3.søndag efter påske 2017
Salmer: 241 - Tag det sorte kors fra graven - 305 - Kom Gud Helligånd kom brat - 332 -
På Jerusalem det ny/ 487 - Ny fryde sig hver kristen mand (Mel: Lasse Lunderskov) -
476 - Kornet som dør i jorden efter nadver-29 - Spænd over os dit himmelsejl

Dette hellige evangelium på 3 søndag efter påske læser vi i
Johannesevangeliet kapitel 16 vers 16-22

v16 En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« v17 Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« v18 De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.«
v19 Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? v20 Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. v21 Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. v22 Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.

Prædiken
Jeg havde en kordegn engang, som havde været det i rigtig mange år – i forskellige
sogne. Tidligere havde han nok mest været sammen med mandlige præster – nu var
der så kommet kvinder til.
Da jeg som meget ung havde holdt en af mine vielsestaler – kom det bagefter fra
kordegnen: Disse kvindelige præster, og alle deres eventyr …..
Det var selvfølgelig ikke en særlig smigrende kommentar – men siden har jeg
tænkt: Ja, vel har han ret. Man bør ikke hele tiden forsøge at vride sin hjerne
for at finde et eventyr eller en anden historie, som en slags parallel til
evangeliet, fordi man tror, at det kan menigheden nok bedre forstå eller spejle
sig i. Ordene og lignelserne i Ny Testamente er i sig selv så stærke og levende,
at de kan forstås af os alle. Og evangeliets dybe budskab, det kan nu engang ikke
rummes i selv det bedste eventyr: At Gud åbenbarede sig og blev menneske i Jesus Kristus.

Når det så er sagt, vil jeg i dag alligevel vove at tage Astrid Lindgren med i
prædikenen.For det er en vanskelig og knudret evangelietekst vi har foran os i
dag fra Jesu afsked med disciplene i Johannesevangeliet.
Den fleste vil nok være nødt til at læse den igennem mindst et par gange, før
den giver mening.
Jesus tager afsked med disciplene. En kort tid…siger han…
og de tre ord gentages hele 7 gange i de første linjer..
En kort tid….så ser I mig ikke mere..og atter en kort tid så skal I se mig…
Disciplene kan ikke forstå hvad han mener. Og de siger til hinanden:
Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om…
I Astrid Lindgrens fortælling Søndeneng er vi, som det hedder, tilbage
i fattigdommens dage hvor to søskende var blevet alene i verden. Men børn
kan ikke være alene, derfor kom Mattias og Anna til at bo hos bonden i Kæret.
Men han tog dem kun til sig for at de kunne arbejde for ham.
Jeg får det vist aldrig morsomt i mit barneliv mere! sagde Anna og græd.
Nej, her i kæret er alle dage ligeså grå som musene i laden! sagde Mattias.
Det blev vinter, og bonden var nødt til at lade dem gå i skole.
Så troede de at alt blev godt. Men det blev det ikke.
Så snart de var hjemme, blev de sendt i stalden eller ud på marken.
Men en dag på vej hjem kom en rød fugl flyvende ind foran dem i den snedækkede
skov. De fulgte efter fuglen, ind gennem en snæver kløft. Til sidst var den så
snæver, at kun en barnekrop kunne komme igennem.
På den anden side af bjerget opdagede de en mur med en stor port.
Porten stod på klem, og de åbnede den og gik ind. Med et var det forår alle
steder, med blomstrende træer og fuglesang og solskin.
Og på en eng, der var fuld af blomster som i paradiset, legede en flok børn.
Børnene fortalte Mattias og Anna, at de var kommet til Søndeneng.
Snart var der en stemme som kaldte: Kom alle mine børn!
Mattias og Anna blev stille. Hvem er det, der kalder? spurgte Anna. Det
er vores mor! sagde børnene. Hun vil have, at alle børn skal komme.
Anna og Mattias fulgte med de andre børn hen til et lille hus, og der var mor.
Man kunne se det var hende, for hun havde en mors øjne og hænder….
og hen havde nok at give af til alle børnene….
I det samme kom Mattias og Anna til at tænke på bonden i kæret og hans:
Gud nåde og trøste jer, hvis I ikke er hjemme til malketid!
De skyndte sig ud af Søndeneng, og hjem til arbejdet i stalden.
Siden tog de hver dag indenfor i Søndeneng.
Den sidste dag i skolen, mens de var på vej hjem gennem den kolde skov, sagde
Anna, da de kom til porten: Aldrig har jeg vist længtes så meget!
Men nu er du her! sagde Mattias. Du behøver ikke at længes mere.
Så tog de hinanden i hånden og gik ind gennem porten. Ind til Søndeneng og
foråret og mor der stod og kaldte: Kom alle mine børn!
Hvorfor er porten ikke lukket? spurgte Anna. Nej, sagde Mattias, hvis den
bliver lukket, kan den ikke åbnes mere, husker du ikke det? Jo, sagde Anna. Så
kiggede de på hinanden. Længe. Og de smilede og gik hen og lukkede porten,
ganske ganske stille…

Det ender i Søndeneng. Det ender i Paradiset, hos Gud…og:
Da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer!
siger Jesus. Men det må ikke få os til at tænke, at så må vi se at komme væk
fra dette her, til tider så bøvlede liv, i en fart.
Ordene handler også om forvandlingens og forandringens kraft,
midt i vores liv.
Hvor troen og håbet og kærligheden igen og igen sætter sig igennem, fordi
Kristus har vundet den afgørende sejr over døden.
Så vi kan rejse os, fra de dødes rige til de levendes land, fra ensomhed til
fællesskab, fra sorg til glæde.
Fra de grå dage hos bonden i Kæret, til Søndeneng med forår og leg
og kærlighed.
Gud er vores far. Men han er også vores mor. Jesus bruger i slutningen af
evangeliet billedet af kvinden der skal føde og har det svært
…fordi hendes time er kommet… Men Gud er ligesom en jordemoder. Hende, der
hjælper den fødende kvinde gennem smerten, til glæden over det nyfødte barn.

Historien om Jesus, som blev født ind i vores verden, Guds enbårne søn, er ved at slutte…
Det er Skærtorsdag aften: Om en kort tid, så ser I mig ikke mere….. siger Jesus.
Hans fjender var på vej for at pågribe ham….snart skulle han dø på korset.
Men atter om en kort tid, så skal I se mig… siger han.
Vi ved ikke, hvornår vores liv ender. Vi har det, så længe Gud giver os det.
Men Jesus vil med sin ord til os i evangeliet i dag, at vi hele vores liv hører sammen med ham.
Han døde og opstod, for at bane vejen for os, til troen og til det evige liv.

Vi har, som døbte og som kristne, del i hans død og opstandelse…
Det bliver sagt i dåben, når præsten lægger hånden på barnets hoved og velsigner
det med ordene: Herren bevare din udgang og din indgang, fra nu af og til evig tid.
Så Guds gerning i verden er ikke slut. Den fortsætter – i os, hans børn.
Vi
har i dåben fået helligånden som skal vejlede os, og trøste os og give os tro
og nye kræfter.
En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal i se
mig? sagde Jesus til sine venner, kort før sin død.
Det handlede i første omgang om de få dage, mellem hans død og opstandelse.
Disciplene ville så nødigt høre om, at han snart skulle tages fra dem.

Vi skal også mødes og skilles og mødes igen… som Benny Andersen siger. Alting forandres. Tabene hører med til at være menneske.
Vi ved alle, hvor hårdt det er at miste forældre, bedsteforældre, ægtefælle, måske
barn, og vores kære venner. Smerten over at miste kan tage glæden fuldstændig
fra os.
Det forunderlige sker, når glæden genopstår og bliver til nyt liv.
For sorgen og smerten og døden ikke er det sidste, der er at sige om vores liv.
Men glæden er det sidste.
Som en 90-årige kvinde har fortalt det – og den historie har jeg hørt i mange udgaver,
f.eks i forbindelse med begravelser:
Sidste sommer kunne jeg klare dørtrinnet i sommerhuset. Det kunne jeg ikke i år. Men
sidste sommer kunne mit oldebarn til gengæld ikke komme over dørtrinnet. Det kunne
hun i år. Hun får flere og flere af livets gaver. Mens jeg langsomt må afgive dem…

Det gælder om at kunne give slip. Give sig Gud i vold. Tro på, at vi er i hans
hænder, og han giver os livet tilbage.
Fra smerten over at miste sine kære, til glæden over det nye liv, over de
mennesker, som er omkring mig, og glæden over det evige liv.
Engang, i evigheden, i Søndeneng, som det blev kaldt i eventyret, er der kun glæde.
Eventyret slutter med, at de to børn lukker porten til Søndeneng, fordi deres
liv hos bonden i kæret er så trist og forfærdeligt.

Det ville nu ikke ligne Astrid Lindgren at mene, at hele vores liv er en
længsel efter paradiset. Hun som har så meget blik for glæden og kærligheden.. og
den smerte, der hører med til at leve.
Men hun beskriver den glæde vi engang skal opleve, som den største af alt, større
end noget andet vi kender. Den glæde findes kun i Guds Rige, hvor sorgen og
døden og ondskaben er forsvundet.
Det kan nogen gange være svært at finde tilbage til glæden mens vi lever ….
Disciplene bliver her de sidste dage beskrevet som modløse og tvivlende og forfærdede
ved tanken om, at Jesus ikke længere skulle være hos dem.
Men senere drog de ud i verden og forkyndte evangeliet. De blev de fyldt med
nye kræfter… og nyt mod. Helligånden kom og gav dem det tilbage.

Vi holder ikke Gudstjeneste for at bekræfte os selv
og hinanden i, at vi aldrig er modløse og tvivlende, fordi vores tro –
den bare kan modstå alt
Vi kommer for at blive styrket i troen og få nye kræfter og nyt mod
til at leve vores liv i sorg og glæde, og tro og tvivl.
Og for at takke Gud for det hele, glæden og smerten, livet og kærligheden.
Og fordi vi må komme til ham, med alt det der er svært og vi aldrig lærer at forstå.
Amen