Prædiken til Palmesøndag 29. marts 2015 kl. 10.30 i Nivå kirke ved JS

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 21, vers 1-9:

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: ”Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.” Det skete for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:

”Sig til Zions datter:

Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.”

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:

”Hosianna, Davids søn!

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

Hosianna i det højeste!”

Kristus kommer til os lige nu. Det er den kristne gudstjenestes store glæde. Når vi hører om ham, og når der bydes til nadver, kommer han til os: Se, din konge kommer til dig. Vi går i kirke for at møde Kristus.

Vi kan også møde Kristus derhjemme, i Bibelen og i bønnen, men i kirken møder vi Kristus sammen med andre kristne. Vi oplever, at vi ikke er solokristne, men en del af den hellige, almindelige kirke.

Første søndag i advent hører vi også om indtoget i Jerusalem. Da understreger vi, at Jesus kommer til os som kirkeårets indhold og tilværelsens herre. Palmesøndag har et andet perspektiv. Vi understreger, at Jesus kommer som den korsfæstede og opstandne Herre. Derfor hørte vi også filipperbrevshymnen læst fra aleteret før, hvor Jesus død og opstandelse er nævnt, og hvad der kom ud af det. Vor konge er den korsfæstede konge. Selve korsfæstelsen skal vi fordybe os i Langfredag, og selve opstandelsen Påskedag, men i dag skal vi samle tankerne om, hvad korset og opstandelsen indebærer for hans kongeværdighed. Hans kongeværdighed er nemlig ikke kun farvet, men også båret af hans død og opstandelse. Dermed er hans kongeværdighed ganske enkelt anderledes, end vi så ofte kunne ønske os.

Det kan vi let tage fejl af. Det er blevet så moderne at frakende Jesus almagt og tilskrive ham afmagt. Det er en misforståelse. Jesus siger om sit liv: Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre (Joh 10,18).

Jesus mister altså ikke kontrollen, men derimod sin ydre, menneskelige værdighed. Han mister vennernes hjælp. Han mister folkets opbakning. Han mister det daglige liv med arbejde og hvile, mad og drikke. Han mister englenes opvartning. Og så bliver han ramt af Guds forbandelse, da han søger at dæmme op for den. Han smager gudsforladthedens mørke.

Palmesøndag var der ikke andre end ham selv, der så det komme, men vi som ved, hvad der skete, kan ikke høre beretningen uden at tænke Langfredag med.

Hvad kommer den os ved?

Som Jesus kom til Jerusalem, kommer han også til os. Som Jesus kom til Jerusalem på trods af udenlandsk besættelse og indenlandsk modstand mod ham, sådan kommer Jesus til os på trods af verdens ugerninger og ulykker og på trods af modstanden mod kirke og kristendom. Og som Jesus skabte glæde i Jerusalem, skaber han glæde hos os i dag.  

Når ulykkerne melder sig, spørger mennesker, hvor Gud er henne. Og svaret er, at Gud kommer til os nu som den korsfæstede og opstandne Jesus. ”Vær ikke bange, jeg er her også,” siger han. Vi er ikke alene med ulykkerne. Jesus er her også, og han vil i sidste ende overvinde dem. For han er ikke kun den korsfæstede, men også den opstandne Jesus. Jesus kommer til os med sin sejr. Og han kommer for at dele den med os. Da Jesus kom til Jerusalem Palmesøndag, kom han for at kæmpe og sejre for menneskene. Nu kommer han til os som den, der har kæmpet og sejret. Han kommer som sejrherre for at opmuntre os, der stadig står i livets og kirkens kamp.

Vi deler livets kamp med alle mennesker. Vi lever i en barsk verden, som ovenikøbet er i opløsning. Det er menneskelivets grundvilkår, som vi deler med alle mennesker uanset tro. Jesus har ikke lovet os, at vores modgangsrate vil være mindre end andres. Og så deler vi kirkens kamp med alle kristne. Vi er medlemmer af Jesu kirke, og det øger faktisk risikoen for modgang. Jesus siger at sted, at en tjener ikke står over sin herre. Vi skal altså ikke forvente et mere behageligt liv end Jesus. Mange af os har et mere behageligt liv end ham, men det er fuldstændig ekstraordinært. Det ordinære, det forventelige er modgang for hans skyld. Som mester så discipel. I Mellemøsten oplever de kristne forfølgelse. I Vesten oplever vi modsigelse. Kristendommen er ikke længere samfundets naturlige fundament, men for mange snarere en museumsgenstand eller de sidste rester af et undertrykkende system, og det undlader man ikke at sige højt. Og når man studerer kritikken af kristendommen i vor tid, så er det meget tydeligt, at der er en stærk tendens til at frakende NTs beskrivelse af ham al mulig troværdighed. Alt det, som han ifølge NT har sagt og gjort, ønsker man at frakende ham. Det er tydeligt, at han er en fredsforstyrrer. Mange har et afgjort ønske om at holde ham på afstand. For mange er det et udgangspunkt, at man ikke kan regne med de fire evangeliers beretninger om ham. Som Jesus mødte modstand og foragt, må den kristne kirke være forberedt på det samme. Det er vilkårene.

Det glædelige er, at det dårlige ikke kan udrydde den gode. Jesus vil sejre trods tidens dårligdom. Modgang og modstand kan ikke hindre vort fællesskab med kongen over alle konger, kongernes konge. Samværet med ham er vores glæde og opmuntring uanset, hvad vi kommer ud for. Han kaster glans over de gode dage og lyser op på de mørke.

Ofte fyldes man med sorg og beklagelse over den rolle, som kirken og kristendommen er henvist til at vores samfund. Man mærker tydeligt, at for kristendommens kritikere kan kristendommens rolle ikke blive lille nok, og især den klassiske kristendom er ikke velset. Det har vi set i debatten om opstandelsen, som begyndte i juledagene. Vi er stadig mange, der tror, at Jesus opstod med kød og knogler, fordi tre af evangelierne fortæller det, men hos de fleste af kirkens ledere er den tro ikke velset. De vil have en mere åndelig opstandelse. Og den ikke-kristne del af samfundet ønsker ingen opstandelse i det hele taget. På den baggrund kan man godt blive lidt modløs. Men så kan man gå i kirke, og som en sagde med et glimt i øjet: ”Hver gang vi siger Trosbekendelsen, glæder jeg mig over, at opstandelsen stadig er med.” Ja, og det er mere end det. Ikke blot er opstandelsen som en fortidig begivenhed stadig med i Trosbekendelsen, men her i kirken møder vi den korsfæstede og opstandne selv. Han er levende nutid, og han er al vor fremtid. Han kommer til os for at opmuntre os, tage sig af os, forsikre os om, at det helt sikkert skal gå, fordi han er her. ”Frygt ikke! Jeg er her også.” I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden (Joh 16,33). Og det er denne korsfæstede mand, som får det sidste ord i verdenshistorien. Når denne verden er slut, og den kommende begynder, da vil alle indse, at han er verdens herre.

Inden vi når så langt, skal vi se på, hvad han gør for os her og nu. Da Jesus kom til Jerusalem, begyndte folk at synge af glæde:

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!

Når Jesus kommer, bliver mennesker glade.

Selv om mange af de samme glade mennesker måske få dage senere råbte Korsfæst ham, fordi han ikke svarede til deres forventninger om en politisk og militær konge, så er det ikke vores situation. Som kristne ved vi, at der er grund til at glæde sig over Jesus under alle forhold.

For når vi i nadveren synger de samme ord, den samme formulering, det samme Hosianna, som folkeskaren sang Palmesøndag, så er vort hosianna er båret af, hvad Jesus gjorde efter Palmesøndag. Vi fejrer ikke Palmesøndag, som om korsfæstelsen og opstandelsen ikke havde fundet sted. Vort hosianna er båret af, at Jesus har overvundet sine disciples skuffelse, der byggede på en misforståelse. Vort hosianna er ikke det barnlige og overfladiske, som folkeskaren sang Palmesøndag, men det er født ind i kirkens gudstjeneste og ind i vor tilværelse som en frugt af Jesu død og opstandelse. Vi glæder os over, at han gav sit liv for os og sejrede over døden. Vor lovsang til Jesus er således en glædessang, der hviler på et stærkere grundlag end folkeskaren havde Palmesøndag. Dette stærkere grundlag har Jesus givet os, netop fordi virkeligheden er benhård og truer med at knuse al vor glæde.

Når vi har problemer i vort eget liv, når vi oplever problemer i kirkens liv og når vi ser nyhederne, og ulykkesbudskaberne vælter ind fra hele kloden med krige, miljøødelæggelser og flykatastrofer, og vi så spørger, hvor vi skal gå hen for at genfinde glæden, så svarer evangeliet, at vi skal gå med i den flok, der lytter til Jesus, og så vil han give os en helt ny glæde, som aldrig skal dø, uanset hvor megen anden sorg vi skal bære.

Han lover os ikke et fejlfrit familieliv eller arbejdsliv eller helbred, ej heller et fejlfrit kirkeliv og slet en fejlfri verden i dette liv, nej tværtimod lover han os en glæde af en anden verden midt i denne brogede verden. Hos ham kommer der et lys ind til os helt udefra. Lad os gå til ham, lad os lytte til ham, lad os modtage, hvad han har at give! Da føres vi ind i en tilstand med helt nye værdier og glæder, som vi ikke kan få andre steder.

At give sig tid til at hvile ud hos ham, lytte til hans ord, læse det i Bibelen, at udøse sit hjerte for ham i bøn, være stille for ham i børn, og at gå til nadver og modtage ham selv rent fysisk, det skænker evig forankring med ny kraft og glæde. Da fødes glæden helt naturligt inde i os, så vi kan synge med i lovsangen til ham.

I den kristne kirke kan vi komme med både sorg og glæde og gå endnu gladere hjem på grund af ham.

Hosianna, Davids søn!

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

Hosianna i det højeste!

Glædelig Palmesøndag!

Amen