Nivå Kirke 13.30: Nr. 94 - Det kimer nu - 119 - Julen har bragt- 104 - Et barn er født/
Motet: O come all the faithful -118 - Julen har englelyd - 120 - Glade jul
Karlebo Kirke 16.30: Nr. 94 - Det kimer nu - 103 - Barn Jesus - 121 - Dejlig
er Jorden / Prædiken - herefter motet. Nr. 119 - Julen har bragt - 120 - Glade jul.

Dette hellige evangelium læser vi iLukasevangeliet kapitel 2 vers 1-14

Prædiken
For et par dage siden sad jeg en aften og så filmen Kramer mod Kramer fra 1980. Min
mand mente, at jeg havde set den mindst 5 gange før, og forstod ikke, at jeg
ikke fandt på noget bedre at bruge aftenen på. Det er sikkert rigtigt, det med de 5 gange.
Men det er nok også en af de bedste film, jeg har set. Filmen
handler, som mange sikkert vil vide, om et ægtepar, Joanna og Ted, der går fra hinanden.
Det kommer som en kæmpemæssig overraskelse for manden, da hun en aften
pludselig meddeler, at hun med øjeblikkelig varsel vil forlade ham og sønnen
Billy på 7 år. Han må nu til at skabe en hverdag sammen med drengen.
Det er svært, med et højt betalt og meget travlt karrierejob.
Han har aldrig før skullet tage sig af praktiske ting i familien. Jobbet har
fyldt hele hans liv. Joanna kommer senere tilbage til New York, og vil have sin søn tilbage.
Og en barsk retssag begynder – Kramer mod Kramer.

Der optræder ikke ret mange personer i filmen – faktisk er der i mange scener kun to medvirkende: Far og søn. Og alligevel sad jeg og blev igen meget grebet.
Jeg tænkte over, hvordan det kunne lade sig gøre – for 6. gang?
Selv om det er to af verdens bedste skuespillere, som har hovedrollerne.
Så er det jo langt fra altid nok.
Jeg tror, det skyldes den forvandling der sker med hovedpersonen, Ted, efter at han så brat
bliver standset midt i sit liv, og langsomt begynder at se på verden med nye øjne.
Han havde kørt af sted med 180 km i timen. Arbejdet og karrieren betød alt –
men nu bliver han nødt til at sætte sig ned og tale med sin søn. Se ham i øjnene, opdage
hvem han er, tage del i hans verden, og sørge for ham.
Hans chef foreslår i begyndelsen af filmen, at sønnen Billy må i pleje… men det kan hans far ikke få sig selv til. Og efter nogen tid ryger jobbet sig en tur.
Men meningen med hans liv er ikke forsvundet … der er noget, som pludselig er blevet
meget vigtigere. Ansvaret og kærligheden og fortroligheden til den dreng, som
han tidligere nærmest ikke kendte og bekymrede sig om….

Det sker nogen gange, at vi mister sansen for, hvad der er
vigtigt i vores liv. Hvad der skal værnes om, og bruges tid og kræfter på.
Der er så meget, som hele tiden kræver vores opmærksomhed. Arbejdet og
mobiltelefonen. De 100 mails i indbakken. En besked på Twitter eller Facebook.
Sms´en fra en ven. Eller et godt tilbud, som vi ikke kan leve uden.
Alt det får os til at glemme at være nærværende overfor vores kære.
Vi glemmer hvordan det er at sænke skuldrene og sidde og snakke over
middagsbordet. Gøre noget sammen, som egentlig er spild af tid.
Og sætte mobiltelefonen på lydløs, – eller lægge den helt væk, og bare gå
en tur. Vi er ikke meget for det. For det kunne jo være, vi gik glip af noget vigtigt,
hvis vi ikke er opdaterede, hvis vi er off-line i mere end 5 minutter.
Julen minder os om, at tiden er inde til, at vi stikker spaden lidt dybere i jorden.
At vi begynder at tænke over, hvilke værdier der er vigtige for os,
og hvad vi ønsker at give videre til vores børn og børnebørn.
Og besinder os på, hvad det er, der binder os sammen, og gør vores liv
meningsfyldt. Det er naturligvis ikke det samme, vi alle vil pege på.
Men frihed og demokrati, kærlighed og fællesskab, familie, tid til hinanden
og overskud og generøsitet overfor dem, der har brug for os, er vigtige
værdier for langt de fleste af os.
Alt dette udspringer af vores kristne livsgrundlag, som mange
måske tager for givet, og andre endda vælger at håne. Men uden troen på Gud, kan vi hver for sig komme til at lege Gud i vores eget liv og opfinde og skabe livet som det passer os.
Dermed bliver alt lige godt og lige skidt. Og ”sandheden”, - ja den gradbøjer vi, som det passer os.
Men kristendommen er den grundholdning, vi lever vores liv på, som Martin
Luther sagde. Et fundament af tro, håb og kærlighed. Tilgivelse og frelse.
Det er vigtigt, at vi får frem i lyset, hvad det er vi tror på, også i år, hvor
vi må fejre jul i skyggen af terrorangrebet i Berlin.
Vi kan vælge at lade angsten råde – og lukke os om os selv –
og lade det onde få lov at stå uimodsagt. Men ondskaben og mistilliden og
angsten må aldrig få lov til at sætte dagsordenen. For vi har noget at sætte
op som et værn imod meningsløshed, mørke og død….. Tro, håb og kærlighed.
Tilgivelse og frelse. Og løftet om evigt liv.

I juleevangeliet læste vi, hvordan Maria og Josef måtte
igennem alle mulige forhindringer, inden de nåede til Betlehem, hvor Jesus blev
født. En uønsket graviditet og omgivelsernes fordømmelse, folketællingen og den
lange rejse på 130 km til fods, fra Nazareth til Betlehem. Og til sidst kroværternes
afvisning ved døren. Der var ikke plads til dem i herberget… Det var deres
eget problem, at finde et sted at være… .den samme besked har man i øvrigt også
måttet give en del af de hjemløse i København her op til jul. ….
Maria fødte barnet i en stald, og lagde ham i en krybbe.
Og julenat blev ikke en nat som alle andre. Men en nat som forandrede verden. Barnet
var Guds søn. Gud kom til verden. For vores skyld.
De frysende og forarmede hyrder ude på marken – for det var dem, der
på den tid havde de dårligst betalte jobs, - var de første, som fik budskabet om, at en
frelser var blevet født til verden.
Julenat greb Gud ind og gav os sin søn. ….
Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede og han bærer
alt med sit mægtige ord…. som vi læste i ordene fra Hebræerbrevet.
Himlen åbnede sig og englene kom og forkyndte den store glæde,
som skal være for hele folket: I dag er der født en frelser i Davids by…
han er Kristus, Herren.
Himlen stod åben. Det gør den også nogen gange i vores liv, det må vi ikke
glemme, heller ikke når det værste sker, og vi føler, at Gud er langt borte.
Det er alle de særlige øjeblikke, hvor vores liv får en særlig tyngde og udvider sig.
Når et barn bliver født og lægges i sin mors og fars arme for første gang.
Når der opstår venskab og kærlighed mellem to mennesker.
Når det, vi har drømt om og arbejdet henimod, endelig lykkes for os.
Eller når vi viser hinanden kærlighed, uden at få noget for det.
Sådanne øjeblikke fylder vores liv med den dybeste mening.
Så står himlen åben, og Guds lys skinner på os, midt i mørket..

Gud gav os julenat sin søn. Han gav os en kærlighed, som
aldrig nogen sinde lader sig stoppe – heller ikke, når ondskab og død kommer
tæt på. Og vi kan forandres af troen og håbet og kærligheden. Det var jo det Han ville.
Skabe en forandring i os, som sætter sig igennem i vores måde at være mennesker
på. Som befrier os fra tanken om, at vi selv skal gøre os fortjent og skabe alt i vores liv.
Vi skal elske hinanden, dele ud af vores eget,
være gode mod hinanden, det er livets og julens mening….som én jeg mødte en dag ude på kirkegården sagde. Jeg fortalte, at jeg ville tage det med i juleprædikenen.

Og julens store glæde er, at Gud også valgte at dele livet med os,
med alt hvad det indebærer af smerte og glæde, og savn og håb.
Ingen af os falder uden for det lys, han tændte julenat. Ikke en eneste.
Det skinner i mørket, og mørket kan ikke få bugt med det.
Så lad os sænke skuldrene, og glæde os.
Og tro på, at han er os nær, uanset hvad der sker.

Lyset skinner i mørket…….
Det skinner på os, når vi har mistet troen og håbet.
Det skinner for de ensomme og de fortvivlede.
De der må sidde alene,
og de, der sørger, og har svært ved at finde glæden.
Det skinner for os alle. Amen og Rigtig glædelig jul!