Prædiken til 6. søndag efter Trinitatis 11. juli 2021 kl. 10.30 i Nivå kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard, jse@km.dk; jgnsej@gmail.com

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet, kapitel 5, vers 20-26: Jesus sagde: ”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ’Du må ikke begå drab’, og: ’Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.’ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret, og dér kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.”

Prædiken

Vrede er en af vore stærkeste følelser. Der findes både en godartet og en ondartet vrede. Den godartede vrede springer ud fra kærligheden. Den godartede vrede er vreden over uretten. Kærligheden finder ikke sin glæde i uretten, står der i Ny Testamente (1 Kor 13,6). Nej, kærligheden bliver vred over uretten. Kærligheden og den godartede vrede er to sider af samme sag. Kærligheden har omsorg for den elskede, og kærligheden bliver derfor vred, når nogen gør den elskede ondt. Kærligheden og den godartede vrede arbejder på den måde sammen for at tage sig af den elskede, både offeret og krænkeren, for begge er skabt af Gud og trænger til hans frelse. Kærligheden gør godt, og den godartede vrede kritiserer og modarbejder ondskaben.

Den godartede vrede er således ikke en modsætning til kærligheden, men en følge af den. Den godartede vrede kan ligefrem være igangsættende. Man vredes over en uretfærdighed, og man begynder en indsats for at fjerne uretfærdigheden.

Den godartede vrede ødelægger ikke liv, men søger at bevare det, både hos den elskede og hos den vrede selv.

Der findes som sagt også en ondartet vrede. Den udspringer ikke af kærligheden, men af selvhævdelsen og egoismen og ondskaben. Den ondartede vrede søger ikke at bevare liv, men kun at skade det. I de fleste tilfælde truer den ikke livet, men glæden og æren. Man kan ødelægge et andet menneskes ære ved at tale ondt om ham, og man kan ødelægge et andet menneskes glæde ved at tale ondt til ham. Det er det sidste, Jesus giver eksempler på her.

Jesus sætter alt det i forbindelse med det femte bud: Du må ikke begå drab. De fleste mennesker kan heldigvis sige, at de aldrig har begået et drab, og dermed tror vi nemt, at vi så har holdt de ti bud på dette punkt. Jesus lærer os, at det femte bud ikke kun handler om vold med døden til følge, men også om den ondartede vrede, og her kan ingen af os sige sig fri. Ingen af os kan stå frem og sige: ”Jeg har aldrig følt egoistisk vrede. Jeg har aldrig sagt et ondt ord.” Tværtimod må vi bøje hovedet og indrømme vore fejl.

Hver tid har sine skældsord, og Jesus nævner dem, der var almindelige på hans tid. Hver især kender vi udmærket de skældsord, der trives, hvor vi færdes.

Den ondartede vrede bringer os i modsætning til både mennesker og Gud: den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.

Hvad er Helvedes ild? Det er Gud selv, når han er vred på os, og vi ikke er forsonet med ham. Mange mennesker tænker aldrig over, at det kan være et problem, men de bliver alligevel stille og lidt ængstelige, hvis andre nævner det, og enten forsikrer de så sig selv om, at der ikke findes noget Helvede, eller også spørger de forsigtigt: ”Der findes ikke noget Helvede, vel?”

Hvis man spørger kirkens folk, præster og teologer, så kan man få lige det svar, man ønsker sig, men hvis man spørger de bibelske forfattere, så er svaret entydigt: Ingen af den forsikrer os om, at Helvede ikke findes. Tværtimod er der mange advarsler mod at ende dér.

Jeg kan godt forstå dem, der ikke kan holde ud at høre om det, og selv vil jeg helst tale om noget andet, men når prædiketeksten taler om det, så kan jeg ikke fortie det.

Hvorfor skal det være så slemt? Fordi det er farligt at være i modsætning til Gud. Vi er syndere, og Gud er hellig. Det er rædselsfuldt at møde ham uden at være forsonet med ham. Man kan ikke holde det ud, men man kan heller ikke flygte fra ham, for der er ingen steder at flygte hen, fordi han er til stede over alt.

Vi vil helst have en Gud, der siger, at det ikke er så slemt, men Jesus siger noget andet: Skynd dig at blive enig med din modpart.

Menneskene vil diskutere, men Jesus vil forsone. Her må vi vælge. Enten bruger vi tid på at diskutere med Gud, eller også bruger vi tiden på at forsone os med mennesker. Jesus spilder ikke tiden på ting, vi ikke kan ændre. Han fokus er det, vi kan ændre. Gud kan vi ikke ændre, men vi kan ændre vores forhold til andre mennesker.

Jesus kræver meget af os. Han taler ikke kun om, at vi skal forsone os med dem, vi ikke kan lide. Nej, han taler om, at vi skal søge forsoning med dem, som ikke kan lide os. Jesus tillægger denne forsoning stor betydning. Hvis vi ikke forsoner os, bliver vi ikke frelst. Det er alvorligt. Modsat siger han heller ikke, at vi opnår frelsen ved at forsone os. Han siger intet om frelse ved gerninger eller fortjeneste her, men han er optaget af, at vi skal rydde de ting af vejen, som hindrer os i fred med Gud. Vi kan ikke fjerne egoismen fra vort sind, men vi kan søge forsoning i stedet for at lade fjendskabet råde. Vi kan nemlig ikke få forsoning med Gud, hvis vi fastholder ufred med andre mennesker. Vi skal søge forlig på begge fronter. Det er en af de røde tråde i hans undervisning.

Jesus berører altså et af de steder, hvor det gør meget ondt i livet. Der er overraskende megen ufred mellem mennesker. Jeg taler ikke om uenighed. De bedste venner kan være meget uenige om mangt og meget. Uenigheder håndteres faktisk bedst i en venlig atmosfære. Det er ikke uenigheder, der er problemet, men uvilje. Uvilje kan skyldes misforståelser, og de er måske det letteste at bringe ud af verden. Langt sværere er smålighed og manglende vilje til at tale åbent om tingene og allersværest er den bevidste egoisme. De fleste af os har en forestilling om, at vi er gode, og vi har svært ved at se vore fejl og let ved at glemme vore fejl, når vi endelig indser dem. De, der kender os, kan langt lettere se fejlene. Hvis vi lytter til dem, der kender os og elsker os, så finder vi ud af, at vi nok har en del gode egenskaber, men også fejl. Vores selvbillede bliver noget mere realistisk, når vi lytter til andre, familie og venner og især vores ægtefælle.

Man kan have overfladisk forhold til livet - også til sig selv. Man kan flygte fra både Gud, sine medmennesker og sig selv. At søge at forholde sig til sig selv kan synes helt uoverskueligt, nærmest som at se ind i en jungle, et vildt og farligt og ukendt landskab. Det kan vi dybest set ikke klare selv. Her må vi bede Jesus om hjælp.

Vores forhold til andre mennesker er meget sårbart. Der kan så let komme en kurre på tråden. Og den kan så let vokse sig større, og pludselig står man hver sit sted og taler ikke mere med hinanden, men kun om hinanden.

Jesus beder os om at bryde op og gå hen til dem, vi er uvenner med og række hånden frem til forsoning.

Denne bibeltekst er en af de tekster, som har udfordret mig allermest. Med bævende hjerte har jeg flere gange opsøgt nogen, som jeg vidste havde noget mod mig og nogen jeg havde forbrudt mig imod. Hver gang er jeg blevet godt modtaget. Hver gang er jeg vendt hjem med glæde. Hver gang har jeg måttet give Jesus ret. Jeg må også sige, at jeg ikke bare har kastet mig ud i det. Jeg har bedt Jesus om hjælp til at gøre det. Jeg har bedt ham om hjælp til samtalerne, og det har jeg fået.

At vi skal gøre verden til et bedre sted, er mange heldigvis enige om. At vores forhold til andre mennesker også har med Gud og vores evige skæbne at gøre, taler få om. Jesus sætter hele vort liv ind under evighedens synsvinkel. Alt bedømmes ud fra Gud som dommeren. Hvor vi ville undvige emnet og søge at undskylde os selv, dér bryder Jesus gennem alle undskyldningerne og kalder os til forsoning.

Den ondartede vrede gør os fremmede for både Gud og vore medmennesker, og den ødelægger os selv. Den skader eller ødelægger det fine i mennesket. Jesus kalder os til at gøre op med den og søge forsoning med mennesker. Og han antyder, at medmennesker er vores medvandrere på vejen mod dommeren, Gud selv. Det gælder om, at vi søger forlig og forsoning med dem, så de ikke skal vidne mod os på Dommens dag. Det gælder også om, at vi søger forlig med ham, så han ikke skal vidne imod os på Dommens dag.

Vi frelses ikke ved gerninger, heller ikke ved at forsone os med andre mennesker. Vi frelses kun ved troen på Guds tilgivelse, men denne tilgivelse og denne tro sætter os i gang med at gøre kærlighedens gerninger. Hvis der ingen gerninger er, er troen død. I dette lille udsnit af Bjergprædikenen taler Jesus ikke om Guds tilgivelse, men det gør han både før og efter dette afsnit. Lige her taler han kun om vore gerninger, og de skal være bedre end farisæernes og de skriftkloges. De vidste også, at der skal mere til end blot at afholde sig fra drab. De kendte også vreden og ønskede, at vi skal afstå fra den, men ingen har som Jesus talt om vore ords betydning. Ordene viser, hvad der bor i os. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. I sin Bjergprædiken kræver Jesus mere end farisæerne og de skriftkloge, lige netop så meget, at vores selvretfærdighed og vores tro på vore egne gerninger må dø, og vi må råbe til Gud om tilgivelse og hjælp til at gå den vej, som Jesus lærer os at gå her i Bjergprædikenen: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere (Matt 6,12).

Amen