Prædiken til 2. anden søndag i advent den 10. dec. 2017 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 25, vers 1-13:

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. 

Kære menighed!

Jesus advarer os. Det kan vi ikke komme uden om. Han advarer os mod at komme for sent til en lukket dør. Her i dette liv kan vi komme for sent til så meget, og som regel klarer vi os på den ene eller den anden måde, men at komme for sent til Himmeriget, det er en katastrofe, som der ingen redning er fra.

Når vi hører et sådant budskab, sker der som regel ét af to. Enten bliver vi fyldt af frygt og beder til Jesus om, at vi må blive frelst, eller også bliver vi fyldt af vrede og smækker med døren og siger, at hvis det er kristendom, så er vi ikke kristne eller søger en mildere version.

Jesus selv siger: Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Bøn

Her er ikke tale om, at vi skal ligge vågne om natten, men om, at vi skal have vores forhold til Jesus i orden, både når vi står op om morgenen, og når vi lægger os til at sove om aftenen. Derfor er morgenbøn og aftenbøn ikke en tilfældig tradition, men netop at tale med Gud på de to vigtigste tidspunkter i døgnet, dels før man går i gang med dagens arbejde, hvor så mange forvirrende og udfordrende hændelser kan indtræffe, som vi ikke har styr på, dels før man giver sig søvnen i vold og fuldstændig slipper kontrollen.

Fadervor

Mange beder Fadervor morgen og aften. Det er en god ting, især hvis man virkelig tænker over, hvad man beder om, for da er netop denne bøn med til at holde os vågne.

Komme dit rige – som i himlen således også på jorden.

Guds rige kommer på to måder, usynligt, når mennesker hører om Jesus og kommer til tro på ham, og synligt, når Jesus kommer synligt ved verdens ende og tager Guds børn med ind i den kommende verden.

Vi beder altså i Fadervor om, at Jesus kommer igen, og vi beder også om, at vi må være forberedt. Vi skal være forberedt ved syndsforladelse fra Gud: Forlad os vor skyld! Den skal igen skal føre til, at vi tilgiver dem, der har forbrudt sig mod os: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Vi skal være forberedt ved at stå i en stadig kamp mod synden og det onde, og derfor beder vi om, at vi ikke bliver ladt alene med fristeren, men frelst fra det onde. Bønnen om det daglige brød rummer måske også en forberedelse, fordi der her er brugt et sjældent ord, som nok ikke betyder dagligt, men ”det, der ikke slipper op”. Ikke det daglige, men det evige brød lærer Jesus os at bede om. Med andre ord er det ham selv som livets brød, der er tale om.

Livets brød, tilgivelse og redning fra fristelse. At være vågen er dagligt at være opmærksom på disse ting og dagligt at bede om dem.

Gudstjenesten

Gennem årene har jeg mødt så megen undren over, at den kristne gudstjeneste skulle være nødvendig. Man kan sagtens være en god kristen uden at gå i kirke, siger folk til mig. Ja, det er sandt, der er mange døbte mennesker, som aldrig går i kirke, men alligevel er gode og kærlige i hverdagen, og de fortjener både tak og respekt for deres gode gerninger, men Jesus taler her om noget andet: uden kirkegang, uden hans stærke ord er det svært at være en vågen kristen.

Jesus påminder os om, at vi skal være vågne. Han advarer os mod at falde i søvn. Vi kommer ikke sovende til Himmeriget. Når vi lytter til Jesus i evangeliet, så lyser han ind over vores liv og tilstand, og vi vågner op eller holdes vågne. Jo længere der går, hvor vi ikke lytter til ham, jo mere døser vi hen.

Hellere sidde på kroen og tænke på kirken end sidde i kirken og tænke på kroen, lyder et ordsprog, som folk elsker at drille præsten med, og det er fint med lidt venskabeligt drilleri, men ellers har dette ordsprog ikke meget med virkeligheden at gøre. På kroen spiser vi god mad og hygger os, så vi går hjem og tager en lur. I kirken hører vi Jesus tale, så vi vågner op. Det er hvert sit.

Det store problem

Nej, det store problem er, at vi har så let ved at falde i søvn, så vores bøn tørrer ud. Hvad nytter det at tro på, at Jesus er Guds søn og verdens frelser, hvis man aldrig lytter til ham og beder til ham? Så er troen jo blevet til et dødt monument. Troen skal være et levende lys, ikke en død gravsten. Monumenter fortæller om noget, der har været engang, men det hjælper os ikke i dag. Det evige liv består i, at vi har forbindelse med Kristus i dag, for han er det evige liv (1 Joh 5,20).

Jesus lader os forstå, at hans genkomst kan trække ud – ikke i al evighed, men så meget, at det kræver årvågenhed og forberedelse.

Problemet i dag er dog ikke, at der er gået lang tid, siden Jesus var her synligt, men at den kristne kirke taler så lidt om Jesu genkomst, så lidt om årvågenhed. Mange regner nemlig med, at det slet ikke er nødvendigt. Alle bliver jo frelst til sidst, siger man, og så glider Jesu stærke ord ud af synsfeltet.

Når vi så lytter til Jesus her, hører vi det modsatte. Ham har jeg mere tillid end alle bortforklaringerne, og derfor tror jeg, at vi gør bedst i at indrette vort liv efter hans vejledning.

Årvågenhed

Når Jesus taler om årvågenhed, bliver vi stille, fordi vi godt ved, at vi ikke er så årvågne, som vi børe være, men hvis vi dog er årvågne i en eller anden grad, synes vi også, at det er både rigtigt og nødvendigt, at Jesus taler om det, og at kirken gentager det.

I andre af sine prædikener taler Jesus direkte om at være vågen, men her bruger han en lignelse. Først skildrer han noget, som alle gerne vil være med til, nemlig en bryllup, og siden skildrer han, hvordan nogle af brudepigerne alligevel ikke kommer med til festen, fordi de ikke har sørget for at være forberedt.

I lignelsen har de ikke sørget for at have olie nok til deres lamper. Olien er et billede på forberedelse. Deres tro er visnet. Deres bøn er død. Jesus er blevet fremmed for dem eller rangerer ikke længere som deres daglige tilflugt. Han er et kulturelt eller religiøst tilbehør, som i praksis overskygges af noget andet. Kulturelt tilhører de stadig kristenheden, men den daglige, levende forbindelse med Jesus Kristus er borte.

Vi kan fristes til at spørge: Hvor lidt kan jeg nøjes med? Men den ægte tro spørger ikke sådan. Den levende, glade tillid til Jesus spørger ikke, hvor lidt man kan nøjes med, men ønsker at vokse i tro, håb og kærlighed.

Her er en sikker advarselslampe: Når man er tilfreds med sin tro og ikke længere ønsker vækst og er holdt op med at bede om nåden og stride mod synden, så er man faldet i søvn, og så er det på tide at lade sig vække, når nogen rusker i en eller bare prikker en på skulderen. Sagt på en anden måde: Når man synes, at man kan undvære Jesu ord og bønnen, så blinker alle røde advarselslamper.

Mange siger: Man kan ikke skræmme folk ind i Himmeriget. Jeg vil svare: Ja, man kan ikke skræmme folk til at modtage Himmeriget, men man kan godt advare folk mod at miste Himmeriget, som de allerede har fået. At skræmme er at manipulere. At advare er at vise kærlighed. Den, der skræmmer, bruger sine egne teatralske og manipulerende evner. Den, der advarer, forholder sig til virkeligheden.

Gud har ikke kun givet os bønnen, men også Bibelen. Bibelen er skrevet af profeter og apostle, og de åbner vore øjne for adskillige ting, som vi selv enten overser eller lukker øjnene for – både ting i os selv og ting omkring os. Vor store salmedigter Grundtvig læste hele Bibelen flere gange hvert år. Det kan man mærke på både hans salmer og hans prædikener. De er gennemsyret af Bibelen.

Sorg og glæde

En gammel kristen sang siger:

Om han kom nu i dag din Herre og Gud ville da fra han åsyn du fly? Om du hørte i dag dette kaldende bud af basunen fra himmelens sky, vil fryd eller angst dig da gribe?

Det er som at høre profetteksten, jeg læste fra alteret:

Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? (Mal 3,2)

Når Jesus kommer synligt igen for at dømme levende og døde, når råbet lyder, at vi skal gå ham i møde, da vil det være en sorg at vide med sig selv, at man er kommet på afstand af ham, så han ikke længere kender en som en af sine, og modsat vil det være en glæde at vide med sig selv, at man nu skal møde ham, som man hver dag har lyttet til i evangeliet og talt med i bøn.

Den, der ængstes ved tanken på Jesu genkomst, vil måske straks tænke på alle de gerninger og præstationer, han skal til at undskylde sig med: ”Ja, men jeg har da gjort det og det. Du må da kende mig”. Denne tankegang er også en advarselslampe. Det gælder om, at vi er rodfæstet i Guds tilgivelse, ikke i vore egne meninger om, hvad vi har gjort. Åndelig årvågenhed er netop at være på vagt over for gerningsretfærdighed og at bede om at blive rodfæstet i det, som Jesus har gjort for os.

Åndelig årvågenhed er også at være på vagt over for synd og ulydighed, hvis et eller andet af de slags er ved at få magten over os og styre vort liv.

Det kan godt være, at vi ængstes ved at høre alt dette, men lad det så være anledningen til at bede til Herren og tale ud med ham om disse ting, så frygten vendes til glæde.

Selvfølgelig er det ubehageligt som prædikant at sige noget, som man godt ved, at kirkegængerne vil ængstes ved, men hellere det, end at mennesker skal ængstes, når Kristus kommer.

Vi kan frit bede til ham nu og sige: ”Herre, jeg mærker min frygt, og jeg har ikke styr på så meget af dette, men lad mig hvile hos dig!” Og hvad svarer han så i evangeliet: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

At bede sådan og lytte til dette svar, det er hovedsagen i den årvågenhed, Jesus taler om. Da lader vi nemlig ham tage sig af vores urolige og ængstelige sjæl.

Vi kender hverken dagen eller timen, hvor Jesus kommer. Ingen kan regne den ud på forhånd, og det er tidsspilde og afsporing at prøve på det. Lad os derimod bruge tiden på det, som Jesus opmuntrer os til, det der virkelig flytter noget. Som han selv siger:

Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

Glædelig advent!

Amen