Prædiken til første søndag i fasten 14. februar 2016 kl. 10.30 i Egedal kirke v JS

Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 22, vers 24-32:

Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem:
”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig
kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som
den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder
til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men
jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under
mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg
det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal
sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.
Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din
tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.”

Den amerikanske præsident John F. Kennedy sagde engang: Spørg ikke om, hvad dit
land kan gøre for dig, men hellere, hvad du kan gøre for dit land.

På samme måde siger Jesus: Spørg ikke efter, hvordan du kan blive den største, men spørg
efter, hvordan du kan tjene de andre.

Jesus vender op og ned på tingene. Spørg ikke efter magt, penge og ære, for det
forgår. Spørg efter, hvad Jesus vil med dit liv og hvilken status han giver
dig.

Guds rige er nemlig anderledes end menneskenes magt. Ikke bare er størrelsen forskellig, for
Gud er uendelig, og vi er begrænsede, men arten er også forskellig. Jesus er
ikke kun en større konge end alle konger og præsidenter, han er også anderledes
i sin væremåde. Og vi, som følger ham, skal også handle anderledes, end man
ellers gør i magtens korridorer. Guds rige er af en helt anden slags magt end
den, vi ser i menneskelige stater og imperier.

Jesus beskriver magthaverne med få ord. Magthaverne gør to ting: De udøver magt, og
de lader sig kalde velgørere.

De udøver magt. Mattæus-evangeliet og Markus-evangeliet har lidt flere af Jesu ord med. Magthaverne
undertrykker folk og misbruger deres magt over dem. Det er det ene, Jesus peger
på.

De lader sig også kalde velgørere. På trods af undertrykkelse og magtmisbrug ønsker
magthaverne, at deres undersåtter skal kalde dem velgørere. Det plejer deres
image. Det skal se godt ud. Man tvinger folk til at råbe hurra og klappe.

Alt det ser vi i medierne hver dag.

Man søger magt og anerkendelse. Det er to uhyggelige karaktertræk hos os mennesker. Den
driver mennesker til de mest vanvittige og latterlige handlinger.

Med sine få ord beskriver Jesus magtudøvelsen gennem hele verdenshistorien fra Oldtiden til
i dag.

Folkenes brede lag drømmer altid om at kunne sætte magthaverne på plads og opnå
retfærdighed. Men sker det en sjælden gang, at en mand af folket får magten,
viser det sig ofte, at han bliver lige så slem, som dem, han før kritiserede.
Det skyldes to ting. For det første, at magt er magt uanset, hvem der udøver
den. Den kan administreres nogenlunde retfærdigt, men den er i sit væsen
kontrolleret tvang eller vold. Selv den allermest retfærdige og menneskekærlige
magthaver skal bruge vold mod de uretfærdige. For det andet er vi mennesker
meget egoistiske. Vi slækker på vore idealer og kommer let til at misbruge
magten, når først vi har den. En af Folketingets tidligere formænd sagde i et
foredrag i mødelokalerne inde ved siden af: ”Når først man har magten, er
fristelsen til magtmisbrug meget stor”.

Sådan er verden nu engang, og det vil den desværre blive ved med at være til sin ende. Det
har den kedelige konsekvens, at almindelige mennesker uden særlig magt ofte er
meget optaget af, hvem der er den største. Når man træder et skridt tilbage,
kan man grine af det og måske ligefrem håne det – apostlene forekommer os
tåbelige eller barnagtige - men øjeblikket efter kan man finde sig selv dybt
involveret i det samme, om ikke i det ydre, så i det indre: misundelse over
andres fremgang, skadefryd over deres modgang og egoistisk nydelse af ros eller
anglen derefter. Og det er altså ikke kun mennesker uden for kirken, som præges
af det, nej det er både apostlene og os selv ganske almindelige mennesker her i
kirken.

Midt ind i denne brogede verden af vanhellige og skinhellige bringer Jesus noget nyt, og
det er Guds rige. Det rige er anderledes end alle andre riger.

Den vigtigste person i dette rige er Jesus selv, kongen i Guds rige. Han er den
fuldstændige modsætning til al verdens magthavere. Han kommer ikke for at have
tjenere og opvartere på hver finger, men for selv at bøje sig ned og tjene
andre.

Nu kunne man indvende, at han ikke havde så mange muligheder. Han var født ind i en
almindelig familie i bondesamfundet, så han levede vel bare almindelig
anstændigt? Nej, det går langt dybere, og det skyldes, at Jesus som Guds søn
kom fra en position, som er ufattelig for os. Han kom fra en anden verden, som
overgår den lykke og ære, som de allermægtigste i denne verden nyder.

I Guds usynlige verden levede han fra evighed af som Guds søn i sin Faders kærlighed,
og fra skabelsen af tilbedt og tjent af Guds mægtige engle. Han levede i et lys
og en glæde så ophøjet, at det overgår alt, hvad vi kan forestille os.

Jesus kom fra denne ophøjede position for at leve fuldstændig anderledes, nemlig som alles
tjener. Han, der før havde millioner af tjenere og livagter til sin rådighed i
en lys og hellig verden, kom til en mørk og vanhellig verden, præget af
selvhævdelse, undertrykkelse og magtmisbrug og død. I denne verden skulle han
prøve at redde menneskene ud af skyld og død. Og ingen omkostning var for stor
- end ikke døden på korset. Så langt var han villig til at gå. Så dybt bøjede
han sig ned for at tjene. Og de ord, vi fordyber os i her i dag, sagde han
aftenen før, han blev korsfæstet. Jesu død på korset er den fuldstændige
modsætning til den lyksalige tilværelse, han havde hos Gud fader fra evighed
af. Det er villighed til at tjene.

Når vi ser Jesu liv og tjeneste i lyset af det, han kom fra, og den død, han fik, så
træder det tydeligt frem, at hans tjeneste langt overgår alt, hvad nogen andre
kan komme i nærheden af. Det aftvinger ikke alene respekt, men også tak og tilbedelse.

Pointen er så, at Jesus hersker som konge i Guds rige netop ved at tjene. Jesus hersker
ikke ved at herse med mennesker, men ved at tjene dem. Der er ikke tale om, at
han først ydmyger sig, for derefter at kunne herse med folk. Nej, hele han liv
er tjeneste, også nu. Han er ikke faret til himmels for at slappe af i himmelsk
luksus, men for at lede slagets gang og bede for os hos Gud. Han herser ikke
med os, men holder ud med os.

Guds riges magt er tjeneste. Jesus fremtræder kun magtfuld i mere traditionel forstand,
når han bekæmper de destruktive magter såsom dæmoni, sygdom og død. Da fremstår
han meget befalende, men ellers er han ikke generalen, der befaler. Vel taler
han strengt om vores kamp mod synden, men det er ikke strengere end lægen, der
advarer mod usund og livstruende livsstil. Forskellen ligger hos os. Lægens
gode hensigter tror vi gerne, men det kniber over for vor Herre.

Jesus lover de tolv apostle del i Guds rige. Gud har overdraget ham riget, og han
giver det videre til apostlene, for at de skal spise og drikke ved mit bord i
mit rige, og … sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.

Umiddelbart tænker vi, at det lyder som det modsatte af tjeneste. Hvem vil ikke gerne sidde
på en trone og bestemme: ”Du skal have lønforhøjelse, og du skal i fængsel”.
Appellerer Jesus ikke til den indre egoist netop ved dette løfte? Nej, det gør
han ikke. Tværtimod omdefinerer han jødernes hedeste længsler. De længtes efter
Guds rige som jødisk magtudøvelse over de grumme hedninger over hele jorden.
Nogle af de jødiske tekster herom fra Oldtiden er ikke ydmyg hyggelæsning. De
kan sagtens måle sig med grum nationalisme hos os selv.


Det er
hele denne tankegang om magt og hævn, som vi læste om hos Kain, som Jesus tager
afstand fra og erstatter med tjeneste. At sidde på tronen og dømme er ikke en
magtliderlig formulering hos de bibelske forfattere, men et af de fornemste
udtryk for virkelig retfærdighed og omsorg for landets svageste og mest udsatte
grupper. Kongen skal dømme således, at de svageste får en retfærdig og
barmhjertig behandling. Det er den gode, kærlige og retfærdige konge, man
drømmer om med dette udtryk. Apostlene skal altså ikke sidde på en luksustrone
i lediggang, men være på en arbejdsplads, hvor de skal slide i det for dem, der
har ansvar for.

Et lignende herredømme lover Jesus alle sine disciple, alle kristne, alle, som
tror på ham. Nogle får ansvar for mange, og andre for færre, men alle får liv
og herredømme.

I Jesu gerning ser vi, at han overdrager tre former for magt eller tjeneste til os:

Først magten over synden ved myndigheden til at løse og binde. Ikke alene præsten,
men ethvert kristent menneske har myndighed til at løse andre mennesker fra synden i Jesus navn,
når de tror på Jesus og følger ham. Dernæst magten til at uddrive
onde ånder. Det er der ikke så meget brug for her efter tusind års kristendom,
så det er vi lidt fremmede for. Andre steder er det en del af kirkens hverdag. Disse
to ting svarer til Jesu egen befaling, når han smider de destruktive kræfter
ud. Og så lærer han os helt grundlæggende, at den, som vil være stor i Guds
rige, skal tjene, ikke herske som verdens politikere (Luk 19,24-27). Den ægte
magtudøvelse, som vi er skabt til, er administration af kærligheden til forskel
fra det faldne menneskes kommanderen med folk.

Jeg har i mange år søgt et svar til Jehovas Vidner, som altid spørger om denne
magtudøvelses indhold, når de møder folkekirkekristne og andre lutheranere, som
traditionelt intet svar har på det. For nylig hørte jeg et foredrag, hvor
professoren uden selv at vide det kom til at svare på det, som Jehovas Vidner
spørger om. Hvad er Guds riges magt, som Jesus lover os? Han lover jo, at vi
skal være konger med ham både her og hisset. Apostlen Peter siger, at den
kristne kirke er et kongeligt folk (1 Pet 2,9), og Jesus siger, at den, der sejrer,
vil han give magt over folkeslagene (Åb 2,26). Det lyder unægtelig politisk og
meget selvoptaget i vore øren, men den, der lever sig ind i teksterne, vil
opdage, at Jesus fylder dem med et helt andet indhold. Det er magten til at
befri mennesker fra det onde og tjene dem i barmhjertighed.

Jeg vil gerne sige, at jeg har oplevet at modtage rigtig meget af det fra netop jer her
i kirken gennem hele mit liv. Det mødte jeg i mit barndomshjem og i den kristne menighed, jeg kom i dér,
og det har jeg også mødt her. Det er jeg taknemmelig for. Jeg ved godt, at vi ikke er nået
frem til paradiset endnu, og derfor kræves der megen overbærenhed og tilgivelse
i den kristne kirke, men alligevel kan jeg mærke og har nydt godt af, at Jesus
sætter sit præg på os. Der sker noget med os i kirken. Trods al vor egen
egoisme er vi ikke alene med den. Jesu stemme er her også og modsiger os,
opmuntrer os og vejleder os. Efter sammenstød med store bogstaver og alt
fnidderet bliver vi hele tiden tvunget til at tænke over Jesu ord. Og han nøjes
ikke blot med at tale til os. Han beder også til Gud Fader for os, ligesom han
gjorde for Peter. En mægtig fjender frister os hele tiden til at hævde os selv
og trampe på andre og glemme både Jesus som frelser og herre. Jesus beder os om,
at vi må bevares for Guds kærlighed og sandhed.

Spørg ikke efter, hvem der er den største, men spørg efter, hvordan du kan tjene de andre.
Sådan gør vor Herre.

Amen