Prædiken til Anden juledag, Skt. Stefans dag, den 26. december 2017 kl. 09.00 i Karlebo kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 10, vers 32-42

Jesus sagde: Enhver, som kendes ved mig over for min mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.

Prædiken:

Julefreden er forbi. Modstanden venter. Jesus er ikke længere barnet i krybben, men den voksne mester, der kalder på os. Han kalder os til at indtage et ganske bestemt standpunkt, nemlig til at kendes ved ham over for mennesker. Han kalder os til at kendes ved ham som frelser og Herre.

Mennesker kan gøre så meget ved os. De kan vise os den højeste form for kærlighed, den kærlighed, som mange har modtaget fra deres forældre, søskende og ikke mindst fra deres ægtefælle og børn. Mennesker kan også gøre det værste ved os. De kan med uskrevne regler kræve magten over os – vi kalder det gruppepres. De gøre grin med os, de kan håne os, de kan gøre livet surt for os, de kan bekæmpe os, de kan pine os på krop og sjæl, og de kan i sidste ende tage vort liv. Tidligere var det skolegården, de fleste frygtede. I dag er det de sociale medier. Det sidste er det værste. Skolegården fik ende, når klokken ringede. De sociale medier slutter aldrig. De nedladende bemærkninger spreder sig bare mere og mere. Tænk, at vi stadig er nogen, der har kendt en tid, hvor de ikke fandtes – hvor man kunne gå hjem og lukke sin dør og være i fred! Det kan man ikke mere. Hele verden kan kommentere en på nettet, og på få minutter kan man være hængt ud i hele verden.

Jesus er meget klar i mælet. Han taler ikke om Facebook og Instagram, Snapshot og Twitter, men om de helt nære forhold, nemlig vore allernærmeste, vores familie. På den ene side kan de være vore bedste støtter, og på den anden side kan de være den største hindring, når vi vil følge Kristus.

Det er ofte udfordrende for omgivelserne, når nogen skifter tro, både til og fra kristendommen. De tilbageværende føler, at de mister deres kære. De tilhører pludselig en anden magt eller anden tro, og de andre står tilbage med håret i postkassen. Der kommer noget andet ind mellem parterne, og det adskiller dem, så forholdet ikke er som før, også selv om man vælger at have forbindelse og ses lige så tit som før. Man har ikke fælles synspunkter som før.

I mange lande, især diktaturstaterne, betragtes overgang til kristendommen som forstyrrelse af den offentlige orden, som landsforræderi og oprør mod statsmagten. I en af Kinas provinser har kristne pensionister fået besøg af myndighederne, der siger, at de skal flytte deres billede af Jesus fra stuen og ind i de mindre rum, og så skal de i stedet hænge et billede af præsidenten op, hvis de vil bevare deres fattigdomsydelse. Det svarer vel til vores folkepension. I Egypten spurgte en gruppe danske præster den egyptiske stormufti, hvordan man ser på, at en muslim går over til kristendommen. Hvordan ser I i Danmark på landsforræderi, var svaret. Vi kan jo så tænke over, hvad vi selv ville gøre, hvis folkepensionen blev taget fra os, fordi vi havde et billede af Jesus hængende i stuen.

Det gør ondt på os, dersom vore nærmeste håner vores tro eller ligefrem vender os ryggen. Vi skal stadig elske dem, og vi skal stadig elske dem meget, men de må ikke blive herre over vores tro. Vore nærmeste skal ikke få os bort fra Kristus.

Derfor skal vi være meget bevidste i vores valg, når vi vælger at følge Kristus. Vi skal have tænkt det så nøje igennem på forhånd, som man nu kan, og det vil sige, at vi skal læse denne tale af Jesus og tænke på vore kære. Hvad vil de sige, og hvad vil jeg gøre, hvis de er meget kritiske? Vil og kan jeg leve med, at jeg står helt alene i min familie med min kristne tro? Rundt omkring i verden må mange leve med, at de bliver udstødt af familien.

I den forstand er Jesus ikke kommet for at bringe fred på jorden. Som han selv siger: Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.

Nogle af kristendommens kritikere er begyndt at kalde dette for Ny Testamentes sværdvers, og de citerer det som støtte for den tanke, at Jesus skulle opfordre til vold. Det er en misforståelse. Jesus lærer os ikke at gribe til sværd. Han opfordrer os ikke til at møde andre med sværd, men han forbereder os på, at andre desværre vil møde os med sværd.

Det er heldigvis ikke så almindeligt i Danmark, men mange nykristne med muslimsk baggrund lever med trusler og chikane. Det forlyder, at en ambassade for et land i Mellemøsten holder nøje øje med, hvem der engagerer sig i kristeligt arbejde, og de, der står frem som ledere, risikerer både fængsel, tortur og henrettelse, hvis de tager på en tur til deres hjemland.

Vi har også i Vesteuropa i Senmiddelalderen haft dødsstraf for at forlade den katolske tro. Siden Reformationen blev overgang fra den lutherske tro til den katolske tro straffet med landsforvisning. Først i 1849 fik vi Grundloven, der gav os religionsfrihed i Danmark. Det skyldtes bl.a. de stærke kristne pietistiske lægmandsvækkelser og Grundtvig. Pietisterne ville ikke underlægges statskirkens præster, som ofte havde forladt den bibelske kristendom til fordel fornuftsbetragtninger. Grundtvig havde besøgt England, hvor man havde en langt tradition for religiosnfrihed. De kristne kirkesamfund havde lært at give hinanden den frihed allerede i 1600-tallet, fordi ingen af dem kunne sejre over de andre. Til sidst opgav man kampene og gav hinanden religionsfrihed og skolefrihed. Grundtvig tog dette frihedssyn med sig hjem.

Når jeg på denne måde tager den europæiske historie med, skyldes det, at vi også skal kende de mørke sider af vor egen kultur. Også hos os har man set det som undergravende for samfundsordenen, at mennesker skiftede tro. Vi har så efterhånden lært at give hinanden den frihed, som Jesus selv lærer os, at vi skal give dem, der ikke vil have med kristendommen at gøre. Vi skal lade begge dele gro side om side indtil Dommedag (Matt 13,30). Vi skal ikke tæske løs på andre, men være forberedt på, at vi kan komme ud for hård modstand, hvis vi følger Kristus.

Den dybeste alvor i alt dette er, at vi hele tiden har med Jesus Kristus selv at gøre og med Gud at gøre. Selv har vi som troende med ham at gøre, når vi skal afgøre, om vi vil kendes ved ham eller ej, og vores valg bestemmer vor egen skæbne på Dommedag. Og alle andre har med ham at gøre, når de forholder sig til dem, som tror. Forfølger man de troende, er det Kristus, man forfølger. Støtter man de troende, er det Kristus, man støtter, om det så bare er med at række et bæger koldt vand.

Her taler Jesus ikke om almindelig humanistisk nødhjælp, der ikke tænker på, hvem vi er, men han taler om dem, der vælger at hjælpe de kristne, netop fordi de er kristne. Hvis det er de kristnes identitet, der er motivationen for hjælpen, så er det ikke bare nødhjælp, men også positiv stillingtagen for Jesus Kristus selv. Den person, som hjælper således, skal ikke gå glip af sin løn. Jesus ser altså denne nødhjælp som udtryk for, at man har valgt side i striden. Man har valgt ham på trods af forfølgelserne. Og da regner Jesus en sådan hjælper for en af sine disciple, og han bliver frelst.

Hans nødhjælp ser Jesus da som en frugt af hans tro. Han tænkte måske ikke på sig selv som kristen, men hans handling afslører, at han har valgt den rigtige side i striden, nemlig frelseren, og derfor bliver han frelst. Der bliver mange overraskelser på Dommedag. Dommedag ligger ude i fremtiden, men hver dag er en valgets dag, hvor vi vælger side.

Salig den, der vælger Kristus!

Amen