Prædiken til 21. søndag efter Trinitatis den 10. november 2019 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 4, vers 46-53

Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Den kongelige embedsmand svarede: ”Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Jesus sagde til ham: ”Gå hjem, din søn lever.” Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: ”I går ved den syvende time forlod feberen ham.” Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: ”Din søn lever.” Og han og hele hans husstand kom til tro.

Hele det kristne livs vilkår er skildret i denne begivenhed. En mand får et løfte at gå på: Gå hjem, din søn lever. Han stoler på løftet, går hjem, og næste dag kommer han hjem og opdager, at løftet var opfyldt. Der var magt bag ordene. Den oplevelse bragte ham til tro.

På samme måde har vi kristne fået et løfte af Jesus. Han lover os den evige helbredelse og glæde hos Gud. Han lover os paradiset. Han lover os Guds evige rige. Han lover os en ny verden. Vi kan ikke altid selv forklare, hvorfor vi stoler på ham, men det gør vi altså. Han har indgydt os tillid, og så lever vi vort liv i tillid. Vi vandrer gennem livet, og en dag kommer vi hjem til Gud, og da vi vil opleve, at Jesu løfte går i opfyldelse.

Til embedsmanden sagde han: Gå hjem, din søn lever.

Det er ikke alle, der får den besked. Mange har mistet deres kære. Alligevel har Jesus noget endnu større at sige til os, ikke om helbredelse i denne verden, men om evig redning i Guds evige rige.

Til embedsmanden sagde han: Gå hjem, din søn lever.

Til os siger Herren: Hør på mig, så skal I leve (Es 55,3 B).

Her er der ikke blot tale om redning fra sygdom, men om redning fra både synd og død. Her er tale om liv og glæde uden ende hos Gud. Vi skal ikke forsvinde. Vi skal ikke gå fortabt. Vi skal reddes og leve – også selv om tilværelsen her kan være meget barsk og hård for nogle.

Hør på mig, så skal I leve. Ja, men her står jo ikke noget om tro. Nej, for vi magter dybest set ikke at tro. Hvad skal vi så gøre? Vi skal lytte til Gud, lytte til Kristus, som han har sendt: Hør på mig, så skal I leve.

Hvis I vil have en lidt længere udgave af hans løfte, så siger Jesus her i Johannes-evangeliet: Min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag (Joh 6,40).

Gode løfter har det med at lyse og varme. Rejsen, vandringen, livet farves af dem. Det er ensomt og hårdt at rejse uden noget mål, uden noget løfte, uden noget godt at se frem til. Det er helt anderledes godt, når der er et varmt, opmuntrende lys i det fjerne, som man hele tiden kommer nærmere.

Jesus vil os det lige så godt, som han ville embedsmanden det godt. Vi skal leve, til evig tid, ikke med evige problemer, men med evig befrielse og glæde. Alt det, vi tumler med her, skal forsvinde. Vi har fået noget vidunderligt at se frem til. Og alligevel handler kristendommen ikke kun om det, der skal ske efter døden og efter dommedag, nej Jesus vil også forandre vores liv her og nu. Embedsmanden kom til tro. En ny glæde kom ind i hans liv. Na’aman kom til tro. Han fik også et helt nyt liv. Sådan vil Jesus også skænke os et nyt liv. Ja, når vi sætter vort håb til ham, så har han skænket os et nyt liv. Den kristne dåb handler om et nyt liv. Hele evangeliet, side op og side ned i Ny Testamente, handler om et nyt liv. Nye værdier, nye rigdomme, nye glæder kommer ind i vort liv.

Troen ser ikke kun fremad, men oplever også noget allerede her og nu. Tænk, hvis Jesus havde sagt: Jeg kan ikke hjælpe dig – eller: Jeg vil ikke hjælpe dig. Så ville rejsen hjem have været trist og sørgelig. Nu var den fyldt af glæde, og sikkert også af bæven og uro. Men ved hjemkomsten vandt glæden over al bæven og uro.

På samme måde er vores tro en tillid til Jesus – allerede før vi har fået opfyldelsen af hans løfter at se. Den tillid er et Guds under. Vi kan ikke selv skabe denne tro, men vi kan gå derhen, hvor troen skabes og får næring. Vi kan lytte til evangeliet, og vi kan gå til nadver, og vi kan bede til Gud. Vi kan bede om at få tro. Det kan vi gøre, og det skal vi blive ved med. Kun Gud kan skabe den.

Det er underligt, at Jesus begynder med at være en smule afvisende og sige: Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke. Men måske er det ikke en afvisning, blot en mild tilrettevisning, der hjælper manden til at fokusere endnu mere på sagens kerne, nemlig nøden og hjælpen. Hans søn ligger for døden, og han beder Jesus om hjælp. Vi kan nemlig godt være uklare, når vi henvender os til Jesus. Vi kan godt tænke: ”Hvis du hjælper os, vil vi tro på dig.” Og nogle gange går det sådan – syreren Na’man, som jeg læste om før fra alteret, havde den oplevelse - men Jesus lærer os, at det ofte går modsat: Først kommer vi til at stole på ham, og siden får vi erfaringer. Og det er ikke bare ofte, nej, det er normalen. Hele det kristne liv er et liv i tillid.

Det kan vi undre os meget over. Hvorfor er det sådan? Hvorfor er kirken ikke fyldt af undere fra morgen til aften, så folk med egne øjne kan se Guds magt og komme til tro?

Ja, det får vi svar på, når vi læser de fire evangelier og Apostlenes Gerninger i Ny Testamente. I begyndelsen var der mange undere, både hos Jesus og apostlene, men efterhånden tyndede det ud. Og i den moderne missionshistorie er der ofte mange undere i den første tid.

Det var det historiske, men der er anden side af sagen. Ikke alle, der oplever undere i kirken, får tillid til Jesus. De fleste bliver overrasket, men allerede på Jesu tid var der mange, som afviste, at hans undere kom fra Gud. Man mente, at de kom fra Djævelen. Så undere producerer ikke varme hjerter for Jesus på samlebånd. Tilliden til Jesus kommer ikke bare fra hans undere, men også fra hans personlighed. Der er noget ved ham som skaber tillid – hos nogle. Selve troens under er at få sans for kvaliteten i Jesu person, ikke bare at han er en flink fyr eller et stort menneske, men at han er helt enestående. Hans omsorg og myndighed er helt enestående i verdenshistorien, så enestående, at man begynder at ane, at han ikke bare gror frem af menneskeheden selv, men rummer noget større. Troen på ham er dybest set et ønske om at være sammen med ham og regne med ham.

Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke. Det var Oldtidens fristelse. I vore dage kan det være så meget andet. Hvis vi ikke får en fuldkommen verden at se, vil vi ikke tro. I vores verden strides menneskene og bekæmper hinanden. Vi, der er opvokset under den kolde krig, troede, at det aldrig kunne blive anderledes. Pludselig, som lyn fra en klar himmel, åbnedes Berlinmuren. Diktaturerne i Øst-europa faldt sammen. En bølge af frihed gik over verden. Det var virkelig både spændende og opmuntrende at se TV-avis og høre nyheder dengang. Kirken var i front både i Polen, Østtyskland og Rusland. Hvad kunne der ikke ske. Demokrati og kirkelig fremgang kunne nu brede sig over hele Europa. Det var skønt. Jeg var helt euforisk.

I dag er meget af dette falmet. Demokratiet svækkes mange steder, og nye militære konflikter er vokset frem. Frihedsbølgen er for længst forbi. En bølge af undertrykkelse er kommet i stedet for. Verden blev alligevel ikke demokratisk.

Der er også en anden indvending mod troen. Hvis vi ikke får en fuldkommen kirke at se, tror vi ikke. Men i kirken er der masser af problemer, og nogle stirrer sig så blinde på de kristnes og kirkens fejl, at de aldrig kommer frem til at søge Kristus selv, hans ord og hans gerninger.

I denne verden har Jesus aldrig lovet os fuldkommen politisk retfærdighed og en fuldkommen kirke. Han har kun lovet os sig selv. Derfor er det ham, vi skal søge. Og når vi gør det, så kommer vi til at gøre erfaringer. Den, der vil gøre hans vilje [som har sendt mig, se vers 16], skal erkende, om min lære er fra Gud, eller jeg taler af mig selv, siger Jesus. Alligevel lærer Jesus os her at se på hele det kristne liv i et stort helikopterperspektiv. Vi stoler på Kristus, og for enden af vejen, skal vi opleve, at han talte sandt om det evige liv.

Det hjælper os rigtig mange gange undervejs, at vi oplever, at hans ord viser sig at være sande også om tingene og livet i denne verden, men for enden af vejen, i Guds evige rige, i paradiset på den nye jord, dér venter den fulde opfyldelse af alt, hvad han har sagt.

Hvilken befrielse vil det ikke være til sidst! Og hvilken tryghed er det ikke undervejs!

Både bibelhistorien og kirkehistorien viser, at man kan tage fejl undervejs. Vores vrede og modstand og træthed kan løbe af med os. Syreren Na’aman, som jeg læste om før, er et godt eksempel på det. Den vejledning han fik om helbredelse var så enkel, at han troede, at det var løgn. Han blev så vred, at han vendte om og begav sig på vej hjem. Han havde så nogle kloge slaver, der fik ham overtalt til at forsøge det enkle, han havde fået anvist, og så opdagede han, at det hjalp. Og med ét slag var hans vrede borte og blev afløst af taknemmelighed og gavmildhed. Man kan sige, at hans korte rejse fra Samaria til Jordanfloden var en vred skeptikers rejse frem mod den store, positive overraskelse. Det var ikke en trosrejse, men en rejse, hvor han lige skulle prøve Gud af. Rejsen var ikke lykkelig, men rejsens mål blev lykkelig.

Disse to eksempler, Na’aman og den kongelige embedsmand, viser dels, at vi er forskellige, dels, at Gud har stor tålmodighed med os. Nogle får tro med det samme som embedsmanden, og andre oplever som Na’aman, at Guds kærlighed overvinder deres modvilje, for nogle efter endnu længere tid end for Na’aman.

De fleste af os oplever ikke underfulde helbredelser. I den forstand er embedsmanden ikke noget mønster for os. Men som kristne er vi på vej med den store helbredelse, verdensgenfødelsen, hvor vi skal befries fra al synd og død. I den forstand kan vi spejle os i embedsmandens hjemrejse. Denne befrielse, som Jesus har lovet os, er langt mere omfattende end den helbredelse, som embedsmanden og Na’aman oplevede, men deres tro på Herren deler vi med ham. Jesu enkle, kærlige og myndige løfter bærer os gennem livet.

Vi lever i en kultur, som bliver mere og mere overfladisk. Når man ser på fjernsynsprogrammerne, så er det ikke de dybtborende programmer, der præger sendefladen. Tiden er ikke kun overfladisk, men også hård. De sociale medier kan være meget hårde. Og en ungdomsforsker sagde for nylig, at mange unge slet ikke har nogen voksne at tale med. Mine egne forældre var bestemt ikke fuldkomne, men de havde da god tid og lyst til at tale med mig, ligesom andre gode voksne havde det. Hvordan havde mit liv ikke været, hvis der ingen voksne havde været at tale med, som kunne gøre en lidt klogere på livet og vist forståelse og kærlighed og opbakning?

Det er min erfaring, at den kristne gudstjeneste og fællesskabet omkring den bryder med dette mønster. Mange af os ser masser af fjernsyn med madprogrammer og sport og krimier, så på den måde er vi som alle andre, men her i kirken får vi noget mere, som man ikke kan få andre steder. Vi får lov at lytte til en anderledes stemme, Jesu stemme, og han fylder os med andre tanker og andre følelser end dem, som fjernsynet og de sociale medier kan give os. Og ligeledes kommer vi til at tale sammen under kirkekaffen mv. Na’aman fik et nyt liv, embedsmanden fik et nyt liv, og vi får et nyt liv. Vi er næppe meget bedre end de fleste andre, men vi kender Kristus, vi lytter til ham, og han giver os noget at tale sammen om - ovenikøbet uden mobiltelefon. Og gennem det får vi en ballast, som bærer os også igennem de tunge dage, når vi har passeret grænsen for, hvad vi selv kan klare. Og på de lyse dage lyser hans ord for os, og han gør de lyse dage endnu lysere.

Til embedsmanden sagde han: Gå hjem, din søn lever. Til os siger han: Hør på mig, så skal I leve (Es 55,3B). Amen