Prædiken
til 16. søndag efter Trinitatis 2016 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst
Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk
Prædiketekst:
Johannes-evangeliet kapitel 11, vers 19-45:
Mange
jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres
bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men
Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: ”Herre, havde du
været her, var min bror ikke død.” Men selv nu ved jeg, at hvad du beder om,
vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: ”Din bror skal opstå.” Martha sagde
til ham: ”Ja, jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.”
Jesus sagde til hende: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig,
skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i
evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: ”Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus,
Guds søn, ham som kommer til verden.”
Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og
kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: ”Mesteren er her og kalder på
dig.” Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var
endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt
ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun
hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik
ud til graven for at græde dér.
Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så
ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: ”Herre, havde du været her, var
min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt
med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: ”Hvor har I lagt
ham?” ”Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne:
”Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: ”Kunne han, som åbnede den
blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”
Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han
går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den.
Jesus sagde: ”Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: ”Herre,
han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende:
”Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de
stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: ”Fader, jeg takker dig, fordi du
har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for
folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du
har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: ”Lazarus, kom
herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder
og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: ”Løs ham og lad
ham gå.”
Mange af de jøder, som havde været med hos
Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

Jesus er
Guds modgift mod døden. Han er anderledes end os, og han forandrer os. Han er
livet, og han giver liv. Det er det glædelige budskab til os i dag.
Når vi er
unge, tænker vi, at livet er langt, og hvis man ikke har haft dødsfald tæt på,
så er døden nærmest teoretisk, og vi kan næsten gå på vandet, og vi føler ikke
behov for nogen hjælp mod døden.
Når vi
bliver ældre, kryber realismen lige så stiller ind over os. Vi mærker, at livet
er kort, og vi forsøger, så godt vi kan, at indstille os på det. Vi kan ikke
længere gå på vandet, og vi mærker, hvor små og svage vi er. Så kan vi fyldes
af vemod over livets nedgang og afsked.
Uanset om
vi er unge eller ældre, kan døden tage en af vore kære fra os. Da bliver vi
meget stille og tavse eller bryder ud i højlydt gråd. Og derfor kan vi se os
selv i beskrivelsen af Martha og Maria og hele den landsby, hvor de boede. Vi
kan sagtens føle den kulturelle forskel, men vi ser også lighederne mellem os
og dem. Vi har menneskeligheden til fælles. Det er det, der forbinder os med
mennesker til alle tider og steder.
Det nye,
det overraskende, det glædelige er, at Jesus er kommet til os. Og han bryder
dødens sørgelige magt over os. Han siger os, hvem han er: Han er opstandelsen
og livet. Han giver os et løfte: Den, der tror på mig, skal leve, om han end
dør. Vi får altså et liv, som døden ikke kan ødelægge. Hvilken lettelse!
Men hvad så med Dommedag, som kommer efter døden? Heroverfor lover Jesus endnu
mere: Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.
Ja, men
hvad så med vores krop? Ja, ved en tidligere lejlighed sagde Jesus: For min
Faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv,
og jeg skal oprejse ham på den yderste dag (Joh 6,40).
Han lover
altså evig fred og glæde nu og opstandelse engang.
Men ikke
nok med, at han lover det. Han sætter også magt bag ordene. Han beder om, at de
vil vise ham, hvor graven er, og så går han ud og kalder den døde Lazarus ud af
graven, og Lazarus går lyslevende frem.
Jesu ord
er ikke tom snak, men drn er magt bag ordene.
Den dag
fik verden en lille forsmag på, hvad der vil komme engang. Verden fik den dag
et lille glimt af Jesu endelige sejr over døden.
Jesus vil
frelse os helt, han vil redde både krop og sjæl. Ikke et hår på jeres hoved
skal gå tabt, siger han (Luk 21,18). End ikke den mindste del af vores krop
skal gå tabt. Alt skal reddes ind i Guds evige rige. Så omfattende, så
omhyggelig er hans omsorg for os.
Man kan
så undre sig over, at der til alle tider har været mennesker, som synes, at
denne omsorg ikke er en gave, men en byrde. Mange synes, at de ikke kan tro på
det, og det er da en ærlig sag. Andre går et skridt videre og synes, at en mere
åndelig og uhåndgribelig opstandelse er mere fin, mere akademisk, mere
filosofisk korrekt, mere moderne osv.
Hvordan
skal vi forholde os til det? Jeg tror, at den kristne tro og etik forløber
parallelt ad to spor. Det ene spor er, at vi ikke skal se ned på dem, der har
disse forbehold. De skal også bydes velkomne i kirken, også med deres forbehold
og indvendinger. Vi hverken kan eller skal kræve, at nogen skal tro på noget,
de ikke er overbevist om. Og hvis de livet ud fastholder denne reservation, så
må Jesus selv overraske dem på opstandelsens morgen på den yderste dag, hvor al
tvivl og diskussion forstummer.
Det andet
spor er, at vi ikke må give efter for dem, der træder op i offentligheden og
fører et korstog mod Jesu gaver. Når Jesus og hans apostle lover os
kødets opstandelse, så skal vi ikke give efter for dem, der vil lave om på det.
En række teologer vil ændre kirkens tro og fjerne udtrykket ”kødets
opstandelse” fra Trosbekendelsen og fra vores glæde. Der skrives tykke bøger og
mange avisartikler om det og udfoldes megen energi for at opnå denne ændring.
Men kødets opstandelse lader sig ikke fjerne så let, og én af hindringerne er
netop, hvordan Jesus opvakte Lazarus fra de døde. Lazarus kom ikke ud med et
åndeligt legeme, som man ikke kunne røre ved, men med den samme krop, som var
død, men som nu var blevet levende igen. Derfor var han hyllet i mange
strimler, som skulle fjernes, før han kunne gå frit omkring.
Mange indvender,
at Lazarus døde igen, og det er jo rigtigt nok, men da Jesus få dage senere
selv blev korsfæstet og begravet og derefter opstod igen, så mødte han sine
disciple, der blev bange og troede, at de så en ånd, og så sagde han til dem: Hvorfor
er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og
fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I
ser, jeg har (Luk 24,38-39).
Jesus
opstod altså med kød og knogler, og hans opstandelse er grundlaget både for
vores opstandelse og for vores redning og frelse i det hele taget. Jesus kom
for at hæve den forbandelse, der hviler over menneskeheden. Han gik selv ind
under den for at sprænge den indefra. Den slog ham ihjel på krop og sjæl. Jesus
sprængte dens magt ved at opstå med krop og sjæl, med hud og hår. Hvis Jesus
ikke opstod lige håndgribeligt, som han døde, så har han ikke hævet
forbandelsen, og så er vi ikke frelst. Men nu er han opstået med kød og knogler
og har bragt os redning og frelse.
Paulus siger
om ham: Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som
hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.
Eller som
vores salmedigter Grundtvig siger det: ”Som han opstod, skal vi opstå”.
Vi opstår
altså ikke gamle eller syge, men sunde og raske.
Det kan
undre, at så mange i vores kropsfikserede tid ikke glæder sig over kirkens tro
på kødets opstandelse, men uanset hvad skal ingen tage glæden fra den kristne
menighed. Som sagt siger Jesus enkelt og stærkt: Ikke et hår på jeres hoved
skal gå tabt (Luk 21,18).
Ja, men
hvad skal man gøre, hvis man ikke kan tro på det? Så skal man overlade sin
fremtid til vor Herre Jesus selv. Det er ham, der bestemmer, og vi kan hverken
gøre fra eller til. Han kan sagtens gøre mere for os, end vi kan forestille
eller tro. Og han indbyder os til at kalde på ham og få hjælp. Han siger ikke:
Tror du nu på kødets opstandelse, for ellers vil jeg ikke have dig med? Han
siger: Følg mig! (Joh 1,43). Han forlanger ikke, at vi skal have styr på
alt for at være med i Guds rige. Nej, vi skal bare følge ham, og så vil han
efterhånden lære og vise os det alt sammen. At være kristen er at stå i lære
hos ham.
Jesus
forandrede mange menneskers liv den dag, han opvakte Lazarus. Mange kom til tro
på ham. Og sådan har det været lige siden. Vi er mange, som har fået glæde og
håb ved at høre om, hvad Jesus sagde og gjorde den dag. Men det er ikke kun håb
og glæde for os. Der er også en omkostning for Jesus selv. Han skulle udholde
menneskers mistro og bebrejdelser. Skønt han allerede havde gjort så meget
godt, blev han mødt af kritik og bebrejdelser, selv fra sine venner. De
handlede nok meget menneskeligt, men det var hårdt for Jesus. Jeg tror, at det
var det, der fik ham til at græde. Han var meget ensom blandt mennesker. Ingen
forstod ham helt. Han var ene med sin opgave.
Da han
havde opvakt Lazarus, så folk i byen så, hvad han egentlig ville, så frygtede
hans modstandere, at denne begivenhed ville føre til politiske forandringer til
skade for det jødiske folk, og derfor tog de den endelige beslutning om at slå
Jesus ihjel. Man kan undre sig over, at de selv troede på denne plan. Kan man
rydde en mand af vejen, der kan oprejse døde fra graven? Men sagen er, at det
kostede Jesus livet at give Lazarus livet tilbage. Så barsk er verden. Jo mere
godt man gør, jo mere ondt må man lide. Det holdt ikke Jesus tilbage. Han
gjorde kærlighedens gerninger til det sidste. Intet offer og ingen lidelse var
for stor, når det gjaldt om at hjælpe andre. Jesus holder så meget af os, at
han gav sit liv for os. Og det har kun styrket troen på ham. Vi har set, at han
ikke gør noget for egen vindings skyld. Han er kommet, fordi han holder af os
og vil vise os godhed. Han er uselvisk.
Vor Herre
har skabt en bevægelse, en folkebevægelse i verden. Trods al verdens hån og
modstand skænker han mennesker håb og glæde midt i en broget verden. Ham
skrives der salmer og musik om. Ham synger vi om og takker. Ham gør vi kendt
for hele verden. Hans navn råbes ud fra tagene, og døden ryster i sin
grundvold.
De
bibelske forfattere beskriver døden som en magt, der har lidt sit afgørende
nederlag og er på vej mod det endelige. Dødens endelige nederlag kommer, når
Jesus kommer igen som verdens Herre og dommer ved tidernes ende. Da må selv Dødsriget
bøje sig for ham og slippe alt sit bytte. Gud fader vil lægge hele verden for
Jesu fødder. Bagefter vil Jesus selv overgive hele sin menighed og hele sin
magt til Gud Fader og selv bøje sig for ham.
Det
skriver Paulus om i den bibeltekst, jeg læste før fra alteret.
Når vi
tager vores tilflugt til Jesus, er vi altså på det sejrende hold mod døden.
Døden vil tabe, og vor Herre vil vinde. Ikke et hår på vores hoved skal gå
tabt. Jesus skænker os altså fuld tryghed, den tryghed, som allerede den smukke
bøn i Salme 139 fra Det gamle Testamente udtrykker, den bøn, som jeg også læste
fra alteret. Trygheden er, at vi ikke kan komme noget sted hen, hvor vores
himmelske Fader ikke er til stede og beskytter os.
Midt
under livets værste modgang, midt i de største rædsler er vi ikke forladt af
Gud, men beskyttet af ham på vej mod den endelige sejr.
Guds onde
modstander vil tage livet og glæden fra os og fylde os med sorg. Guds søn
derimod vil fylde os med håb og glæde, og han deler sig sejr med os. Som han
opstod, skal vi opstå – til evig glæde hos ham.
Amen