Prædiken til 2. søndag i advent 6. december 2020 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk

Prædiketekst: Lukas-evangeliet, kapitel 21, vers 25-36:

Jesus sagde. ”Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig.”

Og han fortalte dem en lignelse: ”Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.”

Prædiken

Jesus vil forberede os på fremtiden frem mod hans genkomst. Og han lærer os om tre ting:

• Det mørke
• Det lyse
• Rettidig omhu

Det mørke er verdens gang. Jesus går ikke i enkeltheder. Han tegner kun nogle meget store streger. Både i det store univers og her på kloden vil der ske voldsomme og forfærdende ting. Himlens kræfter skal rystes, og menneskene vil gribes af angst og rådvildhed. Mennesker skal gå til af skræk og frygt. Det er jo forfærdeligt.

Når vi får den slags korte beskeder, så vil vi altid gerne vide mere: Står vi midt i det? Er det den globale opvarmning, Jesus taler om? Er det miljøforureningen? Er det havstigningerne? Er det coronaepidemien? Det kan jeg hverken svare ja eller nej på. På den ene side er det voldsomme ting, men det er jo noget, vi kan gøre noget ved. Men tegn i sol, måne og stjerner, og himlens kræfter, der skal rystes, er det jo ikke, og når de kommer, kan vi ikke stille noget op mod dem. Verdens sidste tid bliver dyster, og det hele vil se mere og mere håbløst ud.

Skal vi så opgive at redde kloden? Nej, det skal vi ikke. Vi skal gøre alt, hvad vi kan. Vi er sat på denne jord til at passe på den og forvalte dens rigdomme. Nogle steder går det godt, og andre steder dårligt. Men vi skal passe vore opgaver, så længe verden står. Vi skal bare ikke tro, at verden står evigt, og vi skal heller ikke være uforberedte på det, som kommer. Der kommer en dag, hvor vores indsats er sat ud af spillet.

Så meget om det mørke. Hvad er så det lyse? Det lyse er, at der kommer noget mere og helt anderledes end verdens undergang. Undergangen er ikke det sidste. Jesu genkomst er det sidste. Alle skal se Jesus komme med megen magt og herlighed. Den dag betyder frelse, genoprettelse, nyskabelse, befrielse, evig glæde for den kristne menighed. Derfor skal vi ikke fortvivle over, at vi trods megen indsats ikke kan redde kloden til sidst. Vi har i vores kristne tro en modgift mod al den skræk og rædsel, som vil fylde menneskeheden. Og denne modgift skal vi ikke holde for os selv. Vi hverken kan eller skal sidde i sikkerhed og kigge tilbagelænet ud på undergangen. Vi vil jo selv være midt i den. Men midt i det alt sammen har vi Jesu løfter at holde os til, og denne modgift mod fortvivlelsen kan vi dele med alle, som vil tage imod. Alle kan få det, vi har.

Når verdens gang frister os til at tænke, at nu går det helt galt, og at der intet håb er, så siger Jesus, at det hænger helt anderledes sammen. Når alt håb synes ude, så kommer han.

Paulus skriver sted (Rom 13,12): Natten er fremrykket, dagen er nær. Normalt ser vi modsat på det: ”Dagen er fremrykket, natten er nær.” Sådan tænker vi, når vi nærmer os vor egen død, og sådan tænker vi, når verden nærmer sig sin afslutning. Jesus og Paulus tænker modsat. Nu er det nat, og vi bevæger os frem gennem natten, og natten bliver koldere og koldere, men på det allermest kolde tidspunkt, er natten forbi, og solen står op. Vi bevæger os fremad gennem en mørk og kold nat mod den helt store solopgang, hvor solopgangen fra det høje vil komme med det evige livs glæde.

Jesus bruger også et andet billede. Han beder os tænke på foråret, hvor træerne springer ud. Selv om foråret kan være koldt og vådt og gråt, så ved vi, at sommeren nærmer sig, når træerne springer ud. Blade på træerne er et sikkert forårstegn. På samme måde skal vi tænke om alle de voldsomme begivenheder, som vil indtræffe i himmelrummet og på jorden. De er tegn på, at Jesu genkomst er nær. Den oplysning magter vi ikke selv at finde frem til. Vi ved det kun, fordi Jesus har sagt det. Hans ord er lyset for os over for mørket. Den anden tekst, som jeg læste før fra alteret, hører ind under denne synsvinkel: Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som skrifterne giver, kan fastholde håbet (Rom 15, 4). Gud har givet os både profeternes, apostlenes og Jesu egne ord til trøst og opmuntring. Selv himlen og jorden skal forgå, men Jesu ord bliver stående til evig tid, og det er disse ord, som vil bevare og frelse dem, som klynger sig til disse ord.

Læg mærke til, at Jesus ikke taler om, at vi skal udvise smertefuld og trodsig udholdenhed med sammenbidte tænder, så vi under stor fortvivlelse lige klarer den. Nej, han siger, at vi skal rejse hovedet, fordi vores forløsning nærmer sig. Vi skal altså hverken leve i frygt for verdens undergang eller i frygt for Dommedag. Nej, vi skal ranke ryggen og se fremad og opad. Dagen nærmer sig, hvor alt ondt skal forsvinde, og hvor vi skal se vor frelser og Herre i al hans herlighed og være hos ham for evigt.

Den første bibeltekst, jeg læste fra alteret i dag (Esajas’ bog, kapitel 11, vers 1-10) , er en forudsigelse og beskrivelse af denne tilstand. Kristus skal være der, og der skal være fred både i dyreverdenen og mellem menneskene. Vidunderligt! Det er genoprettelsen af paradis.

Løft jeres hoved! Befrielsen nærmer sig. Det er denne indstilling, som bærer flere af de salmer, vi synger i dag. Og det er lige netop den indstilling, som Martin Luther savnede i Middelalderens store dommedagssalme, Vredens dag, Dies irae, som den hedder på latin. Mange kender den fra de store requiem, Mozarts, Faurés og andres. Den er både storladen og majestætisk og viser også troens vej til frelsen, men den forholder sig til Jesu genkomst med angst. Jesus ønsker, at vi ikke skal leve i angst, men i glæde og fred - fred med Gud og sin næste, glæde over Guds kærlighed i Jesus Kristus selv, og det er netop den stemning, som salmedigterne Grundtvig, Ingemann og Beskow har givet udtryk for i deres salmer, som vi synger i dag (DDS 274, 273, 568).

Det tredje, Jesus taler om, er rettidig omhu. Det er et udtryk, som en af vore erhvervsledere har dannet. Forretningsledere ved, at man skal have orden i regnskaberne og strategiplanerne, ellers går det galt, og firmet må lukke. Det er en lignende omhu, vi som kristne må udvise i vores trosliv.

Jesus nævner to ting, som bestandig truer troslivet hos troende mennesker. Og vi kender dem begge. De er almindeligt udbredt. Den ene er svir og druk, og den anden er dagliglivets bekymringer. Det første handler om udsvævelser, og det andet handler om hverdagsbekymringer.

Nogle fylder deres tid og deres krop med alle mulige nedbrydende handlinger og rusmidler. De gør alt, hvad de kan, for at udleve deres drifter, og for at fortrænge livets alvor. Det er det vilde liv.

Andre lader bare dagligdagens opgaver fylde hele tilværelsen, timerne, tankerne, følelserne. Det er det pæne liv.

Fælles for begge parter er, at de fortrænger både problemerne og løsningen. Man ser ikke livets alvor i øjnene, og man søger ikke hjælpen hos Jesus Kristus. Hvis forbindelsen nogen sinde har været der, så er den gledet ud. Man har glemt Jesus Kristus, og man har ikke længere forbindelse med ham. Man har mistet det evige liv. Jesu er nemlig det evige liv, og det er ham, man har mistet – eller aldrig søgt.

Når Jesus så kommer, opdager man for sent, hvad man skulle have gjort. Man skulle have søgt ham, men forsømte det. Man bliver revet med af verdens undergang, bort fra Jesus Kristus.

Vi skal tage os i agt, så det ikke sker. Hold forbindelsen med Kristus levende hver dag! Læs i bibelen! Læs en salme! Gå i kirke! Gå til nadver! Bed til Kristus hver dag! Lev efter hans vejledning hver dag! Søg hans beskyttelse og opmuntring! Søg at gøre hans vilje med livet! Det er det, kampen står om. Vi skal altså ikke være bange for verdens gang, hvor dyster den end ser ud. Men vi skal være påpasselige med vores forhold til Kristus. Troen må ikke dø. De skal have noget at leve af.

Man kan meget let føle, at den påmindelse er en løftet pegefinger, der kun giver os dårlig samvittighed. Og ja, advarsler giver ofte dårlig samvittighed, men hvis vi tager dem alvorligt giver de meget mere. De giver anledning til at skifte kurs og få en ny begyndelse eller at vågne op og fastholde kursen.

Det er ligesom et skænderi med ægtefællen. Først slår man sig vældig i tøjret over, at den anden har modsagt en. Bagefter, når man har sundet sig lidt og indset, at det var var sande ord i rette tid, så tager man sig sammen og tager ordene til sig og undskylder, at man blev så vred, for ordene kom jo fra den elskede, som står last og brast med en i tykt og tyndt. Sådan er det også med Kristus. Han vil os det godt.

Der er altså tre ting, vi skal tage med hjem i dag:

• Det mørke
• Det lyse
• Og rettidig omhu.

Glædelig advent

Amen