1. søndag i advent 2019 
Salmer: Nr. 74 - Vær velkommen - 87 - Det første lys er ordet - 78 - Blomstre som en rosengård / 76 - Op thi dagen nu frembryder - Motet: D. Rump/M. Praetorius, "Højlovet være kongen skøn" - Nr. 447 før dåb - Sov du lille ..efter dåb (Mel: Juletræet med sin pynt ) (Trykkes og deles ud)- Nr. 80 - Tak og ære være Gud

  Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:                                           Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: »Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.« Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Naaman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Luk 4,16-30

  Prædiken                                                                                                             Der findes ord og sætninger som hænger ved – som vi bliver ved med at huske, fordi de rummer så meget.

Det kan være nogle af de berømte ord fra vores historie:

Der var den romerske kejser Julius Cæsar, som kort før Jesu fødsel sagde de berømte sætninger: Terningerne er kastet! .... og: Jeg kom, Jeg så, Jeg sejrede.           Winston Churchill, som sagde i en tale i 1945 til de piloter, var fløjet ind over Tyskland i løbet af krigen: Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget!          John. F. Kennedys tale i Berlin i juni 1963, kort efter at muren var bygget, har vi hørt tit i dette efterår. Han sluttede talen med ordene: Ich bin ein Berliner – Jeg er en berliner!                                                                                                               Fra dansk side husker vi Grundtvigs berømte ord fra 1837: Menneske først, kristen så! Og Kirkegårds: Det gælder om at finde den idé, for hvilken jeg vil leve og dø! Og så er der Benny Andersens mange fine digte og sange. En af de mest kendte strofer lyder: Livet er ikke det værste man har!

Hver for sig gemmer vi også, indeni os, ord og sætninger, som betyder noget særligt, i vores liv. Der er f.eks. de særlige ord, som vores børn, eller børnebørn, siger, mens de er små. Eller ord fra den elskede, som vi husker. Eller de sidste ord, vores forældre eller bedsteforældre sagde, inden de lukkede deres øjne.

  De ord hæver sig op over hverdagen. De er med til at styrke vores tro på livet, og vores længsel efter mening. Vi kan som mennesker ikke nøjes med overfladiske samtaler og flygtige kærlighedsforhold. Vi har brug for noget større, og dybere. Vi har brug for ord, der har vægt. Ord, der udtrykker tro, håb og kærlighed.

  Jesus fra Nazaret kom ind i vores verden. For således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, med have evigt liv… læser vi i Johannesevangeliet. De ord fortæller, at det hele begyndte med Guds kærlighed til verden, den verden, der er vores. Det var ikke en anderledes og bedre og mere fuldendt verden, Guds elskede, men verden som vi kender den.

Men han sendte os sin søn, Jesus Kristus, for at bane en vej, også dér hvor jorden synes allermest øde og mørk, tværs gennem ondskab, krig, sorg og død, for at vi skal kunne møde ham, i tro og bøn, og for at lyse sin velsignelse over os.

  Det er i dag 1. søndag i advent. Kirkens nytår. Vi har tændt det første lys i adventskransen. Advent betyder: Herrens komme! Nu kommer han snart, vor Herre Jesus Kristus.  Derfor handler dagen, her på den mørkeste tid på året, om lys og håb.

  Jesus var kommet til Nazaret. Den by, hvor han var vokset op… sådan begynder dagens evangelium med at fortælle. På sabbaten, om lørdagen, gik han, som han plejede, hen i synagogen. Midt i forsamlingen rejste han sig, for at læse op fra Den jødiske Bibel, som lå på alteret. Den som er identisk med vores Gamle Testamente.
 Han læste de kendte ord fra profeten Esajas´ Bog: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, og sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår for Herren.   Ordene handlede for jøderne om den Messias, man havde ventet på i 1000 år. En konge, en frelser, som skulle komme til dem og skabe et nyt fredsrige. De havde igennem hel deres historie måtte lide meget. Deres tempel havde været brændt ned, og hele folket havde været sendt i landflygtighed. Og nu havde romerne besat landet. Men Esajas ord gav dem håb.

Så skete der noget, som fik hele forsamlingen op af stolene. For Jesus sluttede med at sige: I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse… Først klappede de…. men så var der en i forsamlingen, der råbte: Jamen, er han ikke Josefs søn? Han er vokset op her i vores egen by. Og så blev de vrede. Hvad bildte han sig ind, sådan en lømmel, at stå her i synagogen og påstå, at han var en profet eller endda Messias?  Og de jog ham ud og ville stene ham. Men han banede sig vej mellem dem og gik!

  Et nådeår for Herren! Udtrykket må handle om et år eller en tid, der er præget tro, frem for vantro, af kærlighed fremfor had og vold og jalousi. Af håb for verden og fremtiden.
 
1. søndag i advent begyndte vi med at synge Grundtvigs salme: Vær velkommen, Herrens år. Kirkeåret, med jul påske og pinse er ifølge ham et Nådeår. Julenat blev der tændt lys i mørket. Påskemorgen slog livstræet rod i graven. Pinsedag kom Guds ånd til verden og fyldte os, almindelige skrøbelige mennesker med nye kræfter.
 

Det var ikke en eller anden overfladisk glæde, som fik Grundtvig til at skrive salmen. Han kendte mørket fra sig selv; han var mange gange så langt nede, at han var ved at miste troen og håbet. Men hans pointe er, at det netop er i midt i vores liv, med dets sorger og glæder, at evangeliet igennem hele kirkeåret, kan skabe lys og kraft, så vi får troen og modet tilbage. Det er i mørket, lyset tændes; det er i graven, at livstræet slår rod.

Kristus forkyndte et nådeår. Fra nu af er alting anderledes – sagde han: Se ikke tilbage med frem – for Gud har besøgt sit fok. I skal ikke længere leve i frygt, han har sendt sin søn, og han er midt i blandt jer! Når nogen forsøger at tage troen og livsmodet fra os, og vi føler os som tomme kar og er ligeglade med det hele, da må vi vende os, komme til kirken og høre evangeliet om ham, der gjorde alting nyt.

Vi må tro på at Guds kærlighed er stærkere end døden og det onde. At vi i ham er sandheden om vores liv. Og at hans ord har magt til at forandre alt.

  Men i vores søgen og længsel efter sandheden, hører vi også, at Gud ikke lader sig binde til vores forestillinger, og det vi føler for, og mener er det eneste rigtige. Det måtte de, der var forsamlet i synagogen i Nazareth, sande. Han kom ikke for at bekræfte og please os. Men for at vi skal se ind i os selv, og tage det på os, som vi helst ikke erkende og stå ved. Han hjælper os med at bære det, der er svært.   

I adventstiden hører vi, at han er den vi endnu ikke kender - men vi bliver fyldte af forventning, fordi han er nær. Han får lyset til at skinne i den mørke tid, og får os til finde vej i alt kaosset af lyde og larm og glimmer – og meninger fra dem, der råber højest. Han får os til at håbe, midt i håbløsheden.

  Advent, forventningens tid, er også et oprør mod verden. Vi bruger måneden til at hygge os og mødes og være sammen; det har vi gjort igennem hele vores historie. Vi kan slet ikke lade være. Vi har en længsel efter nærvær, efter at høre børnenes glade og spændte stemmer, og efter fællesskab og kærlighed. Travlheden dæmpes – selv hos de mest travle – også de må sætte tempoet ned.
 
I dag udråber Jesus  et nådeår for Herren.                                                              Det er nu, vi skal elske, fordi vi selv er elsket, ud over alle grænser. Det er nu, vi må sige Glædelig advent – fordi vi ikke er ladt alene i en mørk og kold verden.            Gud kommer selv til verden, hans søn slår følge med os på vejen.

Guds egen søn som vil åbne vores øjne, så vi ser at vi allerede i dag er sat fri, tilgivet, eftergivet al vor gæld og skyld. 

Det et gamle er forbi, og Gud begynder forfra med os – og med verden – med dig og mig.   
Glædelig advent. Amen