Prædiken 18. søndag efter Trinitatis 25. sept. 2016

Prædiken 18. søndag efter Trinitatis 25. sept. 2016

Prædiken 18. søndag efter Trinitatis 25. sept. 2016

# Arkiv

Prædiken 18. søndag efter Trinitatis 25. sept. 2016

Prædiken
til 18. søndag efter Trinitatis den 25. september 2016 ved sognepræst Jørgen
Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk
Jesus
sagde: "Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren
på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt,
den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af
det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren
ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan
I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene.
Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig
kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og
visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I
bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få
det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine
disciple.
Som Faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis
I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders
bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde
kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen."
Jesus vil
give os sin glæde. Det er formålet med kristendommen - et fuldkommen godt
formål. Han vil ikke bedrøve os på nogen måde. Her skal vi mærke os nøjagtig,
hvad han siger og ikke siger. Han siger ikke, at han vil bare vil gøre os glade
i bred almindelighed. Havde han villet det, så kunne han have nøjedes med at underholde
os. Nej, han vil give os sin glæde. Det er en helt særlig glæde, han vil
give os, nemlig glæden ved at være i pagt med Gud selv. Den glæde er dybere end
alle andre glæder. Et fuldstændig enestående liv vil han give enhver, der vil
følge ham.
Jesus
lærer os både, hvordan den glæde kommer ind i os, og hvordan man forbliver i
den.
Og i
stedet for kedelig og tør teori viser han hele sammenhængen i en illustration,
som vi alle kan forholde os til. Vi skal se på et frugttræ. I Jesu jødiske
kultur tænkte man på vintræer, og i vores danske kultur kan vi tænke på et
æbletræ.
Jesus er
som et frugttræ, og vi er grenene på træet, og Gud Fader er plantageejeren, der
ejer og passer træet.
Jeg er
meget glad for vores klassiske trosbekendelse fra Oldtiden, som vi sagde sammen
for et øjeblik siden, men Jesus giver os her en meget smuk og levende
illustration af den. Vi tror på vingårdsmanden, vintræet og grenene, som bærer
frugt. Vi tror på Gud fader, og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre,
og på den hellige almindelige kirke, som bærer Åndens frugt. Og forbindelsen
oppefra og ned mellem Gud, Jesus og de troende er kærlighed: Som Faderen har
elsket mig, har jeg også elsket jer; bliv i min kærlighed.
Jesus er
en meget stor pædagog, og han er ovenikøbet en pædagog med meget smukke
billeder. Jesus taler om himlens fugle og markens blomster og vintræet i
vingården.
Israels
gamle profeter havde en lignende sans for skønhed. De talte om Israels folk som
vintræet i Guds plantage eller vingård og Juda stamme var yndlingsplanten. Men
der kom ikke de frugter på træet, som Gud forventede. I stedet for vindruer kom
der vilddruer, og så rev Gud hele plantagen ned.
Gud har
gjort noget nyt. Han har plantet det sande vintræ, som skænker ham de frugter,
han ønsker. Dette træ er ikke hele Israels folk, men en enkelt person fra dette
folk, nemlig Jesus Kristus. Ham glæder Gud sig over uforbeholdent.
Vi kan
selvfølgelig spørge, hvad det kommer os ved, at Gud endelig har fundet sin
glæde. Det angår os, fordi Jesus indbyder os til at blive en del af Guds glæde.
Ja, vi er faktisk en del af planen, for træet har grene, og grenene er alle,
som følger Jesus. Han indbyder alle mennesker, jøder som hedninger, til at
blive podet ind på dette vidunderlige frugttræ, som er ham selv.
Andre
steder i Ny Testamente hører vi, at vi bliver indpodet på Jesus gennem dåben og
troen. Lige her taler Jesus ikke om det. Han taler til dem, som er
indpodet på træet.
Først
skal vi lægge mærke til, at vi har vores identitet i ham. Vi hører hjemme hos
Kristus. Vi hører til hos ham. Uanset hvordan verden går sin skæve gang, så har
vi hjemme hos Kristus. Og ingen kan rive os bort fra ham, hvis vi selv ønsker
at blive hos ham. Vi er altså hverken hjemløse eller identitetsløse.
Dernæst
taler om frugt. Paulus, en af Jesu ambassadører eller apostle, uddyber det i et
af sine breve ved at tale om Åndens frugt: Åndens frugt er kærlighed, glæde,
fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.
Gud
arbejder med grenene. Han ønsker, at de skal bære frugt. Det er jo den eneste
grund til, at gartneren har et træ i sin plantage: Hver gren på Jesus, som ikke
bærer frugt, den fjerner Gud, og hver gren, som bærer frugt, den renser Gud,
for at den skal bære mere frugt.
Jeg har
lige læst noget meget opmuntrende om ordet ”fjerne”. Grundtekstens ord på græsk
kan også betyde ”løfte”. Når en gren slæber hen ad jorden, bliver den beskidt
og bærer ikke frugt. Grenen er alt for dyrebar til, at man bare skærer den væk,
så gartneren skyller grenen, løfter den op og binder til træet, så den ikke
slæber han ad jorden, og så bærer den frugt. Det fortæller en vindruefarmer fra
Californien. Sådan arbejder gartneren.
Gud
løfter os, for at vi skal bære frugt, og han renser os, for at vi skal bære
mere frugt. Sådan arbejder Gud med os.
Når vi
hører om renselse, kan vi let ængstes ved tanken på, at vi hverken har rene
hænder eller rene hjerter over for Gud. Da er det godt at lytte til Jesu
opmuntring: I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.
Det, som
Jesus siger til os, der tror på ham, har allerede gjort os rene. Så stor
en frigørelse og magt er der, når Jesus taler til os. I stedet for at stirre os
nedslåede på vore egne synder og fejl, skal vi få glæde ved at lytte til Jesus.
Her er vi inde ved den inderste hemmelighed i det kristne liv, i kirkens liv.
Vi er dybt afhængige af ham, af Kristus, vor Herre og frelser. Hvor mennesker
bruger tid på at lytte til ham, dér vil troen, håbet og kærligheden vokse, og
hvor mennesker forsømmer at lytte til ham, dér vil disse ting sygne hen.
Derfor er
det så afgørende at gå i kirke, og derfor er det så afgørende at læse i Bibelen
og salmebogen og lignende derhjemme. Hvad Jesus har sagt, må have førstepladsen
i vort liv. Det er meget sjældent at mennesker bruger for megen tid på det, så
de forsømmer deres familie. Det mest almindelige er, at det altid kniber med at
få tid til Jesu ord. Men det er Jesu ord, som giver vækst og frugt. Hvis vi
skal trives og bære frugt for Gud, så skal bruge tid på at lytte til Jesus.
Jesus
renser os. Det er hans godhed mod os. Vi kan ikke rense os selv, men han kan
rense os. Vores ansvar er noget andet. Vi skal sørge for at blive hos ham. Vi
skal blive ved med at lytte, både når han opmuntrer os og vejleder os. Bliver
vi hos ham, så kommer vi til at bære frugt. Jesus siger ikke, at vi selv kan se
det, men han kan se det. Tænk, at vi små, syndige mennesker kan få lov at være
med i hans store gerninger! Det er en stor glæde og et stort privilegium.
Der er
også alvor forbundet med Jesu lære. Det er muligt at vende ham ryggen og
forlade ham, og da forvolder man sig selv en ulykke eller tragedie. En gren,
der brækkes af træet, visner og ender som affald, der brændes. Uden ham går vi
til. Livet ebber ud, og vi mister alt. Det må ikke ske! Lad os aldrig give
efter for fristelsen til at gå denne vej!
Modsat
denne advarsel nævner Jesus endnu et privilegium, nemlig, at vi vil få, hvad vi
beder om: Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I
vil, og I skal få det. Det er et løfte om, at vi vil få det, han lærer os
at bede om i Fadervor. Når vi beder, som Jesus vil, så får vi det. Han siger
ikke hvornår og hvordan, men at det vil ske. Jeg kan ikke overskue det, hverken
glæden eller vanskelighederne, men jeg ser blot, at vi her får en meget stor
gave. Jeg tror, at den bedste vej til den gave blot er at takke for den og
stole på den. Jeg ved godt, at fremgangsteologerne både her og der bruger denne
udtalelse til at love alle kristne guld og grønne skove, men jeg tror, at de
ikke har ret. Jesus led døden for sin tro og siger, at vi må være forberedte på
at lide for hans skyld. Jesus lover os Guds rige, men ikke fremgang i denne
verden. Derfor konkluderer jeg, at det er bønnerne i Fadervor, som loves
opfyldelse. Det store under er, at den kristne kirke lever den dag i dag. Troen
på Jesus Kristus er det daglige under.
Når vi
tjener Gud og bærer frugt, så ophøjer vi Gud og gør ham herlig for andre
mennesker. Igen: når vi ser på vore egne synder og fejl, kan vi ikke forstå
det, men Gud ser det. Gud gør sin gerning gennem sine børn, og det er ikke os,
der skal ophøjes eller have ære, men Gud.
Som
Faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I
holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders
bud og bliver i hans kærlighed.
Det gælder
om, at vi forbliver i Jesu kærlighed. Det er det grundlæggende. Dag for dag
skal vi leve af hans godhed og tilgivelse. Vi skal fordybe os i hans
frelsesgave og takke for den.
Det
gælder også om, at vi bestræber os på at holde hans bud. Vi skal fordybe os i
hans etik og leve efter den.
I vores
lutherske kirke er vi vante til at skelne skarpt mellem Guds gave, frelsen, og
Guds krav, etikken. Det har vi lært af Paulus, når han skriver om lovens pagt i
Moseloven og nådens pagt i Jesu død og opstandelse. Vores historie og salmer
gløder af forståelsen for denne forskel. Der er forskel på krav og gave. Kravene
fordømmer os, og gaven frelser os. Vi frelses ikke ved krav, men ved gave. Det
er det forløsende budskab til ham, der kommer til kort over for kravene.
Jesus
viser os her det kristne liv fra en helt anden synsvinkel. Han taler ikke om
gave og krav, men om kærlighed og frugt. Der er ingen modsætning mellem
kærlighed og frugt, tværtimod, for frugten er en følge af kærligheden. Vi skal
ikke bære frugt for at opnå Jesu kærlighed – det ville være et ubarmhjertigt
krav – men vi skal bære frugt, fordi Jesus viser os kærlighed. Vi skal bære
frugt for at glæde ham, som elsker os så højt, at han gik i døden for os og nu
beder for os hos Gud og en dag henter os hjem. Vi skal følge hans gode etik,
fordi det er den, som vi er skabt til at efterleve. Jesu etik er hensigten med
vort liv. Vi skal ikke modarbejde Jesus, men leve som hans venner og
medarbejdere. Vi skal bære frugt, for at Jesu glæde kan være i os og vores
glæde blive fuldkommen.
Amen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

  Karlebo Sogn   ·   Kirkekontoret, Rantzausvej 2 , 2990 Nivå - 49145584       +       karlebo.sogn@km.dk