Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 26. november 2017 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Matt 25,31-46

Jesus sagde: ”Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone og alle englene med ham. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller i fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv”. 

Kære menighed!

I dag skal vi døbe et lille barn. Ved dåben og troen bliver dette lille barn en af Jesu mindste brødre og søstre. Det er et stort privilegium at blive det.

Man døbes til at tilhøre Jesus. Præsten siger: ”Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus!” Forældrene overgiver i dåben deres barn til at tilhøre Jesus. Et sådant lille barn, som tror på Jesus, er dermed også repræsentant for Jesus, en lille ambassadør for ham, så vores holdning til barnets dåb og tro er også vores holdning til ham.

Glæder vi os over, at børnene bliver døbt og kommer til tro på Jesus, går til minikonfirmand og den egentlige konfirmation, eller glæder vi os mere over en nonfirmation?

Og når de unge kommer i gymnasiet, hvor den kristne tro ikke bliver strøget med hårene, og hvor mange kommer i tvivl og mister troen på Jesus, glæder vi os da, når de bevarer troen, eller ser vi helst, at de mister den og melder sig ud af kirken, eller er vi bedøvende ligeglade?

Hvis de unge begynder at gå i kirke, glæder vi os så, eller er vi betænkelige, eller er vi ligeglade?

Hvis vi er fuldstændig ligeglade og uengagerede i børnenes og de unges tro og aldrig ville røre en finger for at støtte denne tro, så er vi også fuldstændig ligeglade med Jesus, som børnene tror på.

Vi kan sagtens være dybt engagerede i børnene og holde meget af dem, men hvis vi er ligeglade med deres dåb og tro, så er vi også ligeglade med ham, som de er døbt til at tilhøre.

Vi lever i terrorismens tid. Uskyldige mennesker dræbes overalt, både muslimer, ateister, jøder, jezidier, kristne osv.

Som kristne må vi være imod alle disse overgreb. Vi må ønske og arbejde for retssikkerhed for alle mennesker på jorden. Når vi læser, hvad Jesus siger tidligere i Mattæus-evangeliet, nemlig i Bjergprædikenen, så finder vi dér selve grundlaget for denne indstilling, for Jesus lærer os at vise godhed mod alle, selv vore fjender. Vore medmennesker skal kunne regne med os. Vore nødhjælpsorganisationer skal hjælpe alle mennesker. Selv om et nødstedt menneske tilhører en religion eller et politisk parti, som bekæmper kirken, så skal vi hjælpe ham. Så langt, så godt!

Men hvordan har vi det med, at journalisterne i Vesten ofte er meget sene til at fortælle om, at det også er de kristne, der forfølges? Nogle er ikke bare sene, men også tavse. De kristne forfølges i Nigeria, Mellemøsten, Indien, Kina og Nordkorea for at nævne de vigtigste steder. Hvorfor hører vi så lidt om disse forfølgelser i medierne? Hvorfor rejser der sig ikke en flammende protest i alle kristne lande? Hvorfor er de kristne landes ledere og journalister ikke i front med at fortælle om det og protestere mod det? Hvordan forholder vi os selv til det? Gør det ondt på os? Ønsker vi at hjælpe? Eller er vi ligeglade med, hvordan det går vore trosfæller rundt omkring i verden? Når hverken journalister eller politikere er særlig ivrige efter at hjælpe dem, vil vi så hjælpe dem?

Vi skal hjælpe alle, men vi skal ikke glemme de kristne, og når alle andre glemmer dem, glemmer vi dem så også? Det er en del af alvoren i Jesu budskab til os i dag.

… jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.

Jesus pinder ikke ud, om det var had, frygt, glemsomhed eller ligegyldighed, der var årsag til disse menneskers svigt. Han nævner bare de manglende gerninger og ser indstillingen bag den. Når man ikke hjælper de kristne, så er det Jesus, man tager stilling til.

Vores holdning til og behandling af de mindste og svageste kristne afslører vores holdning til og behandling af Jesus selv. Som vi behandler dem, behandler vi ham, og som vi behandler ham, sådan er vores indstilling til ham.

Jesus Kristus er vejen, sandheden og livet. Det har han selv sagt (Joh 14,6), og de, der byggede Nivå kirke, anså den udtalelse for så vigtig, at de også huggede den i sten her ude over indgangsdøren til Nivå kirke.

Jesus er livet, fordi han har en enestående myndighed til at give liv og redde liv. Han helbredte syge, uddrev onde ånder, befalede over naturkræfterne og opvakte døde, så de fik livet tilbage, og han tilgav menneskenes deres synder og lukkede dem ind i Guds rige. Det gjorde han, og det gør han stadig, og det vil han blive ved med at gøre. Jesus er livet og giver liv.

Vi fødes ind i en verden, som desværre også er præget af det modsatte, nemlig ondskab, skyld og død. Trods verdens åbenlyse skønhed rummer den desværre også megen grumhed, og verdens skønhed kan ikke redde os fra dens grumhed. Før Jesus kom, var vi alene med grumheden. Efter Jesus er kommet, er der nu mulighed for befrielse fra ondskab, skyld og død.

Det er det, der gør ham enestående. Jesus tilbyder os sin hjælp. Tager vi imod hans fremstrakte hånd, så får vi hjælp mod alle de kræfter, som nedbryder menneskelivet.

Nogle mennesker får håb, når de hører om ham. De tager imod hans fremstrakte hånd og får hans hjælp.

Andre bryder sig ikke om ham. De vil klare livet selv eller søger hjælpen andre steder, og det får de lov til Jesus indbyder alle, men tvinger ingen.

Jesus lærer os, at vore valg har konsekvenser. Så længe vi lever i dette liv, kan vi ændre vores valg. Kristne kan falde fra, og ikke-kristne kan ændre deres indstilling og søge hjælp hos Jesus. Gud trækker tiden ud, fordi han ønsker at redde så mange som muligt. Men der kommer en dag, hvor der ikke kan gøres mere. Da kommer Jesus synligt igen for at standse al ondskab. Ondskaben og døden selv bliver arresteret. Da kommer det frem, hvad menneskene har valgt at bygge deres liv på. De, der har valgt Jesu hjælp, vil blive endeligt befriet fra ondskab, skyld og død. De, der ikke ønskede hans hjælp mod har valgt ham fra, vil dele skæbne med den ondskab, skyld og død, som de ville være klare selv. Når ondskaben og skylden og døden standses og låses fast for evigt, så standses og låses disse mennesker fast med dem.

Der er kun to muligheder i evigheden. Enten står man under Jesu beskyttelse og får hans fred i sit indre, eller også er man alene med sin skyld.

Man kommer ind under Jesu beskyttelse ved at stole på hans indbydelse og sige ja tak til den. Jesus har lært os at Fadervor. At bede denne bøn - ikke som en ligegyldig remse, men med tilslutning - er at tro på Jesus. Vi frelses ved denne tro. Da stiller vi os ind under hans beskyttelse.

Jesus fortæller os her, at vore gerninger mod de mindste og svageste og mest udsatte kristne viser, om vi tror på ham eller ej. De mest udsatte kristne er ofte de sultende, de tørstige, de fremmede, de nøgne og de fængslede, ligesom de også ofte er børn, der tror på Jesus i et land, hvor mange helst så, at kristendommen forsvandt, eller også kan det være gamle, syge og ensomme, som ikke længere kan komme i kirken og mangler et besøg med opmuntrin g til deres tro. Vores støtte til dem eller mangel på samme afslører vores holdning til Jesus. Vi frelses ved tro, men dømmes efter gerninger. Vore gerninger kan ikke frelse os. Vi kan kun række vore tomme hænder frem mod Jesus, og så vil han rense dem og fylde dem med sine rigdomme, men vore gerninger viser, hvem vi tror på, Jesus eller vore egne præstationer.

Jesus er ikke en mafiaboss, der straffer dem, der ikke vil tro på ham. Det er et vrængbillede af ham. Sandheden om ham er, at han er en redningsmand, der desværre ikke kan redde dem, der ikke vil modtage hans hjælp.

Alle mennesker ved godt, at skyld og død hører med til menneskelivets vilkår. Vi fødes med disse vilkår. Vi har skyld, og vi skal dø. Skylden tager den indre fred fra os, og døden tager livet fra os. Jesus rækker hånden frem mod alle og indbyder alle til at få hjælp mod netop disse forhold, som vi ikke selv kan overvinde. Jesus har overvundet dem for os, da han døde på korset og opstod fra de døde. Af uforklarlige grunde vælger mange at takke nej til hans hjælp. De vil hellere klare tilværelsen selv. Det er et tragisk valg. En gang græd Jesus over, at mennesker sagde nej tak til hans hjælp.

Det er stort at være menneske. Vi kan udrette og opleve store ting, men vi har også et stort ansvar, både for andre mennesker og for os selv. Og hvis vi ikke vil lade Jesus rense os for vores skyld, så kan han ikke redde os fra konsekvenserne af vores skyld. Alle bærer vi på skyld. Selv de bedste blandt os bærer på skyld. Og vore gode gerninger kan ikke rense os. Kun Jesus kan redde os.

Jesus har sagt her i klartekst, hvor alvorligt ansvaret er. Indirekte bønfalder han os om at tage imod hans hjælp. Man bliver ikke et mindre menneske af det. Tværtimod. Vi mennesker, som er så ærekære, får her tilbudt den største ære, nemlig at blive budt ind i den evige glæde i hans evige rige. Det er denne glæde, vi døbes til at få. Lad os derfor holde os til ham!

At vælge ham og følge ham kan koste meget på hjemmefronten og andre steder, men det er prisen værd. Al smerte og modgang i det kristne liv varer kun til en tid, men glæden i Guds rige varer evigt.

Amen