Prædiken til 4. søndag i advent 2018

Prædiketekst: Johannes-evangeliet, kapitel 1, vers 19-28:

Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: ”Hvem er du?” Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: ”Jeg er ikke Kristus.” Hvad er du da?” spurgte de ham, ”er du Elias?” ”Det er jeg ikke,” svarede han. ”Er du profeten?” ”Nej,” svarede han. Så sagde de til ham: ”Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?” Han svarede: ”Jeg er ’en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!’ som profeten Esajas har sagt.”

De var udsendt af farisæerne, og de sagde til ham: ”Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?” Johannes svarede dem: ”Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.” Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

Hvad skal vi med Johannes Døber? Hvorfor skal vi høre om ham to gange i adventstiden? Vi hørte også om ham sidste søndag. Og det er ovenikøbet den voksne Jesus, han taler om. Vi hører ikke noget om Jesu fødsel. Hvorfor skal vi høre om Johannes Døber her op til jul, hvor vi glæder os over Jesu fødsel?

Det skal vi, fordi Johannes Døber hjælper os til at forstå, hvem Jesus er, og hvor stor han er. Johannes Døber peger på Jesus og beskriver ham.

I morgen og overmorgen skal vi fejre Jesu fødsel, men er Jesus den frelser, som de gamle profeter har forudsagt? Det spurgte Johannes om, og Jesus svarede ham ved at henvise til sine guddommelige undere og til, at det glædelige budskab går ud til dem, som intet har, og som er helt uværdige. Underne beviser Jesu myndighed, og budskabet viser hans kærlighed. Alt det var emnet sidste søndag.

I dag begynder vi et andet sted: Hvem er Johannes Døber? Han er ikke hvem som helst. Jesus kalder ham den største blandt kvindefødte (Matt 11,11). Med andre ord er han den, der kommer tættest på Jesus, hvad storhed angår. Så hvad har han at sige om sig selv – og om Jesus?

Det svarer lidt til vores egen nysgerrighed. Vi vil gerne høre, hvad de store kanoner i vor tid har at sige om deres liv, og vi vil også gerne høre, hvad de har at sige om Jesus. Det er folk som paven og Dalai Lama og de store filosoffer, de store politikere og ikke mindst de store kunstnere, malere og skuespillere osv. Det kan være ganske spændende, men i dag hører vi, hvad den største af dem alle har at sige om Jesus.

Først hører vi, hvad han siger om sig selv. Johannes Døber har gjort sig så bemærket, at de religiøse autoriteter kommer ud for at spørge ham, hvem han selv mener, at han er. Baggrunden for hans svar er jødernes stærke forventninger om profetiernes opfyldelse. Alt, hvad de gamle profeter havde forudsagt, skulle gå i opfyldelse. Særligt tre skikkelser forventede man. Det var Kristus, Elias og Profeten. Det gamle Testamente har mange profetier om Kristus. Elias er kun forudsagt to gange, og Profeten er forudsagt kun én gang. Kristus er frelseren, Elias skal bane vej for ham, og så skal der komme en profet som Moses.

Er du en af dem, Johannes? Nej, det er han ikke. Han er hverken Kristus, Elias eller Profeten. Da Johannes har svaret nej på alle tre spørgsmål, er hans gæster løbet tør for muligheder, og så siger de: Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?

”Du kan da ikke lade os gå tomhændede hjem, Johannes! Du må da give os noget.” Og så henviser Johannes til en sætning hos profeten Esajas. Sætningen er en overset profeti: Jeg er ’en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!’ Det er meget ydmygt. Johannes Døber er bare en stemme ude i ørkenen. Det vigtige er ikke ham selv, men hans budskab: Jævn Herrens vej! Der er mange sten på den vej, Herren skal gå. Fjern stenene, og gør vejen lige og jævn at gå på! Johannes Døbers budskab handler ikke om ham selv, men om at bane vej for en anden.

Tre gange siger han, hvem han ikke er. Da han endelig skal sige, hvem han er, er han kun en stemme, der taler om en anden.

Johannes Døber stiller i den grad sig selv i skyggen, at hans gæster drives til at stille et nyt spørgsmål, for selv om han ikke ophøjer sig selv, gør han alligevel én usædvanlig ting: han døber. ”Hvorfor gør du det, Johannes?” Og igen anlægger Johannes Døber samme synsvinkel. Ligesom han kun er en stemme, sådan er døber han også kun med vand. Både hans person og virksomhed er begrænset. Og så peger Johannes i en anden retning, bort fra sig selv, hen på en anden: midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse. Forskellen på denne ukendte person og så Johannes Døber, er at Johannes ikke engang er værdig til at være hans slave. Johannes er ikke værdig til at løsne remmen på den ukendtes sko. Johannes baner altså vej for en anden, som i værdighed er milevidt fra Johannes.

Hvordan kan Johannes være så uværdig? Der står jo ikke fortalt om en eneste synd i hans liv? Nej, men Johannes er nedefra, fra jorden, jordisk som os andre. Den person, der skal komme efter Johannes Døber, er ovenfra, fra himlen; han er guddommelig.

Dagen efter kommer Jesus gående, og da siger Johannes Døber, at det er ham, han mente. Forskellen på Johannes Døber og Jesus er altså enorm. Læg mærke til, at Johannes ikke taler om myndighed, men om værdighed. Når det største menneske møder Jesus, så er han ikke værdig til at udføre den ringeste opgave for Jesus.

Læg mærke til, at Johannes ikke siger noget om vores uværdighed. Han siger blot, at han selv er uværdig. Så må vi andre selv tænke og drage konklusionen. Og når den største blandt os alle indrømmer sin uværdighed, mon der så går noget skår af os ved, at vi også gør det?

Så er vi andre heller ikke værdige. Så stor er Jesus. Så anderledes er han. Det er hans fødsel, vi skal fejre. Han blev født blandt mennesker, som ikke er værdige til at gøre noget som helst for ham.

Man kan fokusere på det skrækkelige: Det er jo forfærdeligt, at Jesus minder os om vores uværdighed!

Man kan også fokusere på det glædelige: Når vi nu er så uværdige, er det jo overmåde glædeligt, at Jesus kommer til os for at dele sin egen værdighed med os!

Allerede næste dag kommer Jesus gående, og da peger Johannes Døber på ham og gør det klart, at Jesus er ham, der kommer efter Johannes, og Johannes siger også, hvad Jesus vil bringe: Han bærer verdens synd, og han døber med Helligånden. Jesus nøjes ikke bare med at komme til os. Han bringer også noget, nemlig en ny værdighed.

Jesus bærer verdens synd og døber med Helligånden. Gennem disse to handlinger får vi jo vores tabte værdighed tilbage. Vi bliver atter paradisets børn.

Det er ikke småting, julen drejer sig om. Det er ikke eventyr, julen handler om. Nej, det er et enestående menneskes fødsel, som forandrer verden for altid.

I vores almindelige hverdag betyder det, at vi med Jesus står over for den største af alle. Der er ikke tale om en gradsforskel, men om en artsforskel. Jesus er den hellige, og vi er syndere. Jesus er på Skaberens side, og vi er skabninger. Jesus er guddommelig, og vi er mennesker. Men der er noget afgørende mere end det. Jesus er den hellige, som tager imod syndere, renser dem og giver dem et helt nyt liv hos ham, hvor man kan ånde lettet op.

Jesus giver vort liv indhold og holdepunkt og fokus, så vi på befriende vis er forankret i en anden end os selv. Jesus danner da rammen for vort liv. Han er så stor, at han er værd at tjene. Han er så stor, at vi kan have vores identitet i at pege på ham og glemme os selv.

På dette punkt sætter Johannes Døber ikke bare Jesus i relief, men også det kristne liv. Han virkeliggør et ideal, som vores moderne samfund i allerhøjeste grad har brug for. Mange mennesker tror ikke på Gud, og mange andre sætter ham langt nede på prioriteringslisten. Mange anser det for frigørelse. Nu kan man være fri for autoriteter og fri til at være sig selv.

Som tiden går, er der dog nogen, der opdager, at denne nye tilstand er en større byrde, end man lige regnede med. Når man ikke vil være i Guds hænder falder man i menneskehænder. Rigtig mange unge i dag er blevet afhængige af andres anerkendelse. Man samler på gode tilkendegivelser, likes, på de sociale medier, og man har det rigtig dårligt, hvis man kun får få likes.

Det moderne samfund har glemt, at Gud ikke kun er an autoritet, men også en autoritet på en ganske bestemt måde. Han er den kærlige beskytter og far, der hindrer mennesker i at tyrannisere os. I denne verden gør han os frie i vores indre. I den kommende verden bliver vi også frie i det ydre. Gud er ikke en autoritet, der vil gøre os til slaver, men en far, der vil have os som sine børn, der skal nyde hans kærlighed og arve hans rigdomme.

Dette forhold er vi mennesker skabt til, og hvis vi ikke lever i det, så søger vi erstatninger. For de unge er det kammeraternes anerkendelse, og det er fint med anerkendelse, men hvis man lader sig styre af den, så bliver det et tyranni, et fængsel.

De stærke voksne lader sig undertiden styre af et uopnåeligt ideal. Citat:

”Det, der driver mig i mit liv, er en frygt for at være middelmådig. Det hjemsøger mig hele tiden. Jeg kan arbejde mig igennem et anfald af denne frygt, komme ud på den anden side og føle mig som et ganske særligt menneske, men straks føler jeg mig igen middelmådig og uinteressant, medmindre jeg finder på noget andet, noget nyt. Selvom jeg er ”blevet til noget”, må jeg hele tiden bevise over for mig selv, at jeg er noget. Jeg har endnu ikke kæmpet mig helt ud af det, og det lykkes mig sikkert heller aldrig.” Citat slut. Det er kunstneren Madonna, der har sagt det. Det må godt nok være anstrengende at leve under et sådant pres.

Johannes Døber viser en helt anden befriende vej. Han er hverken bundet af andre menneskers tyranni eller af sit eget. Han er tværtimod optaget af at tale om ham, som han sætter højest, nemlig den mægtige Jesus, som skal efterfølge ham.

Hvis vi er afhængige af andres tilkendegivelser eller vore egne, uopnåelige, ubarmhjertige idealer, så kan vi aldrig være frie. Hos Jesus er vi elsket, og dér kommer vi til at glemme os selv og vores egen ære, og vi bliver optaget af Jesu ære. Vi bliver fyldt ikke bare af noget, der er større end os selv, men af den største, ham, som er over alle, Kristus selv, som bøjer sig helt ned til os.

Glædelig advent!

Amen