Prædiken til 2. søndag efter Hellig Tre Konger 14. januar 2018 kl. 1.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk 

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 4, vers 5-26:

Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.

  En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: ”Giv mig noget at drikke.” Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: ”Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritanske kvinde, om noget at drikke?” - jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: ”Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.” Kvinden sagde til ham: ”Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden, og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?” Jesus svarede hende: ”Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.” Kvinden sagde til ham: ”Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.”

  Han sagde til hende: ”Gå hen og kald på din mand, og kom herud!” Kvinden svarede: ”Jeg har ingen mand.” Jesus sagde til hende: ”Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.”

  Kvinden sagde til ham: ”Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.” Jesus sagde til hende: ”Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” Kvinden sagde til ham: ”Jeg ved, at Messias skal komme” - det vil sige Kristus; ”når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus sagde til hende: ”Det er mig, den der taler til dig.”

Vand. Moral. Religion. Alle bliver vi tørstige. Alle har vi ridser i lakken. Alle har vi spørgsmål om religionen. Vand, moral og religion er aktuelle emner i dag som i Oldtiden. Sådan ligner vi den samaritanske kvinde. I Danmark har vi så fået en lidt bedre vandforsyning, end hun havde, men mange har i dag samme ægteskabelige problemer og sorger som hende, og når man møder nogen, der ved lidt om religion, skal man også lige have luftet sine seneste religiøse spørgsmål, alvorlige som overfladiske. Det kunne jo være, at det nye bekendtskab har noget nyt at sige.

Og det har han så – ikke bare et eller andet tilfældigt nyt, men det helt store overraskende nye og anderledes. Det er så overraskende nyt, at man stadig møder mange mennesker i vores gamle kristne land, som ikke har forstået det særlige ved ham. Sådan vil det altid være. Aldrig kommer formidlingen af hans budskab til at køre på automatpilot. Mødet med hans budskab er noget dybt personligt, og tilliden til ham kan kun vækkes af ham selv. Vi kan ikke skabe den.

Jesus er vores medmenneske. Dengang bad han folk om noget at drikke, når han var tørstig, og det bliver man let under den skarpe sol i Mellemøsten. I dag beder han os om små og store tjenester i hverdagen. Vil du passe dine lektier? Vil du hjælpe med at gøre rent? Vil du hjælpe din gamle mor, som skal på plejehjemmet? Vil du give en hånd med, når der skal holdes gudstjeneste her i kirken? Jesus beder os om tjenester, fordi han er vores medmenneske, der har brug for vores praktiske hjælp. Og rigtig mange mennesker har forstået det, for Jesus har jo lært os at være næstekærlige. ”Elsk din næste som dig selv”, siger han, og mange vil både nikke til det og handle derefter. Vi kan give et glas koldt vand til en tørstende, og vi kan gøre meget andet godt, som kalder smilet og glæden, lettelsen og takken frem. Hvis nogen giver os en kop kaffe eller tilbyder os et lift, lyser vi op, og hvis nogen byder os på middag, så kan det være en meget stor ting, især, hvis man er træt og nedtrykt og ikke orker så meget.

Midt i alt det forsøger han så at sige, at hjælpen også går den anden vej. Vi kan gøre meget for Jesus, men han kan gøre uendelig meget mere for os. Ikke bare helbrede os for vore sygdomme, ikke bare skaffe os et job, ikke bare hjælpe os med vore ægteskabelige problemer, men slukke vores tørst for evigt og give os en kilde med vand til evigt liv.

Her er det særlige ved Jesus. Han skænker os det, som alle kulturer til alle tider har drømt om, nemlig evigt liv. Alle kulturer har drømt om det, men ikke alle enkeltpersoner bryder sig om det. Særligt i vores vestlige kultur har der i mange år været en dyb skepsis over for tanken om evigt liv. Man forestiller sig, at dette liv bare skal fortsætte med alle de tunge minder, al sorgen og savnet, alle depressionerne, al skyldfølelsen, al angsten, alle de psykiske problemer, alle de legemlige skavanker, alle familieproblemerne, alle klodens politiske og økonomiske problemer, alle miljøproblemerne, osv. Man bliver helt træt ved tanken, og tænker, at det evige liv er evigt besvær, og døden er en nåde. Fejlen er, at man forestiller sig evig eksistens uden befrielse, og det siger man naturligt nok nej tak til, for evig eksistens uden forløsning er i virkeligheden ikke evigt liv, men Helvede.

Evigt liv er evig eksistens med total, gennemgribende befrielse. Ja, men hvordan skal vi forestille os det? Hvilken alder skal vi have? Hvad skal vi foretage os? Og vil vi ikke hele tiden sørge over dem, der ikke ville være med?

Sådan spørger vi, og vi kan ikke spørge anderledes, for vi er blevet fremmede for det evige liv. Vi ved ikke, hvad det er. Derfor er det så livgivende, når Jesus fortæller os hvad kernen i det evige liv er, nemlig at kende Gud og ham, som Gud har sendt, altså Jesus selv (Joh 17,3). Og det er så vidunderligt, som vi hørte det før fra alteret, at vi skal se ham, som han er (1 Joh 3,2). Vi kender ham nu. Vi kender hans røst fra evangeliet, men en dag skal vi se ham, som han er og aldrig skilles fra ham. Tænk, at han tilbyder os en så vidunderlig gave her og nu! Ikke bare bliver evigheden fyldt med ham som livskvalitet, men det gør dette livs hverdag også.

I samme øjeblik vi beder Jesus om det evige liv, bliver hele vores liv involveret, både vores handlinger, vores egoisme og samvittighed og vores religiøse tankeverden. Det levende vand fra Jesus går helt ned i sjælens mørkeste kroge for at læske og friske os dér. I samme øjeblik vi beder om hans vidunderlige vand, bliver det klart, at han vil hjælpe os ud af al den bedrøvelse og fortrængning, som synden skaber, og så vil han i stedet give os et åbent og glædeligt forhold til Gud. Jesus kender os til bunds. Han ved, at en frygtelig magt forvrænger og forkrøbler vores liv. Når vi selv vil spille vor herre i vort liv, så kommer vi uvægerligt til at skade både andre og selv. Vi ved, at der er forskel på godt og ondt, men vi ved ikke altid, hvad der er godt og ondt, og vi magter heller ikke selv at undgå det onde fuldstændig. Alle, der elsker det gode, kommer i strid med det onde i dem selv. Jesus vil skænke os levende vand, der strømmer gennem hele sjælen, og læsker os alle vegne, også dér, hvor livet gør allermest ondt. Han vil løse os fra både skyld og død. Synden er en forvrængende magt, der gennemsyrer alt og ødelægger alt. Den vil han redde os fra. Han sætter os i kamp mod synden i os selv, og når dette liv ender, vil han skille os endegyldigt fra synden. Han vil give os det liv, vi er skabt til. Han vil redde os fra alt det nedbrydende, både det, der kommer ude fra omverdenen og inde fra os selv. Ligesom synden er en nedbrydende magt, sådan er det levende vand fra Jesus en livgivende magt.

Mange tager fejl af Jesus her. De vil kun have hans hjælp mod det, der kommer udefra, men ikke mod det, der kommer indefra, fra vores eget indre, fra vores egen egoisme. Da tager man fejl af hovedsagen. Vort største problem kommer ikke udefra, men indefra. Det, der tager freden fra os og adskiller os fra Gud, kommer inde fra os selv.

Det ser ud til, at denne kvinde nok forstår, hvor Jesus vil hen, men samtidig forsøger hun at snakke udenom – et velkendt menneskeligt træk. Hun indrømmer, at Jesus har profetisk viden om hende, men hun går straks videre til et religiøst spørgsmål, som så også er vigtigt, for Jesus svarer på det.

Denne kvinde lever meget moderne, og hun reagerer meget moderne. Moralsk lever hun rodet, men religiøst stiller hun fromme spørgsmål.

Hvor skal Israels folk tilbede Gud – på samaritanernes bjerg eller i jødernes tempel i Jerusalem? I århundreder havde de stredes om det, og når man endelig taler med en profet, gælder det om at udnytte chancen til at få klar besked.

Også her overrasker Jesus ved at sige, at Gud ikke skal tilbedes på et bestemt sted, men på en bestemt måde, nemlig i ånd og sandhed, fordi Gud selv er ånd. Og samtalen ender med identificere Jesus selv som den Messias eller Kristus, som både jøder og samaritanere venter på.

Hvilken måde skal vi tilbede Gud på? Ikke ved at opsøge jødernes tempel eller samaritanernes bjerg, men ved at følge Guds Messias.

Det særlige ved Jesus er, at han ikke alene befrier os fra al religiøs vildfarelse i hedenskabet, men også fra al den foreløbighed, der findes i Israels pagt med Gud på Sinaj bjerg. Det er jo denne pagt, som samaritanerne og jøderne stredes om forståelsen af.

Jesus bringer noget helt nyt, som giver os en helt ny status. Jesus bringer en helt ny pagt, som ikke kun indbyder jøder og samaritanere, men også alle os andre.

Den kristne kirke har principielt ingen hellige tider og steder, og der er ingen særlige regler for mad og klædedragt, ligesom der heller ikke er særlige regler for den kristne kirkes gudstjeneste.

Jesus er vores tempel. Vi kommer til ham, og vi er levende sten i den bygning, som han er grundstenen for. Ham kan vi kalde på hele tiden, og livet med ham gør hvert sted og hvert øjeblik og hvert måltid helligt. Over for ham er alle ens. Ingen hellige klæder kan bringe os nærmere ham, og ingen usle klæder kan fjerne os fra ham. Et kristent kirkerum er praktisk, og det må også gerne være smukt og være fyldt med alt muligt, som peger på ham, men nødvendigt er det ikke. Vi kan holde gudstjeneste i en kælder eller en skov, hvis det skulle være. Om vi så kun er to eller tre sammen, er Jesus hos os. Når vi stoler på ham, følger ham og kalder på ham, så tilbeder vi Gud i ånd og sandhed.

Læg mærke til, hvor pædagogisk og stilfærdigt Jesus går frem. Lige så stille drejer han samtalen ind på sit særlige anliggende, og da han kommer til kvindens rodede og smertefulde familieforhold, træder han ikke i det, men leder hende nænsomt frem til højdepunktet, at han ikke kun er en profet, men også Kristus, frelseren selv.

Jesus søger at få os i tale. Han vil skænke os levende vand. Så skal man aldrig tørste, men får inde i sig en kilde med evigt liv. Dette vand er så livgivende, at vi forandres både moralsk og religiøst.

Sådan gik det meget hurtigt med denne kvinde. Hun lader sin vandkrukke stå og går ind til byen og sagde til folk: Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus? (Joh 4,29). Folk fra byen kommer vandrende ud til Jesus, taler med ham og kommer til tro på ham, og han blev der to dage. Til kvinden sagde de: Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser (Joh 4,42).

Sådan går Jesus til værks. Han søger vores opmærksomhed, og når han har vundet vort hjerte, gør han os straks til vidner for ham. Det levende vand, han taler om, baner sig straks vej ud til andre, ovenikøbet før hun havde fået styr på sit liv. Jesus er forunderlig i sin måde at handle på. Lige så livgivende og fint, som van kan brede sig og vande en mark og skabe vækst, lige så fint lader Jesus troen og glæden brede sig. Ikke alene kan vi hjælpe ham med vore gode gerninger, men får også lov at være hans medarbejdere i det helt store, nemlig at lede det levende vand fra ham ud til andre.

Vand. Moral. Religion. Jesus giver os et nyt syn på det hele. Det er ham selv, der er det nye, han, som nu i evangeliet taler til os.

Amen