4. søndag efter Trinitatis 2015

Lukasevangeliet kapitel 6 vers 36-42

Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.« Luk 6,36-42



Salmer: 736 - Den mørke nat - 522 - Nåden er din dagligdag (Melodi: Martin Elmkvist) - 276 - Dommer over levende og døde/ 289 - Nu bede vi den Helligånd - 470 -Lad os bryde brødet (efter nadver) - 674 vers 1-2 (før dåb) - 674 vers 6-7 (efter dåb) - 11- Nu takker alle Gud.

Bøn: Når vi møder dig Gud, i din solopgangs klare lys, vær nådig, Herre, mod os. Amen

Prædiken

Nåden er når alt er tabt at få alt tilbage.

Sådan sang vi for et øjeblik siden om nåden - nåden som dagligdagen, det at vågne op en sommersøndag, og bære sit nyfødte barn til dåb, nåden som den kærlighed vi får lov at modtage, også når vi måske ikke har fortjent den, nåden som nye muligheder, hvor alt håb ellers synes ude.

Ja, og i sidste ende nåden som opstandelsen fra de døde på den yderste dag.

I har sikkert ikke lagt mærke til det, men ordet nåde, eller nådig, er med i alle de salmer, vi synger ved gudstjenesten i dag.

På latin hedder nåde Gratia - vi kender det fra ordet gratis og bliver på den måde mindet om, at hvad nåde betyder. At vi nåde er sådan noget, vi får kvit og frit, uden selv at kunne gøre det mindste. For kunne vi det, var det ikke længere nåde, men en velfortjent rettighed.

Når jeg begynder her, er det selvfølgelig fordi, det er nåde, der er på spil i denne søndags bibeltekster.

Både historien om kong David, som hensynsløst har fået skaffet sin rival Urias af vejen, for at få lov til at gifte sig med den skønne Batseba, som han har gjort gravid. David som uden at opdage fælden dømmer sig selv med et nådesløst, men helt retfærdigt: "Så sandt Herren lever, den mand der gør sådan, skal dø!"

Og så den om at kunne se splinten i sin brors øje, men ikke kunne få øje på bjælken i sit eget. .....Vi ville vel snarere sige: Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus eller: Fej for din egen dør først….men pointen er den samme.

Nu tror jeg så, man skal være lidt forsigtig med at udnævne os alle sammen som selvretfærdige hyklere, der hele tiden forarget og bedrevidende leder efter andres fejl.

Faktisk tror jeg, at mange af os i dag slås mindst lige så meget med alle vores egne fejl og manglende selvværd og angst for ikke at slå til. Jeg tror, en del af os i virkeligheden har lettere ved at tilgive andres dumheder og fejltrin, end vores egne.

Det ændrer bare ikke ved, at vi også fra tid til anden går i samme fælde som David. Og først for sent indser, at det ikke kun er andre, men også os selv, der er syndere, og har brug for Guds tilgivelse. Evangeliet rammer os i dag ligesom en boomerang:

Det er ikke kun de andre, men også mig, også dig, der rammes af dommen.

På den måde er det farligt at gå i kirke. Hvis det altså ikke var for nåden.Vi bliver på den ene side afsløret - klædt af til skindet og efterladt med bjælker ud af begge øjne.  

Gud ved, hvad der gemmer sig bag vores nogen gange perfekte facade.

Hans dom ramte ikke kun den magtfulde kong David, der ikke skyede nogen midler for at få den kvinde han begærede – den rammer også os.

Det særlige, når Jesus afslører os, er imidlertid, at målet er ikke at nedgøre os og få os ned med nakken. Målet er at få os til at indse, at alt er ren nåde.

Måske sker det først i det øjeblik, vi har fået trukket tæppet væk under os, når nogen har afsløret, at vi ikke er bedre end andre. Og vi må indse, at vores dom over andre, og vores forargelse, og fordomme også kan ramme os selv.

 

Men handler det så ikke bare om at holde hinanden i skak - en jantelovskristendom, hvor ingen tør stikke næsen frem, af frygt for straks at blive sat på plads med et svirpende:

Du skal ikke tro, du er noget og slet ikke bedre end os…?

Nej, det er ikke sådan, det hænger sammen. Uret skal stadig modsiges, overgreb skal bekæmpes, og løgn skal afsløres.

Men med en ydmyghed, der altid husker, at den der er faldet, den som har gjort sig skyldig i uret, overgreb og løgn, han er et menneske som dig og mig -

et menneske der også lever af, at: Nåden er din dagligdag –

og derfor  har en chance, fordi:  Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage….

-------

Så ender vi, hvor vi begyndte, med den formaning Jesus kommer med til disciplene i dagens evangelium, som er så vigtig, men også rigtig svær at efterleve.Der er bare ingen vej udenom.

Så hør lige ordene igen:

Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes.

Fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes.

Tilgiv, så skal I få tilgivelse.

Før eller siden, vil vi opdage det, der er ingen vej udenom, for nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage. Uden tilgivelse, barmhjertighed, kærlighed

vil vores liv i verden ende i umenneskelighed og rædsel.

Lad os slutte med en historie som illustration af, hvad det betyder at leve af nåden. Det er Møllehave der et sted fortæller om møllersvenden, der snød med vægten. Møllehave som for øvrigt også har skrevet salmen  Nåden er din dagligdag.

I en lille landsby var der engang en rigtig sur og ond møller. Der var også en gammel galhovedet kone, og så havde de en præst, som ingen kunne lide. Så skete der det, at de alle tre døde den samme dag.

Det gjorde landsbyens gode møllersvend også; han havde ellers haft det hårdt og havde fået mange hug af den sure møller, men nu var han faldet ned fra møllen og var også død.

Alle fire kom op og stod foran Sankt Peter, og så kom det kedelige tidspunkt, da de skulle vejes. Sankt Peter skulle se om de, på grund af deres opførsel i livet,

var for lette til at komme ind i himlen.

Da han så møllersvenden, sagde han: "Du er jo fagmand, du kan veje de andre". Det kunne møllersvenden ikke sige nej til.

Den første skulle være præsten.

Han stillede sig op på vægten, men møllersvenden opdagede straks, at han slet ikke vejede nok. Nu skete der bare det, at Sankt Peter så hen på den gamle kone et øjeblik, og så snød møllersvenden med vægten."Hvad vejer han?", spurgte sankt Peter. "Han vejer det, han skal", løj møllersvenden. "Det var godt for ham", sagde sankt Peter og lukkede præsten ind i himlen.

I mellemtiden var den gamle galhovedede kone kommet op på vægten. Der manglede temmelig meget! "Nå, hvad vejer hun så?" sagde Sankt Peter med ryggen til, mens han fumlede med sin store nøgle. "Hun vejer, hvad hun skal" løj møllersvenden igen. "Glimrende; så send hende herover", sagde Sankt Peter, fik nøglen frem og lukkede hende ind.



Så var det den sure møllers tur. Møllersvenden tænkte lidt på alle de gange, han havde fået bank af ham, men han stillede sig sådan, at Sankt Peter ikke kunne se, at han også snød med lodderne og vægten for hans vedkommende. "Hvad vejer mølleren?" "Hvad han skal", skyndte møllersvenden sig at lyve, og så fik Sankt Peter travlt med at få nøglen frem igen.

Nu var der jo kun møllersvenden selv tilbage, og han var godt bange, for han havde snydt selveste Sankt Peter for at hjælpe de andre.

"Jamen, så må jeg jo selv veje dig", sagde Sankt Peter.

Møllersvenden var ligeså hvid som det mel, han plejede at slæbe rundt på i sine sække. Han vidste, at hans vægt ikke slog til.

Så skete der noget mærkeligt:

Godt nok slog hans vægt slet ikke til, men nu var det Sankt Peter, der snød med vægten, så møllersvenden vejede det han skulle veje.

"Hvad i alverden" sagde møllersvenden, "snyder du også med vægten?""Ja", svarede Sankt Peter, " for Mesteren, Jesus, sagde dengang til os på bjerget:

Det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt….

Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage.

Amen