Prædiken til Anden Juledag, Sankt Stefans dag 2018

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 23, vers 34-39:

Jesus sagde: "Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler kyllingerne under sine vinger, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!"

De to sidste dage har vi hørt om Kristi fødsel, og nu hører vi om kristenforfølgelser. Det er der ikke meget jul over. Hvordan hænger det sammen?

Historisk skyldes det, at kirkens helligdagskalender er blevet til over flere hundrede år, og man holdt 26. december som helligdag, før man begyndte at helligholde 24. og 25. december for Kristi fødsel. Dermed får vi denne bratte overgang mellem vidt forskellige helligdage.

Sagligt hænger det dog særdeles godt sammen. Kristus er kommet som Guds gave til os, men i denne verden står der kamp om denne gave. Nogle glæder sig over ham. Andre bekæmper han med næb og kløer. Når lyset tændes, rejser mørket sig. Det er desværre de barske vilkår. Men der er mere end som så. Når man ser nærmere efter, hvad Kristus siger, så kommer det modsatte perspektiv også frem: Når mørket rejser sig, lyser Kristus. Så lad mig begynde med mørket og slutte med lyset.

Sankt Stefans dag er de kristne martyrers dag. Selve glosen martyr er også blevet en martyr i dag. Da jeg var barn, opfattede vi martyrerne som de kristne, der blev smidt for løverne under de romerske kristenforfølgelser. Værgeløse stod de i arenaen og sang salmer til Kristus, mens de udsultede rovdyr listede rundt om dem for så til slut at sønderrive dem.

I dag har glosen martyr fået en ny betydning. Nu er det en person, som dør med våben i hånd eller et bombebælte om livet i kampen for en religiøs ideologi.

Denne udvikling er udfordrende. Martyrerne kan end ikke beholde deres hædersbetegnelse. Også denne værdighed har man frataget dem. Det er en del af menneskehedens svar på Kristus og hans udsendinge.

Den kristne kirke har i Vesten i mange år været veletableret i samfundet med større eller mindre magt og med statsmagtens støtte. Sådan har det også været i Nord- og Sydamerika. I Afrika og Asien er det modsat. Dér har den kristne kirke længe været forfulgt, og det tager til. Vi begynder nu også at se, at den kristne kirke mister sin privilegerede stilling i Vesten. Mange forlader den. Mange ønsker den hen, hvor peberet gror. Trusler er ikke længere ukendte fænomener hos os. Konvertitter fra Islam til kristendom må ofte tåle den behandling. Kristus forudsiger, at der vil komme meget mere af samme slags.

Han ser forfølgelsen af de kristne i tæt sammenhæng med Israels historie, en fortsættelse af den lange historie om forfølgelse af Guds retfærdige og profeter fra først til sidst.

Kristus nævner således det første og det sidste mord i Det gamle Testamente. Det første offer var Abel, og det sidste var Zakarias. Mellem dem var der en lang kæde af retfærdige mennesker, som blev slået ihjel, fordi man ikke ville tåle dem. De var ikke prædikanter alle sammen, men de levede med Gud.

Når man modarbejder Kristus og forfølger hans udsendinge, tilslutter man sig dårligt selskab, nemlig alle dem, der forfulgte profeterne i Det gamle Testamente, og så må man også dele dommen med dem.

Der er altså to fællesskaber i verdenshistorien. Det ene er dem, der bekender sig til Israels Gud og lytter til dem, han har sendt, og det andet er dem, der bekæmper Israels Gud og modarbejder og evt. forfølger dem, som Israels Gud har sendt. Og det hele når sit højdepunkt i Kristus. Han er Guds sidste og afgørende ord til menneskeheden.

Kristus er ikke en truende mafiaboss. Han står frem uden våben, taler kærligt til os og gør sine mægtige undergerninger, som tager sigte på at hjælpe folk. Disse undergerninger viser hans myndighed og hans vilje til at redde de svage og dem, der ikke har noget håb. Gennem alt det gør han det klart, at han kan redde os fra skyld og død. Han tilbyder at hjælpe alle.

Enhver, der beder Kristus om redning fra skyld og død, får hjælp. Det er der glædelig nok mange, der gør, men alvoren er, at det store flertal afviser ham – på forskellig måde. Mange er ligeglade, men der er også mange, som udviser foragt, og der er mange, som i forskellig grad chikanerer og forfølger de kristne. Og der er ikke tale om nogle få uheldige tilfælde, men om millioner af mennesker, som er ramt.

Forskellige organisationer arbejder for at støtte og hjælpe de forfulgte kristne. Flere vestlige regeringer er opmærksomme på problemet, herunder den danske. Og her i Helsingør stift holder vi en konference om emnet lørdag den 2. marts i Egedal kirke.

Ugerningerne må bringes frem i lyset. Der sendes penge, mad, lægehjælp, advokathjælp o.l. til de forfulgte. Frem for alt opfordres der til, at man utrætteligt beder for dem.

Vi lever stadig i det rolige Skandinavien, mens verden rundt om os bliver mere og mere voldelig. Og det er ikke kun kristne, der forfølges. Friheden er under angreb mange steder. Mange forfølges for deres overbevisning.

Når alt det er sagt, hvad er så opmuntringen? Er der lys i mørket? Ja, der er der.

Kristus nøjes ikke med at tale om forfølgelser. Han sætter det dystre ind i en opmuntrende ramme. Uden den kunne vi slet ikke holde det ud.

Kristus taler om sin kærlighed. Han sender profeter og vise og skriftkloge. Han sender sine repræsentanter ud. Han vil samle mennesker, som en høne samler kyllingerne under sine vinger. Det er hans kærlighed.

Kristus ved, at forfølgelserne vil komme, og alligevel bliver han ved med at sende sine udsendinge rundt i hverden. Det gør han, fordi han elsker menneskeheden, selv om den hader ham eller er ligeglad med ham. Det er en sådan frelser og herre, vi har. Skønt han selv blev korsfæstet, skønt hans udsendinge bliver forfulgt, så elsker han menneskene alligevel og bliver utrætteligt ved at indbyde dem til at komme ind under hans beskyttelse.

Utallige mennesker alligevel bevidne, at Kristi kærlighed har smeltet deres hjerte og sat dem fri fra al deres skyld, så de kan begynde et nyt liv. De kan bevidne, at Kristus har båret over med dem og tilgivet dem. Sammen med konfirmanderne har vi præster besøgt en kristen præst, der har døbt flere, som tidligere har kæmpet for Islamisk Stat. De ligner Paulus. De er gået fra at være forfølgere til at være efterfølgere.

En stor skare glæder sig over, at Kristus var villig til at give det ultimative offer, nemlig at stille op for os som vores beskytter mod dommen, skønt han vidste, at det ville koste ham livet. Kristus holder ud med os, ikke af pligt med sammenbidte tænder, men af kærlighed. Han glæder sig ikke over vore synder, men han glæder sig over hver eneste synder, som kommer til ham. Det øjeblik er hele ventetiden værd.

Kristus længes ikke efter, at dommen kommer, så han kan få hævn over sine modstandere. Kristus vil hellere redde sine modstandere fra dommen. Derfor elsker han dem. Derfor bliver han ved med at sende indbydelser ud lige, indtil dommen kommer. Når vi ser al verdens uretfærdighed skal vi ikke fortvivle. Ikke alene lover Kristus, at det onde vil tabe og få sin dom. Han har også givet en indbydelse at gå med, som gælder til verdens ende. Det er muligt at blive reddet fra den værste skyld og få evig glæde hos Kristus. Der er håb for den, som hidtil har forspildt sit liv i had og ondskab og ødelæggelse af både andre og sig selv.

Kristus bruger et vidunderligt billede på sin kærlighed, nemlig hønen, der samler kyllingerne under sine vinger. Alle Kristi tilhørere havde set, hvordan en hønemor beskytter sine kyllinger. Hos Kristus er der redning. Her er alle velkomne.  Som Kristus frelste både den fornægtende Peter og forfølgende Paulus, sådan vil han også frelse enhver, der kommer til ham, uanset hvor meget de har på samvittigheden.

Kristi utrættelige kærlighed er lyset, der skinner i mørket.

Og Kristus taler med sin fars myndighed, på linje med ham. Det er Gud, der sender profeter. Det er Gud, der dækker dig med sine fjer, du kan søge ly under hans vinger (Sl 91,4). Det står i Det gamle Testamente. Her i Det nye Testamente er det Kristus, der gør det. Han er ikke blot et menneske, men er også guddommelig. Som der står i juleevangeliet: Han er Kristus, Herren. Og Herren er Guds navn. Så stor er Kristus. Det er ham, der taler til os. Det er ham, der skal vejlede og beskytte os gennem alle vanskeligheder og hjem til sit evige rige.

Glædelig jul                    Amen