Prædiken
til 17. søndag efter Trinitatis søndag 2016 kl. 10.30 i Nivå kirke ved
sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk
Prædiketekst:
Markus-evangeliet, kapitel 2, vers 14-22:
Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde
til ham: ”Følg mig!” Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til
bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og
hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt
farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans
disciple: ”Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?” Men da Jesus
hørte det, sagde han til dem: ”De raske har ikke brug for læge, det har de
syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”
Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste.
Da kom der nogle til ham og spurgte: ”Hvorfor faster Johannes’ disciple og
farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?” Jesus svarede dem: ”Kan
brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har
brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er
taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof
på en gammel kappe; for så river den nye lap den gamle i stykker, og hullet
bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække, for så sprænger
vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!”

De raske har ikke brug for læge, det har de syge.
Den kristne kirke er et sygehus. Her indbydes mennesker til at komme og blive
helbredt. Og det er én eneste sygdom, som her bliver helbredt, nemlig synden,
men det har ringvirkninger, for i sidste ende vil det medføre, at vi helbredes
fra alle andre sygdomme, ja døden selv, når vi kommer frem til Guds evige rige
i paradiset.
Synden er ikke som andre sygdomme. Kun billedligt kan den omtales som en sygdom. Synden
er en ødelæggende magt i personlighedens midte. Vi er så selvoptagne, at vi
vender os bort fra vor skaber, ikke så vi tramper på ham, ikke så vi forbander
hans navn, men bare sådan, at vi har nok i os selv og ikke vil have nogen
indblanding fra Gud. Gud skal være vores livsforsikring, ikke vores livskilde.
”Synd er
intet andet, end at skabningen vender sig bort fra det uforanderligt gode til
det foranderlige; det vil sige, at den vender sig fra det fuldkomne til det
stykkevise og ufuldkomne, og allermest til sig selv”. Sådan skrev en tysk
teolog for o. 700 år siden.
Mennesket
er skabt til at leve foran Guds ansigt i tæt forbindelse med ham. Menneskehedens
ulykke er, at vi har vendt os bort fra Gud og indsat os selv på førstepladsen i
vort liv. Vores ulykke er også, at vi ikke ved det, og at vi ikke selv magter
at nå frem til denne indsigt. Tværtimod tror vi, at vi lever i frigørelse og
tjener os selv på allerbedste vis ved at undgå Gud på alle måder. Allerhøjst
kan han få lov at være der på vores betingelser.
Som Piet
Hein så rammende har sagt det:
”Man
vælger så rart demokratisk
en gud, der er, som vi vil.
Så gør det jo ikke så meget,
om han er den Gud, der er til”.
Den
virkelige Gud er menneskenes sande liv og lykke, men vi fødes med ryggen til
ham, og det er blevet vores ulykke. Vi fødes med den indstilling, at vi ud fra
os selv ved, hvad der er det bedste for os. Mennesket er et kunstværk, som vil
leve sit eget liv adskilt fra kunstneren, et kunstværk som vil definere sig
selv i strid med kunstnerens bestemmelser. Selv når vi yder vort allerbedste og
er allermest uselviske, sker det med os selv som kraftkilde og udgangspunkt og
på vore betingelser. Selv anser vi os som raske, men vores selvoptagethed
nedbryder os til døden og hindrer os i at se problemet.
Alligevel
oplever mange mennesker, at deres egne kvaliteter og ressourcer ikke slår til.
Før eller senere kommer de fleste i kontakt med deres egen sårbarhed og skyld.
Vi magter at indse, at livet ikke er problemfrit. Vi tvinges ofte til at indse,
at livet er barsk. Og undertiden indrømmer vi også, at vi har skyld.
Sådan er
menneskene. Sådan er vi. Netop sådanne som os kommer Jesus til. Han har været her
hele tiden, men vi kan hverken se eller høre ham. Gennem Bibelen taler han til
os. Sådan kommer lægen til de syge.
I vores
erfaringsverden oplever vi fædre, der svigter, og læger, der fejler. Hos Jesus
møder vi Gud, som er den far, der aldrig svigter, og Jesus som lægen, der
aldrig fejler. Gud vil have os til sine børn, selv om vi ikke er værdige til
det. Jesus indbyder os til sit rige, selv om vi er syndere.
Så længe
vi er ovenpå, kan vi undre os over, at nogen har brug for Jesus. Den dag, vi er
i nød, og især den dag, vi indrømmer vor skyld, kan vi undre os over, at Jesus
vil have med os at gøre. Og den dag hager vi os fast i, at Jesus ikke er kommet
for at kalde retfærdige, men syndere.
Jesus er
kommet for at ændre vores skæbne. Han er som lægen, der helbreder de syge. Når
vi lytter til ham, opdager vi ikke kun, at der er noget galt med os, men også,
hvad der er galt. Når vi lærer ham at kende, opdager vi, at der er hjælp for
selv den dybeste nød. Han viser en omsorg, som vi slet ikke
kunne drømme om.
Jesu
omsorg betyder ikke, at vi slipper for alle vore sygdomme. Den betyder heller
ikke, at vi ikke skal dø. Den betyder heller ikke, at vi får løst alle vore
familieproblemer og problemer på arbejdspladsen. Derimod betyder Jesu omsorg,
at han lægger en kraft ind i vores indre, som giver os styrke til at gå gennem
al modgang.
Denne
kraft er hans egne ord, hans egne udtalelser, hans egne løfter.
Disse ord
er så stærke, at de afgørende ændrer vores livsretning og vores status. Når vi
lytter til ham, ved vi, at vi ikke er alene. Vi er ikke alene med vores nød. Vi
er ikke alene med vores skyld. Vi er ikke alene med vores indre kaos. Vi er
ikke alene med vores egoisme og skam. Vi er ikke alene med alt det, vi ikke kan
overskue. Jesus er hos os med sin sejr over alt ondt. Midt i vores sorg deler
han sin sejr med os. Midt i vores skyld taler han til os om sin
syndsforladelse. Han renser os for al vor skyld. Midt i vores egen uværdighed
deler han sin værdighed med os. Når vi stirrer os blinde på alle vore egne
svigt, siger han til os: Se på min retfærdighed! Se på, hvad jeg har gjort! Det
er dit alt sammen. Og når vi fristes til at lade de syndige herske over vort
liv og ødelægge os, så siger han: Gå ikke den vej, men stol på mig, og lyt til
mig, så vil jeg hjælpe dig til at fornægte dig selv og holde dig til mig.
Fortæl mig, hvad der gør ondt, og jeg vil hjælpe dig.
Sådan
handler Jesus mod os. Hele tiden opmuntring, vejledning og kærlig formaning.
Det er hans stærke ord, som er Guds kraft.
Som Jesus
spiste sammen med åbenlyst syndige mennesker dengang, sådan byder han os til
bords hos ham i dag ved nadveren. Når vi lytter til hans ord og beder ham om
hjælp, så forandrer han vores indre. Hans ånd tager bolig dér. Han er hos os og
hvisker sin opmuntring ind i os. Vi får et andet syn på livet, på Gud, på Jesus
og på os selv. En dyb lettelse kommer ind i os.
Når vi er
i kontakt med vores skyld og overvældes af skyldfølelse, da er det ingen
selvfølge, at Jesus vil have med os at gøre. Man kan føle sig lukket ude af alt
og alle. Nogle kan fristes til at isolere sig. Andre fristes in deres
fortvivlelse til at gøre en ende på livet.
Heroverfor
står Jesus og siger, at han er kommet netop for at hjælpe den, der har det
sådan. Så længe vi synes, at vi kan klare livet selv, synes vi ikke, at vi har
brug for ham. Når problemerne overstiger vore kræfter, fristes vi til at dømme
os selv ude og give os. Netop da rækker Jesus sin hånd ud for at hjælpe os.
Som vi
sang det før: Min hjælp kommer ikke fra bjerge, ikke fra min vilje, ikke fra
mit mod, ikke fra mit eget hjerte, men fra Kristus.
Hos Jesus
befries vi fra at skulle måle os med vore fejl, nederlag og synder. Han
fastholder kaldet til, at vi skal følge hans gode vilje in hverdagen. Hele Jesu
etik om alt fra ægteskab til ejendom tjener til at beskytte menneskelivet, og
det er den vej vi skal gå med vore handlinger, men vi kender så udmærket,
hvordan vi må stride med tingene, og hvordan vi falder i synd og må leve af hans
tilgivelse. Selv om vi står i lære hos Kristus, begår vi fejl og må sige
undskyld. Grundlaget for vort liv er ikke, hvor godt det lykkes at gøre Guds
vilje. Grundlaget for vort liv er, at Jesus indbyder syndere, ikke retfærdige.
Grundlaget for vort kristne liv er, at han elsker os forud for vore
præstationer. Med vore præstationer skal vi tjene vort medmenneske, ikke vinde
Jesu kærlighed, for den har vi i forvejen. Uden hans kærlighed ville vi hverken
være døbte eller troende. Uden hans kærlighed var vi overladt til os selv. Hans
kærlighed befrier os fra, at vi hele tiden skal måle os selv. Hans kærlighed
befrier os fra præstationsræset. Han befrier os fra at have vores identitet i,
hvordan og hvor meget vi bringer os selv på banen, eller i hvor meget vi ejer,
eller i, hvor godt det går i familien, eller i, hvor godt det går på arbejdet.
Jesu kærlighed og omsorg sætter os fri. Vi får vores identitet i ham, som er
evig og uforanderlig og er til at stole på under alle forhold.
Og når vi
lever i denne frihed og glæde er der ikke grund til det, som spiller så stor en
rolle i andre religiøse bevægelser, nemlig faste. Men hvis vi kommer ud i en
stor troskrise, hvor vi synes, at vi er ved at miste troen og Kristus selv, så
kan der være anledning til at bruge ekstra megen tid på bøn og bibellæsning og
samtale med en kristen rådgiver og sjælesørger. Da er det ikke tid til at
feste, men til at søge Kristus. Her hører fasten hjemme ifølge Jesus.
Vi er små
skabninger, og vi er ovenikøbet syndere, og det betyder, at vi er afmægtige, og
at vi er ustadige. Vi står ikke fast. Vi har ikke holdt vore løfter. Vi er ikke
rene indeni. Vi kan ikke bygge livet på os selv. På den baggrund er det meget
glædeligt, at Gud har skænket os Jesus som det faste holdepunkt i vort liv.
Hele Jesu mission består i at opsøge og tage sig af mennesker netop som os. De raske har ikke brug for læge, det har de
syge. Jesus er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.
Min
hjælper alene er Kristus.
Hos ham er der rum dag og nat.
Her deler vi sorgen og glæden.
Her trøstes hver ensom forladt.
Amen