Prædiken
til 20. søndag efter trinitatis 9. oktober 2016 kl. 10.30 i Egedal kirke ved
sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk
Prædiketekst:
Mattæus-evangeliet, kapitel 21, vers 28-44:
Jesus
sagde: Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første
og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg
vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og
sagde det samme til ham. Han svarede. Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de
to gjorde deres fars vilje?” De svarede. ”Den første.” Jesus sagde til dem:
”Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For
Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke,
men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke
bagefter og troede ham.
Hør
endnu en lignelse: Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et
gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han
forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden
nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men
vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje
stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde
det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil
undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det
er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed
ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil
han så gøre med de vinbønder?” De svarede: Et ondt endeligt vil han give de
onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når
tiden er inde?” Jesus sagde til dem: ”Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten,
bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens værk, det er
underfuldt for vore øjne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og
gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten,
bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.”
Gud kan
skrive på skæve streger. Det er det glædelige budskab, som Jesus bringer os i
dag.
Det
betyder, at Gud kan nå sit mål, selv om menneskene ikke alene går mange
krumspring, men også direkte bekæmper ham. Det er muligt at fortryde og ændre
kurs. Det gælder både enkeltpersoner og hele nationer.
Det er
os, der er de skæve streger, og det ømme punkt er vores medfødte modvilje mod
Gud og hans søn Jesus Kristus. Derfor kan mennesker både finde på at sige nej
til Gud, og de kan ovenikøbet finde på først at sige ja til ham og dernæst
undlade at gøre det, de har sagt ja til. Vi kan være meget besværlige.
Gud har
et kald til os. Han kalder os til at tjene ham hele vort liv. Ikke fordi han
vil gøre os til slaver, men fordi han ønsker os som medarbejdere for hans store
sag. Han ønsker os som administratorer i hans verden. Han ønsker at give os en
skøn tjeneste. Tænk at vi får lov at udfolde vore evner til hans ære! Tænk, at
vi får lov at arbejde for en, der er større end os selv.
Når Gud
giver os et sådant kald, kan vi sige nej, og det gør mange, men det gode er, at
nogle senere fortryder og vender tilbage til Gud og tjenesten for ham. Gud er
tålmodig. År efter år holder han ud med os og arbejder på at bringe os til ham.
Hvilken glæde, at han gør det, og hvilken glæde, at det her i livet aldrig er
for sent at vende sig til ham og tjene ham!
Det er en
meget stor glæde at tjene ham fra ungdommen af. Men der er mange med en helt
anden livshistorie. Langt senere i livet spørger de, om de kan få lov at være
med. Er der plads til mig? Da er det en lige så stor glæde, at vi kan svare:
Ja, du er hjerteligt velkommen! Og det svar har vi fra Herren Jesus selv.
Evangeliet
nævner ovenikøbet en røver, der hænger på korset og ikke kan yde noget som
helst. Han vender sig til Jesus og beder om frelse, og Jesus tager imod ham. Så
længe vi lever, er det aldrig for sent at vende sig til Frelseren. Det må stå
med ildskrift. Gud kan skrive lige på skæve streger.
Så vidt
enkeltpersonerne. Nu hæver Jesus sig op til et større perspektiv og begynder at
tale om folkene. Han fortæller en lignelse, der skal illustrere to vigtige
faser i Guds store historie med menneskene. Det meste af historien handler om første
trin, Israels historie. De var Guds udvalgte folk med en stor opgave, men
vendte sig bort fra Gud og mishandlede eller dræbte Guds udsendinge, profeterne
i Det gamle Testamente, og til allersidst dræbte lederne og Jerusalems
indbyggere Guds egen søn. Andet trin er, at Guds rige tages fra dem og gives
til andre folk. Det sidste er anden fase. Og der kommer vi med.
Nu kunne
man bruge denne historie til et langt udfald mod jøderne. Det bør vi ikke gøre.
Vi skal bruge denne historie til at feje for vores egen dør. Der er jo ikke
tale om, at mens jøderne afviste Kristus, har den kristne kirke bestået af de
rene engle. Tværtimod er der mange lighedstegn mellem Israels triste
forfaldshistorie og den kristne kirkes forløb, hvor frafald fra troen og
forvanskning af evangeliet desværre trives mange steder, ikke mindst i vort
eget land og vor egen kulturkreds. Jøderne er ikke vores modsætning, men vores
spejl.
Hvad vil
Jesus lære os med denne historie? Han vil vise os, hvordan menneskene er, og
hvordan Gud er. Menneskene er modvillige, og Gud er tålmodig og trofast i sin
kærlighed.
Paulus
skildrer samme historie, men uddyber lidt. Først afviste jøderne Jesus, og så
gik evangeliet ud til alle de andre folk, hedningerne. Vi er altså kommet med
på et afbud, så vi skal ikke hovere. Men når så hedningerne fuldtalligt er gået
ind i den kristne tro, så vil jøderne også omvende sig. Jøderne er således det
eneste folk, der har løfte om omvendelse.
Paulus
skriver også om, at der hele tiden er et lille jødisk mindretal, der tror på
Jesus. Paulus og de andre apostle er selv nogle af dem. Sådan har det altid
været. Undertiden har de været meget få. I de sidste 130 år er der sket det
glædelige, at dette lille mindretal er vokset til en stor bevægelse, der kalder
sig messianske jøder, jøder, der tror på Jesus som Messias, dvs. Kristus. Der
er nu 150 menigheder i Israel med omkring 20.000 medlemmer. I 1948 var der kun
12 messianske jøder i Israel. Verden over er der nu o. 300.000. Begynder vi at
ane, at Paulus ord går i opfyldelse?
Jesus og
Paulus giver os her omridset af et kristent historiesyn - ikke et syn, der
giver os mulighed for at afkode Guds mening med alle mulige politiske
hændelser, men et syn, der giver os mulighed for at forstå, at menneskenes
modstand ikke kan standse Guds plan.
Først
udvælger Gud Israel for at befri og forkæle dem og dermed vise hele
menneskeheden, hvor godt det er at tilhøre den sande Gud og tjene ham. Alligevel
reagerer hedningerne med modstand og had mod Israel og deres Gud. Da så Israel
vender sig fra Gud og slår både profeterne og Jesus ihjel, så går det gode
budskab om Jesus ud til alverdens andre folkeslag, som nu tager imod Israels
Gud. Til sidst vender evangeliet tilbage til jøderne, der så også omvender sig.
Gud kan skrive lige på skæve streger.
Gennem
hele denne lange dramatiske historie afsløres to ting: menneskenes ulydighed og
Guds barmhjertighed. Hverken jøder eller hedninger har noget at lade hinanden
høre. Alle har vi forbrudt os mod Gud. Synden, modviljen mod Gud, bor i os alle
og giver sig forskellige udslag hos alle. Det værste udslag af synden er
selvretfærdighed. På trods af det holder Gud ud med os og søger at vinde vore
hjerter ved at vise os barmhjertighed. Og toppen af det hele er, at den mand,
som jøderne fordømte og som hedningerne korsfæstede, nemlig Jesus, ham har Gud
gjort til fundamentet i sit store projekt. Jesu død er på den ene side udtryk
for, at menneskene i al deres uvidenhed og selvretfærdighed og modstand mod Gud
forgriber sig på Guds afgørende udsending, hans egen søn. På den anden side er
begivenheden udtryk for, at Gud i allerhøjeste potens kan gennemføre sine
planer midt i dette menneskelige kaos. Netop når menneskene bekæmper Gud
allermest kan de uden at være klar over det komme til at fremme Guds planer.
Det er ikke en opfordring til at bekæmpe Gud. Det er en advarsel i anden
potens. Og det er en opfordring til at tilbede Gud: O, dyb af Guds rigdom og
visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme og hvor usporlige hans
veje!
Jesus
Kristus er den store korsvej i menneskenes historie. Han er det eneste sunde og
sand vintræ i Guds vingård. Han er den eneste trofaste israelit. Han er det
eneste syndfri menneske. Over for ham skilles vandene, og menneskene deler sig.
Nogle følger ham, og andre tager afstand. Men ligesom han er verdens frelser,
sådan er det også ham, der vil drage alle til ansvar til sidst for deres
gerninger. Alle burde vi være helhjertede og troværdige som ham. Det er
alvoren. Barmhjertigheden er, at han tilbyder alle tilgivelse og forsoning.
Salig den, der tager imod hans fremstrakte hånd.
Europa
står i dag i samme fare som Oldtidens jøder. Vi står i fare for, at Guds rige
vil blive taget fra os og givet til andre. Allerede nu ser vi, at kristendommen
er i tilbagegang i Vesten, mens den har stor fremgang i Afrika og Asien.
Vi, som
går i kirke og tror på Jesus Kristus, må undgå forargelse og selvretfærdighed over
for denne udvikling og være solidariske med vores omgivende samfund således, at
vi trofast holder os til Kristus og beder til ham for vores folk. Vi må være
indstillet på, at vores kære folkekirke om få år kan være et mindretal både her
i Karlebo sogn og i befolkningen. Det skal ikke få os til at give op,
tværtimod. Hvad der tabes i bredden, må vindes i dybden, så vi atter kan vinde
folkets store flertal for Kristus.
Det var
en lykke for vort folk, da vi gik over til kristendommen. Det voldelige
hedenske samfund med dets ubarmhjertighed og forherligelse af vold og drab
forsvandt, og et helt andet barmhjertigt samfund voksede frem.
I dag ser
vi den modsatte bevægelse. Selv om vi stadig heldigvis har virkelig meget at
være taknemmelige for, så stiger både vold, korruption og organiseret
kriminalitet, og vi stresser hinanden med vores krav om, at alle i egen kraft
skal være vellykkede, succesfulde og smarte.
Jesus
kritiserer med sin lignelse landets ledere, for der er stort ansvar forbundet
med at være leder. Der vil altid være et mindretal, der ikke støtter lederne.
Men lederne vil ofte føre folkets flertal derhen, hvor de ønsker det. Derfor har
både præster, politikere, undervisere, kulturpersonligheder og alle andre, som
mange lytter til i dagens Danmark, et stort ansvar.
Hvor
trænger vi dog til at lære af Kristus, hvordan vi skal leve! Jesus giver os en
visdom og en indre kraft, så vi møder livets brogede mangfoldighed ud fra hans
kraft og hans idealer og ikke ud fra os selv. Alene bliver vi let slået omkuld
og kommer let på afveje. Jesus derimod er den urokkelige klippe, som man kan
bygge sit liv på. Selv om mennesker har forkastet ham, har Gud gjort ham til
midtpunktet og den bærende kraft i sin redningsplan for menneskene.
Amen