Prædiken til 1. søndag i advent 2014

Prædiken til 1. søndag i advent 2014

Prædiken til 1. søndag i advent 2014

# Arkiv

Prædiken til 1. søndag i advent 2014

Prædiketekst:

Mattæus-evangeliet, kapitel 21, vers 1-9:



Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: ”Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.” Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: ”Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.”



Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:



”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”



 Se, Jesus kommer til dig, han, som er anderledes end alle andre!



Mange andre opsøger os for at få noget af os.  Hver dag bombarderes vi med reklamer. I går var det Black Friday med stærkt nedsatte priser. Der er kamp om kunderne.



Medierne vil gerne have vores opmærksomhed, fordi de vil øge deres lytter- og seertal.



 Reklamer og underholdning søger os ikke for vore blå øjnes skyld. Det er ikke næstekærlighed, de vil skænke os, men de ønsker os som kunder eller støtter.



 Det er anderledes med Jesus. Han er kommet for at vise os kærlighed og støtte os. Det, der ligner ham mest, er alle menneskenes kærlige ord og en venlige bemærkninger. Forskellen på Jesu kærlighed og vores kærlighed er, at den er ubetinget og almægtig. Jesus vil os, også når alle andre har opgivet os, og Jesus kan noget, også når alle andre har givet op.



 Jesus kommer til alle, både den stolte og den stærke, og den svage og bange. Han udfordrer de stærkes magt ved sin kærlighed og almagt, og han afhjælper den svage afmagt ved samme kærlighed og almagt. Derfor frygter de stærke ham og de svage elsker ham. Han kommer til den ensomme, den bedrøvede, den, der er bange for så mange ting, måske også bange for dommen. Han kommer for at opmuntre os og give os hvile i vort indre. Jesus selv er vor fred.



 Se, Jesus kommer til dig, han, som er anderledes end alle andre.



 Jesus kommer som den fattige mand, og når han har gjort alt for os, så er han stadig lige så fattig.



 Jesus kommer som den afmægtige mand, uden økonomisk og militær og teknologisk magt.



Det er ellers den slags magt, vi kender og forstår. Hvis nogen skal redde verden, så skal de have penge med til de fattige, militær til at slå forbrydere ned og teknologi til at bygge broer og veje og løse miljøproblemerne.



Penge, militær og teknik er redskaber i menneskenes hænder, og disse redskaber kan bruges til både ondt og godt. Derfor ser vi, at menneskene udkæmper blodige kampe, misbruger teknikken og rager rigdom til sig på bekostning af de fattige. Der går ikke nogen lige linje fra menneskenes magt til god anvendelse af denne magt. Der går heller ikke nogen lige linje fra menneskenes etiske diskussioner til godhed og retfærdighed.



 Og her er Jesus anderledes. Ikke alene kommer han uden penge, soldater og teknik, men han kommer heller ikke med en almindelig overfladisk forventning om, at vi vil være gode. Jesus siger ikke bare, at vi skal være næstekærlige, men han siger, at han både vil lære os, hvad næstekærlighed er, og at han selv vil motivere os til at handle godt. Han er sagtmodig og vil lære os at være det samme.



 Men heller ikke her går der nogen lige linje fra Jesus til det fuldkomne samfund. Rent historisk har det vist sig, at Jesus virkelig kan motivere fjender til at lægge stridsøksen og ændre deres liv til det bedre. Han har forandret lande og kulturer, men disse lande er heller ikke fuldkomne. De er gode på mange måder, men langt fra paradis på jorden.



 Derfor kommer Jesus med noget endnu større end en indre forandring af vores mentalitet. Han vil ændre vores forhold fuldstændig. Han vil forsone os med Gud og føre os tilbage til ham.



 At forandre menneskene er en stor ting, men at forandre menneskenes evige skæbne er det største.



 Hvem kan drage op til Herrens bjerg, hvem kan stå på hans hellige sted? Den, som har skyldfrie hænder og et rent hjerte, den som ikke farer med løgn og ikke sværger falsk (Salme 24, vers 3-4 - en del af første bibellæsning fra alteret ved dagens gudstjeneste)



Her er det grundlæggende problem for os. Ingen af os kan leve op til dette.



Men salmen slutter med at fortælle, at ærens konge kommer til templet, hvis døre må åbne sig for ham. Og ærens konge er Herren, hærskarernes Herre, og Ny Testamente lader os forstå, at det er Jesus. Alle Guds hærskarer står til han rådighed. En dag skal han komme på himlenes skyer med sin Faders mægte engle. Det gælder derfor om at leve sit liv i pagt med den dag, så den ikke bliver en katastrofe for os, men en glæde og en befrielse.



 Det store ved advent er, ja det store ved hver eneste gudstjeneste hele kirkeåret er, at den mand, som en gang skal komme som verdens dommer, i dag kommer til os som verdens frelser. Advent sætter overskriften over alle gudstjenester året rundt med ordene: Se, din konge kommer til dig!



 Han vil os noget uendelig godt, og han begynder sin gerning i vort indre, før han fuldender alt i det ydre. Sådan er hans vej. Først ændrer han vort indre, og til sidst ændrer han hele den ydre verden.



Hvis Jesus straks skabte en fuldkommen verden omkring os, så ville vi med det samme være udenfor af den enkle grund, at vi er ufuldkomne. Vi har hverken rene hænder eller rene hjerter, og derfor ville vi føle os meget fremmede og være udelukket fra en fuldkommen verden. Derfor begynder Jesus modsat med at byde os indenfor.



Han søger at vinde vort hjerte ved at lægge et lille stykke af Guds paradis ind i os. Jesus er tillidvækkende, og han skaber tillid i os til ham. Det er denne tillid, som er et lille stykke af Guds paradis.



 Mange vil måske tænke: ”Ikke andet”, men andre vil bekræfte, at troen virkelig er et stykke paradis.



 Forskellige slags tro betyder rigtig meget i menneskenes liv og historie. Alle mennesker regner noget for vigtigt og lykkebringende.



 Det var troen på kommunismen, der fik Stalin til at udøve et af historiens mest morderiske diktaturer. Det var troen på nazismen, der fik Hitler til noget tilsvarende. Det var samme tro på en ideologi, der fik Mao og Pol Pot til at myrde løs, og det er ligeledes troen på en ideologi, der får IS til at myrde løs.



 Det er troen på, at penge giver lykke, der får tusindvis af hensynsløse forretningsmænd til at drive rovdrift på både mennesker, dyr, planter og den døde natur, så vi efterlader en fattigere klode til vore efterkommere.



 Og det er troen på, at materielle ting gør os lykkelige, der får os til at leve i et køberæs og overforbrug, som står i skærende kontrast til de fattiges vilkår både i Danmark og udenfor.



 Jo, troen betyder meget mere, end vi normalt regner med.



 Jesus kommer til os for at skænke og styrke en anden tro. Han vil give os troen på sin Far i himlen og på Jesus selv, som Gud har sendt. Den tro skænker os mange ting, som vi aldrig kunne få andre steder, og mange ting, som vi aldrig kunne drømme om, fordi det er helt uden for vores forestillingsevne.



 Denne tillid til ham renser os fra alle vore synder, alt hvad vi har forbudt og forsømt – ikke som en sovepude så vi glemmer hverdagens ansvar, men som en befrielse for en ond samvittighed.



 Tilliden til Jesus forener os med ham og den medfører, at vi får andel i hans værdighed. Jesus er Guds udvalgte, hellige og elskede, og den, der får tillid til ham, bliver også Guds udvalgte, hellige og elskede. Jesus har fortjent denne værdighed, for os andre er den hans gave til os. I kraft af denne gave kan vi gå ind i Guds rige og træde frem for Guds ansigt uden angst og dom.



 Troen på Jesus giver os fred i samvittigheden og statsborgerskab i paradiset. Vi er på vej dertil, men vi hører hjemme dér, og vi har fået en forsmag på, hvor godt der er.



 Troen på Jesus giver os også et helt andet syn på tilværelsen og fremtiden, både i vort eget liv og i verdens liv.



 Vores medfødte livssyn siger, at nu er det dag, men på et tidspunkt går solen ned for både os og vores verden – et forstemmende og dystert syn på livet.



 Jesus og hans apostle lærer os det modsatte syn: Natten er fremrykket, dagen er nær (Rom 13,12 - en del af den anden bibellæsning fra alteret ved dagens gudstjeneste). Nu er det nat, men vi bevæger os hele tiden fremad mod den store solopgang. Derfor skal vi ikke undre os over verdens og livets gang. Vi skal ikke undre os over, at verden er barsk, og tingene bliver værre. For natten bliver mere og mere kold, jo længere frem vi kommer, men når den er allermest kold, kommer solopgangen. Og den dag, hvor Jesus kommer, da skal alt ondt forsvinde og mørket skal vige for evigt. Når Jesus kommer, da er det solopgangen fra det høje. Da skal Jesus for evigt sejre over alt det onde. Da er kampen forbi, og da skal vi fejre sejren og nyde den.



 Dette livssyn er både meget kras realistisk og samtidig meget optimistisk og lyst. Mørket lever på lånt tid, og lyset vil snart sejre for evigt. Den Jesus, der kommer til os i dag og viser os godhed, vil også komme ved verdens ende og vise os godhed. Han kommer for at dele sin endelige sejr med os. Den dag skal vi ikke kun have en lille stykke paradis inden i os, men alt, både inden i og uden på og rundt omkring os skal være hans paradis, hvor Gud er alt i alle.



 Se, din konge kommer til dig!



 Jesus kommer til dig, anderledes end alle andre!



 Han skaber håb, hvor der er håbløshed, kærlighed, hvor der er bitterhed, tilgivelse, hvor der er skyld, opstandelse, hvor der er død.



 Når vi holder gudstjeneste, og Jesus bliver gjort kendt, så kommer vi i kontakt med det helt store, og Jesus åbner vort sind for det, så glæden og takken vokser frem.



 Advent betyder ankomst. Det er vores Herre og frelser, der kommer.



 Vi begynder i dag et nyt kirkeår, og Jesus sætter i dag overskriften over alle gudstjenester i dette kommende år. Han kommer til os. Ved hver eneste gudstjeneste er vi i kontakt med ham, det helt store.



 Amen


Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

  Karlebo Sogn   ·   Kirkekontoret, Rantzausvej 2 , 2990 Nivå - 49145584       +       karlebo.sogn@km.dk