Prædiken til 16. søndag efter trinitatis den 27. september 2020 kl. 11.00 i Karlebo Kirke

Prædiketekst: Johannes-evangeliet kapitel 11, vers 19-45:

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Men selv nu ved jeg, at hvad du beder om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: ”Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: ”Ja, jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: ”Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”

  Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: ”Mesteren er her og kalder på dig.” Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.

  Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: ”Hvor har I lagt ham?” ”Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: ”Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: ”Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”

  Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: ”Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: ”Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: ”Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: ”Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: ”Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: ”Løs ham og lad ham gå.”

  Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.

Prædiken:

Jesus er stærkere end døden. Kristendommen handler om liv, ikke om død. Jesus er kommet for at give os liv, ikke for at minde os om døden. Dengang Jesus gjorde den døde Lazarus levende, stod der mange mennesker og så det, måske hundredvis. Det var synligt og håndgribeligt for alle. Det skete i den lille forstad Betania, som lå 3 km fra Jerusalem. Der ligger den stadigvæk, og siden det fjerde århundrede, hvor kristendommen blev tilladt i Romerriget, har der været en kirke på stedet, hvor de lokale mener, at underet fandt sted.

Vi andre kan kun læse om dette under, høre om det, smage på ordene og mærke deres kraft. Og netop disse enkle, men stærke ord har en evne til at skabe tillid og nyt håb, et håb, der går ud over det, som vi selv kan udtænke.

Vi tænker, at døden er noget, vi må affinde os med. Vi trøster hinanden, så godt vi kan, når vi mister en af vore kære. Så forsøger vi at komme tilbage til hverdagen og glemme døden eller i hvert fald få den på afstand, så vi kan fylde vore tanker med hverdagens almindelige gøremål. Pludselig, når det næste dødsfald kommer, så står vi der igen og mærker vores afmagt.

Jesus vil, at døden ikke skal få det sidste ord. Han er kommet for at overvinde døden. Jesus er kommet for at befri os og gøre os glade. 

Da Jesus gav den døde Lazarus livet tilbage, viste han, hvem han selv er. Der er kun én, som ved en kort befaling kan få de døde til at rejse sig, og det er Gud selv. Nu er det mennesket Jesus, der gør det samme. Han optræder med Guds myndighed. De, der fulgte ham, så det gang på gang. De spurgte sig selv: ”Hvem er han dog, siden han kan gøre de ting?” Til sidst måtte de sige som Martha her: Han er Guds søn. Det vil sige, at han er Guds andet jeg, Guds dobbeltgænger. Der er Gud Fader i himlen, men nu går Guds søn på jorden, for han gør de samme ting, som kun Gud kan gøre.

Ja, men er det ikke bare noget, man har fundet på for at få lidt mere gang i kristendommen? Nej, ligesom man ikke i København eller Odense kan gå ud og fortælle om en fodboldkamp, der aldrig har fundet sted, sådan kunne man dengang heller ikke i en af Jerusalems forstæder fortælle om en dødeopvækkelse, der aldrig havde fundet sted. Hvis alle folk i de byer, evangelierne nævner, kunne sige: Jesus har aldrig været her, og vi har aldrig set ham gøre noget, så ville det ikke gavne kristendommen at opfinde og udbrede sådanne historier. De fleste forskere siger, at Johannes-evangeliet er skrevet omkring år 90. På det tidspunkt levede der masser af mennesker, der havde set Jesus gøre sine undere 50 år før. Når man er omkring 70, ved man udmærket godt, hvad der skete, da man var omkring de tyve. Man kan ikke huske alle detaljer, men man kan i hvert fald huske, om man har set en dødeopvækkelse, og hvis man har været med i Jesus-bevægelsen, hvor man betalte prisen for dagligt at udbrede kendskabet til disse begivenheder og den dybere betydning af dem, så stod det hele endnu skarpere. Det svarer til at spørge en håndværker, om han kender byggereglementet og materialerne nede i byggemarkedet.

Jesu modstandere nægtede heller ikke, at han gjorde undere, men de mente, at han gjorde undere med hjælp fra Djævelen, og de mente, at Jesus var politisk farlig, for hvis alle troede på ham og fulgte ham, så ville den romerske besættelsesmagt lugte oprør og tage den sidste rest af jødisk selvstændighed fra jøderne. Derfor besluttede man at slå Jesus ihjel, og det lykkedes at gennemføre det. Han blev arresteret, dødsdømt, korsfæstet og begravet. Det blev alt sammen klaret inden for 24 timer. Fjenderne hoverede, og vennerne græd. Langfredag var en bitter dag.

Søndag morgen var Jesu grav tom, og allerede samme dag viste han sig for sine venner, der først troede, at de så et spøgelse, men da de så fik lov at røre hans hænder og fødder og kunne mærke både kød og knogler, liv og varme, og der også var ar efter korsfæstelsen, så åndede de lettet op, og chokket blev afløst af glæde. Jesus lever. DeT er fuldstændig, som han siger til Martha: Jeg er opstandelsen og livet.

Lad os se lidt nærmere på det udtryk: opstandelsen og livet! Martha vidste godt som rettroende jøde, at alle mennesker skal opstå fra de døde ved verdens ende, men hvad nytter det, hvis alt er som før? Hvad skal en deprimeret mand med opstandelse? Mon han er glad for at opstå til et liv med depression? Hvad skal en mand, der har fået sit liv smadret af andre menneskers ondskab, med en opstandelse? Og hvad skal en person, der selv har ødelagt andre menneskers liv og er plaget dag og nat af skyldfølelse, hvad skal han med opstandelse? Hvad skal en mand, der har lidt af kræft i mange år eller været dybt handicappet hele livet med opstandelse? Nej, skal der være noget ved en opstandelse, så skal det være opstandelse til noget bedre, end det, der var, noget bedre end det, som denne verden kan give. Og det er netop det, som Jesus er. Jesus er ikke bare opstået fra de døde, men han er noget helt nyt. Han er opstandelsen og livet. Hos Jesus er opstandelsen ikke bare en fjern begivenhed ved verdens ende, men et helt nyt liv - både nu og i den fjerne fremtid, ja for evigt. Hos Jesus får opstandelsen et helt nyt indhold. Ikke bare, at døden skal slippe sit bytte, men at de opstanden får en ny glæde ind i deres liv.

Når Jesus vinder vores hjerte, så begynder en helbredelsesproces. Først helbreder han os indvendig fra den dårlige samvittighed. Samtidig giver han os håb for fremtiden. En dag kommer opstandelsen. Man får evig glæde hos Gud uden at sygdom og ondskab og naturkatastrofer skal plage os. Endelig lærer han os at leve som Guds børn rent praktisk i hverdagen, så ikke egoismen styrer vort liv, men så kærligheden til Gud og vores medmennesker leder os. Det er alt det, han tænker på, når han siger: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.

Det er godt at holde sig til Jesus. Vi skal ikke lade os slå ud af, at vi ikke forstår det hele. Det gjorde første disciple heller ikke til at begynde med. Langsomt, som årene gik, kom de til at forstå mere og mere. Men de begyndte med at lytte til ham og følge ham, fordi de mærkede, at han er noget særligt. Han er god. Når man holder sig til ham, kommer man ind under hans beskyttelse og får del i hans sejr. Ikke alene skal vi så ses igen i hans evige rige, men vi skal så også møde ham. Og da vil vi opdage og føle dybt i os, at hos ham er vi kommet hjem. Vi vil opleve en glæde og en befrielse, som overgår alt, hvad vi kender her, selv de største oplevelser.

Så længe vi lever her, siger Jesus til os, at vi ikke skal være bange, hverken for corona, eller krig, eller klimaproblemer, eller for døden og Helvede, alt det onde, alt det dystre, alt det, som gnaver i samvittigheden, alt det, som tærer på krop og sjæl.

Når vi kigger i spejlet og ser mærkerne efter tidens tand, når vi tænker på fremtiden og spørger efter, hvad der skal blive af os, når vi kigger verden rundt og ser al verdens kaos og ondskab, så siger Jesus: ”Vær ikke bange, jeg er her også. Og jeg har overvundet det alt sammen. Dine synder tilgives dig. Jeg giver dig opstandelse ved verdens ende. Og både nu og da har du evigt liv hos mig.”

Hos Jesus kan alle komme, både troende og søgende. Det afgørende er nemlig ikke, om vi er kommet frem til at tro på ham, men om vi søger ham. At søge ham er også at tro på ham. Er man usikker på, om han findes, så kan man sige: ”Herre, hvis du findes, så tager jeg mod din indbydelse.” Den bøn vil han høre. Han siger selv: Søg, så skal I finde (Matt 7,7).