Prædiken til første søndag i advent 2017 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 4, vers 16-30:

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Alle gav ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: ”Er det ikke Josefs søn? ” Han svarede dem: ”I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! Og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby! ” Men han sagde: Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profetens Elisas tid, og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman”.

Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.  

Prædiken: 

”Scenen er din, Jesus. Vis os et par undere!” Det ligger i luften. Sådan forsøger Jesu tilhørere at sætte scenen. Det er næsten en art opvisning, man forventer. Bagefter kan man så ganske roligt og tilbagelænet sidde og tage stilling til, om man nu vil tro på ham. Det ligger også i luften, at Jesus bliver upopulær, hvis han ikke viser nogen undere.

Jesus lader sig aldrig forpligte på den slags krav. Han gør ikke undere på kommando. Han er ikke som en tam løve, man kan få til at optræde i cirkus. Jesus gør undere, kun når kærligheden tvinger ham til det. Han hjælper nødlidende og helst ubemærket, men holder ikke opvisning for nysgerrige. Han arbejder i redningsbranchen, ikke i underholdningsbranchen.

Derfor sætter han selv scenen. Det sker også her. Jesus citerer en kendt tekst fra Det gamle Testamente som sin programtale.

”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”

Det lyder jo vidunderligt. Hvorfor bliver de dog vrede over det? Fordi Jesus citerer en af deres yndlingstekster fra Det gamle Testamente, men undlader det, de allerhelst vil høre, nemlig, at jøderne som Guds udvalgte folk skal ophøjes over alle andre folk. Nazareth var en jødisk bosætterby, der skulle gøre det nordlige Israel jødisk og presse hedningerne ud. Og bagefter bøjer han det i neon. Der er i Israels dramatiske historie to eksempler på, at israelitterne ligefrem blev forbigået, og i stedet fik to hedninger hjælp fra Israels Gud. Disse to var en kvinde og en mand. Med andre ord: Det udvalgte folk kan ikke regne med  særbehandling.

Højdepunktet i det hele er dog, at han siger, at teksten er gået i opfyldelse lige for øjnene af dem, fordi Jesus selv er til stede. Den person, der taler i teksten, er Jesus, der nu står lyslevende foran dem og taler direkte til dem fra talerstolen. Tekstens person er nu hos dem i kød og blod.

Kort sagt udskifter Jesus en nationalkonservativ drøm med sig selv. I stedet for Israels genbosættelse af fædrelandet får tilhørerne Jesus selv.

Det var for meget – eller måske snarere for lidt. Jesus slap kun fra dem med nød og næppe.

Her er vi ved det store spørgsmål for alle mennesker til alle tider. Er Jesus for lidt? Eller er han nok i overflod for os?

Folk i Nazareth havde deres drømme, og vi har vores. De kan være helt anderledes. Det kan være drømmen om et internationalt samfund, hvor alle grænser er brudt ned, og alle lever fredeligt og godt med hinanden. Eller det kan være den nordiske velfærdsdrøm om et roligt og fredeligt liv i et lille land med mange glæder og nydelser, menneskelige så vel som materielle. Ingen af disse forskellige politiske drømme behøver ikke at være forkerte, heller ikke den nationalkonservative, men de må bare ikke blive vores religion. Vi har hverken krav på dem eller nok i dem. De kan ikke tilfredsstille vore dybeste behov.

Jeg forstår godt, at det var svært for bosætterbevægelsen i Nazareth at skifte alle deres politiske og folkelige drømme ud med Jesus, som de har gået i skole med. Skulle de virkelig opgive alle deres nationale drømme til fordel for ham? Skulle de virkelig på en studs opgive alt, hvad de hele livet havde lært hos rabbineren og i synagogen og så skifte det ud med Jesus? Skulle han være noget så særligt? Jeg kan godt forstå, at den proces krævede tid. Vi kan måske også forstå, at de blev vrede, for Jesus er meget provokerende. Derimod er det svært at forstå, at de ikke sætter sig ned og undersøger Det gamle Testamente for at se, om Jesus har ret. Der er jo faktisk mange bibeltekster i Det gamle Testamente, også her hos profeten Esajas, som Jesus læser fra, tekster, der siger, at hedningerne, altså alle de andre folk, skal med i Guds rige til sidst. Israel kommer på den grønne gren, men det gør mennesker fra alle de andre folk også. Der er ikke plads til nationalegoisme her. Israels privilegier er modellen for den frelse, Gud vil tilbyde alle folk til sidst. Herren siger i GT: Vend dig til mig, og bliv frelst, hele du vide jord! For jeg er Gud, der er ingen anden (Es 45,22).

Jesus er den store udfordring til alle tider. Det er ikke kun i Oldtiden, tilhørerne prøver at sætte scenen ved at kræve undere. Det ligger dybt i os, at han også i dag skal legitimere sig med et par undere. Vi vil have syn for sagn, beviser frem for snak.

Selv om der også sker undere i dag, så legitimerer Jesus sig først og fremmest ved kraften i sine ord. Det oplever man ikke automatisk, bare fordi man bruger tid på Bibelen. Man kan sagtens læse Bibelen hele livet og alligevel ende som modstander af kristendommen. Jesus vinder ikke mennesker på samlebånd. Alligevel vinder han mennesker ved sine mægtige og kærlige ord. Det sker ikke ved overtalelse og retoriske kneb. Det sker ved den myndighed og kærlighed, som hans ord rummer.

En politiker appellerer til vores handlekraft og vore politiske drømme. Jesus taler til samvittigheden og sætter den fri. Det er det, han mener med et nådeår fra Herren.

Politiske forandringer kan vi til en vis grad selv skabe, men de løser langt fra alle vore problemer. Et nådeår fra Herren er uden for vores kompetence, men det løser os til gengæld fra vor dybeste nød.

Et nådeår er amnesti på højeste plan. Her er ikke tale om politisk amnesti, men om amnesti fra Gud. Gud siger til alle mennesker, at de nu frit kan komme frem i lyset med alle deres mørke sider. Gud vil ikke dømme dem, men tage sig af dem.

Det er denne besked, Jesus bringer. Det er det, der er hans program. Det er det, kristendommen handler om. Og den amnesti består i, at man får fælleskab med Jesus og kommer ind under hans beskyttelse.

Jesus er Guds sandhed, han er opfyldelsen af Guds løfter. Han er det evige liv (1 Joh 5,20). Det, som bosætterne i Nazareth drømte om, kunne nok give dem en kortvarig politisk tilfredsstillelse i dette liv, men ikke give dem den evige salighed i Guds evige rige. Det samme gælder vore drømme om det gode og rolige og materialistiske liv. Det kan give os en livslang ydre tilfredsstillelse i dette liv, men det afhjælper ikke vor dybeste nød. Vi sidder for lavt. Vi drømmer ikke bare for småt, men forkert. Velfærdssamfundet er en Guds gave og kan meget, især i det ydre, men det kan ikke sætte samvittigheden fri, og det kan heller ikke skabe næstekærlighed og selvopofrelse. Det er lige modsat: Velfærdssamfundet forudsætter næstekærlighed og selvopofrelse, så det næste spørgsmål er, hvor de to ting skal komme fra. Det er nemlig ikke nok at sige, at man skal elske sin næste, men der skal også være en kraft, der får menneskene til at efterleve det. Det er ikke nok med beskeder og ordrer, der skal også varme hjerter til, og hvem skal varme vore hjerter for hinanden?

Hjertekulden hører til vore mørke sider, det, man skammer sig over – eller forsvarer, hvis man er så hårdhjertet, at man ikke synes, man skylder nogen næstekærlighed.

Jesus udråber amnesti til os alle. Vi kan frit komme frem for Gud og påberåbe os den amnesti, han har udråbt. Så bliver vi ikke dømt, men budt velkomne til alle de privilegier, som Jesus selv har hos Gud.

Jesus bringer os dermed en frihed, som ingen anden kan bringe.

Jesus vil redde os. I hans øjne er vi dyrebare. Vi er værd at redde. Jesus er kommet for at give os det, vi mangler, nemlig Guds tilgivelse og evigt liv, og det vil han gøre ved at forsone os med den levende Gud. Et nådeår fra Herren lukker os ind i fællesskabet med Gud. Dette fællesskab er det evige liv. Jesus vil give os dette liv, et liv, som ikke dør, liv, som ikke skæmmes af det onde, liv, som ikke skuffer eller tørrer ud. Det begynder som en indre befrielse og glæde, et håb og et lys i vort indre. I den kommende verden bringer han os den fuldstændige befrielse og nyskabelse af hele skaberværket. Guds nåde fører i sidste ende til den fuldstændige befrielse af både krop og sjæl.

Der er så meget, der gør ondt i menneskenes liv. Der er så megen sorg og bedrøvelse i menneskers indre. Der er så mange, der går rundt med sorg eller dårlig samvittighed eller begge dele. Et nådeår fra Herren er amnesti for de skyldige og trøst, opmuntring og håb for de sørgende. Befrieren er hos os. Han, der forstår dig til bunds, er her. Jesus var ikke kun i synagogen i Nazareth. Han er også her. Han lagde hånden på os i dåben. Han indbyder os til at komme til nadver om lidt.

Han bringer os et nådeår fra Herren, en befrielse og et håb, som ikke findes andre steder.

Vi begynder et nyt kirkeår i dag, kirkeåret 2018. Hvad er temaet for det nye år? Et nådeår fra Herren, hvor alle skyldige og nødstedte kan komme og få hjælp. Sådan sætter Jesus scenen. Det er godt, at netop han gør det, for kun da får vi den hjælp, vi behøver.

Glædelig advent!

Amen.