Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis 3. september 2017 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Markus-evangeliet kapitel 7, vers 31-37:

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde: ”Effatha!” - det betyder: ”Luk dig op!” og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: ”Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.”

Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.

Det er det gode budskab til os i dag. Det handler om Jesus. Gud har sendt ham for at handle godt mod os. Det kalder tak og glæde frem.

Jesus har magt til at helbrede. Det gjaldt dengang, og det gælder i dag. Derfor beder vi med frimodighed om, at Jesus vil helbrede syge, og derfor sker det også, når og hvor han vil.  

Jesus har omsorg for vores fysiske liv, og alle hans fysiske undere tager sigte på det. Han befrier mennesker fra druknedøden, fra sygdomme, onde ånder, sult og døden selv.

For denne mand er det noget særdeles afgørende, han mangler. Han mangler noget af det allermest dyrebare i menneskelivet, nemlig sproget. Han kan hverken høre eller tale. Det er sproget og tanken, der adskiller os fra dyrene. Denne mand er ikke berøvet tanken, men sproget, dette kostelige meddelelsesmiddel. Han kan tænke tanker, men ikke sætte ord på dem. En dyb menneskelig afmagt, der nok kan give mange fortvivlede øjeblikke.

Jesus har omsorg for hans legemlige nød. Og han bruger også lidt ekstra midler for at gøre manden begribeligt, hvad der skal ske. Jesus stikker sine fingre i mandens ører, så han ved, at det er dem, der skal ske noget med, og Jesus sukker mod himlen, så manden ved, at hjælpen kommer fra Gud, og Jesus siger et enkelt ord, som må have været nemt at mundaflæse, nemlig ”effatha!” der betyder ”luk dig op!” Jesus er meget pædagogisk i sin omsorg.

Jesus har omsorg for vores fysiske behov. Det er en meget vigtig del af den kristne tillid til Gud og tryghed hos ham. Gud sørger for os. Det er grunden til, at vi i dag synger høstsalmer og takker Gud for, at vi lever i et frugtbart, velorganiseret og derfor rigt land, hvor vi både har rigeligt til os selv og meget at give af til andre. Trods al verdens uro og krig og klimaproblemer og plantesygdomme, kan vi alligevel dyrke rigeligt med planter til at give os føden og nok til også at sælge til andre. Ser vi på verdenshistorien, er det absolut ingen selvfølge, at det går så godt. Så tak da Gud, ja pris dog Gud for al hans kærlighed.

Jesus har omsorg for vores fysiske behov. Og ligesom han ikke kun er vores frelser, men også vores forbillede, sådan skal vi ikke bare modtage hans fysiske gaver og leve af hans gavmildhed, men også selv være gavmilde og hjælpe andre. Hospitaler og herberger og nødhjælp af alle slags er en vigtig del af kirkens historie og mission. Hvor der er en missionsstation, er der også et hospital. Og hvor der er en kirke og et kristent menneske, bør mennesker kunne møde næstekærlighed. Det kan de også mange andre steder, og det skal vi være taknemmelige for. Al menneskelig godhed er en gave fra Gud, men som kristne skal vi kende vores forpligtelse og selv bære med.

Jesus har ikke kun omsorg for vores fysiske behov, men også for vore åndelige behov. Hans fysiske undere er tegn på noget større og dybere, som han vil give os. Jesus har også omsorg for vores gudsforhold. Han vil åbne vore ører for, hvad Gud har at sige. Han vil give os sans for Gud og hans rige.

Nu ved de fleste godt, at der må være en højere magt. Det behøver Jesus ikke fortælle os. Det har menneskene altid vidst. Derimod ved vi ikke, hvem han er, og hvordan vi kan møde ham på den gode måde.

Det er her, Jesus bringer noget helt nyt, for han påstår, at den, der har set ham, har set Gud (Joh 14,9). Jesus er i sin person den store overraskelse. Han er Guds billede.

Før læste jeg fra alteret teksten (Sl 115,1-9) om de stumme afgudsstatuer, som de hedenske folkeslag havde i gammel tid, og dér hørte vi også om, at jøderne kunne sige, at deres gud er i himlen og gør alt, hvad han vil. Jesus bringer os et skridt videre. Gud er ikke kun i himlen, men også her på jorden. Han er hos os nu. Vi kan ikke se ham, men det er ham, der rørte ved os i dåben, og det er ham, der er vært i nadveren, hvor han giver os sig selv. Det er ham, der bærer vort liv, og det er ham, der bærer vor tro og har kaldt os sammen og bærer hele vor gudstjeneste og fællesskabet her i kirken. Jesus tog sig af den døve mand dengang, men han tager sig også af os i dag.

Alt det så skaren et glimt af den dag, men de så ikke de dybder, som Jesu disciple senere fik at se. Senere fik de at se, at Jesus døde for at sone vore synder og opstod fra de døde som sejrherre over synden. Jesus har myndighed til at befri os fra synd og død. Han renser os fra synd og skænker os evigt liv og opstandelse. Han vil redde både vores sjæl og krop fra alt det, som ødelægger dem. Det er denne befrielse, som er hovedsagen. Det er denne glæde, som vi ikke har nogen medfødt sans for. Vi ved ikke, at Jesus befrier os fra de nedbrydende kræfter.

Derfor er det et guddommeligt under, når vi erkender det og begynder at ønske det og begynder at stole på, at vor Herre Jesus gør det for os. Da har Gud givet os sans for ham og tillid til ham. Det kommer ikke fra os selv. Det er Guds gave. Gud ånder på vort indre, så nye følelser og en helt ny tillid og glæde vokser frem derinde.

Alt det kan vi hverken tage af os selv eller fra os selv. Det må gives os, og Gud åbner ikke vores ører én gang for alle, men det må hele tiden gives os, og derfor må vi fortsat og vedvarende bede om, at Gud vil give os åbne ører. Enhver gudstjeneste er et under. Enhver bibellæsning er et under. Enhver bøn er et under, for her arbejder Gud med os.

Når Gud arbejder med os, kan der ske store ting. Ikke alene arbejder Gud på at gennemføre sine planer, men vi beder også om, at Gud vilje må ske, ikke vores egen. Så er vi blevet Guds medarbejdere. Troen i vort indre arbejder i al skrøbelighed med på Guds side mod vor egen synd og modvilje og døvhed.

Men der kan ske mere endnu. Vi kan også begynde at takke ham for al hans godhed. Og vi kan også begynde at fortælle andre, hvor meget godt han har gjort mod os.

Ligesom Jesus også er vores frelser på det åndelige område, sådan er han også vores forbillede. Som han fortalte os om friheden hos Gud, sådan fortæller vi også andre om denne frihed. Som Jesus delte gratis ud af Guds godhed, sådan gør vi det samme.

Når vi således beder, takker og gør Jesus kendt, så er der i åndelig forstand sket det samme med os, som skete fysisk med den døve og stumme. Når vi kan høre sandheden og godheden i budskabet om Jesus, så begynder vi også at tale om det. Der kan ikke sættes regler op for, hvordan og hvornår og hvor meget. Her er vi vidt forskellige, og Gud ske lov for det! Men hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Glæden og begejstringen baner sig vej gennem os, og det er er frihed og liv.

Sådan bliver vi tjenere for den nye pagt. Den gamle pagt, som Moses formidlede på Sinaj bjerg, var en pagt, hvor pagtens budskab stod skrevet i sten. Den nye pagt er skrevet med Guds Ånd i vores indre. Gud ridsede bogstaver i sten, men han ånder liv ind i os. Vi magter ikke selv at skabe det, men Gud har gjort os duelige til at tjene ham. Og denne tjeneste spreder tillid til hans kærlighed og glæde over ham.

Her til sidst vender jeg mig til vor store salmedigter Grundtvig, som i en meget dyb prædiken over Jesu helbredelse af den døvstumme har understreget en sammenhæng, som jeg aldrig før har anet eller hørt om.

Jesus begynder med de fysiske undere. Meningen er, at de skal åbne vore øjne for noget af Guds storhed og for retningen af Guds åndelige omsorg. Hvis vi ikke forstår denne side af de fysiske undere, så forstår vi heller ikke, hvilken retning den åndelige omsorg tager. Derfor er det så vigtigt, at de fysiske undere ikke er eventyr, men virkelige. Ellers fornemmer vi ikke Guds storhed og hans åndelige indgriben. Man kan altså ikke både fornægte de fysiske underes virkelighed og samtidig fastholde deres åndelige betydning.

Grundtvig peger også på, at det alt sammen har sammenhæng med, hvad vi er skabt til. Vi er skabt i Guds billede til at høre, hvad Gud har at sige, og vi er skabt til selv at sige det efter og føre det videre med vore egne ord. På den måde hører Guds ord og menneskenes ord sammen fra begyndelsen. Syndefaldet medfører, at vi bliver døve for Guds ord og overlades til vore egne forvildede tanker. Guds ord og menneskeordene skilles fra hinanden. Så begynder vi at dyrke tomme og stumme afguder, og så bliver vi ligesom dem. Nok kan vi tale om de fysiske ting, men det åndelige liv lider dyb skade. Vi kender hverken vort ophav eller vor fremtid. Vi kender hverken Gud eller hans planer med vort liv.

Redningen er Jesus Kristus, som netop i sin egen person er foreningen af dem, som blev adskilt. Han er Gud og menneske i en person, Guds søn og Marias søn. Når vi lærer ham at kende og får øre for hans ord, så bliver vi igen kendt med Guds ord, fordi Jesus i sin person kaldes Ordet. Når han taler, er det Guds ord, vi lytter til, men i Jesu mund er det også  menneskeord, og så fornyes vi således, at vi både hører Guds ord og selv begynder at tale det, når vi drøfter det med hinanden og giver det videre.

Jesus selv er således det store under, der gør store undere med os.

Når vi ser på helbredelsen af den døvstumme, så ser vi altså et ydre, fysisk billede af, hvad der åndeligt er sket med os selv. Da Kristus kom til os i dåben, var vi i forvejen døve for ham og vi kunne derfor ikke udvikle os til voksne, der kunne tale om ham. Men så kommer han til os og åbner vort øre for ham, og så vokser vi op til at kunne tale om ham.

Kristus åbnede vort fængsel, da han døde og opstod, og han førte os ud af fængslet, da han åndede på os, så vi begyndte at stole på ham.

Derfor skal vi frimodigt stole på de fysiske undere og frimodigt bede om, at Jesus vil gøre mange af dem for vore øjne, og så skal vi glæde os over, at beretningerne om de fysiske undere er så stærke, at de også kan frembringe åndelige undere.

Jesus har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.

Amen