02/07/2024 0 Kommentarer
Prædiken til 21. søndag efter Trinitatis 2016
Prædiken til 21. søndag efter Trinitatis 2016
Prædiken til 21. søndag efter Trinitatis 2016
# Arkiv
Prædiken til 21. søndag efter Trinitatis 2016
Prædiketekst:
Lukas-evangeliet kapitel 13, vers 1-9:
På den
tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet
med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: ”Mener I, at de var større
syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men
hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som
tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige
end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal
I alle omkomme ligesom de. ”
Så fortalte
han denne lignelse: ”En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård,
og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til
gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ
uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til
ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få
gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år.
Hvis ikke, kan du hugge det om. ”
Menneskelivets
alvor og Jesu barmhjertighed. Det er emnet i dag. Vi er i alvorlig fare, men
der er en udvej, der er barmhjertighed. Jesus gør alt, hvad han kan for at vi
skal søge ham, og hos ham er vi hjerteligt velkomne.
Jesus
nævner menneskelivets alvor, fordi nogen fortæller ham om en konkret
forbrydelse. Det giver ham anledning til både at kommentere denne ugerning og
yderligere en ulykke. Den slags sker hele tiden. Mennesker dræbes og hånes.
Ulykker rammer her og dér. Mennesker har altid undret sig over det og stillet
spørgsmål. Hvorfor skulle det ske? Hvorfor skulle det ramme dem? Hvorfor skulle
det ramme mig, den enkelte? Hvad har de gjort, siden det skulle ramme dem? Hvad
har jeg gjort, siden det skulle ramme mig?
Der findes
religiøse lærere, som påstår, at de lidende er større syndere eller mere
skyldige end andre. Sådanne meninger fandtes i Oldtiden, og sådanne meninger
findes i dag. Jesus har en fuldstændig anderledes holdning. Først siger han, at
de lidende ikke er større syndere eller mere skyldige end andre. Det er en
lettelse. Dernæst har han en alvorlig tilføjelse: hvis I ikke omvender jer, skal I alle
omkomme ligesom de.
Alle skal
få samme endeligt som dem, der led døden for en voldsmands hånd, og dem, der
led døden i en ulykke. Det er bestemt ingen lettelse at høre det. Tværtimod
bliver det hele jo værre. Vi er alle på vej mod det værst tænkelige endeligt.
Jesus tænker på den endelige dom.
Menneskeheden
er på vej mod en katastrofe. Det er en chokerende oplysning. Vi ville helst
have, at Jesus skulle sige, at de lidende er lige så uskyldige som os andre,
men i stedet siger han, at vi er på vej mod en lige så hård skæbne som deres.
Denne oplysning spreder skræk og rædsel, og mange vil straks svare, at man hverken
kan eller skal skræmme mennesker ind i Guds rige, og det er da også fuldstændig
sandt. Det er bare ikke hele sandheden, for selv om man ikke kan skræmme folk
ind i Guds rige, ind i Guds kærlighed, ind i tilliden til Gud og til Kristus, ind
i nåden, så kan man godt skræmme os bort fra tilliden til de falske guder,
herunder den værste af alle falske guder, nemlig vores egen selvretfærdighed.
Den største skræk og rædsel kan nedbryde tilliden til afguderne, så man
begynder at spørge efter den sande Gud. Skræk og rædsel kan ikke få os til at finde
den sande Gud, men kan få os til at søge ham.
Skræk og
rædsel er en hård medicin mod afguder og selvretfærdighed, og man skal ikke
ordinere den til andre, med mindre man er villig til selv at smage den. Jesus
var villig. Han smagte selv denne rædsel, da han hang på korset og råbte: Min
Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?
Jesus led
en frygtelig død på korset under Guds forbandelse – ikke fordi han selv var en
synder, så han havde altså ikke selv brug for medicinen - men fordi han skulle
overvinde denne forbandelse, som hviler over menneskeheden. Og han offervilje
viser, at han ikke står på teoretisk behagelig afstand af den nød, han påpeger
i vores tilværelse. Jesus nøjes ikke med at påpege vores nød, men han gør også
noget ved den – ovenikøbet med sit eget liv som indsats.
I første
omgang nævner Jesus, hvad vi skal gøre. Vi skal omvende os. Det er eneste
redning fra katastrofen. Straks vil nogen sige, at kun Gud kan omvende os, og
det er også rigtigt, men det kommer bare ikke sagen ved lige her. Når en mand
frier til en kvinde, så er det kun ham, der kan vække hendes kærlighed til ham,
men det er ikke relevant at sige det, når han frier. Det eneste relevante for
kvinden er at svare ja eller nej på hans frieri.
Jesus
beder os her om at vende os bort fra vores selvretfærdighed og hen til ham, så
vi udelukkende bygger vort liv på ham. Han opfordrer os til at svare ja.
Det er
det, som vi kan gøre, og som vi skal gøre, hvis vi vil undgå det
frygtelige endeligt, som han advarer os imod.
Jesus taler
ikke som mafiaen: Tilslut dig min bande, for ellers gør jeg noget slemt ved
dig! Jesus taler som en redningsmand: Du er i fare. Lad mig redde dig!
Jesus
skildrer sin redningstjeneste med en lille illustrerende fortælling, en
lignelse.
Plantageejeren
leder efter frugter på træerne. Gud leder efter omvendelsens frugt i vore liv.
Finder han ikke noget, der viser levende tro hos os, så er vi modne til
undergang. Mens det sker, beder Jesus for os om, at vi må få en ny chance.
Jesus beder
for mennesker, der ikke tror på ham. Han gør alt, hvad han kan for, at vi skal
blive reddet og blive det, vi er skabt til. Vi er skabt til at være Guds børn
med en levende tillid til vores far og med en opførsel, der ligner vores fars.
Hvis der ingen spor er af denne tillid og denne levemåde, så er troen død. Der
har måske aldrig været nogen tro. Der har måske aldrig været nogen omvendelse.
Lad mig
understrege og indkredse, hvad troen er og ikke er. Tro er tillid til Gud og
ham, som han har sendt, Jesus Kristus.
Denne
tillid kan være meget svag og famlende og uvidende om de fleste ting ved Gud og
Jesus. Det gør ikke noget. Troen er frelsende alligevel, fordi den stoler på
Jesus. Jesus ser ikke på troens styrke, men på dens retning.
Den ægte
tro ønsker at holde sig til Kristus og lære mere af ham og at gøre det, som
glæder ham.
Det er de
frugter, som Gud ser efter.
Hvor der
ingen tillid er til Jesus, og hvor man ikke ønsker at lære af ham, og hvor man
ikke ønsker at gøre det, som glæder ham, dér mangler frugterne. Et sådant
menneske er i fare. Derfor beder Jesus for dette menneske og arbejder på at
vende hans eller hendes opmærksomhed mod Jesus. Det er omvendelse. At være
omvendt er at være vendt mod Jesus som frelser og Herre.
Vi skal
omvende os. Gud leder efter omvendelsens frugt. Jesus forsøger med denne
opfordring at trænge igennem det panser, som mennesker bruger til at holde sig
Gud fra livet.
Når vi
ser verdens nød og elendighed, fristes vi til at holde en studiekreds og
diskutere, hvem der har ansvaret. Hvis skyld er det? Når Jesus ser verdens nød,
så går han straks til sagens kerne: Menneskene er i nød, og vi skal omvende os.
Jesus belyser de enkelte ugerninger og ulykker ud fra helheden. De røde lamper
lyser for os alle.
Det er
skrap kost, alt for skrap for moderne mennesker, og mange smækker med døren,
men det er en destruktiv handling. I stedet for at blive vrede eller fornærmede
bør vi besinde os og omvende os eller søge fornyelse og vækst i vores tro, hvis
vi har omvendt os.
Vi
misforstår let, hvad Jesus siger om tro og omvendelse og omvendelsens frugter. Dårlige
erfaringer fra forskellige kirkelige miljøer kan meget let give os ubehagelige
minder og associationer. Vi må trænge gennem alle disse forhindringer ind til kernen,
Jesu egne ord. Her og kun her finder vi kilden til fornyelse af troen og det
kristne og kirkelige liv.
Hvis vi
tør skrælle vore vaneforestillinger bort og lade Jesu ord komme til, så får vi
lov at vide, hvad han mener med omvendelse og tro, og så får vi sand kristen
vejledning.
Vi skal
omvende os, men det er Jesus, der skaber troen i os. Det magter vi ikke selv.
Derfor må vi bede, som vi så tit synger det i en dåbssalme: ”Herre skænk os
troen fuld af glæde” (DDS 448,6). Lad det blive vor daglige bøn! Der er intet,
han hellere vil, end opfylde den bøn.
Nogle mennesker
ser tilbage på et langt liv, hvor de ikke ville have med Jesus at gøre. Måske
fortryder de og spørger, om der er håb for dem. Kan man være bekendt at omvende
sig sent i livet? Nytter det noget? Ja, det gør det. Det er det, som Jesus har bedt
for og arbejdet for, siden disse mennesker blev født.
Andre,
som har været troende længe, men kun alt for godt kender deres egne fejl og
synder og synes, de har så få frugter, om overhovedet nogen, og som derfor kan
blive nedslåede og bange, de skal også se på Jesus, der beder for os. Vores frelser
er udholdende og tålmodig, kærlig og omsorgsfuld. Han kan vi trygt fortælle
alt. Vi kan fortælle ham alt, hvad vi er bange for, og så siger han til os: ”Vær
ikke bange! Jeg er her for dig”.
Hvem er
Jesus? Ham kender vi på hans gerninger. Han beder for os hos Gud. Mens han gik
på jorden, sled han i det for at hjælpe mennesker. Og lige siden han satte sig
ved Guds højre hånd, har han også slidt i det for os. Han arbejder på vores
evige glæde og salighed.
Han ser
hver enkelt af os. Han kender vores nød, ikke kun hvordan menneskene har det i
al almindelighed, men også hvordan den enkelte har det. Her lærer udtrykkeligt,
at han går i forbøn for den enkelte.
Vi hører
i dag om alvoren, og den skal vi ikke slå af på. Tilsvarende hører vi også om
Jesu barmhjertighed, og den skal vi heller ikke slå af på. Den er vores
klippegrund, vores faste holdepunkt
Jesus er
vor tilflugt. Han beder for os. Han vil os det bedste for tid og evighed. Det
er det glædelige budskab.
Amen
Lukas-evangeliet kapitel 13, vers 1-9:
På den
tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet
med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: ”Mener I, at de var større
syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men
hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som
tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige
end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal
I alle omkomme ligesom de. ”
Så fortalte
han denne lignelse: ”En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård,
og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til
gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ
uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til
ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få
gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år.
Hvis ikke, kan du hugge det om. ”
Menneskelivets
alvor og Jesu barmhjertighed. Det er emnet i dag. Vi er i alvorlig fare, men
der er en udvej, der er barmhjertighed. Jesus gør alt, hvad han kan for at vi
skal søge ham, og hos ham er vi hjerteligt velkomne.
Jesus
nævner menneskelivets alvor, fordi nogen fortæller ham om en konkret
forbrydelse. Det giver ham anledning til både at kommentere denne ugerning og
yderligere en ulykke. Den slags sker hele tiden. Mennesker dræbes og hånes.
Ulykker rammer her og dér. Mennesker har altid undret sig over det og stillet
spørgsmål. Hvorfor skulle det ske? Hvorfor skulle det ramme dem? Hvorfor skulle
det ramme mig, den enkelte? Hvad har de gjort, siden det skulle ramme dem? Hvad
har jeg gjort, siden det skulle ramme mig?
Der findes
religiøse lærere, som påstår, at de lidende er større syndere eller mere
skyldige end andre. Sådanne meninger fandtes i Oldtiden, og sådanne meninger
findes i dag. Jesus har en fuldstændig anderledes holdning. Først siger han, at
de lidende ikke er større syndere eller mere skyldige end andre. Det er en
lettelse. Dernæst har han en alvorlig tilføjelse: hvis I ikke omvender jer, skal I alle
omkomme ligesom de.
Alle skal
få samme endeligt som dem, der led døden for en voldsmands hånd, og dem, der
led døden i en ulykke. Det er bestemt ingen lettelse at høre det. Tværtimod
bliver det hele jo værre. Vi er alle på vej mod det værst tænkelige endeligt.
Jesus tænker på den endelige dom.
Menneskeheden
er på vej mod en katastrofe. Det er en chokerende oplysning. Vi ville helst
have, at Jesus skulle sige, at de lidende er lige så uskyldige som os andre,
men i stedet siger han, at vi er på vej mod en lige så hård skæbne som deres.
Denne oplysning spreder skræk og rædsel, og mange vil straks svare, at man hverken
kan eller skal skræmme mennesker ind i Guds rige, og det er da også fuldstændig
sandt. Det er bare ikke hele sandheden, for selv om man ikke kan skræmme folk
ind i Guds rige, ind i Guds kærlighed, ind i tilliden til Gud og til Kristus, ind
i nåden, så kan man godt skræmme os bort fra tilliden til de falske guder,
herunder den værste af alle falske guder, nemlig vores egen selvretfærdighed.
Den største skræk og rædsel kan nedbryde tilliden til afguderne, så man
begynder at spørge efter den sande Gud. Skræk og rædsel kan ikke få os til at finde
den sande Gud, men kan få os til at søge ham.
Skræk og
rædsel er en hård medicin mod afguder og selvretfærdighed, og man skal ikke
ordinere den til andre, med mindre man er villig til selv at smage den. Jesus
var villig. Han smagte selv denne rædsel, da han hang på korset og råbte: Min
Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?
Jesus led
en frygtelig død på korset under Guds forbandelse – ikke fordi han selv var en
synder, så han havde altså ikke selv brug for medicinen - men fordi han skulle
overvinde denne forbandelse, som hviler over menneskeheden. Og han offervilje
viser, at han ikke står på teoretisk behagelig afstand af den nød, han påpeger
i vores tilværelse. Jesus nøjes ikke med at påpege vores nød, men han gør også
noget ved den – ovenikøbet med sit eget liv som indsats.
I første
omgang nævner Jesus, hvad vi skal gøre. Vi skal omvende os. Det er eneste
redning fra katastrofen. Straks vil nogen sige, at kun Gud kan omvende os, og
det er også rigtigt, men det kommer bare ikke sagen ved lige her. Når en mand
frier til en kvinde, så er det kun ham, der kan vække hendes kærlighed til ham,
men det er ikke relevant at sige det, når han frier. Det eneste relevante for
kvinden er at svare ja eller nej på hans frieri.
Jesus
beder os her om at vende os bort fra vores selvretfærdighed og hen til ham, så
vi udelukkende bygger vort liv på ham. Han opfordrer os til at svare ja.
Det er
det, som vi kan gøre, og som vi skal gøre, hvis vi vil undgå det
frygtelige endeligt, som han advarer os imod.
Jesus taler
ikke som mafiaen: Tilslut dig min bande, for ellers gør jeg noget slemt ved
dig! Jesus taler som en redningsmand: Du er i fare. Lad mig redde dig!
Jesus
skildrer sin redningstjeneste med en lille illustrerende fortælling, en
lignelse.
Plantageejeren
leder efter frugter på træerne. Gud leder efter omvendelsens frugt i vore liv.
Finder han ikke noget, der viser levende tro hos os, så er vi modne til
undergang. Mens det sker, beder Jesus for os om, at vi må få en ny chance.
Jesus beder
for mennesker, der ikke tror på ham. Han gør alt, hvad han kan for, at vi skal
blive reddet og blive det, vi er skabt til. Vi er skabt til at være Guds børn
med en levende tillid til vores far og med en opførsel, der ligner vores fars.
Hvis der ingen spor er af denne tillid og denne levemåde, så er troen død. Der
har måske aldrig været nogen tro. Der har måske aldrig været nogen omvendelse.
Lad mig
understrege og indkredse, hvad troen er og ikke er. Tro er tillid til Gud og
ham, som han har sendt, Jesus Kristus.
Denne
tillid kan være meget svag og famlende og uvidende om de fleste ting ved Gud og
Jesus. Det gør ikke noget. Troen er frelsende alligevel, fordi den stoler på
Jesus. Jesus ser ikke på troens styrke, men på dens retning.
Den ægte
tro ønsker at holde sig til Kristus og lære mere af ham og at gøre det, som
glæder ham.
Det er de
frugter, som Gud ser efter.
Hvor der
ingen tillid er til Jesus, og hvor man ikke ønsker at lære af ham, og hvor man
ikke ønsker at gøre det, som glæder ham, dér mangler frugterne. Et sådant
menneske er i fare. Derfor beder Jesus for dette menneske og arbejder på at
vende hans eller hendes opmærksomhed mod Jesus. Det er omvendelse. At være
omvendt er at være vendt mod Jesus som frelser og Herre.
Vi skal
omvende os. Gud leder efter omvendelsens frugt. Jesus forsøger med denne
opfordring at trænge igennem det panser, som mennesker bruger til at holde sig
Gud fra livet.
Når vi
ser verdens nød og elendighed, fristes vi til at holde en studiekreds og
diskutere, hvem der har ansvaret. Hvis skyld er det? Når Jesus ser verdens nød,
så går han straks til sagens kerne: Menneskene er i nød, og vi skal omvende os.
Jesus belyser de enkelte ugerninger og ulykker ud fra helheden. De røde lamper
lyser for os alle.
Det er
skrap kost, alt for skrap for moderne mennesker, og mange smækker med døren,
men det er en destruktiv handling. I stedet for at blive vrede eller fornærmede
bør vi besinde os og omvende os eller søge fornyelse og vækst i vores tro, hvis
vi har omvendt os.
Vi
misforstår let, hvad Jesus siger om tro og omvendelse og omvendelsens frugter. Dårlige
erfaringer fra forskellige kirkelige miljøer kan meget let give os ubehagelige
minder og associationer. Vi må trænge gennem alle disse forhindringer ind til kernen,
Jesu egne ord. Her og kun her finder vi kilden til fornyelse af troen og det
kristne og kirkelige liv.
Hvis vi
tør skrælle vore vaneforestillinger bort og lade Jesu ord komme til, så får vi
lov at vide, hvad han mener med omvendelse og tro, og så får vi sand kristen
vejledning.
Vi skal
omvende os, men det er Jesus, der skaber troen i os. Det magter vi ikke selv.
Derfor må vi bede, som vi så tit synger det i en dåbssalme: ”Herre skænk os
troen fuld af glæde” (DDS 448,6). Lad det blive vor daglige bøn! Der er intet,
han hellere vil, end opfylde den bøn.
Nogle mennesker
ser tilbage på et langt liv, hvor de ikke ville have med Jesus at gøre. Måske
fortryder de og spørger, om der er håb for dem. Kan man være bekendt at omvende
sig sent i livet? Nytter det noget? Ja, det gør det. Det er det, som Jesus har bedt
for og arbejdet for, siden disse mennesker blev født.
Andre,
som har været troende længe, men kun alt for godt kender deres egne fejl og
synder og synes, de har så få frugter, om overhovedet nogen, og som derfor kan
blive nedslåede og bange, de skal også se på Jesus, der beder for os. Vores frelser
er udholdende og tålmodig, kærlig og omsorgsfuld. Han kan vi trygt fortælle
alt. Vi kan fortælle ham alt, hvad vi er bange for, og så siger han til os: ”Vær
ikke bange! Jeg er her for dig”.
Hvem er
Jesus? Ham kender vi på hans gerninger. Han beder for os hos Gud. Mens han gik
på jorden, sled han i det for at hjælpe mennesker. Og lige siden han satte sig
ved Guds højre hånd, har han også slidt i det for os. Han arbejder på vores
evige glæde og salighed.
Han ser
hver enkelt af os. Han kender vores nød, ikke kun hvordan menneskene har det i
al almindelighed, men også hvordan den enkelte har det. Her lærer udtrykkeligt,
at han går i forbøn for den enkelte.
Vi hører
i dag om alvoren, og den skal vi ikke slå af på. Tilsvarende hører vi også om
Jesu barmhjertighed, og den skal vi heller ikke slå af på. Den er vores
klippegrund, vores faste holdepunkt
Jesus er
vor tilflugt. Han beder for os. Han vil os det bedste for tid og evighed. Det
er det glædelige budskab.
Amen
Kommentarer