Prædiken til 4. søndag efter påske den 19. maj 2019 kl. 9.00 i Karlebo kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketeksten er Johannes-evangeliet, kap. 16, v.5-15:

Jesus sagde; "Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd, retfærdighed og dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt.

  Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.  

Jeg har ofte både tænkt og følt, at hele det kristne liv ville være meget bedre, hvis Jesus stadig gik rundt her på jorden. Ingen ville være i tvivl om, at han lever. Ingen kristne ville føle, at vi kun tror på noget usynligt.

Jesus er udmærket klar over disse følelser, for han nævner direkte, at disciplene er fyldt af sorg over, at Jesus vil forlade dem. Alligevel siger han, at det er bedre for os, at han går bort, end at han blev. Det er der så én klar årsag til: Hvis Jesus ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til os, men når Jesus går bort, vil han sende Talsmanden. Talsmanden er Helligånden, og han kan kun komme, når Jesus er borte.

Det er svært at forstå. Det har måske noget med moden at gøre. Det er mere modent at vandre med Guds usynlige Ånd i sit indre end at vandre med den synlige Jesus. Det ville også være besværligt, nu hvor kristenheden er blevet så stor. Vi kunne ikke alle sammen komme til at tale med Jesus. Måske skyldes det, at Jesus nu vil arbejde over hele kloden og tale til langt flere, end han som et lille menneske kan nå, men Jesus går ikke nærmere ind på dette forhold. Han går straks over til at beskrive Talsmandens gerning. Det finder han åbenbart mere nyttigt. Kort sagt gør Talsmanden to ting: Han overbeviser verden, og han vejleder den kristne kirke i sandheden.

Han overbeviser den ikke-troende verden om sandheden. Helligånden er Guds talsmand i verden. Han kan ikke kontrolleres af Guds modstandere. Han trænger ind gennem de allertættest lukkede døre og ind i de allermest modstræbende sind. Hverken kirken eller verden kan kontrollere Helligånden.

Helligånden søger at overbevise den ikke-troende verden om sandheden, der befrier menneskene. Og denne sandhed består af tre ting. Den første er synden. Synd betyder at ramme ved siden af målet. I stedet for den ydre fred og den indre glæde, som menneskene er skabt til, så beherskes vi nu af den indre ufred og den ydre nød. Selv om vi kan have mange lykkelige dage, så ligger der på bunden af menneskesjælen en dyb skyld og en dyb angst. Og for hver dag, der går, kommer vi døden en dag nærmere. For de meste kan vi glemme og fortrænge det, men når tankerne kommer, så ved vi godt, at vi står over for kræfter, vi ikke kan magte eller kontrollere. Det er tværtimod dem, der kontrollerer os. Både religion, filosofi og psykologi tumler med disse erfaringer og følelser, og vi kan undre os over, at tilværelsen er sådan. Den svarer ikke til vore længsler. Denne verden kan ikke tilfredsstille vore længsler, men vi kan ikke finde årsagen til dette mærkelige forhold, og det hjælper ikke at sige, at vi bare må affinde os med, at tilværelsen altid har været sådan og aldrig kan blive anderledes. Det hverken forklarer eller stiller længslen efter noget bedre.

Helligånden bringer os noget helt andet. Først bringer Helligånden en afklaring af syndens inderste væsen. Syndige gerninger og tanker er nok syndige, men ikke syndens kilde. Kilden er mistillid over for Jesus. Jesus er som Guds søn grundmodellen for menneskelivet.

Han er Guds billede, som vi er skabt til at ligne, men det fødes vi helt fremmede for og derfor går vi vore egne vilde veje, og derfor rammer vi ikke bare lidt ved siden af målet, men går i helt modsat retning.

Helligåndens første gerning er at give menneskene selverkendelse. Mennesket er alle tings mål, siger grækerne, men evangeliet viser en dybere målestok: Jesus er alle tings mål. Nøden er, at vi er kommet bort fra ham.

Helligånden nøjes ikke med at give os denne selverkendelse, men giver os også løsningen på problemet, nemlig retfærdigheden. Denne retfærdighed består ikke i, at vi nu skal frelse os selv ved gode gerninger. Selv vore allerbedste gerninger kan ikke redde os fra synd og død. Guds retfærdighed er større end som så. Helligånden skal overbevise om retfærdighed: at Jesus går til Faderen, og man ser ham ikke længere.

Hvad laver Jesus hos Gud Fader? Han er vores talsmand på højeste sted. Han taler vores sag hos Gud. Der er altså to talsmænd. Helligånden taler Guds sag i vores hjerte, og Jesus taler vores sag hos Gud. Der er altså en talsmand både hos os i det dybe og hos Gud i det høje. Alt det, som vi mangler, er Jesus for os. Alt det fejlslagne hos os er han erstatning for. Han er vores retfærdighed og værdighed hos Gud. Ikke alene har han gjort alle de retfærdige gerninger, vi skulle have gjort, men har også det rene hjerte, som vi skulle have haft, og den rene, fuldkomne tro, som vi skulle have haft. Alt, hvad vi mangler, er han for os. Alt, hvad vi skylder, har han gjort for os. Ja, endnu mere: Hans retfærdighed overgår vores synd. Hvor synden er stor, er nåden endnu mere overstrømmende. Sådan er han vores talsmand for Gud. Sådan er Guds retfærdighed for os. Det er denne rigdom, som Helligånden åbner vores sind for. Helligånden taler således ikke bare Guds sag i vores hjerte, men dybest set også vores eget bedste. Guds retfærdighed er til vores eget bedste.

Det tredje er, at Helligånden overbeviser om dom. Jeg gjorde en opdagelse i Ny Testamente i går. Det ord, der betyder dom, betyder også ret. Guds dom er retfærdig og indebærer, at retfærdigheden sker fyldest, herunder, at denne verdens fyrste, Djævelen, straffes for alle sine ugerninger i hele menneskehedens historie. Dette onde, mægtige og intelligente væsen, som har tyranniseret menneskene siden syndefaldets dag, er nu dømt. Jesus har vundet den afgørende sejr over ham. Djævelen kan ikke længere skille os fra Gud og plage os til døde. Tværtimod betyder Guds retfærdighed, at vi som troende er skilt fra skæbnefællesskab med Djævelen. Han er dømt til at lide Guds evige dom. Dommen er kun bestemt for ham. Gud ønsker ikke, at en eneste af os skal gå fortabt. Gud ønsker ikke, at vi vælger Kristus fra og på den måde kommer til at dele skæbne med Djævelen. Tværtimod ønsker Gud, at vi skal nyde friheden hos Kristus og se på de dæmoniske kræfter i domens lys. De har tabt og vil tabe. Derfor må vi nok sørge over verdens ondskab, men vi skal ikke fortvivle over den. Det er kun et spørgsmål om tid, inden Djævelens både åbenlyse magt og skjulte fremfærd vil forsvinde for evigt.

Det er disse tre ting, Helligånden søger at overbevise verden om. Og når man er overbevist, så er man kristen, og så kommer det næste spørgsmål: Hvad gør Helligånden så i den kristne kirke? Når mennesker har fået den kristne tro, har Helligånden så stadig en opgave over for de troende? Ja, det har han. Han skal vejlede os i hele sandheden. Jesus er sandheden fra Gud, og i den kristne kirke er vi kommet til tro på ham, men vi har endnu meget at lære. Hele det kristne liv er en vandring dybere ind i Guds tanker, ind i Jesu undervisning, dybere ind i kendskabet til ham. Gud har givet os den hellige skrift, Det gamle Testamente. Jesus har givet os sin undervisning, der er nøglen til Det gamle Testamente. Alt det vil Helligånden vejlede os i. Helligånden gør altså sin gerning både uden for og inde i den kristne kirke.

Helligåndens gerning er ikke tør teori og tankesystemer, men er af dyb, personlig art. Jesus siger: Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Helligånden viser os Jesu storhed og herlighed.

For nylig var der en, der spurgte mig: ”Kan I blive ved at finde nye vinkler på Bibelen?” Jeg svarede ja, men jeg vil godt uddybe det lidt, fordi jeg i eftertankens lys nok hellere ville svare, at vi kan blive ved med at opdage nye ting i Bibelen. Det er således ikke kun nye vinkler, men også nye elementer i Bibelen, vi får øje på. Jeg begyndte at læse i bibelen, da jeg var tolv år, og nu mere end halvtreds år efter, må jeg erkende, at jeg stadig er meget langt fra at være udlært. Jeg når aldrig til det punkt, hvor jeg kender og forstår alle sider af Bibelens store budskab. Bibelen er så lavvandet, at små børn kan soppe, og så dyb at elefanter kan svømme, og de kristne aldrig bliver færdige med at trænge ind i dens budskab.

Så store ting gør Helligånden, og gennem alt det fører han os frem til den store dag, hvor vi med glæde skal se Jesus komme synligt som verdens herre og frelser på hans store dag.

Amen