Prædiken til Påskedag 2014 kl. 9.00 i Karlebo kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 28, vers 1-8:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: ”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; Han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, har går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”
Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Jesus er opstået. Jesus har overvundet dødens magt. Jesus lever. Det er grunden til, at vi er her i dag. Jesus har tændt håbet hos millioner af mennesker, også ud i verdens fjerneste afkroge, også her til os i Karlebo kirke i dag.

Jesus er opstået – som han har sagt. Modsat Jesus ser man på film, at mennesker lover hinanden, hvad det ikke står i noget menneskes magt at garantere. ”Vi skal nok finde den forsvundne”, lover politimanden. ”Jeg kommer hjem igen”, lover manden, der skal ud på en farlig mission. Hver gang tænker jeg, at det er overmod. Trangen til at hjælpe og trøste er god nok, men de tager munden for fuld. De lover mere, end de har magt til at holde.

Helt anderledes er Jesus. Han lovede også noget meget stort. Ovenikøbet tre gange forudsagde han ikke blot, at han ville blive slået ihjel, men også, at han ville opstå. Disciplene fattede ikke, hvad han mente, så de nåede nok ikke frem til at fundere over, om han havde myndighed til at love så meget, men vi andre kan se tilbage på, at Jesus har myndighed til at love noget, som langt overgår, hvad vi andre kan love. Hans gerninger beviser troværdigheden i hans løfter. Han vidste, hvad han gik ind til, og han vidste, at han ville sejre, selv om han først skulle igennem det mest forfærdelige af alt, døden og dommen. Jesus vidste, at han var den stærkeste, selv om han først skulle være den svageste. Jesus vidste, at han ville gå sejrrig ud af kampen. Derfor kunne han holde, hvad han lovede. Jesus er stærkere end både døden og dommen.

Og Jesus holder ikke sin sejr for sig selv, men deler den hellere end gerne med os. Derfor skriver hans apostel Peter, at Gud har genfødt os til et levende håb ved Jesus Kristi opstandelse fra de døde. Jesu opstandelse gør noget ved os. Jesu opstandelse tænder håb i os om vores egen opstandelse. Vor krop går lige så stille i forfald og brydes ned. Men Guds eget svar på dette ydre forfald er i første omgang en direkte modsat indsats i vores indre. Hvor døden arbejder på de ydre linjer, dér arbejder Gud på de indre linjer. Vor far i himlen har tændt et håb i vores indre, og han arbejder på, at håbet skal vokse og fylde os. Døden gør os sørgmodige, men håbet gør os glade. I kirken må vi komme, som vi er med alle vore svagheder, synder, byrder og sorger, og der er intet krav om, at vi skal gå jublende herfra, men der er heller ingen tvivl, om hvad Gud arbejder på under en gudstjeneste, og det er, at håbet skal vokse. Løft jeres hoveder, siger Jesus et sted, ikke som et krav, ikke som en befaling, men som en velbegrundet opmuntring. Jo værre det går, jo mere barsk verden ser ud, jo mere nærmer vi os vores endelige befrielse. Vær ikke bange! Giv ikke op! Jesus har sejret og deler sin sejr med os.

Så kan det godt være, at livet i denne verden former sig meget forskelligt for os. Peter skriver meget realistisk om, at nogen må lide under prøvelser af mange slags. Det kan mange mennesker i dag skrive under på. Andre mennesker har det måske lettere. Men det afgørende ved påsken og Jesu opstandelse er, at det sætter en bevægelse i gang i os, der ender med jubel.

Gud indbyder os til at lytte til det glædelige budskab om Jesu sejr over døden, og derved vil han forandre os indefra. Han vil give os tillid til Jesu sejr. Denne tillid forener os med Jesus Kristus frem til opstandelsen på Dommedag og det evige liv hos Gud. Kristendommen er ikke en mørk døds- og dommedagskult, men det lyse fælleskab med livets herre og dødens overmand.

Vores moderne kultur er blevet så usikker på denne glæde, og mange går det afgørende skridt videre, at de fuldstændig afviser glæden over Jesus opstandelse. De mener, at opstandelsen strider mod alt, hvad vores erfaring og videnskab ellers kender til. Har kirken noget at sige til det? Ja, opstandelsen strider nok mod alt det, vi ser, alt det, vi kan måle, tælle og veje, men den svarer ganske godt til vore længsler.

Lad os bare tage alt det, vi kender, alvorligt. I lyset heraf må vi sige, at opstandelsen er verdens største overraskelse. Den tager vejret fra os. Men når vi tager alt det, vi har set, alvorligt, så må vi også tage vore længsler alvorligt. Hvis vi kun havde dette liv, og der aldrig havde været andet, og hvis vi er designet til at dø, hvorfra kommer så længslen efter at blive fri for døden? Længslen er det sidste minde, vi har fra en anden verden, hvor døden ikke findes.

Forfatteren til Narnia-bøgerne, C.S. Lewis, siger, at til alle vore øvrige længsler og behov er der en opfyldelse af dette behov. Der er ikke altid forråd nok til at stille vore behov, men de findes i vores verden.

Så må vi også konkludere, at der findes noget, som kan stille vores længsel efter evigt liv, siger han. Jesu opstandelse er det konkrete, fysiske svar på denne længsel. Opstandelsen strider nok mod det, vi ser, men ikke mod det, vi drømmer om og længes efter.

Mange mennesker oprøres, når man siger det. De har i den grad tilegnet sig det livssyn, at der kun findes det, vi kan måle, tælle og veje og intet andet. Dette materialistiske livssyn betragtes af mange som det egentlige evangelium, som skal befri menneskene fra al religiøs overtro, som materialisterne anser for dybt skadelig og fuldstændig grundløs. Man vil barbere tilværelsen og menneskene ned til kun at være materielle og biologiske fænomener. Sandheden er, at denne nedbarbering ikke fremmer den sande menneskelighed, men forvrænger den. Man gør menneskene tonedøve for signalerne fra Gud.

Jeg har mange gange sagt, at vikingernes voldssamfund ikke er blevet til nutidens barmhjertighedssamfund ud af ingenting. Det er kristendommens stærkt menneskeliggørende og livsforvandlende kraft, der har gjort det. Sansen for det er på vej ud. Vores kultur bliver tonedøv for de kræfter, der har formet vores kultur. Det kan så ske det, at nogen får syn for de samme kræfter ved at møde andre kulturer, hvor kristendommen gør sig stærkt gældende. En af mine bekendte fortalte mig i forgårs om en antropolog, han havde mødt. Antropologen var ikke kristen selv, men havde stor respekt for kristendommen. Han havde tilbragt en del tid i Kinas kristne husmenigheder. Og det, han så dér, fik ham til at sige, at den kristne gud har en fantastisk magt til at forandre menneskers liv radikalt.

Hvis vi ikke er tonedøve, så lytter vi til et sådant udsagn, og hvis vi har sans for det, så konkluderer vi, at en løgn ikke kan forandre menneskenes liv i positiv retning. Ethvert livssyn har magt til at forandre. Nazismen forandrede også menneskers liv, men det var i negativ retning. Enhver åndsretning rummer en kraft, god eller dårlig. Og når man ser på, hvor meget budskabet om Jesus kan forandre menneskers liv fra skidt til godt, så vil den, der har sans for det, indse, at det kan have sammenhæng med, at det, som Ny testamente siger om Jesus, faktisk har fundet sted.

Når menneskenes onde gerninger og fortvivlede liv er en barsk realitet, så kan den kraft, der ændrer dette barske liv, ikke være symbolsk. Når vores skyldfølelse er reel, så skal der mere end billedtale og symbolik til at befri os fra den. Og når døden kvæler alt på sin vej, så skal der mere end luftige tanker til at bryde dens magt.

I dag vil mange indskrænke kristendommen til kun at være kravet om næstekærlighed. Og vel er det sandt, at dette budskab er majestætisk i sig selv, men det kan ikke i sig selv kalde kærlighed og udholdenhed og livsforandring frem. Kravet om næstekærlighed kan nok nære drømmen om det gode og barmhjertige samfund, men ikke skabe det. Der skal mere til at bøje vores hårde sind og omgåelse af sandheden. Og der er kun en, som er større og mere majestætisk end kravet om næstekærlighed, og det er den korsfæstede og opstandne Jesus. Han kan forandre mennesker. Det kan et upersonligt krav om næstekærlighed ikke. Kristendommens livsforvandlende kraft skyldes, at Jesu opstandelse ikke er billedtale eller symbolik, men fysisk virkelighed. Jesus er opstået fra de døde med kød og ben og hud og hår.

Det var en så rystende nyhed, at kvinderne gik derfra både glade og bange. De skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et ”God morgen!” Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da sagde Jesus til dem: ”Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig.”

Guds store gerninger er rystende, men de er også fredsskabende for dem, der tager imod Jesus som frelser og herre. Jesus ryster Dødsriget i sin grundvold og dernæst skænker han sin fred til os.

Hver søndag holder vi gudstjeneste. Søndag er Jesu opstandelsesdag. Det er grunden til, at søndag er kirkens gudstjenestedag. Derfor synger Grundtvig ”Hver en søndag døden gyser.” Den bryder sig ikke om, at vi hører om dødens overmand og bliver glade for ham. Døden vil helst tyrannisere os uden indblanding, men det får den ikke lov til mere. Jesus er i færd med at drive resignationen for døden ud af os og fylde os med glæden over ham i stedet for.

Jesus arbejder på at føre os frem til livets opstandelse ved verdens ende.

Jesus har med sin død ikke banet vejen for de dødes opstandelse. Den ville være kommet alligevel på Guds befaling. Derfor kan både jøder og muslimer med fuld ret tro på de dødes opstandelse ved verdens ende. Det bliver en opstandelse til dom. Nej, Jesu har banet vejen for en anden slags opstandelse, nemlig opstandelsen til evigt liv og evig glæde hos Gud. Den har ingen af os fortjent, men den er Jesu gave til os, som skyldes, at Jesus ikke alene har overvundet døden, men også dommen for os. Derfor siger han:

Den, der hører mit ord og tror ham, som sendte mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet (Joh 5,24).

Jesus lever. Glædelig påske!

Amen