Prædiken til Fastelavns søndag den 11. marts 2018 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Lukas-evangeliet kapitel 18, vers 31-43:

Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: ”Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.” Men de fattede ikke noget af dette; det var skjult for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.

Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: ”Det er Jesus fra Nazareth, som kommer forbi. ” Da råbte han: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!” De, som gik foran ham, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: ”Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at han skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: ”Hvad vi du have, at jeg skal gøre for dig?” Han svarede: ”Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: ”Bliv seende, din tro har frelst dig.” Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.

Vi forstår ikke Jesus, men han kan give os syn for sagen. Så enkelt kan det siges. Der er noget, vi ikke forstår, men Jesus kan give os forståelse, ikke kun i vor tanke, men også i vort hjerte. Ikke kun klarhed, men også tryghed og glæde.

Vi kommer her i kirken, fordi vi har tillid til Jesus Kristus – nøjagtig ligesom de første disciple fulgte Jesus. Pludselig opdager vi så ligesom dem, at der er noget ved Jesus, vi ikke forstår.

Egentlig er det befriende, at evangeliet fortæller om nogen, der ikke forstår Jesus. Så kan vi jo alle være med. Alle har vi jo noget, som vi ikke forstår ved Jesus.

Vi ved godt, at han hedder Jesus. Vi ved godt, at han blev født i Bethlehem, men vi ved ikke hvorfor. Mange forstår ikke, hvorfor det var nødvendigt, at Jesus skulle dø for os. Det er én ting. I dag vil jeg pege på noget andet, som er langt mere udbredt:  Ofte får vi ingen eller kun liden glæde af hans sejr. I stedet plages vi af mørke tanker: Har jeg gode gerninger nok? Kan jeg bestå på Dommedag?

Hvad skal jeg gøre med det problem? Gå til psykolog? Forkaste Gud? Eller leve med angsten? Nej, ingen af delene skal vi gøre.

Vi skal kalde på Jesus og bede ham om, at han vil åbne vore øjne, så vi kan se betydningen af og kraften i hans død og opstandelse. Dér flyttede de afgørende hegnspæle. Ingen anden begivenhed i verdenshistorien har ændret menneskenes muligheder så gennemgribende.

Vi har nu fejret jul og Hellig Tre Konger, som handler om, at Jesus er kommet. Nu skal vi forberede os til påsken, som handler om næste skridt, nemlig at Jesus har stillet op. Han stillede op for netop os, som ikke er gode nok. Han stillede op som synderes beskytter, vores beskytter. Han er redningen både nu og på Dommedag. Det er det, vi ikke forstår. Vi er født uden forståelse for det.

Før vi lærer Kristus at kende, kan vi enten leve ubekymret eller ængstelige. Den ubekymrede tænker ikke over, om han er god nok. Han lever bare og har det fornøjeligt. Den ængstede har en indre uro. Han søger måske at fortrænge den, men han kan ikke fjerne den. Han ængstes for så mange ting, og han har det ikke godt med sin dårlige samvittighed.

Når man så lærer Kristus at kende, kan der ske det, at ængstelsen og uroen vokser, fordi hele ens liv kommer ind i lyset fra Kristus. Man ser, at man har forbrudt sig mod Gud og mod andre mennesker. Hvad skal man stille op med al sin skyld? Ganske vist er der tilgivelse i kristendommen, men gælder den også en som mig? Selv når man tror på Jesus, kan man være meget ængstelig på dette punkt.

Denne uro og ængstelse skyldes, at vi syndere, og synd er en ødelæggende kraft, som lader os mærke, at vi ikke er så gode, som vi kunne have været, hvis synden ikke var der. Og synden præger ikke kun vore følelser og handlinger, men den angriber også troen, både tilliden og forståelsen.

Først lokker og drager synden med guld og grønne skove. Når man så har ladet sig lokke og gjort det, som er forkert, så sidder man i saksen og mærker, hvordan synden arbejder sig ind i samvittigheden og gnaver og gør ondt. Nu er der ikke noget tillokkende ved synden. Nu vil man tværtimod gerne være fri for den, og man ønsker, at man aldrig havde ladet sig lokke og handlet forkert, men nu er det for sent. Synden er en del af ens livshistorie. Og jo mere den æder sig ind i samvittigheden, jo mere ængstelig og bange bliver man. Vel kan man dulme tankerne med mad og drikke og underholdning, men lige så snart man er alene, og den ydre ro sænker sig, så kommer den indre uro frem igen. Vel kan man glemme, men ikke hele tiden. Det ligger i synden, at den modarbejder tilliden til Jesus og får os til at glemme ham eller holde ham på afstand eller misforstå ham. Jesus fordunkles og den dårlige samvittighed tager over.

Det er dette mørke, Jesus vil lyse op i. Når vi nu er til gudstjeneste og hører om nogle, der ikke forstod, og en anden, der fik lov at se, så viser det, hvad meningen med evangeliet og gudstjenesten er. Her i gudstjenesten vil Jesus hjælps os til at regne med ham, med hans indsats, hans død og opstandelse for os. Jesus ønsker at føre os ud af uroen og ængstelsen og ind i trygheden. Jesus ønsker, at vi skal se noget, som gør os glade, mere glade, end da vi kom.

Jesus døde og opstod netop for at beskytte os mod det, som vi ængstes for. En korsfæstelse er ikke bare en henrettelse. Det er også en forbandelse. Da Jesus blev korsfæstes, blev han ført ind i alle menneskers mørke og ængstelse. Han blev ført ind i den tjærespand af onde gerninger og ond samvittighed, som piner og plager menneskene nat og dag. Han blev ikke ført derind som endnu en i rækken. Nej, han blev ført derind for at sejre over det, så han kunne blive vores beskytter og redningsmand. Alt det, som vi ængstes for og gruer over, har Jesus båret og overvundet for os. Det er det, hans død og opstandelse betyder. Påsken er ikke bare en eller anden stor begivenhed. Den er også skelsættende og enestående. Her skete noget afgørende nyt for alle mennesker. Der blev oprettet noget nyt, som ikke fandtes før, nemlig et tilflugtssted. Her kan ængstede og urolige mennesker søge hen og få beskyttelse og fred i sjælen. Påsken er historiens vendepunkt.

Jesus er den eneste, som kan åbne vore øjne for Guds sandhed. Det sker ikke én gang for alle, dertil er synden for stærk. Hele tiden må han hjælpe os. Altid kommer vi til ham som dem, der trænger til hans hjælp. Altid kommer vi til ham som dem, der trænger til at se ham klarere. Altid har vi brug for at bede om, at han vil tage sig af os.

Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til skamme, udfri mig i din retfærdighed!

Vi ved, at vore egne gode gerninger ikke slår til. De kan ikke frelse os. De kan ikke sone vore synder eller fjerne dem. End ikke de gode gerninger, som vores tro motiverer os til, kan fortjene en plads i Himmeriget. Selv de mennesker, som forekommer os at være meget hellige og meget troende, kan ikke fortjene noget hos Gud ved deres gerninger. Kun Herrens egen retfærdighed kan frelse os. Derfor er det så godt at komme til gudstjeneste. Her kan vi bede for hinanden og opmuntre hinanden. Det kan vi også derhjemme, men her bliver motivationen hele tiden holdt ved lige.

Lad os et øjeblik tænke på Abraham! Han er de troende fader. Som Gud frelste ham, vil han frelse alle andre. Om ham står der, at han troede Gud, og det regnedes ham til retfærdighed (1 Mos 15,6). Fordi han troede på Guds løfte, tilregnede Gud ham retfærdighed. I sig selv var han ikke retfærdig. Alt ved ham var ufuldkomment og præget af den menneskelige egoisme og vildfarelse. Men hans ufuldkomne tillid til Guds løfte blev regnet ham til retfærdighed. Abrahams tro var ikke hans egen præstation, men en gave fra Gud. Det var Gud, der opmuntrede ham, så han stolede på Gud. Det var Gud, der kaldte troen frem. Det var Gud, der lagde troen ind i hans hjerte. For tro på Jesus er en tom hånd, som vi rækker frem mod Jesus.

Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til skamme, udfri mig i din retfærdighed!

Jesus svarer på den bøn ved at lægge sin egen retfærdighed ned i vores tomme hånd, og i kraft af hans retfærdighed kan vi bestå på Dommedag. Ved dåben klædes vi i Kristus. I kraft af den korsfæstede og opstandne Kristus består vi. Han er vores værdighed. Gud tilregner os ham. Nu er det ham og ikke synden, der fylder i vort livs regnskab.

Ingen af os kan bare det der med kristendommen. Altid skal det gives os - igen og igen. Vi kommer som blinde eller svagtseende for at få vores syn igen og se klart. ”O Jesus, åben du mit øje, at jeg må se, hvor rig jeg er”, står der i en gammel bøn.

Det glædelige er, at Kristus både kan og vil hjælpe os. Han kan virkelig opmuntre os. Han kan virkelig åbne vore øjne for noget andet end os selv og vore synder og mangler. Han kan virkelig vende vor opmærksomhed i en anden retning. Han kan virkelig glæde os ved, at vi kommer til at regne med, at han har sejret for os. Han kan virkelig tage ængstelsen og frygten fra os og give os glæde og vished og tryghed i stedet for. På den måde fører han os ud af vort eget mørke og ind i hans lys.

Kærligheden søger ikke sit eget, skriver Paulus, som jeg læste før fra alteret. Det er dybest set Kristus, Paulus sigter til. Hos ham havde han mødt den rene og fuldkomne kærlighed, der tog sig af ham, skønt han ikke havde fortjent det.

Paulus havde været blind for, hvem Jesus virkelig er. Pludselig viste Jesus sig for ham i et syn så voldsomt, at Paulus faldt af hesten og blev blind. I ét nu så han, at han havde taget fejl og uden grund jagtet og henrettet mange kristne. Men Jesus viste sig ikke for ham for at dømme ham, men for at redde ham og tage ham i sin tjeneste.

Paulus skriver endog et sted, at Jesus tog sig af ham som et mønster på dem, der skal komme til tro (1 Tim 1,16). Som Jesus reddede den vildfarne og mislykkede Paulus, sådan vil han redde os, der kan føle os lige så mislykkede.

Og ligesom vi ikke kan skabe vores egen tro, sådan kan vi heller ikke skabe andres. Men vi kan gøre Jesus kendt, og vi kan bede om, at alle må komme til at indse, hvem han er og stole på ham.

Jesus Kristus griber ind. Det er det, han er kommet for. Der er intet, han hellere vil.

Amen