Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis den 4. oktober 2015 kl. 9.00 i Karlebo og kl. 10.30 i Egedal ved sognepræst Jørgen Sejergaard, sejergaard@mail.tele.dk

Prædiketekst: 

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 22, vers 34-46:

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve:

”Mester, hvad er det største bud i loven?”

Han sagde til ham:

 ”’Du skal elske Herren til din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Det er det største og første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ’Du skal elske din næste som dig selv.’

På de to bud hviler hele loven og profeterne.”

Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem:

”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?”

De svarede:

”Davids.”

Han sagde til dem:

”Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ’Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?’ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?”

Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde ingen længere spørge ham om noget.

Jesus kan svare på vore spørgsmål, men vi kan ikke altid svare på hans. Sådan udfordrer han os alle.

Jesu sidste dage i Jerusalem var intense, ladet med fjendernes had og mordplaner. Først gik de verbalt til værks. Med spidsfindige spørgsmål, som også havde folkelig appel søgte de at finde noget at anklage Jesus for, noget, som de kunne udstille ham med for hele folket, så det store flertal ville afvise ham.

At færdes i en sådan atmosfære er ikke behageligt, men tværtimod nedslidende, ligesom det slider at skulle svare på alle disse spørgsmål. Om Jesus har haft svarene parat fra tidligere diskussioner, evt. fra sin ungdom før han trådte offentligt frem, eller om han fandt svarene på stående fod, ved vi ikke, men han har i hvert fald skullet holde hovedet koldt, og det er svært i Jerusalem, hvor solen bager ned, og der let opstår 30-35 graders varme, og det bliver endnu sværere, når man står midt blandt mange tusind mennesker, som man dagen igennem har undervist.

Jesu modstandere spørger om, hvad der optager dem. Herodianerne, et politisk parti, der var tilhængere af kong Herodes kongeslægt, spørger om skat. Det er stadig aktuelt. Saddukæerne, et præsteparti, tror ikke på opstandelsen, så de spørger om opstandelsen. Det er stadig aktuelt hos os. Vi har haft en stor debat om det hele foråret. Farisæerne, et religiøst parti, som er optaget af Moseloven, spørger om det største bud i Moseloven.

Sådan er vi mennesker. Vi spørger om det, som vi hver især er optaget af. Det er der ikke noget galt i, men hensigten var forkert i dette tilfælde. Jesu modstandere var slet ikke interesseret i svarene. De spurgte ikke for at blive klogere, men kun for - om muligt - at sætte Jesus til vægs.

I det afsnit af samtalen, som er prædiketekst i dag, er det kun farisæernes og Jesu spørgsmål, som er taget med. At vore kirkelige ledere har valgt netop dette afsnit, skyldes nok, at der er noget fællesmenneskeligt i farisæernes spørgsmål. Vi mennesker vil have klar besked om vore forpligtelser. Vi vil vide, hvad vi skal gøre og yde. Vi er i det hele taget meget optaget af vore egne præstationer. Og mange vil gerne vide, om den kristne religions krav svarer til deres egen overbevisning.

Jesus giver et meget klart svar: Du skal elske Gud 100%, og du skal elske din næste som dig selv.

Jesus citerer her Moseloven, og han sammenfatter den. Den første del om kærligheden til Gud hører til den jødiske trosbekendelse (5 Mos 6,4-5), som troende jøder siger tre gange om dagen. Det særlige ved Jesu svar er, at han sætter kærligheden til næsten på linje med kærligheden til Gud. Det er taget fra et andset afsnit i Moseloven (3 Mos 19,18).

Jesus lærer os her ånden i hele Moselovens etik, og det er også ånden i hele den kristne etik. Vi skal elske Gud og vort medmenneske.

Paulus, Jesu ambassadør og apostel, udtrykker Jesu lære sådan: Kærlighed er altså lovens fylde (Rom 13,10). Det er også hovedsagen i den kristne etik. Nogle gange går Jesus og apostlene i enkeltheder, andre gange ikke. Nogle gange udtrykker de sig meget specifikt om vore etiske forpligtelser, og andre gange udtrykker de sig temmelig bredt, så enkelthederne overlades til os selv.

Om farisæerne var tilfredse med svaret, står der ikke noget om her. Ved en anden lejlighed spurgte en lovkyndig Jesus, hvad han skulle gøre for at arve evigt liv, og Jesus spurgte så igen: Hvad står der i loven? Hvad læser du der? (Luk 10,26). Og manden svarer med netop det dobbelte kærlighedsbud, at man skal elske Gud og sin næste. Og Jesus godkender svaret. Noget tyder på, at de var enige om denne sammenfatning. Men de var uenige om rækkevidden af næstekærligheden, fordi de var uenige om, hvem der er ens næste. De var ligeledes uenige om lovens betydning. For en jøde er Moseloven Guds store gave til Israel. Jesus agter Moseloven meget højt. Også for ham kommer den fra Gud, men han har den tilføjelse, at Gud har en endnu større gave til Israel, ja til hele menneskeheden, og det er Kristus. Og derfor slutter disse debatter mellem Jesus og hans modstandere med, at Jesus spørger dem om deres mening om Kristus. Farisæerne og alle de andre jøder troede også på, at Kristus eller Messias ville komme, så det er en fælles jødisk trossag, Jesus spørger om.

Jesus spørger ganske enkelt: Hvis søn er Kristus? Hvem nedstammer han fra? Og svaret kommer med det samme: Kristus er efterkommer af kong David. Kristus skal fødes i Davids kongeslægt. Hvis det havde været i dansk kultur, så ville vi sige, at Kristus skulle fødes på Amalienborg.

Så langt så godt. Kristus skal nedstamme fra kong David.

Jesus går så et skridt videre og spørger, hvordan den samme kong David kan kalde denne efterkommer for ”herre”, altså en, som er over kong David. Jesus citerer her Sl 1010, som meget ofte citeres i Ny Testamente, og som var meget vigtig for Jesus. Hvordan kan Kristus både være over David som hans herre og under David som hans efterkommer? Hvordan kan Kristus både være over David og under David? Hvordan hænger denne dobbelthed i bibelteksterne sammen?

Det havde modstanderne åbenbart ikke tænkt over, så det kunne de ikke svare på, og derefter vovede ingen at stille Jesus flere inkvisitoriske spørgsmål. De ville ikke risikere én gang til at udstille deres egen uvidenhed.

Jesus kan svare på vore spørgsmål, men vi kan ikke altid svare på hans.

Jesus spurgte fortidens mennesker om noget, de ikke kunne svare på. Jesus spørger nutidens mennesker om noget, de end ikke har tænkt over: Hvad mener I om Kristus?

Moderne mennesker er ligesom fortidens mennesker optaget af, hvad vi skal gøre, men Jesus vil gerne udvide vores horisont med et emne mere, som vi aldrig selv kunne tænke os frem til.

Jesus vil gerne have os til at tænke i nye baner. Det ligger os så nær at høre om, hvad vi skal gøre, og så falder det os meget naturligt at tænke, at det er det vigtigste. Hvis vi har styr på etikken, så får vi let en følelse af, at vi har styr på livet.

Jesus lærer os noget andet. Selv om vi vidste alt om etikken, så mangler det vigtigste. Etikken er vigtig, men der er ikke bare noget andet, som er vigtigere, men en anden, som er vigtigere. Det er vigtigere at kende Kristus.

Jesus nøjes her blot med at afsløre uvidenheden om Kristus. Få dage senere står han i retssalen foran sine dommere, der spørger ham: Er du Kristus? Og da svarer han: Det er jeg (Mark 14,62). Da afslører han ikke blot uvidenheden om Kristus, men også identiteten på Kristus. Jesus selv er Kristus. Jesus viser i sin egen person, hvordan Kristus både kan være Davids herre og Davids søn. Jesus er både kong Davids efterkommer og samtidig også Guds søn. Han er både Guds søn og Marias søn for nu at sige det enkelt og folkeligt. I Børnelærdommen, dvs. Luthers lille Katekismus står der, at Jesus er sand Gud, født af Faderen i evighed, og sandt menneske, født af jomfru Maria.

Så langt så godt.

Alligevel er der mange, der synes, at netop her begynder problemerne. Skal man tro på alt det? Skal man tro, at Jesus er Guds søn? Skal man tro på det, for at være med i kirken?

Rigtig mange synes at forestille sig, at kirken har en slags dogmatisk opskrift, som man skal være overbevist om for at kunne være med i det gode selskab. Så bliver kirken en slags meningsfællesskab for dem, der følger den rette opskrift.

Jeg støder hyppigere og hyppigere på den følelse og indvending.

Derfor vil jeg gerne dreje tankerne i en lidt anden retning, så vi nærmer os Jesus ad en anden vej. Lad os tænke over spørgsmålet: Kan Jesus redde os fra skyld og død?

Hvis Jesus er vores håb og tilflugt i den sag, så kan vi godt glemme formuleringen om ham som Guds søn til en senere lejlighed. Hvis vi regner med, at Jesus kan redde os fra synd og død, så tror vi faktisk på ham som Guds søn uden at vide det, for det kræver guddommelighed at redde fra synd og død. At frelse kræver guddommelighed.

Derfor skal man glæde sig, hvis man stoler på, at Jesus kan redde os, redde en selv fra synd og død. Den tro kommer ikke fra os selv, men er givet os af Gud.

Nogen vil måske spørge, hvad synd er, og da kommer vi tilbage til det dobbelte kærlighedsbud igen. Synd er al den forvrængning af vores menneskeliv, som det dobbelte kærlighedsbud afslører hos os. Og denne forvrængning er årsagen til, at vi skal dø. Synd er en livstruende destruktion. Synd ikke bare forpester livet, men ødelægger det også.

Guds etiske krav til os er gode og rene, men de kan ikke frelse os.

Salmedigteren K. L. Aastrup har skrevet nogle salmevers om netop det:

Det store bud i loven er kærlighed

til Gud og til vor næste, som vel vi ved:

Alt andet, der kan nævnes af godt og stort, -

hvor dette bud opfyldes, er alting gjort.

Ja, alt, hvad der kan tænkes af stort og godt,

til dette bud det er en forklaring blot.

Og hvorsomhelst i Verden det bud er kendt;

der blev som i en lynbrand al ros opbrændt.

Der blev al hellig stræben erkendt som synd,

vor fremgang som en trampen i hængedynd.

Der blev der kun tilbage et angestråb,

en bønnens kamp for livet med håb mod håb.

Og hvor en synder kender det store bud,

der ser han i sin næste en bror for Gud.

De sammen må i troen se hen til ham,

som de har gennemstunget[1], Guds Søn, Guds Lam.

Og så fortsætter salmen med de vers, som vi skal synge om lidt: Hvad mener I om Kristus? (DDS nr 54).

Jesus forklarer os gerne loven, for den er hellig og ren, men han ved, at den ikke kan redde os, kun afsløre vor hjælpeløshed.

Jesu vil derfor føje noget afgørende til budskabet om loven, og det er budskabet om ham selv, og hans identitet ser vi klarest i hans gerninger. Jesus kan det, som loven ikke kan, nemlig redde os fra synd og død.

Det er hans glædelige budskab.

Amen