1.søndag efter Påske 2017 den 23. april i Egedal Kirke
Salmer: 408 - Nu ringer alle klokker mod sky - 218 - Krist stod op af døde (Berggren) -
241 - Tag det sorte kors fra graven/ 249 - Hvad er det at møde den opstandne mester-
236 vers 5. efter nadver- 292 - Kærligheds og sandheds ånd

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes kap. 20 v.19-31:
v19 Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« v20 Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren.v21 Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« v22 Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! v23 Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«
v24 Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. v25 De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
v26 Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« v27 Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« v28 Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« v29 Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«
v30 Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. v31 Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Prædiken
Påsken er forbi - alligevel synger vi her en uge efter Jesu opstandelse stadig påskesalmer.
Vi gør det ikke for at trække påsken ud, men for at holde fast i
budskabet om livets sejr over døden. Selv om det nogen gange godt kan være svært
at tro på i en verden, hvor død og ondskab
trækker store overskrifter næsten hver dag året rundt.
Men i påskesalmerne er det håbet, der får lov at tale, for fuld kraft.
Troen på opstandelsen må råbes ud:
Tag det sorte kors fra graven, plant en lilje hvor det stod…Solen sortned da han
blegned, som for os udgød sit blod, graven lyste, mørket segned, da forklaret
han opstod…..eller: Krist stod op af døde…ære være Gud i det høje.
Men i dag er det disciplen Thomas, som tager
ordet og træder frem og siger højt, foran de andre disciple og Jesus:
Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i
naglemærkerne og min hånd i hans side, tror jeg det ikke….
Han havde ikke været til stede, da Jesus viste sig for disciplene første gang.
Måske har man kunnet høre en knappenål falde til jorden i det øjeblik.
Men Thomas udtrykker vel bare den tvivl,
som de andre disciple også kæmpede med lige efter opstandelsen.
Disciplene opholdt sig bag lukkede døre, fortælles det…. af frygt for jøderne.
For de havde jo troet, de havde været så sikre, de havde været så fulde af tillid.
Men langfredag sank deres verden og deres
håb i grus – lyset var blevet slukket, og nu var der kun mørke og håbløshed
tilbage.
Ganske vist var der et par af kvinderne, som havde været forbi og fortalt,
at graven var tom, da de var derude tidligt søndag morgen.
Men det havde ikke overbevist dem – hvad kvinders udsagn på den
tid nok sjældent gjorde.
Og så stod han der pludselig – Jesus, som de selv havde lagt ind i
klippegraven og sagde: Fred være med jer…. som om han bare havde
været bortrejst et par dage.
Jesus vendte sig med det samme mod Thomas og bad ham til at komme
hen til sig: Ræk din finger frem, her er mine hænder, og
ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende…..
Om Thomas virkelig gjorde det, fortæller historien faktisk ikke.
Men han udbrød: Min Herre og min Gud!
Historien om den tvivlende Thomas er til alle tider ligeså levende og brugbar,
for tvivlende og søgende mennesker, som vil have beviser på, at Jesus
virkelig er Guds søn, og har svært ved at lade troen være det eneste vi har at holde os til.
Jesus svarer som bekendt: Du tror, fordi du har set mig.
Salige er de, som ikke har set og dog tror…
Han er måske ikke glad for at skulle vise
naglemærkerne frem til Thomas og de andre, som en slags bevis på opstandelsen.
Men han nægter ikke at gøre det. Han beder ikke Thomas forlade huset og melde
sig ud af discipelflokken.
Han kan bruge ham – som discipel og som vidne – også fremover.
Og historien var nok heller ikke kommet
med i Johannesevangeliet, hvis Thomas var blevet kasseret. Nu står den her, som
en af de meget vigtige, og for øvrigt meget få beretninger vi har, fra de 40
dage efter opstandelsen, hvor Jesus stadig var i verden.
For Johannesevangeliet er Guds storsind og udholdenhed det afgørende ….
at han kan holde os ud, og holder fast i os, uanset al vores tvivl og svigt
og skepsis. Hans kærlighed og tilgivelse er meget stærkere, end vi kan fatte.
Eller som det også kom til udtryk i Salme
30, som vi hørte oppe fra alteret, Jeg troede aldrig jeg skulle vakle, men
så skjulte du dig og jeg blev bange. Men: Du forvandlede min klage til dans…tog
min sørgedragt af dig. Guds kærlighed
og nåde strømmer stadig imod os, også når vi tror, at kilden tørret ud og forvandlet
til ørken. Hans kærlighed ophører aldrig.
Hvorfor skal vi gå i kirke 10 gange? spørger konfirmanderne nogen gange.
Jeg plejer at svare: For at lære gudstjenesten og kirken at kende, og det er en
del af konfirmationsforberedelsen!
Men svaret er egentlig forkert. Ingen skal gå i kirke bare for at få krydser -
vi skal gå i kirke for at få nyt mod til at leve i en verden, hvor undergangen
og mørket og døden hele tiden er vilkåret.
For at holde tvivlen og frygten på afstand.
Fred være med jer… lyder den korsfæstede og opstandne Herres hilsen til os i dag.
Slut fred med din tvivl, og din frygt og med dig selv.
Vi skal gå i kirke, for at få blæst ny livsånde og nyt mod ind i vores sind og tanker,
så vi kan finde hvile i troen på Jesus Kristus, og dele ud af kærligheden til alle
dem, som er bange og ensomme og sørgende
Og vi ikke forskanser os bag lukkede døre
eller bag vores fornuft eller hvad vi nu gemmer os bag.
Og vi skal gå i kirke for at lære at tilgive, som vi selv er blevet tilgivet -
som vi beder i Fadervor:
Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere…

Her må vi lige standse op et øjeblik ved det mærkeligste og mest uforståelige
i dagens evangelium.
Hvad er meningen, da Jesus siger til disciplene:
Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen
deres synder, er de ikke forladt…..
Hvad betyder denne fuldmagt ? Kan det virkelig passe, at vi har mandat til
at tilgive synder eller nægte at tilgive synder.
Er det ikke at give os en opgave, som vi ikke kan magte og dybest set tilhører Gud?
Jo det er det helt klart.
Kirkens historie er fyldt af eksempler på, hvordan den fuldmagt er blevet misbrugt:
Inkvisitionens kætterbrændinger og skikken med at selvmordere skal begraves
udenfor kirkemuren - bare for at nævne to. Og hvis vi skal bringe os selv i
spil, så er vi også dårlige dommere. Alt for hurtige...som regel virkelig
uegnede, vil jeg sige.
---
Jeg vil mene, at den fuldmagt, som Jesus
giver disciplene, samtidig med at de får Helligånden, er en fuldmagt til at
forkynde evangeliet.
Til at gå ud i verden at døbe og fortælle videre.
Dommen er og bliver Guds. Det tilkommer ikke nogen af os, at sætte grænser for
hans tilgivelse og kærlighed.
Men vi må leve vores liv i tro på, at ligesom hans hænder kunne række ud til Thomas og Peter og Judas – og røveren på korset - kan de også række ud mod ethvert menneske, som søger efter at finde mening i sit liv.
Også selv om hjertet måske er fyldt af tvivl og mismod.
Der er en lille historie, som I skal have her til sidst:
En lille pige stod og så på sin mors
hænder. ”Hvorfor har du så grimme hænder, mor?” spurgte hun.
Moderen så på hende og sagde: ”En dag, dag du var helt lille og sad ved bordet og legede, væltede du olielampen. Den faldt på gulvet og blev knust. Der gik ild i dit tøj, men jeg slukkede ilden
med mine hænder og reddede dig. Derfor har jeg så grimme hænder.”
Og efter en lille pause svarer pigen: Mor, ingen har så smukke hænder som dig!

Ja, og ingen har så smukke hænder som den
opstandne, på trods af de store dybe sår efter korsfæstelsen Langfredag.
Fred være med jer… siger han til disciplene og os.
Det er en fred som han selv har gjort mulig ved sin lidelse og død. Som han har
betalt den højeste pris for.
Døren til kirken står åben.
Her må vi komme, med vores tro og håb om, at den opstandne Jesus Kristus
er i blandt os, i ordet og salmerne, ved døbefonten og nadverbordet,
og når vi til sidst går herfra, velsignede og med
nye kræfter til at gå ud og gøre det, vi skal gøre.
Amen