Prædiken til 22. søndag efter Trinitatis 12. oktober 2017 kl. 10.30 i Egedal kirke ved sognepræst Jørgen Sejergaard

Prædiketekst: Mattæus-evangeliet kapitel 18, vers 21-35:

Da kom Peter til Jesus og spurgte: ”Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange? ” Jesus svarede ham: ”Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.

  Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder. ”

Alle mennesker fra den stærkeste til den svageste har få et vis portion livsenergi. Den skal vi forvalte. Vi har ikke alle sammen magt og penge. De fleste af os er ganske almindelige. Nogle er meget svage. Men vi har alle valget mellem had og kærlighed, og her skal vi træffe det rette valg.

Skal vi tilgive? Hvor mange gange skal vi tilgive? Hvor meget skal vi tilgive?

Disse spørgsmål dukker op i vores kultur. 1200 års kristendom er ikke gået sporløst hen. I den gamle hedenske kultur stillede man andre spørgsmål. Skal jeg tage imod en erstatning, når nogen har forbrudt sig imod mig, eller skal jeg kræve vedkommende idømt en streng straf, eller skal jeg hævne mig?

Vi kender det fra fremmede kulturer i dag: Hvordan kan vi genoprette vores ære, hvis nogen har vanæret os?

I vores danske kultur tænker vi ikke så meget på vores ære. Vi tænker ikke så meget på offentlig skam. Derimod tænker vi på personlig krænkelse og ydmygelse. Vi tænker ikke så meget på vores offentlige ære som på vores indre smerte. Vi tænker ikke så meget på vores omdømme som på vores vilje. Vil vi give vores medmenneske den håndsrækning at vise ham tilgivelse, når han har handlet ondt imod os? Eller vil vi bryde forbindelsen med ham og fastholde hans skyld? Skal vi elske eller hade?

Tilgivelse er at opgive sin anklage mod den anden, tager imod ham og søger hans bedste – også selv om man ikke længere kan have samme tillid som før, også selv man ikke længere kan være i samme lokale eller samme by eller samme land. Der er nogle, man kun kan nå gennem bøn til Gud.

Mange tager fejl af tilgivelse. De tror, at tilgivelse er at godkende en ugerning eller lade, som om den aldrig var sket. Det er en misforståelse. At tilgive er ikke at glemme. Man kan ikke glemme uret. Man kan ikke glemme en alvorlig krænkelse. Det er for altid en del af ens historie. Men man kan vælge at lade være med at bruge den som anklage mod den uretfærdige. Man kan vælge, at uretten ikke længere skal skille en fra den uretfærdige.

Hvis forsoning skal blive til virkelighed, er det ikke nok, at man er villig til at tilgive. Det er heller ikke nok, at man tilbyder den anden tilgivelse. Den anden skal også indrømme sin skyld og modtage tilgivelsen. Der skal to til forsoning. Det er ikke nok, at den ene rækker hånden frem. Den anden skal også tage den. Dog er det ikke her, Jesus sætter fingeren i dag. Han sætter den på vores villighed til at tilgive, vores villighed til at række hånden frem.

Lad mig begynde med at nævne de store og voldsomme ting, det, som vi altid spørger om, nemlig mord.

Hvis en person tre gange med et års mellemrum myrder nogen i vores familie, så har vi ikke med en angrende synder at gøre, men med en seriemorder. Vi kan godt række hånden frem, og jeg så en udsendelse, hvor en sådan person for et øjeblik blev rørt af nogle kærlige ord og var lige ved at græde, men normalt skal vi regne med, at de er iskolde og upåvirkelige. De er samvittighedsløse og meget farlige, og vi skal beskytte os imod dem.

Men hvis en mand har arbejdet for en diktator eller et uretfærdigt retssystem og sendt mange mennesker i døden, og så nogle år senere fortryder og måske dag og nat pines af minderne om alle dem, han har slået ihjel, så har vi med en angrende synder at gøre.

Sådanne forbrydere skal for retten, også selv om vi tilgiver dem. De skal hindres i at forbryde sig på ny. De skal stå til ansvar over for en dommer i retten, og han behøver ikke benåde dem. Dommeren har ret til at dømme dem. Tilgivelse er ikke at opgive retsvæsenet, som holder det onde i skak. Tilgivelse er derimod at lægge hadet og ønsket om hævn bag sig og i stedet at begynde at bede om, at forbryderen må møde Guds frelse.

Paulus hører hjemme i den kategori. Når han ikke blev dømt, skyldes det, at der på han tid ikke fandtes et retssystem, der ville dømme ham for alle de kristnes liv, som han havde på samvittigheden. Han havde alle retssystemerne med sig, da han forfulgte de kristne. Men han valgte at stille sig over blandt dem, han tidligere havde forfulgt, og at forkynde evangeliet om Jesus, og han er et eksempel på, hvor dybtgående troen på Jesus kan ændre et menneske.

I Danmark lever vi heldigvis under så fredelige vilkår, at vi skal til udlandet for at finde sådanne eksempler på omfattende mord og forfølgelse.

Nej, hos os er udfordringen langt mere dagligdags, trivielle handlinger. Alligevel kan de være alvorlige og nedslidende. Det er vores holdning til dem, Jesus sætter fingeren på her.

Det kan være et familiemedlem eller en kollega eller en chef, der gennem psykisk vold i årevis slider et andet menneske ned. Det er den grove ende. Det kan være en kollega eller et familiemedlem, der bare er irriterende og vanskelig, dag ud og dag ind.

Mange oplever det i familielivet. Det kan være ægtefællen, et af børnene eller en anden i familien. Man bliver klar over, at menneskelivet ikke kan hænge sammen uden tilgivelse. Men tilgivelse er ikke at fortie. Tilgivelse kan sagtens indebære, at man må forklare den irriterende person, hvor meget vedkommende tramper på en. Ja, jeg vil ligefrem sige, at tilgivelse normalt indebærer det.

Der er imidlertid også mange tilfælde, hvor den irriterende person ikke fatter, at han er irriterende. Nogle mennesker har meget ringe selverkendelse. De kan ikke forbinde andres kritik med noget. De ser ikke sammenhængen. Her kan det blive nødvendigt med megen overbærenhed. Er det en kollega, kan det også blive nødvendigt at søge et nyt job.

Tilgivelse er ikke at bøje nakken. At sige fra og at tilgive er ikke modsætninger. Den, der siger fra, tager sit medmenneske alvorligt. Og hvad psykopater angår, så skal presses op i en krog og hindres mest muligt i deres magtudfoldelse.

Jesus er det mest tilgivende menneske, vi kender, ja den, der tilgiver fuldkomment. Samtidig er han meget skarp i sin kritik af menneskenes afgudsdyrkelse og ugerninger og egenkærlighed. Hos ham er tilgivelse ikke udtryk for svaghed, men for ægte kærlighed og styrke. Det er ham, vi skal lære af.

Og Jesus lærer os tilgivelse ved selv at tilgive os.

Han stiller det provokerende skarpt op. Lad os forestille os, at vi har bragt os selv i en ubetalelig gæld, f. eks. ti milliarder euro. Det ville vi aldrig kunne betale.

Selv det bedste menneske på jorden er i en sådan gæld til Gud. Vores egoisme både over for Gud og andre mennesker er et bundløst dyb. Vi kan aldrig sone det og aldrig gøre det godt igen. Så længe man er tilfreds med sig selv, ser man det ikke. Når man bliver ramt af, hvad Jesus siger, så begynder der at åbne sig en afgrund, som vi ikke kan overskue.

Jesus er kongen, der vil eftergive os vores gæld, dersom vi beder ham om det. Og vores gæld til ham er altid langt større end andres gæld til os.

Hvordan hænger det sammen?

Tænk bare på et par spørgsmål: Har du elsket Gud over alt på jorden? Lever du i alle ting, så du glæder ham?

Hvis vi ikke kan svare ja på de spørgsmål, så er vi jo på kant med vores skaber. Skabningen skylder sin skaber både tak og tjeneste.

Jo mere man prøver på at gøre det, jo mere opdager man, at det ikke lykkes. Vi er i gæld, og vi kan aldrig betale. Vi er skabt i Guds billede til at ligne ham, men vi handler ikke derefter.

Det glædelige er, at Gud tilgiver os, hvis vi beder ham om det: Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al retfærdighed (1 Joh 1,9).

På den baggrund skal vi så være lige så storsindede mod dem, der har forbrudt sig mod os.

Her skal det vise sig, om vores kristendom er ægte. For nogle er det temmelig let. De har et mildt sind og bærer ikke nag. For andre er det et pinefuldt krav. Krænkelserne og vreden sidder i dem. De kan ikke tilgive, selv om de gerne ville.

Hvis man har det sådan, er der kun ét at gøre, og det er at bede Gud om hjælp. ”Gud, hjælp mig til at tilgive!” Det er som i den salme, vi sang for lidt siden. Den skildrer, hvordan misundelse og skinsyge ødelægger livet, og så slutter hvert vers med en bøn til Gud om, at han vil hjælpe os ud af det. Der er megen visdom i den salme (”Gud, væk din drøm i m it hjerte”, fra salmesamlingen ”Lysets utålmodighed”). Og den bedste vej at gå er at bede Gud om velsignelse over den person, man har svært ved at tilgive. Bed for din fjendes helbred, arbejde, familie! Bed om, at alt godt må komme til ham! Bed for ham hver dag! Da vil man opleve, at man ser med mildere øjne på ham næste gang, man møder ham.

Jesus kalder os til at arbejde med på vores medmenneskes lykke og velsignelse og frelse. Han kalder os til at lægge hadet bort og arbejde for kærligheden. Det handler Fadervor også om. Når vi beder om, at Guds vilje må ske, så er det også det.

Josef er et lysende eksempel på det. Hans brødre havde forpestet hans liv på det groveste og solgt ham som slave, så han ikke så si familie i tyve år. Da han endelig mødte dem, var han blevet en mægtig mand og kunne have vist al sin vrede på dem, men han valgte tilgivelsens og forsoningens vej, og det første både til, at manges liv blev reddet, og til forsoning og fred.

Vil vi gå den vej? Vil vi bede Jesus smelte vort hårde hjerte? Vil vi bede om velsignelse over vore fjender?

Jesus kalder os til at bryde hævnens onde cirkel, og han kalder os til at begynde med os selv og til at begynde det eneste rigtige sted, nemlig foran Guds ansigt, ham, som kan forandre vort liv.

Det er den gode vej, lad os gå den!

Amen