Prædiken til juledag 2017 kl. 10.30 i Karlebo ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dkPrædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 1, vers 1-18:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

Lyset, det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Og Ordet tog kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Johannes vidner om ham og råber: ”Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.” Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogensinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.

Prædiken:

Der er to nyheder, en dårlig og en god.  

Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.

Det er den dårlige.

Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn.

Det er den gode. De to nyheder står lige klods op ad hinanden og midt i teksten.

Jesus deler vandene, og vi kender det udmærket fra vores hverdag. Nogle bryder sig ikke om ham eller tror bare ikke på ham og søger ham derfor heller ikke. Andre søger ham, fordi de tror på ham eller fordi de gerne vil tro på ham, og denne længsel er også en form for tro. Jesus banker på døren, og nogle lukker op, men andre holder døren lukket.

Disse to holdninger har en baggrund. Der går en historie forud. Der er sket noget før os, som leder frem til disse to vidt forskellige valg. Afvisningen af Jesus hænger sammen med mørket og sættes i relief af evigheden og skabelsen. Modtagelsen af Jesus hænger sammen med Jesu fødsel og dens betydning.

Kernen i begge dele er barnet i krybben. Hvem er han?

Til at begynde med så man bare et ganske almindeligt nyfødt barn. Kun hans seng var usædvanlig, nemlig en krybbe – og så alle de usædvanlige gæster: engle, hyrder og vismænd.

Da han voksede op, bemærkede man intet usædvanligt, bortset fra en enkelt lejlighed ved et besøg i Jerusalem, hvor han gjorde og sagde ting, som hans forældre ikke forstod. Først da han blev voksen og trådte frem som religiøs lærer, så man det særlige ved ham. Han optrådte med en myndighed i ord og gerninger, som man ikke havde set før. Denne myndighed er så gennemgribende, at man til sidst ikke havde andre muligheder end enten at sætte ham på linje med Gud selv – eller at dømme ham for gudsbespottelse. Vennerne valgte at sætte ham lig Gud. Fjenderne valgte gudsbespottelsen. Man dømte ham, som fra evighed af har været hos Gud. Paulus kalder ham et sted for herlighedens Herre. Havde fjenderne vidst, hvem han var, havde de ikke korsfæstet ham, siger Paulus (1 Kor 2,8), der selv var en tidligere rasende modstander af Jesus.

De korsfæstede ham, som fra evighed er lige med Gud. Her er vi inde ved de store dybder i Guds væsen. Gud har aldrig været alene, end ikke før verden blev skabt. Der var nogen hos ham. Det var Ordet. I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.

Vi kan vende og dreje det og alligevel føle, at det er svært at få styr på. Hvordan skal vi overhovedet kunne få styr på Gud og evigheden? Men evangeliet giver os her et indblik i, hvordan det var, før verden blev skabt. Guds evige Ord var hos Gud. Vi får et glimt af et fællesskab, som vi ikke kender til. Der siges endvidere, at Gud har skabt alt, altså hele universet, ved hjælp af ham: Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.

Skærtorsdag aften bad Jesus en bøn og sagde Jesus til Gud:  Herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde, før verden blev til (Joh 17,5). Det er perspektivet, og det overgår vores fantasi, og det fleste føler sig meget fremmede over for det, som Jesus siger ved den lejlighed. Få timer efter, at Jesus bad sådan, blev han arresteret og henrettet, den yderste afvisning: Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.

Ved vore egen tankekraft kan vi ikke erkende, hvem Jesus er. Afvisningen af Jesus er endestationen for alle menneskelige filosofiske og religiøse spekulationer. Om vi så vidste alt, hvad tusindvis af års forskning om verden kunne fortælle os, så kunne vi aldrig genkende Jesus som Guds skaberord. Verden er kommet på afveje og vi med den. Bibelen kalder dette problem for synden. Den består i, noget fint og fuldkomment er vredet ud af sin oprindelige form og funktion og dermed er i strid med sin oprindelige plan og mening. Billedligt talt: Bygningen svarer ikke længere til arkitekttegningen. Når man ser tegningen, kan man ikke længere se, at det er tegningen bag den bygning, man selv bor i. Bygningen er så forandret, at man ikke længere kan se sammenhængen. Der går ingen vej fra vores verdenserkendelse til sand erkendelse af Kristus.

Her har vi menneskehedens store nød. Vi er blevet fremmede for vores skaber, fremmede for hans skaberord, fremmede for Kristus. Trods skaberværkets skønhed og dybder genkender vi ham ikke. Mange tror, at han er en eventyrfigur, der hverken har noget med virkeligheden eller skabelsen at gøre. Denne holdning er menneskehedens tragiske historie. Gud har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør (Præd 3,11), siger Prædikerens bog i Det gamle Testamente. Og selv om Jesus viste sig for os i al sin magt og herlighed som skabningens herre, så ville vi ikke af hjertet tage ham til os. Han kunne nok tvinge os til underkastelse, men ikke vinde vore hjerter.

Det er den dårlige nyhed, men der er heldigvis også en god. Gud har nemlig ikke kun skabt verden ved sit ord. Han har også givet sig til kende ved sit ord. Jesus er i sin person selve afsløringen af Guds væsen: den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.

Gud baner sig vej ud af sin egen utilgængelighed og uforståelighed ind til os. Den utilgængelige kommer til os. Den uforståelige gør sig forståelig. Det er kernen i julens begivenheder. I dag får vi det hele at se i evighedsperspektivet. Julenat sagde englen, at barnet i krybben er Herren. I dag læser vi forordet til Johannes-evangeliet, som udfolder det, at han er Herren.

Ordet, som var hos Gud, og som var Gud, er kommet til os, ikke bare som skabningens herre – det er det, vi støder os på – men også som Guds kærligheds tolk, der smelter vore hjerter. Nu bliver det klart, hvad Guds kærlighed er. Det vidste vi ikke før: Ingen har nogensinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk (Joh 1,18).

Deri består kærligheden, ikke i at vi har elsket Gud, men i, at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder (1 Joh 4,10) – for at vi skal leve (1 Joh 4,9b)

 Jesus viser os Guds kærlighed, da han står frem som religiøs lærer og offentlig person. Og han viser os det allerstærkest netop, da afvisningen af ham førte til døden på korset. Det skal vi fordybe os mere i en anden gang. Til påske skal vi samle os om, at han gav sit liv, og feste for, at han sejrede. I julen fester vi for, at han i det hele taget er kommet til os. Han forlod sin egen verden og kom ind i vores som er meget anderledes. Vel er den smuk, men den har også strid og nød. Det koster noget at tage dette første skridt i processen. Man skal ville det. Det kræver en beslutning. Guds evige skaberord er kommet til os på den eneste måde, hvorpå vi alle kan være med, nemlig som et menneske, som en af os: Og Ordet tog kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Guds skaberord går over vores forstand, men et menneske kan vi forholde os til. Dér kan vi begynde, og så åbner han selv efterhånden dybderne i sin person for os.

Jesus er selve afsløringen af Guds kærlighed. Han er sin faders udtrykte billede (Hebr 1,3). Hans væremåde og handlinger er Guds væremåde og handlinger, og gennem disse mægtige kærlighedsgerninger vinder han menneskehjerter for sig.

Vi mennesker forstår ikke det skaberværk, vi er en del af, og vi forstår heller ikke skaberen, og vi genkender ham heller ikke, når han kommer som Jesus. Vi er blevet fremmede for Gud, men vi ikke immune over for godhed og kærlighed. Vi forstår ikke Gud, og vi bryder os heller ikke om ham, men vi har ét blødt punkt: Vi føler tilværelsens smerte, og vi glæder os, når nogen viser os godhed. Det er denne dør, Jesus går ind ad. Han kommer ikke ind i vores liv ved filosofi og overtalelse, tvang og herskermagt, men ved kærlighed. Mødet med hans kærlighed smelter - om ikke alle hjerter, så dog nogle. Og Evangeliet, det glædelige budskab, er ikke kun, at Jesus er kommet, heller ikke kun, at nogle tager imod ham, men at de, der tager imod ham, bliver Guds børn. Det er den status og værdighed, han giver os. Det er et meget nært og intimt forhold, som Gud skænker os. Det er større end alt andet.

For at gøre denne gave tydelig, kan vi sammenligne med Moseloven. Moses var Guds tjener, der formidlede Moseloven fra Gud til jøderne. Denne lov gjorde jøderne meget godt, blandt andet afskaffede den det tvungne slaveri hos jøderne. Ingen jøde måtte tvinges til at blive slave. Og ingen skulle dø af sult eller miste sin slægts ejendom for evigt. Moseloven giver frihed og socialt sikkerhedsnet. Derimod kunne Moseloven ikke give evigt liv. Denne kunne nok love det – til alle dem, der holdt den af rent hjerte – men den kunne ikke skabe rene hjerter, og derfor fik ingen evigt liv i kraft af den. Der er altså en grænse, som selv den gode Moselov ikke kunne overskride. Her berører vi noget meget væsentligt, som ikke kun angår fortiden og bibelhistorien, men også den moderne religiøse tilstand. Det er nemlig ikke kun jødedommen, der har en lov, der lover evigt liv til den fuldkomne. Det gør alle andre religioner også. Religionsforskeren Monier Williams sagde i et berømt foredrag i 1886 efter 42 års forskning i Østens hellige bøger:

”Tag selvretfærdighedens stolthed af,” siger vor hellige Bibel, “det er en beskidt klædning, helt igennem uegnet til at dække din sjæls nøgenhed i det skrækkelige øjeblik, når døden bringer dig ansigt til ansigt med en hellig Gud.” ”Tag selvretfærdighedens klædning på,” siger enhver anden hellig bog fra Østen. ”Klyng dig tæt til den. Fold den tæt om dit hjerte. Øg antallet af dine bønner, dine bodsøvelser, dine valfarter, dine ceremonier, dine ydre ritualer af alle slags, for intet andet end dine fortjenstfulde gerninger, opsamlet ligesom en kapital i en bank, kan frelse os fra evig ødelæggelse …

Lad os ikke lukke øjnene for det, som er fremragende og sandt og har godt ry i disse bøger, men lad os lære hinduer, buddhister og muslimer, at der kun er én hellig bog fra Østen, som kan være deres faste holdepunkt i den frygtelige time, da de skal gå alene ind i den usynlige verden. Det er den hellige bog, som indeholder det troværdige ord, værd at modtage for alle mænd, kvinder og børn og ikke kun for os kristne, ”at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere.”

Citat slut.

Det store skel i religionernes verden går således mellem vore anstrengelser, der ikke fører til Gud, og Guds nåde, der opsøger os. Gud rækker sin hånd ud, og den når helt ned i vores verden, helt derned, hvor vi er, helt ned til vore lidelser og smerter. Og så siger han: ”Tag min hånd! Så vil jeg bære dig og redde dig”. Som Johannes-evangeliet siger: loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.

Hvad handler julen om? Den handler om, at Gud har opsøgt os og sendt sit lys ind i verden.

Lad os bede om, at dette lys må komme ind i vort hjerte! Så er det den gode nyhed, der sejrer i vort liv.

Glædelig jul

Amen