Salmer: 99 - Velkommen igen - 100 - Kimer i klokker - 118 - Julen har englelyd /114 - Hjerte løft din
glædes vinger - Motet efter nadver: En rose så jeg skyde - 120 - Glade jul

Bøn: Vor Far i Himlen, vi takker dig for julens store glæde: At du lod din søn blive menneske, for at
frelse os fra døden. Amen.

Dette hellige evangelium læser vi i Lukasevangeliet kapitel 2 vers 1-14

Prædiken
Der var i julen 1942, hvor tyske tropper var spærret inde i Stalingrad af russiske soldater. De
vidste, at deres chancer for at overleve var meget små. En af dem var præsten, Kurt Reuber. På bagsiden af et russisk landkort tegnede han den kultegning, som I har fået i hånden. Madonna fra Stalingrad. Originalen hænger nu i Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche midt i Berlin.
Det var lige udenfor kirken, at et voldsomt terrorangreb fandt sted få dage før
jul og dræbte 12 mennesker.
Licht, Leben, Liebe…står der skrevet i højre side af billedet.
Lys, liv, og kærlighed… det er evangeliets stædige svar, når det onde viser sit frygtelige ansigt.
Vi kan vælge at lade angsten råde - og lukke os om os selv-og lade det onde stå
uimodsagt. Men vi har noget at sætte op som et værn mod meningsløshed, mørke og
død. Lys, liv og kærlighed. Tilgivelse og frelse. Og løftet om evigt liv.
Billedet er ikke i sagens natur ikke stor kunst.
Men det fortæller en historie om det inderste i julens budskab.
Vi ser den nyfødte Jesus, hos sin mor Maria. Nænsomt holder hun ham i sine arme,
som enhver mor ville gøre med sit barn.
Hendes kappe danner en hule, som et billede på hendes omsorg for den nyfødte. Hendes
ansigt røber tydeligt, at hun er barnets mor.
Maria svøbte sit barn....får vi at vide hele to gange i juleevangeliet.
Hun svøbte ham ikke bare i et stykke stof, men i kærlighed.
Billedet hentyder til en katolsk tradition om, at Maria beskytter den, som beder, med sin kappe.
Juleaften 1942 blev det brugt som alterbillede ved julegudstjenesten, dybt nede i en skyttegrav i Stalingrad, hvor de udsultede og bange soldater deltog. Maria er her også et billede på Gud.
Vi tænker som regel på Gud som en mand. Det falder lige for. F.eks i Fadervor. Gud er som den gode far. Kærlig og fast; barnet føler sig elsket og har alligevel faste rammer.
Men i Bibelen omtales Gud også mange steder med billedet af en kvinde.
Glemmer en kvinde sit diende barn?
Glemmer en mor det barn, hun fødte?
Selv om de skulle glemme,
Glemmer jeg ikke dig…. lyder det f.eks hos profeten Esajas (kap.49)
Her sad soldaterne - og hørte om Gud, der elskede
verden så højt, at han gav os sin søn....med den samme kærlighed, sådan som man
kan opleve i en mors omsorg og varme øjne.
Det var et budskab, de måske havde meget svært ved at tro på,
midt i den mørke og kolde vinter, i den belejrede by,
hvor krigen og døden var alle vegne.
Måske forstod de, at billedet ikke kun forstillede Jesus og Maria.
Men at barnet også var et billede af dem selv, indespærret i Stalingrad.
Og kvinden var et billede på Gud, som omslutter os både i liv og død.
Billedet kan næste ikke undgå at have rørt ved noget dybt i dem.
Og bragt lidt lys og håb, midt i håbløsheden.

Sådan er julen: Gud svøber verden i sin kærlighed.
Han ved, at selv den stærkeste soldat kun er et menneske, som har brug for omsorg
og kærlighed. Og at vi kan være at vi kan være spærret inde af vores angst og
frygt, for døden, for andre menneskers domme, for fremtiden.
Derfor lægger han sin kappe om os, svøber os; ligeså nænsomt som Maria svøbte
Jesus.
Efter julegudstjenesten i skyttegraven blev billedet
forsigtigt blev foldet sammen og lagt i en jakkelomme på en uniform, der
tilhørte en tysk kommandant, der var blevet hårdt såret. Han blev båret væk fra
skyttegraven, og kom med det sidste fly hjem til Berlin, hvor han senere gav
billedet til Kurt Reubers familie.
Selv endte han sit liv i russisk fangenskab. I julen 1943, en måned før sin død,
skrev han til sin kone: "I den enbårnes øjne skal du se en ny menneskehed,
der er blevet født af smerten, og overstråler al mørke og al sorg.".

Julen begyndte langt borte, i Betlehem, for mere end 2000 år siden.
Den nat, hvor Maria efter fødslen kunne holde sit barn i sine arme.
Hun havde født ham i en stald, midt i en bunke halm, for der var ikke plads til dem i herberget. Barnet var, ligesom alle andre nyfødte, helt afhængig af sine forældres omsorg og kærlighed.
Ude på marken lå der hyrder og vogtede får. De blev regnet blandt samfundets
værste udskud. Hvis man ikke kunne få andet arbejde, kunne man blive hyrde. Det
var forbundet med stor fare at opholde sig udenfor bymuren om natten. Så de
havde grund til at frygte for deres liv.
Da stod en engel pludselig foran dem og sagde:
Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag
er der født en frelser i Davids By; han er Kristus, Herren...
De skulle gå til Betlehem og finde barnet og dets mor Maria.
Men det som skete den nat, skabte også bevægelse i
deres hjerte og sind. De var ikke mere kun udstødte og foragtede mennesker–
Gud havde udvalgt dem til at være de første som kom og så barnet.
Og de blev på stedet fyldt af tro og håb og længsel efter den frelse, englen havde forkyndt for dem.
Vi må også lade os fylde af undren og
glæde over, at Gud valgte at komme til os, som et lille barn. Afmægtig og svag – og samtidig
så stærkt et symbol på håb og tro, som kun en lille nyfødt kan være.
Barnet i krybben, Jesus Kristus, er tegnet på, at Gud er kærlighed. At hans hjerte banker
varmt for hver af os, også når vi har mest brug for det.
Gud bøjede sig mod jorden da han gav os sin søn – og rakte sine hænder ud for at gribe vores.
At det blev jul betyder, at vi ikke længere overladt til os selv. Stik imod alle forventninger, midt i mørket og håbløsheden, - åbnede Gud en sprække og lod lyset slippe ud.
Han forlod sin himmel for at tænde lys i vores mørke.
Og det lys, der blev tændt, er det aldrig lykkedes hverken konger eller
præsidenter, generaler, krige og korstog, darwinisme og videnskab, den
teknologiske udvikling eller: Ateistisk selskab… at få slukket.
Lyset skinner i mørket…og mørket fik ikke bugt med det…
som vi kan læse i begyndelsen af Johannesevangeliet.
Fra den nat og til evig tid vil der aldrig mere være noget, der kan skille os fra Ham og hans kærlighed .... Vi skal lade os fylde af den store glæde, som forkyndes for os i julens budskab.
Åbne vores hjerte, så den kan slippe ind.
For: Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det!
Det skinner for os, når vi har mistet troen og håbet.
Det skinner for de ensomme og de fortvivlede,
for dem, der sørger, og savner en, de har mistet. Det skinner for os alle.
Glædelig jul! Amen