Prædiken
til Påskedag 16. april 2017 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen
Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk
Prædiketekst: Markus-evangeliet
kapitel 16, vers 1-8:
Da sabbatten var forbi,
købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at
gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de
til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få
til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede
de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i
graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev
forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus
fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er
stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at
han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer
det.” Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig
selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Jesus er
opstået fra de døde. I skal se ham.
Det er det lysende og glædelige budskab, som samler den kristne kirke – ikke en
død mands minde, men den levende frelser og Herre.
Det er
den levende Jesus, som er den kristne kirkes hemmelighed og kraft.
Alligevel
ser vi også det modsatte denne påskemorgen. På trods af det vidunderlige
budskab flygtede kvinderne fra graven, for de var rystede og ude af sig selv.
De var bange.
Døden
trænger ind ad alle sprækker, ikke bare i kroppen, men også i sjælen. Ja, den
kan gøre os så vante til dødens verden, at vi ligefrem bliver bange for livets
Gud og hans sejr. Døden er ikke nem at leve med. Ikke alene bringer den sorg,
men den søger også at holde glæden og befrieren ude. Og når den ikke kan holde
befrieren fangen, så søger den at holde vores sind borte fra befrieren af ren
og skær frygt.
Opmuntring
fra den ene side og forfærdelse på den anden. Hvordan hænger det sammen? Det
hænger sammen, fordi vi er fremmede for Guds rige, fremmede for Jesu løfter,
bange for Guds magt. Når mennesker ser engle, bliver de bange. Selve kontakten
med det rene og hellige er skræmmende, selv når det blot er et af Guds
sendebud. Jesu opstandelse finder sted i dødens verden og de dødeliges verden.
Vi er så mærket af døden, længe får vi selv har oplevet den, at vi bliver mere
skræmt af opstandelsen end af døden selv. Døden er i den grad krøbet under
huden på os, at vi er blevet fremmede for Guds kraft.
Derfor er
det godt at se, at beretningen her ikke springer den svaghed over, men
fortæller det lige ud. Det hele er lige så realistisk og virkelighedstro, som
hvis det var os, der havde været til stede. Det betyder, at ganske almindelige
mennesker som os kan være med. Vi er ikke dømt ude på forhånd, selv om vi
kender til angst og frygt og fremmedgørelse over for Gud. Man behøver altså
ikke at være religiøst hjemmevant og have styr på det det med Gud og kirken for
at høre budskabet om Jesus og komme tæt på ham. Jesus kommer netop til dem, som
ikke har styr på det.
Og når
man kommer tit i kirken, finder man blot ud af, at vi aldrig får styr på Gud.
Igen og igen overraskes gamle kirkegængere over, hvad Gud kan gøre. Igen og
igen overraskes vi over, hvad Gud gør. Vi ved det teoretisk på forhånd, men
overraskes alligevel over det, når det sker. Altid har vi brug for, at han
bøjer sig ned til os og tager sig af os, som altid i vores indre bærer på en
fremmedhed over for Gud. Og her i denne beretning tager Guds himmelske sendebud
sig nænsomt af de frygtsomme kvinder og taler kærligt til dem: Vær ikke forfærdede!
Mange
mennesker har brug for tid til at vænne sig det glædelige budskab om Jesus. For
nogle kan det tage år.
Trods
menneskelig frygt og fremmedgørelse endog hos Jesu allernærmeste trænger
budskabet igennem og glæden overvinder frygten. Vi hører her om den allerførste
spæde begyndelse, de første minutter, da kvinderne kommer til graven og hører
den unge mands budskab. De løber fra graven og er bange. Men budskabet peger ud
over det første, frygtsomme øjeblik. De skal ikke blot kort høre om hans
opstandelse, men også gå til Galilæa og se ham selv. Jesu opstandelse er ikke
kun et rygte, men indebærer også, at de første kristne mødte ham. Så konkret er
det. Så stort er det. Så glædeligt er det.
Og der er
mere endnu. Det hele er forudsagt og lovet af Jesus selv. Jesus vidste, hvad
der skulle ske. Hele fire gange havde han sagt til disciplene, hvad der skulle
ske.
Det
indebærer, at det, der for os ser ud som den dybeste forvirring og det
fuldstændig uforståelige nederlag, tager sig helt anderledes ud i Guds øjne.
Det kunne Jesu disciple ikke se, da de stod midt i det, men bagefter kunne de
se det.
For os
kristne til alle tider betyder det, at Jesus har overblikket, når vi ikke har
det. Han ved, hvad der vil ske, han kender Guds planer, når vi ikke forstår
noget helst. Vi kan så øve os i at holde fast ved det, når vi står midt i
kriserne. Det betyder ikke, at alt, hvad der sker, er Guds vilje, men det
betyder, at Gud har en vej igennem det alt sammen, og det betyder også, at Gud
kan tvinge de onde kræfter til i sidste ende at udvirke det modsatte af det, de
vil. Tilværelsens ondskab vil kun skade os. Guds visdom og magt er så stor, at
han kan styre det hele, så ondskaben stik mod sin vilje kommer til at fremme
Guds planer. Gud sender ikke det onde, men han kan standse det eller inddæmme
det eller narre de onde kræfter.
Sådan gik
det med Jesus. Hans fjender troede, at de ryddede Jesus af vejen så effektivt
som muligt. I stedet skete der det, at Jesus overvandt det værste af det
værste, nemlig død og dom.
Når vi
står midt i mørket, er der håb, og håbet er Gud, der vil føre os igennem,
ligesom han førte Jesus igennem. Guds veje kender vi ikke. Vi sidder for lavt
til at kunne overskue dem. Men vi sidder ikke for lavt til at kunne tage vores
tilflugt til Gud midt i de sværeste livskriser.
Den
mørkeste og sværeste dag i disciplenes liv med Jesus havde han forudsagt, men
de forstod det ikke – til trods for, at han sagde det direkte, uden billedtale
eller symbolsprog, men modsætningen mellem de meget konkrete forudsigelser og
de undergerninger, som de så, var så stor, at de ikke kunne tage hans ord til
sig.
Efter
opstandelsen indså de, at det hele var sket, som han havde sagt. Der faldt et
helt nyt lys for dem over hans udtalelser. Og konsekvensen er, at hans død på
korset var en del af Guds plan, en del af Jesu mission. Det var ikke en
fejltagelse. Fjenderne troede, at de vandt over Jesus, men i virkeligheden
vandt han, ikke over dem, men for dem. Jesus stillede op for alle
mennesker og udvirkede helt nye muligheder for os alle, venner såvel som
fjender.
Langfredag
gik Jesus ind bag fjendens linjer. Påskedag sprængte han fjendens hovedkvarter
i stumper og stykker.
Langfredag
indså ingen, hverken venner eller fjender, hvad der skete. Kun Jesus vidste
det. Fra og med Påskedag begyndte hans venner at indse det, og lige siden har
den kristne glædet sig over sejren og takket Gud for den. Vi prøver stadig at
forstå, hvad der skete, men den bedste forståelse er nok tilbedelse og tak.
Vores nød
består i to ting. Den ene er døden, og den anden er dommen.
Over for døden
står vi andre med tomme og svage hænder. Vi formår intet. Derimod har Jesus
overvundet denne frygtelige kraft, og han rækker sine stærke hænder frem mod
os, og når vi lader ham tage os i hånden, så ånder han sit håb ind i os. Så
forbindes vi med ham, og så er vi på livets vej, ikke på dødens. Da ender vort
liv ikke i Dødsriget, men i Himmeriget. Da kan vi se frem til en glædelig
opstandelse ved verdens ende.
Over for
dommen kommer vi også til kort. Ingen af os har rene hænder. Ingen af os har
rent hjerte. Ingen af os kan rense sig
selv. Derimod har Jesus myndighed til at rense os fra synden og beskytte os mod
dommen.
Han
siger:
Den,
der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke
for dommen, men er gået over fra døden til livet (Joh 5,24).
Sådan
beskriver Jesus det kristne livs privilegium. Det evige liv er begyndt, og man
undgår den kommende dom. Frikendelsen har vi fået. Jesus nævner således vores
grundlæggende nød som overvundet.
Alt det
er konsekvenserne af Jesu opstandelse. Så gennemgribende er den begivenhed.
Om lidt
skal vi synge en salme, hvor der blandt andet står: ”Kom, hjerte, med hvad dødt
du har”. Det betyder, at vi kan bringe alle vore sorger og smerter til ham, og
han vil trøste os og op muntre os. Han siger: Fortvivl ikke! Jeg er her også.
Mist ikke modet. Jeg har sejret afgørende, og jeg vil sejre endegyldigt”.
Jesus
lever.
Alle
folkekirkens klassiske bønner slutter med, at vi omtaler Jesus som den, der lever
sammen med Gud fader: ”ved Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og
regerer i Helligånds enhed”. Ordene ”lever” og ”regerer” henviser til Påskedag
og Kristi Himmelfartsdag.
Og en dag
skal vi selv møde ham ansigt til ansigt på hans store dag til verdens ende,
hvor døden skal tabe for sidste gang, og hvor Jesus skal sejre for endegyldigt.
Som de
første disciple så ham efter hans opstandelse, skal vi se ham engang.
Hele den
kristne kirkes liv er fremadrettet. Vi er på vej mod et mål, som er større end
os selv, større end den verden, vi lever i nu.
Jesus
lever, og vi skal leve.
Glædelig
påske!
Amen