymrede, både når vi er bekymrede for vores egen, og hele folkets tro, har Jesus i dag et svar med optimisme og livsmod i.
At det kun drejer sig om én eneste ting: At sæden bliver sået - at Guds ord bliver forkyndt og hørt.
For troens hemmelighed er, at den opstår af det, som høres, og den
bevares og næres af det, som høres.

Vi skal sørge for, at Guds ord bliver forkyndt og hørt …vi skal række evangeliet videre til andre, i tro og kærlighed.
Når vi gør det, sker resten af sig selv. Vi sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at vi véd, hvordan.
Med andre ord: vi skal sørge for ét eneste, at høre Guds ord og gøre vores til, at andre får det at høre.
Så vil Han selv sørge for spiringen og væksten.

Men det er da også her, det nogen gange kniber. Efter manges opfattelse kan man jo sagtens ”være en kristen uden at gå i kirke”, uden at høre Guds ord - uden at bede og gå til nadver.

Kan man godt være en kristen uden at gå i kirke - kan man det?
Ja, det kan man sikkert godt, et stykke tid i hvert fald, men så begynder det også at knibe.
Ligesom man utvivlsomt kan leve uden at spise, et stykke tid, men så begynder problemerne.

Lad os komme tilbage til lignelsens billedsprog: Hvad sker der med en mark,der ikke bliver tilsået – men i stedet lægges brak?
Der sker ikke noget lige med det samme. Men efter et stykke tid vil man se, at noget helt andet er ved at vokse op
Det myldrer op af jorden med ukrudt og insekter, og efter nogle år er det en helt anden mark end den oprindelige.
Det er et billede, der viser, hvad der sker i det lange løb med os, hvis Guds ord aldrig får en chance. Så er der noget andet, vi hører, og noget andet, der bliver resultatet.

Hver gang vi mødes i kirken siger vi trosbekendelsen....vi blev døbt på den tro…konfirmanderne lærer den møjsommeligt udenad….og den lyder også ved kisten, når vi begraver vores kære.

Trosbekendelsen er kirkens grundvold, evangeliet bekendt på en kort formel.
Vi bekender her troen på den treenige Gud, Fader søn og Helligånd, og det bliver det slået fast, at han er Kristus, Guds søn, som døde på korset og på tredjedagen opstod fra de døde. Nu er han hos Gud, sidder ved hans højre hånd, og en dag vil han komme for at dømme levende og døde. Det er den tro, som bekendes ved enhver gudstjeneste.
Og det er noget helt andet end:
Der er nok mere mellem himmel og jord…….Enhver bliver salig i sin tro…. Jeg er kulturkristen…..Jesus var et stort menneske, bare ikke Guds søn…… Vi skal være gode ved hinanden…Det er OK med reinkarnation…og: Man må frem for alt ikke være fanatisk.

Hvis vi mener at det er nok at tro sådan, risikerer marken at blive forandret.Ukendelig. Så har vi en kirke uden Jesus Kristus. En religion, hvor vi selv har indtaget hans plads. Og hvor det dybest drejer sig om, at vi frelser os selv.
Situationen er spiddet af Piet Hein, (1905-96) i et af hans gruk:
Vi vælger så rart demokratisk
en Gud, der er, som vi vil,
så gør det ikke så meget,
om han er den Gud, der er til.

Vi skal sørge for, at evangeliet bliver forkyndt og hørt.
Så vil Kristus sørge for væksten, i form af tro og håb og kærlighed.
Han tager bekymringerne fra os i dagens evangelium.

Men den ene, der bliver stående tilbage er, om evangeliet bliver forkyndt og hørt. Det er vores opgave som kirke og som kristne...

Vær stærk, lad troen lyse
erantis-glad og gul.
Skønt hjerterne kan fryse
forlad de banges skjul:
Gud gir dig mod og tro,
fortæller dig i mørket:
Hold ud! bliv ved at gro. (Fra: Hvem kaldte på erantis(NJ 2008-10)
Amen